Blicher, Steen Steensen Digte

Digte

230

        

231

Ossians Digte

Oversatte

Carthon

Et Oldtids Kvad! Fremfarne Dages Storværk! - O Lora, dine Bølgers Rislen gjenkalder Fortidens Minde. Dine Skoves Susen, o Garmallar, er liflig i mit Øre, Seer du ikke, Malvina, en Høj med sit lynggroede Hoved? Tre gamle Graner hælde fra dens Isse; grøn er den snævre Slette ved dens Fod. Der voxer Bjergets Blomst og vugger sit Hoved i Vinden. Tidselen er der allene, og afryster sit hvide Skjæg. To Stene halvsjunkne i Jorden, vise deres mosklædte Rygge. Dette Sted skyer Bjergets Hjort; for han seer den blege Aand, der bevogter det. Thi de vældige ligge, o Malvina! i Klippens snævre Slette. - Et Oldtids Kvad! Fremfarne Dages Storværk!

Hvo kommer fra de fremmedes Land, med sine tusinde omkring sig? Solstraalen udgyder sin Lysstrøm foran ham; og hans Haar møder Bjergenes Vind. Hans Aasyn er blidnet fra Kampen. Han er mild som Aftenstraalen, der skinner fra Vestens Skye ned over Conas tause Dal. Hvo er det uden Comhals Søn, den Stordaads Konge.* Han skuer sine Bjerge med Fryd, og byder tusinde Stemmer hæve sig. - I have flyet over vore Marker, I de fjerne Landes Sønner! Verdens Konge sidder i sin Borg, og hører sine Krigeres Flugt. Han opløfter sit stolte Øje, og griber sin Faders Sværd. I have flyet over vore Marker, I de fjerne Landes Sønner!

Saa vare Bardernes Ord, da de kom til Selmas Borge. - Tusinde Lys** fra de fremmedes Land lue i Kæmpernes Kreds. Fæsten beredes, og Natten henglider i Fryd. - Hvor er den ædle Clessammor, sagde haarfaure Fingal? Hvor er min Faders Ledsager i min Glædes Dage. Sorgfuld og mørk tilbringer han sine Dage i brusende Loras Dal; men see! Han kommer fra Bjerget, Hig en Hengst i sin Styrke, *

* 232 naar den finder sine Brødre paa Sletten og kaster sin glindsende Mank i Vinden. - Signet være Clessammors Sjæl! Hvi saa længe fra Selma?

Kommer Kongen, sagde Clessammor, tilbage i sin Æres Glands? Saa var Comhals Hæder i hans Ungdoms Krige. Ofte foere vi over Carun til de fremmedes Lande. Vore Sværd vendte tilbage ej ubestænkte med Blod; ej heller frydede sig Verdens Konger, - Hvi mindes jeg min Ungdoms Id? Mit Haar er blandet med graat. Min Haand forglemmer at spænde Buen, og jeg løfter et lettere Spyd. O at min Glæde vilde vende tilbage som da jeg første Gang skuede Pigen; den fremmedes hvidbarmede Dotter, Moina med mørkblaae Øjne!

Fortæl, sagde Fingal, fortæl om dine Ungdoms Dage. Kummer Hig en Skye over Solen, beskygger Ckssammors Sjæl. Sørgelige ere dine Tanker i Løndom paa brusende Loras Bredder. Lad os høre din Ungdoms Sorg, dine Dages Mørke!

Det var i Fredens Dage, svarte den store Clessammor, da jeg kom i mit gyngende Skib til Balcluthas taarnbebyggede Volde. Vindene havde bruset efter mine Sejl, og Cluthas Strøm modtog min mørkbrystede Snekke. Tre Dage blev jeg i Reuthamirs Borge, og saae hans Datter, den Lysstraale. Skallernes Fryd gik rundt, og den bedagede Helt gav mig Pigen. Hendes Barm var som Bølgens Skum, og hendes Øjne Hig tindrende Stjerner: hendes Haar var sort som Ravnens Vinger; hendes Sjæl var ædel og blid. Stor var min Kjerlighed for Moina, og i Glæde strømmede mit Hjerte ud.

Da kom Fiendens Søn, en Konge som elsked hvidbarmede Moina. Hans Ord vare djerve i Borgen, og ofte halvdrog han sit Sværd, Hvor, sagde han, er den vældige Comhal, den uroelige Vandrer* paa Heden. Kommer han med sin Hær til Balclutha, mens Clessammor er saa kjæk?

O Kriger! svarte jeg, min Sjæl brænder i sin egen Ild. Jeg staaer uden Frygt i tusindes Midte, skjønt de tappre ere langt borte. - Fremmede! Dine Ord ere djerve, for Clessammor er eene. Men mit

* 233

Sværd ryster ved min Side, og længes efter at blinke i min Haand. - Tael ej mere om Comhal, bugtende Cluthas Søn!

Da steeg hans Stoltheds Styrke. Vi streed; han faldt under mit Sværd. Cluthas Bredder hørte hans Fald, og trindt om blinkede tusinde Spyd. Jeg streed; de fremmede sejrede: Jeg styrtede i Cluthas Strøm. Jeg hejste mine hvide Sejl over Bølgerne, og gled paa det mørkblaae Hav. Moina kom til Bredden, og rullede sine taarefulde 234 Øjne: hendes sorte Haar flaggrede paa Vinden: jeg hørte hendes Skrig. - Ofte vendte jeg mit Skib; men Østens Vinde sejrede. Ej Clutha saae jeg mere, ej Moina med de faure Lokker. - Hun faldt i Balclutha; for jeg har seet hendes Aand. Jeg kjendte hende, da hun kom gjennem den mørke Nat, henmed Loras Brusen: hun var lug Nyemaanen, seet gjennem den tætte Taage, naar Sneefunker nedfyge fra Himlen, og Verden er taus og mørk.

Synger I Barder, sagde Fingal, synger den ulykkelige Moinas Priis! Kalder hendes Aand med eders Kvad til vore Bjerge, at hun kan hvile hos Morvens faure, de Fortidens Solstraaler, de henfarne Heltes Fryd, - Jeg har seet Balcluthas Volde, men de vare øde. Ilden havde braget i Borgen; og Folkets Røst hørtes ikke mere. Cluthas Strøm var fortrængt fra sit Løb ved Murenes Fald. - Tidslen rystede der sit ensomme Hoved: og Vinden hvinte i Stenenes Mos. Ræven keeg ud fra Vinduerne; det lange Græs bølgede om hans Hoved. - Øde er Moinas Bolig, Taushed er i hendes Fædres Huus. - Istemmer, I Barder, Sorgens Sang over de fremmedes Land. De ere kun faldne før vi; thi ogsaa vi skulde falde en Dag. - Hvi bygger du Borgen, du de bevingede Dages Søn? I Dag skuer du ned fra dine Taarne; kun nogle Aar, og Ørkens Storm kommer; den hyler i din tomme Hal, og hviner om dit halvfortærede Skjold. - Og lad Ørkens Storme komme! Vi skulle være navnkundige paa vor Dag. Min Arms Mærke skal være i Kampen, og mit Navn i Barders Sange. - Hæver Sangen! lad Skallen gaae om! Glæde høres i min Borg. - Naar du, o Himlens Søn skal forgaae, om du skal forgaae, o herlige Lys! Om din Glands er kun for en Tiid, Hig Fingal; vort Navn skal overleve dine Straaler.

Saa vare Fingals Ord paa hans Glædes Dag. Hans tusinde Barder bøjede sig frem fra deres Sæder, at høre Kongens Røst. Den var Hig Harpens Klang i Foraarets Vind. - Herlige vare dine Tanker, o Fingal! Hvi havde ej Ossian din Sjæls Kraft! men du stander ene, min Fader: og hvo kan ligne Morvens Konge?

Under Sang randt Natten bort, og Morgenen fremlyste i Fryd; Bjergene viste deres graae Hoveder. Storhavets blaae Aasyn smilte, Den hvide Bølge sees tumlende omkring den fjerne Klippe. Langsomt opstiger den blege Taage fra Søen. Den kom i en Oldings Skikkelse hen over den tause Slette. Dens uhyre Lemmer bevægede sig ikke i Trin; thi en Aand bar den gjennem Luften. Den kom imod Selmas Borg, og opløste sig en Blodregn.

235

Kongen allene saae det rædsomme Syn, han forudsaae Kæmpernes Død. Han gik i Taushed til sin Hal, og tog sin Faders Spyd. Brynien raslede paa hans Bryst. Trindt opstode Kæmperne. Tause saae de til hverandre, agtende paa Fingals Øjne. De saae Kampen i hans Aasyn, Hæres Død paa hans Spyd. - Deres Arme opløfte tusinde Skjolde; og de uddroge tusinde Sværd. Trindt straalede Selmas Borg; Vaabnene runge. - De graae Hunde tude paa deres Sted. - Intet Ord er blant de vældige Kæmper. - Enhver gav Agt paa Kongens Blik; og halvt opløftede Spydet.

Morvens Sønner, begyndte Kongen, ei er det Tid at fylde Skallen. Kampen sortner omkring os; og Død svæver over Landet. En Aand, Fingals Ven, har varslet for Fienden. - Udlændingens Sønner komme fra det mørkrullende Hav. Thi fra Havet kom Varslet for Morvens Fare. - Hver tage sit tunge Spyd, og ombinde sin Faders Sværd. - Den mørke Hjelm knejse paa hvert et Hoved; og Brynien udgyde sine Lynstraaler fra hver en Side. Kampen trækker sammen som et Uvejr, og snart skulle I høre Dødens Bulder. Helten fremilte foran sin Hær, Hig en Skye foran en Rad af Himmelens Luer, naar den udbreder sig over den natlige Himmel, og Sømanden venter en Storm. Paa Conas lynggroede Bakke stode de: de hvidbarmede Piger saae dem liig en Skov paa Bjerget. De forudsaae deres Ynglingers Død, og skuede til Havet med Frygt. - Den hvide Bølge toge de for fjerne Sejl, og Taaren er paa deres Kinder.

Solen opsteeg over Havet, og vi skimted en Flode. - Liig Taage nærmed den sig, og udgød sin Ungdom paa Kysten. Hærføreren var blant dem, liig Hjorten midt i sin Hjord. Guldnagler lue paa hans Skjold, og statelig treen Spydenes Konge. - Han ilte mod Selma, og efter ham ilte hans tusinde.

Gaae med din Fredssang, sagde Fingal, Ullin, gaae til Sværdkongen. Siig ham, at vi ere vældige i Strid; og at vore Fienders Gjenfærd ere mange. Men hædrede ere de, som have gjæstet min Borg. De vise mine Fædres Vaaben i et fremmed Land:* Udlændinges Sønner beundre, og signe Morvens Venner; thi vidtberømte ere vore Navne; Verdens Konger have skjælvet midt iblant deres Hære.

* 236

Ullin gik med sin Sang. Fingal hvilte paa sit Spyd: han skued den stærke Fiende i sin Rustning, og signed Udlændingens Søn. - Hvor statelig est du, Havets Søn! sagde skovrige Morvens Konge. Dit Sværd er en Vældes Straale ved din Side: dit Spær er en Gran, der trodser Stormen. Maanens fulde Ansigt er ikke bredere end dit Skjold. - Rødblussende er dit Ungdoms Ansigt! bløde dine krusede Lokker! - Men dette Træe kan falde; og dets Minde forglemmes! Udlændingens Dotter vil sørge, og stirre mod det rullende Hav, Børnene ville sige: "vi see et Skib; mon det være Balcluthas Konge"? Taaren brister fra deres Moders Øje; hendes Tanker ére hos ham, der slumrer i Morven. - Saa vare Kongens Ord, da Ullin kom til mægtige Carthon: han nedkastede Spydet for ham, og hævede Fredens Sang.

Kom til Fingals Fæst, Carthon, fra det rullende Hav! kom til Kongens Fæst, eller løft Kampens Spyd. Vore Fienders Gjenfærd ere mange; men navnkundige ere Morvens Venner. Besku hiin Slette, o Carthon; mangen en grønnende Høj kneiser der, med mosklædte Stene og hvinende Græs: disse ere Fingals Fienders Grave, det brusende Storhavs Sønner.

Taler du til den svage i Vaaben, sagde Carthon, skovrige Morvens Skjald? er mit Ansigt blegt af Frygt, Fredssangens Søn? Hvi tænker du da at mørkne min Sjæl med Fortælling om dem som faldt? - Min Arm har kæmpet i Strid; mit Rygte er vidt bekjendt. Gaae til de svage i Vaaben, og byd dem bøje sig for Fingal. - Har jeg ikke seet det faldne Balclutha? og skal jeg gjæste Comhals Søn? Comhal! som kasted sin Ild ind i min Faders Borg! Jeg var ung, og vidste ikke hvorfor Kvinderne græd. Røgstøtterne forlystede mit Øje, som de stege op over mine Volde; ofte saae jeg tilbage med Fryd, da mine Venner flyede over Bjerget. Men da mine Ungdoms Aar fremrandt, da jeg saae mine mostakte faldne Mure: da steeg mit Suk med Morgenen, og mine Taarer faldt med Aftnen. - Skal jeg ikke kæmpe, sagde jeg til min Sjæl, imod mine Fienders Børn? Og jeg vil kæmpe, o Skjald; jeg føler min Sjæls Styrke.

Trindt om Helten stimle hans Krigere, og drage paa eengang deres blinkende Sværd. Han stander i Midten, Hig en Ildstøtte; Taarer tindrer i hans Øje; thi han tænkte paa faldne Baklutha: og hans Hjertes svulmende Stolthed steeg. Han vender sit Blik til Bjerget, hvor vore Helte skinnede i Vaaben: Spydet rystede i hans Haand, og frembøjet syntes han at true Kongen.

