Blicher, Steen Steensen Uddrag fra En Vielsestale

Naar den Bog, der aabenbarer saa mange nye og himmelske Sandheder, der saa ofte giver de slumrende Tanker Liv, og ifører dunkle Anelser synlig Skikkelse; naar den hellige Skrivt fremstiller os Billedet af en mynsterværdig Hustrue, da siger den: "Hun smiler ad Fremtiden". Umuligt er det for Sjælen at tænke, for Tungen at udsige saa meget i saa faae Ord: "Hun smiler ad Fremtiden". Ikke er det hiint letsindige Smiil, hvormed en tankeløs Ungdom under Nydelsen af det nærværende venter en lignende Lyst af de kommende Tider; endnu mindre er det hiin kaade Latter, hvormed den sejrende Last 378
spotter over Fremtiden; nej: det er en ædel Sjæls stille Glæde, et gudhengivent Hjertes lyse Haab. Den retskafne Hustrue seer ind i den dunkle Fremtid, der ellers saa ofte truer og skrækker med sørgelige Varsler, der sjælden bringer det vi ønske, oftere det vi frygte, i denne Fremtid seer hun smilende ind. Hun er ikke blot rolig for den, ikke blot hengiven i Skjæbnen, ydmyg og trøstig under alle dens Herres Tilskikkelser; hun glæder sig end ydermere til dem. Hvad fremkalder det Smil paa hendes Aasyn? Hvad vækker og nærer dette dristige Haab? Hvad styrker denne rolige Glæde, at den overvinder Frygten for de kommende Dages uvisse Lod? Dette: at hun er tilfreds med de forbigangne, og at hun har Aarsag til at være det; hun maae kunne see trøstig tilbage, medens hun saa glad tør skue fremad; hun maae vide med sig selv, at hun vel har benyttet det forbigangne, da hun er saa vis paa det tilstundende. Ja: hun har opfyldt sine Pligter med Lyst og Iver med Blidhed og Ydmyghed i enhver Stilling til enhver Tid: Hun er en Glædens Engel for Ægtefælle og Børn, en Trøstens og Hjælpens Engel for den ulykkelige for den nødlidende. Hun er trofast mod Venner, tjenstvillig mod Naboer og Bekjendte, kort: hun er i alle kvindelige Dyders Smykke et Mønster for sit Kjøn; og for at beskrive hendes velfortjente Lyksalighed behøve vi allene med Salomon at sige: "Hun smiler ad Fremtiden". - Men tilhører dette Smiil udelukkende Kvinden? o nej! Manden saavelsom Hustruen, Oldingen som Ynglingen, naar de opfylde deres Pligter, alle skulde de da kunne smile til Fremtiden, og Fremtiden til dem. - Elsk: Brudepar! De gjøre idag eet for Fremtiden højst vigtigt Skridt: de knytte et Baand, som ingen menneskelig Haand bør løse: de indgaae et ubrydeligt Forbund til fælleds Lyksaligheds Befordring, til forenet Kamp mod alle denne Lyksaligheds Fiender. Fremtiden ligger foran dem uigjennemskuelig, svanger med Begivenheder, mange uforhaabede, mange uforventede, mange - ak! uforønskede - tør de træde den smilende imøde? Ja, den forbigangne Tid har ingen Rædsel for dem, den tilstundende kan ikke forfærde dem; en saadan Angest er kun Lastens Følgesvend; dens Slaves Nydelse er indskrænket til det nærværende; en mørk, tvivlsom, aldrig ublandet Lyst maae han stjæle eller røve fra de flygtige Timer. Bag ham skrække begangne Synder - foran ham truer Straffen for dem; han svæver paa Randen af en dobbelt Afgrund, hvor Frem og Tilbage er lige frygteligt. Den dydige derimod lever netop mindst i det Nærværende, meget mere i 379 trøstelig Erindring om det Forbigangne, og haabefuld Forventning af det Tilkommende. Denne er, denne være deres Livs Glæde, Elsk. Br:! Tillader mig at fremstille Grundene for et saa velsignet Haab, idet jeg allene lydeligt tolker Deres tause Tanker og Følelser!