237

Skal jeg nu møde Kongen? sagde Fingal til sin Sjæl. Skal jeg standse ham midt i sit Løb, før hans Rygte stiger? Men Fremtidens Barde kunde sige, naar han skuer Carthons Grav: "Fingal tog sine tusinde med sig til Kamp, før den ædle Carthon faldt". - Nej! du de kommende Dages Skjald! du skal ikke formindske Fingals Roes. Mine Helte ville stride med Ynglingen, og Fingal skue Kampen. Om han sejrer; da fremstyrter jeg i min Vælde, Kig Conas brølende Elv. - Hvo blandt mine Kæmper vil møde det rullende Storhavs Søn? Mange ere hans Krigere paa Kysten, og stærkt hans Æskespyd.

Cathul opstod i sin Styrke, vældige Lormars Søn: tre hundrede Ynglinger ledsage Helten, hans fædrene Strømmes Æt. Svag var hans Arm imod Carthon; han faldt, og hans Kæmper flyede.

Connal fornyede Slaget, men han brød sit tunge Spyd: han laae bunden paa Jorden; og Carthon forfulgte hans Mænd.

"Clessammor! sagde Morvens Konge, hvor er din Styrkes Spyd? Vil du skue Connal bunden, din Ven ved Loras Elv? Stat op i dit Staals Glands, du Comhals Ven! Lad Balcluthas Yngling føle Morvens Kæmpers Styrke". Han opstod i sit Staals Kraft, rystende sine blege Lokker. Han hængte Skjoldet ved sin Side, og fremfoer i modig Stolthed.

Carthon stod paa hiin lynggroede Høj, og skuede Kæmpens Komme. Han elskede hans Aasyns rædsomme Fryd, hans Kraft under Alderdoms Lokker. - Skal jeg løfte dette Spyd, sagde han, som ikkun eengang rammer en Fiende? Eller skal jeg med Fredens Ord bevare Krigerens Liv? Statelig er hans Oldingsgang, og yndelig hans Dages Rest. Maaskee det er Moinas Elskov, vognbaarne Carthons Fader; ofte har jeg hørt, at han boede ved Loras brusende Elv.

Saa vare hans Ord, da Clessammor kom, løftende højt sit Spyd. Ynglingen optog det paa sit Skjold, og talte Fredens Ord. Du Kæmpe med Alderdoms Lokker! Er der ingen Yngling, som kan løfte Spydet? Har du ingen Søn, som kan udstrække Skjoldet for sin Fader og møde Ungdommens Arm? Er din Kjerligheds Viv ikke mere? eller græder hun paa dine Sønners Grave? Est du blant Mændenes Konger? Hvad bliver mit Glavinds Roes, om du falder?

Den bliver stor, du Hovmods Søn! begyndte den høje Clessammor; jeg har været navnkundig i Strid, men aldrig sagde jeg min Fiende mit Navn.* Giv dig til mig, Bølgens Søn, og da skal du kjende, at Mærket af mit Sværd er paa mangen en Mark.

* 238

Jeg gav mig aldrig, Spydkonning! svarte Carthons ædle Stolthed, Ogsaa jeg har kæmpet i Strid og jeg seer min tilkommende Hæder. Foragt mig ikke, du Mændenes Konge! min Arm, mit Spyd er stærkt. Gak tilbage blant dine Venner, og lad unge Kæmper stride.

Hvi saarer du min Sjæl, svarte Clessammor med en Taare? Alderdom bæver ej paa min Haand: end kan jeg løfte Spydet. Skal jeg flye for Fingals Aasyn; for hans Aasyn, jeg elsked? Havets Søn, jeg flyede aldrig; hæv dit spidse Spær!

De strede, Hig to kæmpende Vinde, der brydes om hvo der skal rulle Bølgen. Carthon bød sit Spyd at fejle; for stedse tænkte han, at Fienden var Moinas Brudgom. - Han brød Clessammors straalende Spyd: og greb hans Sværd. Som han bandt ham, drog Kongen sine Fædres Dolk. Han saae sin Fiendes blottede Side, og aabnede der et Saar.

Fingal saae Clessammor falde: han sprang i sine rungende Vaaben. Hæren stod taus ved hans Komme; de vendte deres Øjne mod Helten. Han kom Hig et Uvejrs hule Drøn, førend Stormene stige. Jægeren hører den i Dalen, og skynder sig tilbage til Fjeldets Hule.

Carthon stod paa sit Sted. Blodet strømmer ned ad hans Side. Han saae Kongen nedile, og hans Haab om Navnkundighed steeg,* men bleg var hans Kind; hans Haar fløj løst, og hans Hjelm skjalv paa hans Hoved. Carthons Styrke svigted; men hans Sjæl var stærk.

Fingal saae Heltens Blod: han standste det hævede Spyd. Giv dig, Sværdkonning! jeg skuer dit Blod. Vældig har du været i Strid; og dit Rygte skal aldrig forsvinde.

Est du den Konge saa vide berømt? svarte vognbaarne Carthon. Est du den Dødslue, som forfærder Verdens Konger? Men hvi skulle Carthon spørge? for han er Hig Elven udi hans Ørk; stærk som en Strøm i sit Løb; snar som Himmelens Ørn. - O at jeg havde kæmpet med Kongen; at min Roes kunde været stor i Sang! at Jægeren kunde sige, naar han skuer min Grav: "han stred med den mægtige Fingal" Men ukjendt skal Carthon døe; han har udøst sin Kraft paa den Svage.

Men ukjendt skal du ikke døe, svarte skovrige Morvens Konge: mine Barder ere mange, o Carthon, og deres Sange nedstige til kommende Dage. Fremtidens Børn skulle høre Carthons Roes; naar de sidde om den brændende Eeg, og Natten hensvinder under Oldtids Kvad, *

239 Jægeren skal sidde paa Heden og høre den susende Blæst; han skal opløfte sine Øine, og skue Klippen hvor Carthon faldt. Han vender sig til sin Søn, og viser Stedet, hvor de vældige strede: "der kæmped Balcluthas Konge, liig tusinde Strømmes Styrke".

Fryd opsteg i Carthons Aasyn: han hævede sine tunge Øine. - Han rakte Fingal sit Sværd, at legge udi hans Hal, at Balcluthas Konges Minde kunde blive tilbage i Morven. - Slaget ophørte over Marken, for Skjalden havde sjunget Fredssangen. Førsterne samledes trindt om den segnende Carthon, og hørte hans Ord med Sukke, Tause lænede de sig paa deres Spyd, mens Balcluthas Kæmpe talte. Hans Haar sukkede i Vinden, og hans Tale var svag.

Morvens Konge, sagde han, jeg falder midt i mit Løb. En fremmed Grav modtager den sidste af Reuthamirs Slægt i hans Ungdom, Mørke boer i Balclutha; og Kummers Skygger i Crathmo. - Men oprejs mit Minde paa Loras Bredder; hvor mine Fædre boede. Maaskee vil Moinas Brudgom sørge over sin faldne Carthon.

Hans Ord naaede Clessammors Hjerte: han faldt i Taushed over sin Søn. Trindt stod den sorgfulde Hær: ingen Lyd er paa Loras Slætter. Natten kom, og Maanen fra Østen saae ned paa Kummerens Mark; men de stode, lig en stille Lund, som løfter sit Hoved paa Gormal, naar de brusende Vinde tie, og Høstens Mørke indhyller Dalen. Tre Dage sørgede de over Carthon; paa den fjerde døde hans Fader. De hvile i den snævre Klippehal; og en mørk Aand bevogter deres Grav. Ofte sees faure Moina der, naar Solstraalen bæver paa Klippen, og alting trindt er stille. Der sees hun, Malvina, men ikke liig Bjergets Døttre. Hendes Kjortel er fra de Fremmedes Land, og hun er stedse allene.

Fingal sørgede over Carthon; han bad sine Barder mærke Dagen, naar skyefulde Høst vendte tilbage. Og ofte mærked de Dagen, og sjunge Heltens Priis: "Hvo kommer saa mørk fra Storhavets Brusen, liig Høstens sorte Skye? Død bæver i hans Haand; hans Øjne ere brændende Luer. Hvo brøler over Loras brune Hede? hvo uden Carthon Sværdkonning? Folket falder hvor han springer, liig Morvens skumle Aand! Men nu ligger han, en statelig Eeg, som Hvirvelstorme omstyrted! Naar skalt du opstaae, Balcluthas Lyst! faure, vognbaarne Carthon? Hvo kommer saa mørk fra Storhavets Brusen, liig Høstens mørke Skye"?

Saa vare Bardernes Ord paa deres Sørgedag; jeg har ledsaget deres 240 Røst, og lagt til deres Sange. Min Sjæl har været bedrøvet for Carthon; han faldt paa sin Tapperheds Dag: og du, o Clessammor, hvor er din Bolig i Luften? Har Ynglingen glemt sit Saar, og rider han med dig paa Skyerne?

Jeg føler Solen, o Malvina, overlad mig til min Hvile. Maaskee kunne De komme til mine Drømme; mig synes jeg hører en klagende Røst. Himlens Straale lyster at skinne paa Carthons Grav: jeg føler den varm.

O du som ruller heroventil trindt, som mine Fædres Skjold! Hveden ere dine Straaler, o Soel, din evige Glands? Du skrider frem i din forbausende Skjønhed, og Stjernerne skjule sig i Himlen; Maanen kold og bleg synker i Vestens Bølger. Men du, du vandrer allene: og hvo kan følge dit Løb? Bjergenes Ege falde, Bjergene selv aftage med Aarene, Havet synker og voxer, Maanen selv forsvinder fra Himlen; men du est evig den samme, jublende i din Vandrings Glands. Naar Verden mørknes af Uvejr; naar Torden ruller, og Lynild flyver: da seer du i Yndighed fra Skyerne, og smiler ad Stormen. Men til Ossian seer du forgjæves; for han skuer ikke mere dine Straaler: enten dit gule Haar flyder paa østlige Skyer, eller du bæver ved Vestens Porte, Men maaskee er du, som jeg, for en Tid, og dine Aar ville have en Ende. Du skal sove i dine Skyer ubevæget ved Morgenens Røst. - Saa juble da, o Soel, i din Ungdoms Kraft. Alderdom er ublid og mørk; den er Hig Maanens bævende Lys, naar det skinner gjennem brudte Skyer, og Taagen hviler paa Bjerget. Nordens Storm er paa Sletten, og Vandreren gyser midt paa sin Vej.

241

Digte. 1814. Første Deel.

[Mit første Digt]

Endnu engang, I længst henfarne Dage!
fremstiger bag de mørke Manddoms Aar;
Min Ungdoms Drømme bringer mig tilbage,
før jeg i Aldrens kolde Vinter staaer.

Og Mindet kommer Hig en Aftenrøde
paa Stormens lange skybehængte Dag;
jeg seer dens Ild paa Klippetinden gløde,
og glemmer Tordnens rædselfulde Slag.

Henrykt jeg føler Fortids svundne Glæder,
de fjerne Dage ere atter nær:
Og sød er Taaren, som mit Øie væder;
den stille Tungsind er mit Hierte kjær.

Saa har jeg tit i dine Blades Susen,
du Foraarslund! paa Blomstersengen lagt:
Mit Øre har fornummet Vindens Brusen,
men ej min Sjæl af søde Drømme vakt.

Mit Øje paa Bjergbækkens Tumlen hviled,
men mine Tanker vare ikke der:
de fremad til ufødte Dage iled,
der stege straalende i Morgenskiær.

Da saae jeg Dalens Møe med lønlig Bæven
I lange Lokkers Flaggren yndig staae:
hun nærmed sig med Vindens lette Svæven,
med Smiil og Kinders Rødmen til mig saae.

242

Jeg drog den faure Skygge til mit Hjerte,
den milde Lue blussed i mit Bryst:
O Elskov! ukjendt med din vilde Smerte
i Haab og Længsler har jeg følt din Lyst.

Paa Vaarens Dag hvor ofte har jeg vanked
paa dine Tepper, gule Blomstervang!
Taus var min Mund, skjønt højt mit Hjerte banked,
og tusind Glædesstemmer om mig klang.

Musik! jeg da din søde Vælde kjendte,
til Strengeleg opløfted jeg min Røst:
Den Fryd, som nu taus i mit Hjerte brændte,
jeg sang engang med Harpen ved mit Bryst.

Til mine Toner Tusinde jeg kaldte,
jeg havde deres Hjerter i min Haand;
jeg over Taarer, Suk og Smiil befalte,
i Harpeklang udøste jeg min Aand.

Naar Jordens Brudgom af sit Morgenkammer
steeg i sin Skjønhed over Bjergets Top,
og over Himlen spredte sine Flammer,
og vakte Verden af sin Dvale op:

Da vilde jeg med Tryllepensel male
dit Billede, o yndefylde Jord!
naar jeg var bleg og taus, det skulle tale
til Fremtids Slægter i utalte Aar.

Hvor ofte stirred jeg med bange Undren
paa vrede Uveirskyers røde Bryn;
jeg lyttede til Tordnens hule Dundren,
og fulgte Løbet af de blege Lyn:

Da steeg mit Ungdoms Mod, blant Kæmpeskarer
jeg gjennem tætte Fienderækker brød;
paa Slagets røde Mark jeg trodsed Farer,
mit Sværd foer ned med Hug og Saar og Død.

243

244

De stærke maatte for mit Ansigt blegne
og Hærene nedtrædes i min Gang:
Mit Navn blev hørt og prist i fierne Egne,
min Ære lød i Barders Sejerssang.

Dog ej i Blodbad voxte mine Glæder,
men evig Fred var Sejerherrens Bud:
jeg brød Despoters Riis og Slavers Kjæder,
og fra min Mund gik Jordens Frihed ud.

Saa høj og haabfuld var mit Hjertes Længsel,
saa frejdigen begyndte jeg min Gang;
Min stærke Villie kjendte intet Fængsel,
min Sjæl sig over Bjerg og Bølge svang.

Saa yndig smilte Livet mig imøde,
een Glædesstrøm fra Vugge og til Grav:
Lys var min Dag, og fjern dens Aftenrøde,
og uden Storme Verdens vide Hav.

Jeg fløj i Rummet ud - svag var min Vinge,
fra Phantasiens Æther dalende
jeg følte Skjæbnens Kæmpehaand mig tvinge,
den til min snævre Dal mig knugede.

Min Ungdoms Drøm! saaledes du opfyldes!
er det de stolte Løfter, du mig gav!
See! Tiden løber - ogsaa jeg henskylles
med Hoben ud i Glemsels mørke Hav.

Saa mangt et Ungdoms Aar er alt henrunden,
de skjønne Drømme daare mig ei meer;
den dunkle Morgentaage er forsvunden,
jeg Verden nu i Middagslyset seer.

245

Dog een - o een endnu jeg har tilbage,
far hen o Elskov, Helteroes og Magt,
rul frem I Alderdommens kolde Dage!
af denne Drøm har intet Lys mig vakt.

Af evig Ild opflammet skal jeg sjunge,
henrykt skal tusind lytte til min Røst -
Min Røst igiennem Tiderne skal runge
paa Fjæld, i Dal - ufødte Slægters Lyst.

Kom, naar du vilt, du Livets skumle Fiende!
Oplad dig Grav! mit Navn er ikke der;
du kant det ej til Kampestenen binde
skjønt Øjet slukt, og Hjertet brusten er.

Mit Navn vil i de fjerne Dage mindes,
og Fremtids Børn mit Kvad forlyste vil,
Naar ingen veed hvor Skjaldens Gravhøj findes,
og ingen af hans Slægt er mere til.

246

Min Yndlingsdal

Hvor est du, elskte Plet! hvad er dit Navn?
Naar skal jeg dig engang i Verden finde?
Naar vil du til dit yndefulde Favn
For evig mig og mine Ønsker binde.

Min Barndoms skjønne Drøm - ukjendte Dal!
Hvor jeg en Hytte mellem Roser bygger,
Naar skal jeg høre dine Kilders Fald?
Naar vil du favne mig i dine Skygger?

Hvor est du Søe! med din løvkrandste Bred?
Og dine klare Bølgers milde Brusen?
Hvor est du, Lund! mit stille Hvilested,
Med dine tætte Blades sagte Susen?

Hvor est du Hytte, med dit Tag af Rør?
Som høje Bøges grønne Løv bedække;
Med dine Vindver smaae, og lave Dør,
Og Hinbærhækken for de hvide Vægge.

Hvor trindt omkring mit skjulte Yndlingssted
Sig skovbegroede Bjerge skulle kjæde,
Og rislende blant deres Rivter ned
En lille Bæk min Ager skulle væde.

Og Nattens Sanger skulle hos mig boe,
Og henrykt skulle jeg dens Slag fornemme;
Den skulle tolke mig min Fryd, min Roe,
Naar Hjertets Fylde bandt min svage Stemme.

Der skulle Dagens Morgenrøde see
Mig sjungende til landlig Syssel ile;
Der skulle Aftensolen dalende
Til mig den trætte Landmand venligt smile.

247

Og naar jeg længselfuld til Hjemmet foer,
En elsket Viv med Glutter smaae jeg favned;
Om Aftnen ved mit tarvelige Bord
En glad og trofast Ven jeg aldrig savned.

Nu har jeg ledt om Dalen fjern og nær,
Men ingensteds endnu jeg den har fundet:
Derfor jeg Sorgen i mit Hjerte bær,
Og derfor have mine Taarer rundet.

Jeg seer den Skye, som hisset nærmer sig,
Jeg hører Stormen fra dens mørke Sider.
De hule Tordner rulle trindt om mig,
Og Solen rød bag Uvejrskyen glider.

Farvel da du min Barndoms skjønne Drøm!
Den strænge Skjæbnes Røst mig grusomt vækker!
Jeg hvirvles bort i mine Dages Strøm,
Og Armene forgjæves mod dig strækker.

248

Hiemvee

Schveitzeren i Paris.

Er det Skyer
Som knejse i Syden hist?
Eller er det
Mit Fødelands Bjerge?
Seer jeg ej Schrekhorn
Hisset og Gotthard?
Snehvide Jomfrue
Og mørken Aarhorn?
Og Furka hisset
Og Gletschernes evige Iishav?
Ak! de skjule
Min grønne Dal,
Hvor Floden vælter sig
Ned under Granerne,
Hvor Klippen krummer sig
Ud over Bjergsøens
Blinkende Barm.
Der er det Morgen nu;
Hyrderne skynde sig
Med Hjorden op
Gjennem Fjeldenes Kløfter.
Festligen smykket
Med Alpernes Blomsterkrands
Ryster nu Koen
Sin klingende Klokke.
Hist løfte Hyrderne
Alpernes Horn,
De blæse - alle
Bjergene svare dem.
See! hvor de dandse
Paa gyngende Grønsvær -
Dalenes Piger
Lette som Gemser.
Kuhreihn! sødeste Lyd
Ak ja! jeg hører dig!
249 Ak du fortæller mig
Bjergenes Glæder -
Søde Erindringer.
O Du min Ungdom!
O! Du mit Fødeland!
Hvor er du Schrekhorn nu?
Og du finster Aarhorn?
Vinden adsplitter jer,
Solstraalen smelter jer.
Stærke Fjeldørn!
Bjergenes Konge!
Tag mig o! tag mig
Med paa din Vinge.
Lykkelig est Du da,
Luftens Indvaaner!
Snart er Du der
Mellem Schveitzes Bjerge
I Schveitzes Dale
O Schveitz! o Fødeland!

Provençalen i Engelland.

Spred dig, o spred dig,
Du kvælende Taage!
Du klemmer mit Bryst.
O! lad mig skue,
Alpernes skjønne Sol!
Altid smiler den
Klar og skyfrie,
Mildt og varmende
Fra det uplettede Blaae.
Ak var jeg nu kun der,
Hvor Rhonen glider
Villig tøvende
Hen mellem Bakkerne,
Skovklædte Bakker
Evig unge,
Og evig blomstrende.
250 Ak! min Orange Lund!
Dunkel og duftende,
Liflig vellugtende:
Der gaaer vel Dandsen nu
Paa spraglede Blomstergulv,
Til skingrende Strængeleeg,
Til jublende Sang.
Munter som Kiddet
Hopper Hyrdinden der
Ved Hyrdens Haand:
Bølgende Barmen gaaer,
Kjælent sukkende
Helder hun Hovedet,
Skalkagtig smilende
Nikker ham venlig til.
See hvor de svinge sig!
Hør hvor de juble!
Hør hvor de synge:
viva la joya!
O min Orangelund!

Araberen i Schveitz.

Døvende Torden!
Buldrende Strømme!
Skumle Bjerge!
Fængslende Mure!
Ak gid jeg kunde
Vældigen bryde jer!
Hurtigen svinge mig
Didhen hvor Ørken
Vide udstrækker sig;
Hvor jeg paa Hengstens Ryg
Skummer den gule Sand:
Saavidt mit Øje seer
Strækker mit Rige sig;
Pantheren rammer min Piil,
Løven stinger mit Spyd;
251 Skjælvende Udlænding
Krummer sig under mit Sværd.
Funklende Stjerneloft
Hvælver sig over mig
Udi min lune Nat,
Ej Flodens vilde Brøl,
Ej Stormens hule Stød,
Ej Tordnens døvende Brag
Forstyrrer mit rolige Blun,
O Du mit Fødeland!
O Du min gule Ørk!

Huroneren i Arabien.

Lumre Sandørken
Dødningeblege!
Ak hvo vil frie mig
Ud af dit Flammehav?
Solens grusomme Stik
Brænder min Isse.
Sandhavets hede Glød
Svider min Fod.
Du Skyggernes mørke Skov
Paa Hurons Bredder,
Tag mig i kjøle Favn.
Bjergenes klare Elv,
Lædsk Du min Tunge.
Ak at jeg kunde nu
Høre din Brusen,
Du store Flod.
Skjule og svale mig
Udi din Skygge,
Du tykke Skov.
Dukke og vugge mig
I dine Bølger,
Du klare Søe!
Hvor Bæveren bygger,
Hvor Drosselen synger,
252 Hvor Svanen sejler;
O Du mit skovrige,
Flodrige Fædreland!

Nordmanden i Holland.

Løft dig af Sumperne,
Flyv o min Tanke
Did op, hvor Fjeldryggen
Mødes med Skyerne;
Op hvor mit lette Bryst
Drikker Bjergluften
Reen og oplivende.
Der er det Vinter nu;
Mørkeblaae hvælver sig
Himmelen over dig,
Snetakte Klippeland!
See Ørnen svinger sig
Over min Granneskov!
Uhrhanen dukker sig
Under den grønne Green:
See hvor den raske Gut
Rap paa sin Skie hen
Svømmer ad Snehavet!
See hist hvor Mandbjørnen
Farer af Hien ud!
Hør Riflen knalder!
Død ligger Bamsen nu.
See hist hvor Graabejn
Lusker paa Fjeldsøen:
Ræd efter Skytten
Seer sig tilbage tit.
Hør hisset Strengeleeg!
Bjergfolkets lystige Dands!
Hallingdands - lystige Spring!
Hvor Gutten tumler sig!
Hvor Genten svinger sig!
O! lad mig skynde mig,
253 Skynde mig op til dig,
O Du mit elskede
Snetakte Klippeland!

Kjær est du Fødeland, sødt er dit Navn,
Til dig staaer dine Sønners stærke Længsel,
Med lønlig Magt vi drages til dit Favn,
Hvert andet Land mod dig er kun et Fængsel.
Kun der er Vaaren i sin fulde Pragt,
Kun der i al sin Ynde Somren smiler,
Og skjøn er selve Vintrens hvide Dragt,
Naar den paa vore Barndoms Egne hviler.
Ja skjøn er Fjeldet med sin Top af Iis,
Skjøn er den Dal som Fossens Bølge væder,
Den gule Ørken er et Paradiis,
Naar den har skuet Barnets første Glæder.
Min Fødestavn er Lyngens brune Land,
Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede,
Min spæde Fod har traadt den gule Sand,
Blandt sorte Høje boer min Ungdoms Glæde.
Skjøn er for mig den blomsterløse Vang,
Min brune Hede er en Edens Have:
Der hvile ogsaa mine Been engang,
Blandt mine Fædres lyngbegroede Grave.

254

Jyllandsrejse I sex Døgn

Udført og beskreven af S. S. Blicher og S. S. Barbeer i Nibe

Digte. Anden Deel

Forsang

(En kjær Frænde helliget).

Eensom jeg laae paa min lynggro' de Bakke,
Stormenes Brusen hen over mig gik,
Mossede Gravsteen var under min Nakke,
Oppe i Skyerne dvælte mit Blik.

Dvælte i Skyerne, men mine Tanker
Foer over Stormens og Skyernes Gang;
Stundom jeg nynned', de skaldede Banker
Hørte min første, tungsindige Sang.

Tit gjennem Stormen jeg kunde fornemme
Liflige Toner fra Morgenens Kant;
Hid til mit Hjerte den venlige Stemme
Vej over Hav, over Hederne fandt.

Yndige, som paradisiske Drømme,
Var dine Kvad i fortryllede Sal;
Blidelig susede Sangenes Strømme,
Svale som Regn i den solbrændte Dal.

Lønligen priste jeg ham som optænder
Himmelske Luer i jordiske Bryst;
Skjaldenes Sjæle gaae ud fra hans Hænder -
Tusindes Glæde og Tusindes Trøst.
255
Mægtig jeg følte: den stærkere Flamme
Blev ved hans Ord med den svagere Gnist:
Følte, at Lærken er skabt af den Samme,
Som satte Midnattens Sanger paa Kvist.

Frydede mig, at de tusinde Tunger
Kvæde i evigt, uendeligt Chor;
Og at utallige Læber udsjunger
Hymnen til ham, som i Himlene boer.

Priste hans Værk, naar i smilende Sommer
Drosselens Fryd fylder lyttende Lund;
Og naar i Natten vemodigen brummer
Rørdrummens Klage fra taagede Grund.

Da svam en Taare af Fryd i mit Øje
Over den Gnist, som opvarmed' min Aand;
Gladelig flagred' den op mod det Høje,
Vældig løsrevet af jordiske Baand.
256 Ak! men jeg følte, at jordiske Sjæle
Drømme kun dunkelt om Himlenes Fryd;
Og at selv Digterens stærkeste Mæle
Er kun en fage hendøende Lyd.

Følte, at Oldtidens dybeste Rune
Hugges i Stenen og er ikke meer;
Ossians Harpe og Shakespears Basune
Ak! ere begge kun Aske og Leer!

Følte, at Skjalderøst svagt ikkun hylder
Ham, som bag Solen og Stjernerne boer,
Tiden og Rummet alene udfylder -
Svimlende Dyb for en Skabning af Jord!

Rystet som af den Almægtiges Torden,
Svimlende ved hans Uendelighed
Skjalv jeg, og faldt paa mit Ansigt til Jorden,
Under hans Trone tilbedende ned.

Bedende laae jeg, ej turde jeg svinge
Mig imod Himlen i jordiske Ham -
Bernhard! jeg slumrede ej, da din Vinge
Rørte min Skulder med venlige Ram.

Rørte den venligt, forlod mig og suste
Atter i smilende Østerled hen;
Der hvor i Sekler Vestvindene bruste
Lynglandets Søn blev alene igjen.

Andengang kommer han ud af sin Hede,
Blander sin Stemme med Stormenes Larm;
Kan han ej Vinger mod Himmelen sprede,
Ager han dog i sin selvgjorte Karm.

Ak! og han veed det: af mangen en Frænde
Skal han miskjendes og hades maaskee;
Nogle af Harme vil lønligen brænde,
Faa ville græde og Færre vil lee.
257 Men det formørker ej Sangerens Blikke,
Om han forfølges af Daarernes Hær;
Kjærligheds Digter! Kun du vil vist ikke
Trykke paa Tornen, hans Hjerte er nær.

Elsk mig min Ven! naar paa Aandernes Hede
Lyder min dybe, tungsindige Sang,
Og naar ved Pirren i Vandbiers Rede
Hvislen og Brummen forfølger min Gang.

Søn udaf Danmark, vor kjærlige Moder!
Vi have diet eet Fødelands Bryst.
Elsk dog mit Hjerte, min elskede Broder!
Om du ej altid kan elske min Røst.

Useet af dig har jeg tit ved din Side
Vandret paa Bredden af Døberens Flod;
Hvor dine Taarer de runde saa stride
Grædende jeg og paa Golgatha stod.

I dine Haver og gyldene Slotte
Tit har jeg været og frydet mit Blik;
Og om end selver slet ingen jeg aatte,
Gladelig dog gjennem dine jeg gik.

Vil du de glindsende Vinger udbrede
Hid fra din blomsterbedækkede Vang -
Stille og mørkladen er vel min Hede -
Dog kom min Broder! besøg mig engang!

Ogsaa hos mig skinner Solen hin klare,
Maane og Stjerner paa Himmelen blaae;
Taager og Storme ej altid henfare
Over min Hede saa skummel og graae.
258 Skummel og graae er min Fædrene Hede;
Dog under Lyngtoppen Blomsterne staaer;
Lærken blandt Gravene bygger sit Rede,
Og sine Triller i Ørkenen slaaer.

259

Af Første Døgn [Buhl]

Glat var din Kind, da førstegang
Du ind i Kæmperækken sprang;
Da mellem Mænd en Dreng du stod,
Og offrede dit unge Blod;
Da uforfærdet udi Dampen
Du viedes til Heltekampen.

Glat var din Kind, da førstegang
I Kuglers Hviin og Sværdes Klang
Dødsenglen foer forbi dit Bryst
Med huul og rædsom Tordenrøst;
Da førstegang du maatte bløde
Udi det vrede Heltemøde.

Glat var din Kind, da førstegang
Du Sværdet over Fjenden svang,
Da Kuglen kom og rev din Arm,
Du Gjæve! fra din unge Barm;
Da udi Ilden ufortrøden
Du hærded' dig til Heltedøden.

Højt var dit Mod, da andengang
Du ind i Kæmpedandsen sprang,
Da ene paa blodrøde Dæk
Du standed, Sejerherrens Skræk;
Da lige frejdig udi Nøden
Du smilende udæsked Døden.

Højt var dit Mod, da andengang
Du over dine Brødre svang
Mod Overmagt din Kæmpearm,
Mod Døden bød din kjække Barm;
Da, som i Storm en Eeg i Dalen,
Du ene stod og stred paa Valen.
260 Højt var dit Mod, da andengang
Du gjorde Britten Vejen trang,
Da svag af Kræfter, stærk af Aand
Du vristed Byttet af hans Haand;
Da værgeløs, men uforfærdet
Du ene stod og mødte Sværdet.

Ild var din Sjæl, da sidstegang
I Kampen søndersplittet hang,
O Dannebrog! dit stolte Flag
Paa din den sidste Hædersdag,
Hvor du, o Buhl! i Lyn og Torden
Gik til dit Valhal over Jorden.

Ild var din Sjæl, da sidstegang
Du Staalet over Fjenden svang.
Da Luen om dit blege Liig
Med Bølgen stred; men Aanden sig
Svang did, hvor mellem Verdens Poler
Det lyse Stjernebælte straaler.

Ild var din Sjæl, da sidstegang
Du under Kuglers hule Sang
Paa Danskes Vej til Roes og Magt,
Sortladne Hav, har Døden smagt.
Til Himlen har du dig opsvunget:
Nu Buhl! nu er dit Drapa sjunget.

Saa skal din unge Slægt, o Dan!
Til Heltedød for Fødeland,
Som Buhl hiin danske Kæmpe god,
Indvies aarle med sit Blod,
Og mandelig og uforfærdet
Slaae, eller falde under Sværdet.

261

Af Andet Døgn

Barberen.

Hvor blev din Muse? hvor blev dit ærede Selskab,
Der nyeligen stod i lyttende Kreds om din Harpe?
Har alle forladt dig? har ingen kunnet udholde
Din Sang indtil Enden? - Her sidder du ret som en Digter,
Der nys har offret paa Fader Apollinis Alter,
Den Førstefødte, til Verden baaren med Smerte,
Han sætter sig hen, og venter den uhyre Virkning,
Forud belavet paa ydmygstolte Repliquer,
Paa vittige Svar til Publikums Gratulationer,
Begynder han alt paa andet Oplag at file.
Han iler paa Klubben og lytter med bankende Hjerte
Til hver en Hvisken; han haaber, hvor tvende forsamles
Der maa han være iblandt dem - prosaiske Sjæle!
De tale saa koldt, saa ugeneert som tilforn
Om Politik, om Vejret, om Tidernes Dyrhed,
Om sidste Boston, om Buonaparte, om Coursen. -
Han skrider hen over Torvet, og seer sig tilbage,
Om Ingen vil pege og lønligen raabe: der gaaer han!
O nej! man render idag som igaar og iforgaars.
Han gaaer paa Theatret; han stiller sig bag i Parterret;
Han venter og frygter her udi Musernes Tempel
At høre sin Roes; men ak! man snakker om alting,
Kun ej om ham. Man støjer, og man knækker Nødder,
Løber ud og ind, spiser Apelsiner og fniser.
Saa maatte da Pokker paa slige bæotiske Ører
Spilde en eneste Lyd! bortkast da din Harpe!
Og ret fornuftig itide du tage dig Orlov
Før til en Lyd du selv af Hunger indsvinder;
Og skalst du fra nu af spille til Gilder paa Landet -

Blicher.

Aa kjære Ven! lad mig dog være i Roe lidt
For al din fine solide Menneskekundskab!
Naar jeg nu morer mig selv -

262

Barberen.

Der har vi Poeten!
Følerie! Sværmerie! Phantasie! Sympathie! Maanskin!
Sultekur! Tiggermad! Beensuppe! reen Hospitalskost!
Hvad er du? hvad har du? du Daare! hvad har du? hvad er du?
Ikke det Ringeste - ja vist! du morer dig selv jo!
En herlig Fornøjelse! Vil du da synge for Intet?
Syer da din Skræder for Intet? - Vilde du høre
Blot paa Fornuften den rolige, følelsesløse!
Den kunde lære dig, hvordan du burde anvende
Dit Fjerdingspund, og sætte din Harpe paa Rente.
See dig dog bare i Spejl paa de ædrue Poeter!
Der søge de Folk, der veed at skjønne paa Konsten.
Skulde det være saa vanskeligt for dig at finde
En huld Mæcenas, der vilde laane lidt Lustre
Til dine Vers? han var da nødt til at bøje
Et naadigt Øre til hver en Snorren paa Liren.
Og maatte du saa til Gjengjeld igjen regalere
Ham med lidt Virak; det var jo ej mere end billigt.
I saa Fald har du da Mønstere nok paa hvorlunde
Man smiggrer med Anstand; kunde du ej for Exempel
Sige som saa: "da det nu er en bekjendt Sag,
At Deres Naade mon væmmes ved Smiggrerens Tale,
Og saasom jeg selv vilde hellere miste min Tunge,
End dette Lem misbruge paa Sandheds Bekostning;
Saa haaber jeg, ingen honet Mand haver mig mistænkt
For nedrig Higen efter Profit eller Ære;
Thi jeg forsikkrer oprigtig: jeg vilde foragte
Mig selv, om sligt jeg kunde have bag Øret,
Naar jeg beskriver min Høj- og Velbaarne Mæcenas
Saadan som Naturen har selv behaget at skabe
Sit Mesterstykke. Jeg taler den nøgneste Sandhed;
Det er jeg nødt til, og følgelig kan jeg foragte
Skumleres Hvisken om Smigger, Spytslikken og Loggren;
Thi over Sligt er jeg aldeles ophøjet.
Jeg er Poet, selvstændig og reent uafhængig,
En Fjende af Smigger, en Sandhedens modige Talsmand,
Et cetera" - ak! ak! hvi har du ikke i Tide
263 Lagt dig lidt efter den Konst, som sikkrest af alle
Føder sin Mand, ja feder ham stundom endogsaa.
Nu er du spildt, din høie Bestemmelse ganske
Forfejlet - ak havde du dog i det mindste en Greve!
[...]

264

Af Femte Døgn

Her vises hele vort jordiske Liv,
Accurat som det er i et Perspectiv
Med alle dets Dyder og alle dets Fejl;
Kommer hid, mine Venner! og seer jer i Spejl!
Behager de? vær saa artig! jeg be'er!
Kik de kun herind, og fortæl hvad de seer!
Det forekommer mig - ja saa min Troe!
Det er Peblingesøen ved Nørrebroe,
Og midt over Dæmningen paa en Steen
Der sidder en Sømand med Pilebeen;
Og kan jeg troe mine egne Ører,
Han taler - ja tal kun! jeg hører, jeg hører.

"Herre Gud! det er tungt at betle sit Brød!
"Et saadant Liv er langt værre end Død.
"Vel takker jeg Himlen for hvad den vil unde;
"Men der skal meget til mange Munde;
"Min Kone er syg, mine Børn smaae,
"De arme Stakler ej sulte maae.
"Ak I som har faaet det verdslige Gods,
"Vederkvæger en fattig vanfør Matros!

See der kommer Een udi dybe Tanker,
Med Hænder paa Ryggen han fremad spanker;
Nu staaer han stille, med Hovedet ryster:
Lad høre, hvorlunde han Stakkelen trøster.

"Matros! - det klinger slet ikke poetisk;
"Min Ven! han maa jamre sig mere æstetisk.
"Den som vil tænke at røre mit Hjerte
"Maa bedre forstaae at udtale sin Smerte;
"Han bør fremstille den voldsom enorm,
"Hans Mund maa blæse en Himmelstorm,
"Hans Maal aabenbare sig kjernefuld saftig,
"I store Former bevæge sig kraftig;
"Og vide midt udi al sin Elendighed,
265 "At soutenere en vis Anstændighed.
"Den - og ikkun den, som dette er givet,
"Vil mægte at rive mig Hjertet af Livet.

Der vankede intet. Her kommer en Mand,
Han ejer Penge som Sand i Strand;
Det kan ikke fejle han giver en Klud:
Vær du ej bange! hold Hatten ud!

"Ja som man reder, saaledes man ligger;
"Hvo ej spekulerer gaaer om og tigger.
"Var Coursen kun ikke saa reent forbandet,
"Saa kunne man dog gjøre et og andet.

Hvad hjelper det, fattige Stakkel! du græder?
See hist kommer Een udi røde Klæder;
Det var dog mueligt, hans krigerske Hjerte
Var at bevæge ved fremmed Smerte.

"Den giver Intet, som Intet har,
"Jeg har tabt mine Penge i Billiard;
"Desuden jeg snart faaer en nye Chacot,
"Den bliver, min Salighed! dyr kan du troe.

Her kommer en Frøken. Det smukke Kjøn
Er gjerne barmhjertig. Min Jomfru skjøn!
Ræk dog Matrosen den sneehvide Hand;
Det lader saa yndigt min Lilievand!

"Jeg synes her lugter saa hæsligt af Tjære?
"Immer noget i Vejen naar man skal spadsere.
"Det er da ellers et nysseligt Vær:
"Saa stille, der rører sig ikke en Fjær.

Der kommer en Anden, lidt ældre af Aar;
Gad vide, om hun skulle blive saa haard?

266

"Om Søndagen burde man dog være frie,
"At høre paa Græden og Klynkerie;
"Da skulle man dog uantastet gaae.
"Hvad mon Politiet vel tænker paa?

Der kommer en Fyr nok saa pyntet og stram.
Det var dog muligt - Pas du paa ham!
See hvor gevaltig han træder i Stenene
Med gule Kraver paa begge Benene!

"De har Ret! der er intet der ærgrer mig mere
"End naar man vil mig i min Glæde genere.
"Ville nu just ud at nyde lidt Sommer,
"Gider ikke rage her i mine Lommer.

Mon alle da skulle være saa slemme?
Der kommer en Herremand; ham maa du klemme!

"Klatter ej mine Penge til enkelt Mand;
"Jeg gier til de Fangne i Engelland,
"Til Søndagsskoler og Fattiganstalter:
"I kan henvende jer til min Forvalter!

"Gud naade mig Stakkel! hvor vil det gaae?
"Her er vel ej mere at vente paa!
"Selv er jeg hungrig, min Tunge brænder,
"Og kommer jeg hjem saa med tomme Hænder,
"Da skrige de arme velsignede Unger
"Med sultne Maver og tørstige Tunger,
"Og lede forgjæves i mine Lommer
"Om gamle Skorper og skimlede Krommer;
"Og saa den søde, uskyldige Spæde
"Ved Moders udtørrede Bryster græde!
"Forgjæves sig vrider den lille Orm -
"Ak! gid jeg var ude ret i en Storm!

Taalmodig min Broder! der kommer en Mand,
Han er vist et Lem af den gejstlige Stand:
Barmhjertighed er jo netop hans Metier;
Han tager til Hjertet - nu skal vi see!

267

"Gak du kun trøstig hjem til din Familie!
"Frisk Mod Søn! dit Kors er jo Himlens Villie;
"Den føder Ravne og Spurvene smaae,
"Hvad du behøver, du sikkert vil faae.

Der er en Collega nok? - Pyt! ikke andet!
Det er kun en Skolemester fra Landet.

"Saasom og formedelst det haver sig føjet,
"At den som tilforn var dybt nedbøjet
"Er nu ophøjet til Velstand og Herlighed:
"Saa vil jeg nu ogsaa af broderlig Kjerlighed
"Meddele andre - men hille den Slemme!
"Jeg troer, jeg har glemt mine Penge hjemme.

Der kommer en Bonde; han gaaer og gumler;
Det lader som om han i Lommen fumler.

"Mit Smørrebrød kan jeg ret godt æde selv;
"En Bonde skal heller ikke sulte ihjel.
"Desuden er det et jammerligt Aar,
"Mit Korn paa Marken kun maadeligt staaer.

Giv Agt paa denne baldyrede Mand,
Det veed jeg, at baade han vil og han kan.

"Skal I endelig sidde her midt paa Vejen
"Og med jeres Klynk gjøre Folk forlegen?
"Den Paatrængenhed er impertinent;
"Jer Ulykke har I vel selv fortjent.

Hvem er da vel denne, der gaaer og smaabander?
Han synes ej uliig en Fattigforstander.

268

"Hør Karl! du gjør best i, du pakker dig bort!
"Vil du gjøre Fattigvæsenet Tort?
"Hvis ikke du skynder dig - troe kun mig,
"Jeg skal vise dig Vejen til Pustervig.

"Ak er der ingen som vil sig forbarme,
"Saa faaer da Døden tage mig Arme!
"Gud hjelpe min Kone og Glutter smaae!
"Nu skal da min Jammer en Ende faae."

Væk med det Stykke! nu springer han ned -
Jeg vil ikke see den Elendighed.

269

Sjette Døgn

Blicher.

Hil dig mit Fødeland, Fædrenes mørkbrune Gravmark!
Med dine Tuer, de Dødes lyngtakte Huse.
Her ruste de Sværd, for hvilke Verden har skjælvet;
Her smuldrer den Styrke, hvoraf kun Sagn er tilbage -
Forvirrede Sagn, og dunkle som Midnats Gestalter.

Hvormangen Ædling er glemt i disse navnløse Høje!
Hvormangen Daad af ukjendte Skjalde besungen!
En Haandfuld Støv indslutter de vældige Kæmper,
Hvis uhyre Knogler nulevende Puslinger stundom
Med vantroe Undren og stum Forfærdelse finde.
Hvo slumrer vel her de mange hundrede mørke
Daadløse Aar? en Helt bredbrystet og staalstærk.
Er det hans Aand, der kommer som natlige Vindpust
Useet og ryster i Strengene? Varst du en Konge
Paa Jotners Mark? eller Nordhavs urolige Bølger?
Est du en Skye, eller est du en Kæmpe fra Oldtid?
Du som hensvæver blant Morgenstjernernes Glimten.
Flyer du fra Solen, den Sol som ofte har skuet
Din vældige Daad? Flyer du med Natten og skjuler
Dig under Højene, eller bag Bølgen - tilforn
Din Vej til Sejer? Hvad eller med Stjernerne svinder
Du bort i Luften? - Skal jeg ledsage din Bortgang
Med Sang? du stærke Sejerherre paa Heden!
Paa Grathehede - Nej Æt af Lavard! dit Glavind
Er mørknet af Danskes Blod, din Sejer fordunklet
Af Sorgens Skyer - Tilbage fra henfarne Dage!
Fra Tvedragts blodige Dage. Hvi stirrer du Øje!
Paa Oldtids Skygger? boe dine Glæder alene
I bortgangne Aar? er ingen blant yngere Timer,
Som dig maae fryde? - Ofte og længe har Taagen -
Den døde Taage lagt paa dine Sletter, o Danmark!
Men stundom steeg dog en Storm, og bortrullede Taagen;
Dens Pust opfrisked hin Ild fra lysere Dage -
Hin Ild, der ulmede lønligt - aldrig udslukket
270 I Heltes Fædreneland. Syng Læbe, og fryd dig
Du danske Hjerte! ved Glandsen af yngre Bedrivter -
Oldtids foryngede Glands!

See ned fra din Vaaning,
Du gjæve Kæmpe! din høje Borg over Skyen.
Bøj dig herned fra Kredsen af Fædreneaander,
Sølundas gode Søn! og lyt til dit Drapa!

Som naar et Skib paa Vigens stille Vande
Trygt under fuldtudspredte Vinger staaer,
To Hvirvelvinde fra de tvende Lande
Højtbrølende om Skibet sammenslaaer;
De møre Sejl og Touge sønderriver:
Afgrundens Rov blant Bølgebjerge driver.

Saa stod du og, o gamle Fædrejord!
Fuldtblomstrende de milde Solskins Dage;
Da monne Kampens Skyer fra Syd og Nord
Mørktvoxende mod dine Kyster drage:
De nærmed sig i taus og lønlig Hast,
Og bragende paa dine Sletter brast.

Saa skummeltyst, saa lumskelig og brat
Kom hiin Forræderflok i Oldtids Dage
Fremlistende den rædselfulde Nat,
Da Odin vinkede ad Lejres Krage;
Men alle stod tilsammen fast i Nøden,
Og ingen vilde flye fra Heltedøden.

Hvor hvor er nu det gamle Mod i Norden?
Naar gjorde Frygten dig, du Danske, bleg?
Men ak! de flye fra den ukjendte Torden;
De ræddes ved den ubevante Leeg:
Opvakte af den lange tunge Dvale
Forsage de Rolf Krages Sejersdale.

271

O Kjøgebugt! du som har seet engang
Af Blodestrømme dine Bølger røde,
Da Juuls Kanoner over Gothen sang,
Og vore Fjender flygted eller døde;
Da jublende midt udi Damp og Lue
Hvidtfeld opfoer til højen Himmelbue.

Skjul dig, o Bugt! imellem dine Høje!
Dæmp nu, dæmp dine Bølgers stolte Brag!
Hyl dig i Mulm fra dine Fjenders Øje!
Gjem udi Nat din lyse Sejersdag!
Rul Taagen over den forhadte Slette!
Lad mig dit Navn evindelig forgjætte!

Dog nej! endnu et Glimt - eet Glimt endnu
Lad falde Danmarks Sol, paa mørke Hede!
Løft dig engang, løft dig, o Taage! Du
Som skjuler den med dine Vinger brede.
Vær stille, Klage! - Paa den skumle Vang
Jeg skuer Glands, jeg hører Kæmpegang.

Een triner frem mod røde Krigerrækker,
Eet Bryst - kun eet mod Fjenderne er vendt,
Eet Sværd mod tusind Sværde sig udstrækker;
Hvo kæmper, naar det vilde Slag er endt?
Hvo stod allene, mens de andre fly'de?
Vil han de tætte Kæmperader bryde?

Men han vil døe som sine kjække Fædre
Med Staalet i et uforfærdet Bryst;
I Sverdedans ham tykkes Døden bedre
End Liv paa Fødelands betvungne Kyst.
Hvor Kugler hyle og Kartover skralde
Med Ære vil han stande eller falde.

272

Og see! han falder, Slagets sidste Mand,
Midt udi Vrimlen af de stolte Fjender:
Græd danske Konning! græd, o Fødeland!
Det beste Helteblod paa Valen rinder.
Han som allene udi Striden stod,
Ak! det var Kvistgaard, danske Kæmpe god.

Som højen Eeg, der ene var tilbage
Fra mange Storme paa sin Bjergetop,
Lynflammer knittre, Tordenbolte brage;
End knejser den mod Himmelbuen op:
Da gaber Skyen, Tordenhamren knuser.
Orkanen over Egens Sted henbruser.

Som naar et Skib paa Uvejrs hvide Hav
Det brede Bryst mod tusind Storme byder,
Højt springende hen paa sin aabne Grav
De stærke Bølgers krumme Rygge bryder:
Omsider synker i Afgrundens Huler;
Ustandset over Havet Stormen kuler.

Saa stod du, og saa stred du, Søn af Helte!
Saa faldt du under Sejerhærens Magt;
En Skye af Fjender over dig mon vælte,
Før du, o Kæmpe! est til Jorden lagt:
Den stærke Fjende haver Marken vunden,
Men du har Heltenavn og Ære fanden.

Hvor alle springe smilende i Faren,
Hvor Kæmpehoben stander fast og tæt,
Blant kjække Mænd og midt i Sejerskaren
Der ganger Dansen lystelig og let;
Men ej at blegne mellem rædde Sjæle,
Det haver Roes og evigt Eftermæle.

273

Stille stiger du, lysblaae Morgen, i Østen;
Maanen vender sig blegnende bort fra dit Aasyn;
Guldkantede Taager svømme hen over din Slette,
Du brune Lynghav! Højenes Hoveder glindse
Bestrø'de med Duggens mangefarvede Funker.
Raabukkken løfter sit Hoved op over mørkbrune Bakke;
Haren sidder paa Tuen, og klipper og lytter
Ræd efter Ørnen, der kredser i Skyernes Egne.
Orhanen skoggrer; Jægeren vaagner og hører
Den velkjendte Lyd: han rejser sig halvt fra sit Leje,
Og mindes sin Id med lønligt bankende Hjerte.

Hvorlænge laae du, o sorte Ørken! Indhyllet
I Sorgens Farve? hvor ere de Aar, da du klædte
Dig udi smilende Grønt? da kornrige Vange,
Sødt duftende Enge og lune Skove bedækked
Din vide Slette. Da hilste tusinde Tunger
I Mark og i Lund den glandsomstraalede Morgen.
Da myrled Hjordene over de græsklædte Agre;
Da vrimled jublende Skarer i Dal og paa Bakke -
Sorgløse Slægt!

Sortgraae fremsteeg udi Syden
Dødsvanger Taage, tyk, kvalm og skummel og stille.
Mørkrød hang Solen - en dunkeltglødende Skive
Ombølget af Dampe - Pestens stinkende Aande.
Da segnede Sletternes Børn; da bøjede Manden
Sit Hoved i Døden; Barnets blussende Kinder
Blegnede brat; Ungmøens funklende Øje
Slukte sin Straale; de sunke Olding og Yngling -
Svaghed og Styrke tilhobe. En dødelig Stilhed
Var over Hytten og Borgen. Een uhyre Gravmark,
Skummel og taus var Jorden; og skjælvende lød kun
Det hule Farvel "Hjelp Gud!" fra dødblege Læber.
Manden fly'de fra Hustruen; Hustruen rykte
Den Spæde grumt fra sit Bryst; Ynglingen sled sig
Vildt af sin Elskedes Favn. Fader og Moder,
Og alle de hellige Navne for sødeste Glæder
Forsvandt; og fremmed og ræd saae Broder til Broder.

274

Da brast de Baand, som binde de dødlige Hjerter;
Men alle de vildeste Laster løstes og raste.
Røveren stinged de rallende Bryster og rykte
Smykket af stivnende Arm, og danste med Skjøger
Blant Døde og Døende, vildt af Lyster beruset.
Kaade omsprunge de drukne Svende, og larmed
Med rædsom Hujen i Borgens rungende Haller,
Til Døden kom, og greb dem midt udi Glæden -
De skumle Glæder. Andre tyede til Templet,
Og ventede bedende Sotens usynlige Pile;
De ramte dem een efter anden ved Altret, og kvalte
De ufuldendede Bønner. Forvildede rendte
Nogle i Skove og dybe Dale; men Dødens
Myrdende Engel indhented, og slog dem i Flugten.

Ubevogtede vanked de brølende Hjorde
I kornrige Agre, som ingen Hyrde beskjermed.
Ageren vented forgjæves paa Mejerens Komme,
Men ingen Mejer og ingen syngende Høstmøe
Samled den raadnende Sæd - nu Fuglenes Bytte,
Og Stormens Leeg. Ræven fulgtes med Ulven
Uskye gjennem øde forladte Byer, hvor Vinden
Klamred med Porte og utillukkede Døre.
Hundene hyled i tomme Gaarde, og Uglen
Keeg gjennem Vinduet ud mellem nikkende Tidsler.

Vinteren kom med sin Storm og knugende Kulde;
Hagelen pidskede ind ad de søndrede Ruder;
Sneedriven voxte for Døren, hvor Ingen var inde
At fejre Julen ved Arnens lystige Flamme;
Hvor ingen Strengeleeg, ingen Danse oplived
Den lange Nat. Hvor før de frydfulde Sange
Løde blant skingrende Latter, der hylede Blæstens
Tungsindige Røst. - Foraaret kom i sin Skjønhed
Med duftende Blomster bedækket; men ingen
Gik den imøde med Sang, og ingen fremiilte
At aabne Furen - Da sørgede Sletten og klædte
Sig udi Sort; vidt over Agre og Enge
Bølgede Lynge, og hvined i Himmelens Storme.

275

O Du som blæste din Aande i Støv, o hvor est Du,
Menneskers Fader! naar Døden gaaer hen over Jorden?
Hvorhen bortvender Du Herre! dit Aasyn, naar Storme
Øder dit Værk? Naar Tordenens flammende Pile
Regner fra Himlen? Naar Vandene svulme fra Dybet,
Bekæmpe Jorden med ødelæggende Vælde?
Naar Afgrundens Uhyrer løfte de ravende Bjerge,
Og vælte dem ned over alle de bævende Dale?

Men see! Du kommer tilbage, Herre og Skaber!
Du seer til Skyen - den smelter: Du rører ved Bjerget,
Det stander: Du truer de svulmende Have - de synke:
Du taler til Stormen - den tier: Du smiler til Jorden,
Da vaagner den atter af Dødens Dvale. I frejdig
Og lystelig Ungdom leer den nyfødte Klode.
Marken ifører sin Blomsterkjortel, og Skoven
Klædes i Grønt. Fra deelte Skyer nedstraaler
Din Almagts Sol, og skuer de jublende Skarer.

Snart kommer nu hin øde, dødningeblege,
Libyske Ørk. Hvor ofte stod jeg paa Højen,
Naar Vestvinden foer over Heden, og hvirvlede Sandet
Liig hvide Taager, liig Vinterens bølgende Sneefog,
Og øste det ud over Markerne, nylig i Somrens
Livlige Grønt; men nu indhyllet i Frostens
Bleggule Liiglagen. Bort fra den ravende Hytte
Flygted med Hustrue og Børn den arme Indvaaner,
Stirrende ofte tilbage paa Sandhavets Bølger,
Der hvinte om Taget, det Tag han forlod nu for evig.
Frygtfuld saae Ørkenens Naboe hen ud fra sin Halvdør
Sandskyens Flugt - hvad seer jeg? er det en Oase?
Her midt i Heden? Hvo bandt de flygtige Vover?
Hvo klædte ufrugtbare Slette i Engens Farve,
Og lærte Sandet at grønnes? Hvor Vandreren nylig
Vaded' allene, halv blind i sørgeligt Øde,
Der græsser Kvæget, der bygger Lærken sit Rede:
Hvo var den Ædling? Det var din Konning, o Lyngland!

276

Fryd fylder Sangerens Sjæl; glad griber han Harpen,
Naar han til slige Bedrivter kan Strengene ryste;
Thi bedre end Glandsen af tusinde straalende Sejre
Er saadan Konningedaad; og skjønnere lyder
Fredsfolkets Jubel, end Kampens vilde Basuner.

Hvi sjunger Skjalden saa gjerne om Krige, og frister
De Mægtiges Hjerter med Kvad om blodige Laurbær?
Hvi vender han Kongernes Hu til Plager, som værre,
Værre end Jordskjælv, og værre end Hungren og Pesten
Hærge vor Slægt? Skal Krigens fortærende Lue
Hellere fryde den Kronedes Øje, end Fredens
Mildere Skjær? Er Alhedens lyngtakte Huse
Ej da saa skjønne, som Borgenes røgende Tomter?
Skal Tidsler og Torne da fryde Førsternes Hjerter
Mere end kornrige Vange? Usalige Blindhed!
Til egen Nakke at hvæsse det Glavind, der tidt nok
Blinker ubudet i Folkeledernes Hænder.

Nu stille her! Lad mig ej ile forbi dig,
Min Glædes Hjem! En liden Stund vil jeg dvæle
Ved dette straaetakte Huus, at kalde tilbage
De henfarne Aar, da hine Bakker i Østen
Var Verdens Ende, og Baunhøjen hisset et stort Bjerg.
Og Dammen et Hav; og Egekrattet derude
En endeløs Skov, hvor Aander og Røvere huste.
Hvor gjerne laae jeg paa Højen omsuset af Somrens
Luftninger lune! Hvor mangen Vinterdag foer jeg
Den dristige Rejse ned over snetakte Bakke!
Væltede stundom med Slæden, men rejste mig snarlig,
Og traskede møjsomt opad for atter at vælte.
Her er jo Kjæret, hvor fra min slibrige Bane
Jeg ofte af Nordenvindenes Kulde forjaget
Til Hjemmet iilte med rødblaae stivnede Fingre.
See her er Haven! her er det mørkgrønne Lysthuus,
Hvor Knøsen lytted begjærlig paa Faders Fortælling
277 Om Paradisets uskyldige barnlige Glæder.
Stille sad jeg, mens Øjet løb om i Haven, og tyktes
Bag Hasselhækken at skimte den snehvide Engel.
Ak! Kundskabens Træe der midt i Haven, det er der;
Men Livsens Træer med de rødmende Paspomerusser,
Og begge de Graner, jeg kaldte Adam og Eva -
Ak! de er' borte! - Er det ej Klokken, der klemter?
Den samme, der kaldte mig mangen Aften til Hvile,
Naar Solen sank udi Heden, og skinnede rødlig
Paa Kirketaarnet; da stod jeg, og fulgte dens Bortgang,
Af dunkle Længseler mildt og stille bevæget:
"Nu løfted den Dynen, nu putted den sig i sit Leje,
"Nu drog den Gardinet for Sengen, nu lukte
"Den Øjet til natlige Blund" - da iilte jeg ogsaa
Til Hvilen sød, af venlige Drømme omgøglet -
Af Drømme om Dages Fryd, om barnlige Lege
Paa Blomsterenge, omringet af smilende Engler,
Der danste og sjunge til sølvbestrængede Harper
Med Vinger af Guld og Lokker af bølgende Solglands.
God Nat du min Barndoms Sol! sov sødt til i Morgen!
Jeg vaagner med Maanen, med Conas sorgfulde Maane,
Paa Aanders Hede, i Kredsen af Heltenes Skygger.

Vidt hen i Vesten hang Tordenskyernes Bjergryg,
Og ventede Natten; den er der; i ængstende Stilhed
Nærme sig Himmelens Hære. De glødende Toppe
Synke og stige og blandes, og under dem glimte
Blaablege Lyn; huult drøner det, rullende afbrudt.
Vindstødene fare forbi; de hvine og hyle.
Mat funkle Stjernerne, skjælve og falde bag Skyen.
Maanen svømmer i Taager; Lynildens Straaler
Flaggrende knittre; Himmelens Hvælvinger brage.

See Heden brænder; Røgskyerne vælte forvoven
Mørkrødt oplyste. Ildhavets flammende Tunger
Hvisle og slikke paa Lyngen, og løbe som Slanger -
Bugtende Slanger. Ørkens forfærdede Sønner
Løbe om Ilden med ængstlige Fagter, Hig Aander,
278 Dunkelt bestraalte, og hyllede stundom i Røgens
Hvirvlende Bølger.

Saa er, du Skjaldenes Konge!
Din Nat, o Ossian! Svagheds Sønner forfærdes,
Og flygte med Gru fra Morvens mørkbrune Fjelde,
Krybe til Dalenes Huler, og lytte med Skjælven.
Lad krybe til Dalen! jeg stiger med dig udi Skyen,
Min Harpekonge! O at jeg havde din Styrke,
Du Selmas Drot! men jeg vil følge dig, Kæmpe!
Paa Himmelvejen, og sende min svagere Stemme
Op til din Hald!

Selma, Selma! hvor er din Skjald?
Hverken paa Ardven, ej heller ved Caruns Fald.
Lora rinder foruden Sang;
Øde og stille er Conas Blomstervang.

Morven, Morven! hvor er din Drot?
Dybt under Lyng ligger Ossians Kongeslot.
Hjorten græsser paa Heltens Grav;
Vandreren sukker frembøjet over sin Stav.

Fingal, Fingal! hvor er din Søn?
Hvor er hans Kæmpehald, hvor er hans Harpe skjøn?
Stormen hyler paa Selmas Vold;
Harpen er borte, den ruster hos Trenmors Skjold.

Oscar! hvor er din Faders Gang?
Vaaren venter forgjæves paa Bardens Sang.
Somren svinder og Vintren gaaer hen;
Hvorlænge dvæler de henfarne Heltes Ben?

Flyver Kæmpen i Aanders Karm?
Boer han i Tordenskyernes mørke Barm?
Bærer Vinden den gamle Skjald?
Rører han Harpen i Morgenens Taagehald?

279

Stiger Barden med Solen rød?
Daler han med den i Vesterhavs blanke Skjød?
Troner Kongen i Maaneglands?
Eller gaaer han i natlige Stjernedans?

Selma, Selma! hvor er din Skjald?
Runger hans Harpe i Himmelens høje Hald?
Lyder evigt i Englesang
Den Røst, som stakket paa Caledons Fjelde klang?

Cona, Cona! hvor er din Røst?
Er Sorgen udslukket i Sangerens ædle Bryst?
Hører Himlen den Skjaldesang,
Som før blant Grave hernede paa Jorden klang?

Toscars Datter! est du ham nær?
Svæver I begge i Nordlysets Flammeskær?
Synger Barden om Kjærligheds Lyst?
Lyder ej mere om Krige hans Kæmperøst?

Pige! hører du Ossians Kvad?
Som før i Selma ved blinde Gubbe du sad.
Hvorom nu monne han Harpen slaae?
Ak! vel om Glæder, jeg aned men aldrig saae.

Ak! vel om ham, der skabte den Lyst,
Som ulmer hernede i jordiske Bardebryst;
Optændte Gnisten i Skyggernes Dal,
Der blusser til Lue i evige Himmelsal.

Ossian! naar skal jeg være hos dig?
Naar komme Himmelens Engle at hente mig?
Naar skal Sorgen forlade min Barm?
Naar skal jeg stige paa Aandernes lette Karm?

Maanen skinner i Vesten bleg;
Vinden hviner i Tidselens hvide Skjæg;
Morgenlyset glimter i Øst;
Dagningen skinner paa Søens rødmende Bryst.

280

Vente maa jeg en liden Stund;
Snart henslumrer jeg Livets urolige Blund.
Da skal jeg vaagne hos Selmas Skjald;
Vaagne i Alfaders straalende Himmelhald.

Flyve med Barden fra Pol til Pol,
Med Conas salige Barde fra Sol til Sol;
Boe hos Skjalden i Himmelen blaae,
Til bedre Glæder en bedre Harpe slaae.

281

Lyriske Digte

Til Sorgen

Du som taus med sænket Hoved staaer
Liig en Lillie knækket paa sin Stængel;
Tornekrandsen om det sorte Haar,
Glædens stille blege Søsterengel!

Kommer ogsaa Du fra Himlen ud?
Kommer Du som Regn og Storm og Torden?
Kommer ogsaa Du fra Glædens Gud;
Som en Skye for Solen over Jorden?

282

Har Du i Din Smerte ingen Trøst?
Har Du ingen Lindring i Din Taare?
Vækker Du kun Sukke i mit Bryst?
Rører Du kun Hjertet for at saare?

Jo, Du hæver, skjøndt Du bøjer mig;
Ei forgjæves laer Du Taaren rinde;
Jo, jeg elsker, skjøndt jeg frygter Dig,
Du min Sjæls tungsindige Veninde!

Jo, jeg elsker Dig, min blege Brud!
Elsker Dig, som Nattens Skygger dunkle;
Af Din Nat gaae Glædens Straaler ud,
Haabets Stjerner i Din Skygge funkle.

Kom da, Himlens Datter naar Du vil!
Ej skal Hjertet briste, skjøndt det bæver;
Mod det Lys, min Længsel stunder til,
Du mit Øje fra Dit Mørke hæver!

283

Til Glæden

Hulde Engel! Du min Barndoms Ven!
Troe Ledsager i de svundne Dage!
Siig mig da! hvor est du flygtet hen?
Siig mig: naar, naar kommer Du tilbage?

Skjøndt ukjendt Du eengang fulgte mig,
Da min Sjæl var fri for Sorg og Smerte;
Nu jeg kjender, nu jeg sjunger Dig,
Ak! hvi flygter Du nu fra mit Hjerte?

Dengang ukaldt var Du altid nær,
Leged med mig vaagen og i Drømme;
Nu jeg kalder Dig, o Ven saa kjær!
Ubønhørt jeg maae i Taarer svømme.

Boer Du i det Huus, hvor førstegang
Du har mine Læber lært at smile?
Boer Du paa den løvbekrandste Vang,
Hvor Du saae min Morgenstund bortile?

Blev Du i den Lund som jeg forlod,
Da mig Skjæbnen ud i Stormen kasted?
Hos den Kilde, som fra Bakkens Fod
Mellem Blomsterne forbi mig hasted?

Boer Du højt blandt hine Stjerners Hær,
Som jeg saae paa Himmelbuen tindre?
Har ej Himlen da det samme Skjær?
Er dens høje Stjernehvælving mindre?

Er ej nu som fordum Lunden grøn?
Kilden klar udi sin Blomsterramme?
Er min Ungdoms Dal ej længer skjøn?
Eller er jeg selv ej meer den samme?

284

Milde Engel! kom endnu engang!
Fyld min Sjæl med hine Længsler søde!
Tryl mit Hjerte med Din Seraphsang!
Kvæg mit Blik med Haabets Morgenrøde!

See! jeg søger Dig, o kom igjen!
Hør jeg kalder, kom igen tilbage!
Send mig til mit gamle Eden hen,
Eller snart Du til det nye mig drage!

285

Den unge Lærkes Foraarssang

Blæs Søndenvind! lad Søen høre Dig!
Smelt Isen fra dens stille Sovekammer!
Lad de nyfødte Bølger boltre sig,
Og danse tindrende i Solens Flammer!

Skin mildt, o Sol! fra Dine Marker blaae!
Øs over Jorden Dine varme Bade!
Lad Blomsten af sin Vintergrav opstaae,
Og Skoven smykke sig med unge Blade!

Og see! Du stiger paa Din Ungdoms Dag,
O Sol! indhyllet i Din Morgenrøde.
Jeg føler, Vind! Dit lette Vingeslag,
Og gynger mig i Dine Bølger bløde.

Jeg vugger mig paa Foraarsluft saa mild,
I Foraarsluft jeg strækker mine Vinger;
Jeg bader mig i Morgensolens Ild,
Og glødende mig op mod Himlen svinger.

Højt under Himlen stiger jeg med Sang,
I stærke Toner skal min Glæde strømme;
Hvor mine Fædre sig blant Skyer svang,
Der vil jeg og mit Foraarsliv udtømme.

Synk under mig, Du snebedækte Dal!
Dybt under mig, I hvide Bjergetoppe!
Nu vrimler det i højen Himmelsal;
Jeg hører mine Brødres Sang deroppe.

Jeg synger med: Velkommen skjønne Vaar!
Med Blomster smaae Du mine Dale smykker;
Det brune Bjerg sin Sommerklædning faaer,
Og Skoven sine mørkegrønne Skygger.

286

Klar fra sin Bakke vælder Kilden ud;
Solstraalen varmer, Himmelregnen væder;
Og Jorderige, som en yndig Brud
Staaer smilende i sine Højtidsklæder.

Hvor er min Brud? o skynd Dig til mit Bryst!
Løft Dine Vinger fra den sorte Hede!
Mit Hjerte svulmer af den søde Lyst -
Kom! vi vil bygge os vort første Rede!

Her skinner Solen, her er Mosset blødt;
Og unge Straae saa lysegrønne bølge:
Der ved hverandre luunt og tæt og sødt
Vil Du og jeg os dybt i Græsset dølge.

I kjælen Leeg skal Vaarens Tid hengaae,
Og lige ømme skal os Somren finde;
Og med en væver Flok af søde Smaae
Bortdrage vi paa Efteraarets Vinde.

Naar næste Vaar fremskinner da igjen,
Og vækker Rosen af sin Vinterdvale
Til elskte Land vi atter ile hen,
Og hilse Solen i de grønne Dale.

287

Den gamle Lærkes Efteraarssang

Den mørke Skye hen over Ørken gaaer,
De vilde Storme hvine om mit Rede;
Paa nøgne Tue sidder jeg og slaaer
Min sidste Sang udi den sorte Hede.

Min Mage sidder under Lyngens Lye
Saa sorrigfuld og ruger vore Unger;
De Stakler under hendes Vinger tye:
"Hvi sidder vores Fader hist og sjunger?"

Ak! det er ej af Fryd, I kjære Smaae!
At Eders Fader her i Natten synger;
I Mørket maae han sine Triller slaae,
Naar Sorgerne hans arme Hjerte tynger.

Før har vel Glæden luet i hans Bryst,
Da Kjerlighed hans unge Hjerte hæved;
Til Himlen steeg han med sin glade Røst,
Og sjungende hen over Jorden svæved.

O skjønne Vaar! o falske Haab, som svandt!
Hvi lod Du mig de søde Drømme smage?
Kort var den Skygge, jeg af Glæden fandt,
Men lange ere Sorgens mørke Dage.

Fri var jeg; kjæk jeg mig mod Skyen svang;
Jeg boltred mig i Foraarsolens Luer.
Fra lette Bryst opsteeg min Frydesang
Blant mine Brødres under Himlens Buer.

Jeg foer ustandset over Bjerg og Dal;
Hvad mægtede min muntre Flugt at tvinge?
Paa Blomstereng, i Lundens grønne Sal
Jeg ikkun hørte Glædes Toner klinge.

288

Men nu - nu er den Foraarslyst forbi;
Det lette Ungdomssind er brat bortvegen.
Slukt er det Lys, som Jorden smilte i,
Og Vintrens døde Taage er nedstegen.

Paa Jorden sidder den, som fløj engang;
Mat er den Vinge, som i Skyen svæved.
Nedkrympet klynker den, som førre sang;
Af Sorgen nu - ak! før af Fryd han bæved.

Jeg var - jeg er - og snart jeg er ej meer;
En anden Slægt staaer frem paa Jorderige.
Hvor Solen skinner paa mit kolde Leer
Ukjendte Vrimler op til Lyset stige.

Min Fader bygged - borte er hans Huus;
Han elskede, han fostred mig, og blegned.
Jeg elsked og, jeg bygged og paa Gruus;
Snart er jeg og i tomme Rede segned.

Saa skal maaske den næste Foraarsdag
Min unge Slægt paa Haabets Vinger stige.
Stærk er vor Ungdom - Aldren kun er svag,
Og Haab og Styrke svinde bort tillige.

Saa far da vel for evig! elskte Vang!
Du skjønne Vaar! og Du min sidste Sommer!
Ved Graven synger jeg min Liigfærdssang -
Snart med min Død den mørke Vinter kommer.

289

Kjerlighedsdalen

Blandt grønklædte Bakker der ligger en Dal,
Saa lønlig og stille, saa luun og saa sval;
Der kommer ej Vinter med Storm og med Slud;
Thi Dalen er Foraarets evige Brud.

Og evigt den smiler i Foraarets Pragt,
Udsmykket med Blomsternes spraglede Dragt;
Den skifter ej Klædning, skjøndt altid som ny
Den hviler i Fjeldenes hegnende Ly.

Og trindt er den hegnet af Skoven saa grøn;
Nyssprungen den prunker ungdommelig skjøn.
I Bladenes Læ, udi Frihed og Roe,
De vingede Sangere bygge og boe.

Og raslende pible fra løvrige Fjeld
Blandt søde Violer de klareste Væld;
De glide saa sagte, de snoe sig saa tit,
Som om de end gjerne gad tøve her lidt.

Og inde i Dalen der ligger et Huus
Halv skjult mellem Løv - mellem Bækkenes Suus.
Med Lundene for og med Lundene bag
Det søger at dølge sit straalagte Tag.

Men Solen, som daler paa Himmelen blaa
Forraader bag Løvet de Vinduer smaae;
Og snehvide Væg gjennem Rosernes Hæk
Sig andengang viser i speilklare Bæk.

Og hisset bag Bækken blandt Roserne boe,
Useete af Verden, de Elskende To;
Paa Jorden de leve, men Himmelens Lyst
Opfylder og hæver uskyldige Bryst.

290

Naar Solen fremstiger paa Bjergenes Tind,
Den seer ved hans Barm hendes smilende Kind;
Og naar den neddukker sin straalende Karm,
Den finder ham i hendes favnende Arm.

Som tvende Dugdraaber, der tindrende staae
Og smelte i Eet paa det selvsamme Straae;
Som Lilier to paa en eneste Green,
Skjøndt Tvillingeblomster, dog ere kun een,

De ændse ej Tiden; den kommer og gaaer;
De tælle ej Dage, de mærke ej Aar,
Ej Før eller Siden - de Eiskendes Hu
Kun fatte og føle det salige Nu.

"O siig os, du Sanger! hvor ligger din Dal
"Saa lønlig og stille, saa luun og saa sval?
"Hvor grønnes den Vaar uden falmende Høst?
"Hvor fylder den Himmel de Eiskendes Bryst?"

Det er som en Drøm fra min henfarne Vaar;
Jeg saa den engang i mit sextende Aar.
Men Stormene bruste og Taagerne steeg,
Og Dalen tilsidst fra mit Øje bortveeg.

Men finder Du, Yngling, og finder Du, Møe,
Den Dal, hvor I ønske at leve og døe:
Da tænker med Ømhed paa Skjalden, Jer Ven,
Som Dalen har fundet og mistet igjen.

291

Farvel til min første Kjæreste!

Jeg var ung, da du mig første Gang
Fandt ved Høien paa min grønne Vang;
Bækken bugted surrende forbi,
Lærken sang henad sin Himmelstie.

Morgenvinden gik paa Engen hen,
Hvisled sagtelig og taug igjen;
Blomsten bøiede sit Hoved lidt,
Reiste atter sig og neied tit.

Duggen løfted sig fra Dalen op,
Skyen krusede sin røde Top,
Maanen blegned og i Vesten veeg,
Solen blussende af Havet steeg.

Da - da steeg jeg med i freidigt Mod,
Let i Barmen løb mit unge Blod;
Søde Længslers Morgengrye oprandt -
Tid og Rum hen under mig forsvandt.

Det var dig - o, det var dig, som drog
Drengens Sjæl og i hans Hjerte slog:
I usynlig Lænke var jeg lagt,
Kjendte ei den underfulde Magt.

Vidste ei, hvorhen du vældigt foer
Med din Slave over Verdens Jord;
Sikker, salig laae jeg i din Arm,
Elskte! altid glad og altid varm.

Nu - men nu - hvor er hiint Tryllerie -
Kjære Lænker, som jeg bandtes i?
Aarene henvælte som en Elv -
O min Kjæreste! hvor est du selv?

292

Først du kom hvergang jeg kaldte dig -
End ukaldet du besøgte mig.
Tit og lønlig sank jeg til dit Bryst,
Drømte da om en udødlig Lyst.

Drømmen svandt - min Ungdom foer afsted,
Tog mit Eden - tog min Elskte med:
Mødig gaaer jeg paa den kolde Jord -
Jeg, som før igjennem Himle foer.

Hvorfor kasted du mig atter da
Til den Jord, som du henrev mig fra?
Jordens Trængsler har din Elsker fat -
Hvorfor, Grumme! har du mig forladt?

Er det Lønnen for jeg fulgte dig?
Er det Glæden, som du viste mig?
Er det Dalen, hvor vi skulde boe
Sorgeløs i stille Fryd og Roe?

Falske! ak hvi kom du til min Vei?
Lokked mig og flygtede - - O nei!
Uskylds Smil du paa dit Aasyn bar -
Det er Skjæbnen os adskillet har!

Eller skjuler du dit Ansigt nu
For til jordisk Elskov sank min Hu?
Vil maaskee du kun et Hjerte heelt?
Mit - ak! er iblandt saa mange deelt.

Vredes du, for jeg de søde Smaae
Elsker ømt, og tit forsage maae
Dig, min Ungdoms første, bedste Lyst?
O! saa riv dit Minde af mit Bryst!

Smil ei Maane! fra det dunkle Blaae!
Spøg med Vinden ei, I Blomster smaae!
Dæmp din Hvislen, kjælne Foraarsbæk!
Syng ei mere, o Fugl! fra grønne Hæk!

293

Brænd, o Sol! i Dunster kvalm og heed!
Stiig i Taager - synk i Skyer ned!
Mind mig aldrig om hiin Morgen klar,
Da din Straale hende til mig bar.

Bruus ei heller, Storm, paa hviden Hav!
Styrt ei, Fos, saa vildt i Klippens Grav!
Tit hun og i Storm og Tordenlarm
Krystede min stoltberuste Barm.

Men, du Vestvind, kom med Slud og Rusk!
Piib eensformig gjennem Lyngens Busk!
Gule Spurv! du klynke Dagen lang
Over Moserne din Klagesang!

Var det - Himmel! - var det muligt kun
End at finde dig paa Jordens Rund,
Svæve med dig, Elskte! Arm i Arm
Høit paa Phantasiens Straalekarm!

294

Nei, o nei! den Dag biler aldrig til! -
Sluk dig, Haab! som atter tændes vil;
Sænk dig, Øie! - her paa Verdens Øe
Aldrig skal jeg see min Himmelmøe!

Aldrig lytte til din Seraphsang,
Som tilforn mig sødt i Sjælen klang!
Aldrig greben af unævnet Lyst
Efternynne bævende din Røst.

Er det - er det dig, som hisset staaer?
Smiler sødt som i min svundne Vaar,
Vinker mig op til dit varme Bryst,
Hvidsker om den nær forglemte Lyst?

Ja! - jeg kommer - briste saa hvert Baand,
Som til Jorden fængslede min Aand!
Spring, hver Lænke, som den bandtes i!
Du er min - og jeg er atter fri!

Atter kommer jeg i Ungdoms Ild,
Smil, o Engel! med din Mund saa mild;
Lad os som i gamle Dage gaae,
I min Lund og ved min Bølge blaae!

Der vi to os selv alene nok
Glemme hele Verdens vise Flok,
Tale kun med Blomstervrimlen hist,
Synge kun med Fuglen paa sin Qvist!

Skynd dig, Elskte! stig saa hastig ned!
Kom med al den første Kjærlighed,
Som jeg dig i Morgenrøden saae,
Reen som Straalen, du neddaled paa.

O, nei flye mig, flye for evig hen!
Andengang du daarer mig igjen!
O, jeg veed det - du mig elsker ei!
Kun til glade Hjerter gaaer din Vei!

295

See ei til mig med dit Himmelsmil!
Dybt det smerter som en giftig Piil!
Mind mig ikke om forsvunden Lyst,
Det gier Anger, ak! men ingen Trøst.

Ha! hvad vil du? jeg er gammel snart;
Mine Dage rinde med en Fart;
Stemmen sagtnes, Gangen vorder tung,
Himmelmøe! men du est evig ung.

Flye mig, flye! dit Løvte er kun Svig;
Jeg er fattig - du est skjøn og riig;
Du vil Rolighed og sorgløst Liv -
Sorg og Uroe er min Tidsfordriv.

Iil du til de glade Skjalde hen!
Glædens raske Søn kun er din Ven.
Ha, forgjæves ømt du til mig seer!
Flye mig snart, og frist mig aldrig meer!

O, men før du fra mig Arme gaaer,
Kys mig, Elskte! som i fordums Aar!
Smil end eengang, som da ung og glad
Jeg hos dig i Paradiset sad!

Borte er min korte Foraarslyst -
Skjænk da til Farvel mig Haabets Trøst!
Ja, naar jeg dig atter hisset seer,
Samles vi, for ei at skilles meer!

296

Sneklokken

Naar alle Blomster slumme i kolde Vintergrav,
Jeg vaagner af min Dvale, og kaster Dækket af.
Jeg hører Lærken synge høit udi Himlen blaae,
Og med sin klare Trille om Vaarens Glæder spaae:
Jeg kan ej længer tøve; jeg veed, min Tid er kort,
Jeg nyde maae mit Liv, før det atter iler bort.
Men der er koldt der oppe, og gjennem Iis og Snee
Jeg maae mig Vejen bryde, før jeg kan Solen see.
End Marken er saa øde, saa eenlig staaer jeg her;
Af mine Brødre ingen jeg finder hos mig nær:
Da bøjer jeg mit Hoved, i Utid korn jeg frem,
Og før de andre vaagne, jeg vender atter hjem.
Dog krandser Haabets Farve mig med sit blege Skjær:
Jeg skal dog ej uændset uelsket blomstre her.
En Ungersvend kan finde den hvide Vinterblomst,
Og tænke i sit Hjerte paa Vaarens Atterkomst;
Kan vandre med sin Pige fortrolig Arm i Arm,
Og kjælent hende gjække med Blomsten ved sin Barm.
Og før igjen jeg segner hen i det lange Blund
Et Kys saa varmt jeg nyder af Pigens Rosenmund.
Naar skjønnere frembryde de Sommerblomster smaae,
Naar mellem Roser dufte Violerne saa blaae:
Maaskee en kjerlig Taare dog skjænkes mig i Løn,
Et kjerligt Hjerte tænker paa Vintrens blege Søn.

297

Skjaldens Embede

Du som kun agter nyttig Daad i Livet,
Viid! til Unytte er ej Glæden givet;
Du holder dog i Buur de Nattergale,
Som kun med Sang sin Føde Dig betale;
Blandt dine Æbler, dine Urtebede
Du vil dog Rosen og Violen frede;
Og stærken Eeg, hvoraf dit Huus du bygger,
Jo taaler spæde Blomst i sine Skygger.
Opfylder du end her med stadig Flid
Din Borgerpligt - foragt ej Skjaldens Id!
Miskjend dog ej din Lærer og din Ven!
Han giver dig sit Alt; vilt du igjen
Ej laane stundom Øre til hans Sang?
O! den forsinker ej din faste Gang;
Han gaaer fra din en vidt forskjællig Vej;
Dog troe mig! uden Maal - det er den ej.

Vil Rovdyr du til Mennesker omskabe,
Skal tøjleløse Flok sin Vildhed tabe,
Forvandles til et Folk; skal ud af Skove
Og Huler de fremlokkes, og ved Love
Forenes, tæmmes; og naar de skal lære
For Pligtens Bud Ærbødighed at bære;
Naar Kjerlighed skal samle Mand og Kvinde,
Og helligt Baand de vilde Lyster binde:
Da er det Skjalden, som med vældig Røst
Skal røre Hjertet i det haarde Bryst;
Som en Amphion bygge Huus og Bye;
Som en Prometheus fra højen Skye
Nedhente Dyds og Andagts skjønne Gnist,
Og ved sin Strengeleeg som Orpheus hist
Forvandle Løvers Myrdelyst til Mod,
Og stille Stormen i det hede Blod.

Naar Ynglingen skal modigt sønderrive
Vellystens Baand, og for sit Land hengive
298 Det varme Ungdoms Blod; naar Friheds Helte
Skal mod Tyranner drage Sværd fra Belte;
Naar liden Hob skal Overmagten møde,
Og ubetvungen for sin Arne bløde.
Naar Sejerherren skal sig selv bekæmpe,
Og Stoltheds Luen i sit Hjerte dæmpe:
Da er det Skjalden med sin Harpes Slag,
Som maner Modet frem paa Stridens Dag;
I Døden danser Hæren ved hans Sang,
Og Frygten flyer fra blodbestænkte Vang;
For Fædrelandet Mand og Yngling slaaer,
Bag Sværdet tryg den frelste Arne staaer;
Ej for Guldkronen blottes skarpe Staal;
Kun Borgerkrandsen er det høje Maal.

Naar en Apelles sig i Aanden hæver,
En Billedverden for hans Øje svæver;
Naar raadvild han det hvide Liin udspænder,
Veed ikke selv, hvor Tankens Strøm sig ender;
Naar en Praxiteles Gravstikken fatter
Forkaster, vælger, og forkaster atter,
Vil af de døde Stene Guder skabe;
Men maae sig i et Hav af Tanker tabe:
Da laaner Skjalden dem sit Ideal;
Han aabner dem Begejstrings Himmelsal;
Han giver Ønsket Retning, Tanken Flugt;
Han Æmnet viser klart, og ordner smukt;
Hvad de har anet i det tause Bryst,
Det tolker han med høj og liflig Røst.
Af Skjaldens Skole Kunstneren udgaaer,
Og ved hans Haand Udødelighed naaer.

Naar Himlen mørknes trindt, og Jorden truer;
Naar Skyer briste, og de røde Luer
Nedhvirvle sig; og naar med Brag og Bulder
Hen over Bjerg og Dale Tordnen ruller;
Naar Havet brøler og naar Luften suser
Orkanen hviner, Himmelpompen bruser;
299
Naar under Jorden Mørkets stærke Jetter
Nedtrække Bjergene, og Dale letter;
Da svulmer kjækt og vældigt Skjaldens Barm,
Sin Røst han blander med Naturens Larm;
Paa Stormens Vinger hæver sig hans Aand,
I Lynets Flammer seer han Almagts Haand;
I Bølgens Fraaden og i Fjeldets Damp,
I de løsladte Elementers Kamp
300 Han seer Alverdens Herres Kæmpegang,
Og følger den tilbedende med Sang.

Naar Torden, Lyn og Storm og Jordskjælv hvile,
Naar Solen leer, og lyse Himle smile,
Naar Haabets Farve smykker Mark og Skove,
Og milde Vinde kruse Søens Vove;
Naar Natten alle sine Lys antænder,
Og venligt glødende Fuldmaanen brænder;
Naar i dens Straaler Bækkens Hvirvler funkle,
Og Fugle slaae i Lundens Skygger dunkle;
Da smelter Skjaldens Sjæl i stille Lyst,
Vemodigt sødt slaaer Hjertet i hans Bryst.
Nu vandrer han i løvbekrandste Bugt -
Nu over Solsystemer gaar hans Flugt.
I Egens Krone - Rosens spæde Blad,
I Kildens Buble - Himlens Stjernerad
Han seer den evige Algodheds Gang,
Og jublende ledsager den med Sang.

301

Digterens Lyksalighed

(Harlekin Poet declamerer).

Lyksalig den, hvem Phæbos Harpen rækker!
Hvis Tinding han med Laurbærkrandsen dækker!
Hans Lod er skjøn, hans Herlighed er stor -
(sagte) i Ord.

Han paa Begejstrings stærke Ørnevinger
Sig himmelhøjt fra usle Jord opsvinger,
Mens Hoben efter ham forbauset seer -
(sagte) og leer.

Om end hans Bane her var trang og mørk,
Han gjør et Paradiis dog af en Ørk:
Han i et Hav af Idealer svømmer -
(sagte) han drømmer.

Stolt i sin Kraft han trodser Skjæbnens Harm;
Ej Sorgens Pile saare kan hans Barm;
Thi langt ophøjet over dem han flyver -
(sagte) han lyver.

En Skat han udi Phantasien ejer,
Som ej den hele Verdens Guld opvejer;
Han kjender intet Savn, og ingen Nød -
(sagte) undtagen den for Brød.

Hvo ligner ham i Herlighed, i Glands,
Naar, smykket med den skjønne Digterkrands,
Som Præst han stander ved Apollos Alter?
(sagte) i Pjalter.

Var han ej til, hvad maatte Verden savne!
Hans Meed er jo at glæde og at gavne,
Hans Standpunct hæderligt og højt forvist -
(sagte) ja i en Kvist.

302

Selv den, som staaer paa verdslig Højheds Tinde,
Jo søge vil hans Gunst - hans Sang at vinde:
Hvor findes den, som Skjaldens Storhed naaer? -
(sagte) paa Bidstrupgaard.

Hans Kvad beundringsfuld Man lytter til.
Hver Gang han med en ny fremtræde vil,
Med graadigt Blik en Skare paa ham venter -
(sagte) af Recensenter.

For Damerne han synger ej omsonst;
Han deler ofte lønlig Kvindegunst,
Saa mangt et Smiil, hvorved hans Sjæl monn' hoppe
(sagte) med Moppe.

Saa vandrer han lyksalig, from og blid,
Et godt, elskværdigt Barn, sin Levetid:
"Den Englesjæl!" Man højt om ham vil raabe -
(sagte) og hvidske: "o den Taabe!"

Ham alle Mand i hele Landet kjender,
Man elsker ham, Man bærer ham paa Hænder,
Man tusind Blomster paa hans Bane strøer -
(sagte) ja - naar han døer.
P. Sp.

303

Over en Lærke, som hungrede tildøde

Du sang, Du tolkede din Fryd, din Kummer
I Toner, Verden ikkun halvt forstod,
Indtil Du nynnede Dig selv i Slummer,
Og Livets mørke Fangebuur forlod.

De hørte Dig - de prisede din Stemme,
Naar Harmonier fra din Strube flød;
Dog i din Trang de kunde dig forglemme:
De lønnede dit Qvad med Hungersdød.

Var det en Digtersjæl, som Dig bebo'de?
En Flygtning fra Lisboa? Rom? Athen?
Af dem, som Fremmede paa denne Klode
Maae sukke tungt for Brød, og faae en Steen?

Ha! bort med Stenen! Stenen kun betynger
Og fængsler - let og frie er Skjaldens Gang.
En Brodersjæl, o Lærke! Dig besynger:
En Sangers Epitaphium en Sang.

304

Min Svanesang

Digtet i en langvarig og som dødelig anseet Sygdom.

Længe er det siden jeg var ung.
Haaret graaner, Gangen vorder tung.
Vaar og Sommer ere længst forbi.
Vinterklædt er Resten af min Sti.

Hjertet taber stedse Lyst paa Lyst -
Som sit visne Løv et Træ i Høst -
Længsel efter Længsel slumrer ind,
Alt som Glædens Roser paa min Kind.

Jordens Skjønhed falmer Dag for Dag,
Solens Glands blier meer og mere svag.
Blomsten hænger uden Skjær og Duft.
Maanen sygner i sin Taageluft.

Alting ældes - Hvad da ældes? Nej!
Det er ikke Verden; det er Jeg,
Jordens Liv gjenfødes Aar for Aar -
Jordens Herre har kun engang Vaar.

Herren lægge skal sin Herskerstav.
Liden Blomst fremspirer paa hans Grav,
Barnligt smilende til Himlen seer -
Han derunder er kun Støv og Leer.

Stakkels Konge! Og det er nu saa:
Land og Rige Du forlade maae:
Paa din Kiste sidste Vældesglands
Sees en Krone eller Laurbærkrands.

Ja, saa er det. - Sol staaer dybt i Vest.
Som en Gravsang lyder Natteblæst.
Alt fornemmer jeg hiin kolde Haand,
Hvor den stille løser Baand paa Baand.

305

Løs dem, milde Engel! løs dem hver,
Som har fængslet mig til dette Her!
Løs mig selv af faldefærdigt Huus!
Lad det synke saa i eget Gruus!

Jag mig Livets Sorger brat afsted!
Lad de gamle Glæder følge med!
Alle vige bort nu! - Alle? Nej!
Een ledsage mig paa nye Vej!

Kom Malvina! søde Datter Du!
Ræk din gamle Fader Harpen nu!
Længe hang den urørt, ej forglemt,
Sidstegang den til hans Barm bli'er klemt.

Tøver Du! Dit Blik har Frygt og Tvivl.
Skuf mig ikke med dit tvungne Smiil!
Mørkt vel er mit Ansigt, koldt mit Bryst;
Men herindenfor er varmt og lyst.

Kys mig Engel - o! din Kind er vaad.
Til de mørke Timer spar din Graad!
Let om Hjertet maae Du lytte til
Svanesangen, jeg Dig sjunge vil.

See Malvina! det er atter Vaar;
Solen i sin Ungdomsglands fremgaaer:
Trindt omkring os toner Fuglesang:
Blomstersmykt er grønne Foraarsvang.

See Malvina! Jeg er ung igjen,
Dandser let paa Blomstergulvet hen:
Hjertet svulmer frit i glade Bryst,
Aabner trygt sig mod hver Foraarslyst.

306

Skjønne Foraar! Glædens rette Høst!
Purpurklædt som Morgensol i Øst,
Smiler til det gamle Barn paa ny:
Alderdommens skumle Skyer flye. -

Barnets Engle ere atter nær;
Straalende i Haabets Himmelskjær
Om mig som en Blomsterkrands de staae,
Milde Længslers Æolsharper slaae.

Hør Malvina! der er Een iblandt,
Den som først mit unge Hjerte vandt,
Som for alle og i alle dog
Stærkest mig og sødest til sig drog.

Ja! jeg kjender Dig, den samme nu,
Som da først Du trylled Sind og Hu.
Dig i første Ungdomsglands jeg seer -
Ak! men jeg er ej den samme meer.

Nej - Og dog, nu est Du mere Min,
End da fordum Du mig kaldte Din:
Ynglingshjertet var blandt Mange deelt;
Snart tilhører det Dig ene heelt.

Slaa da Harpen! ungdomsstærk og varm.
Kryst din Fæstensgave til din Barm!
Du med den mig fæste sidste Gang!
Nu jeg sjunger vor Guldbryllupssang.

Fold nu dine Englevinger ud!
Kom og tag mig, Du mit Hjertes Brud!
Himlen sine Brudeblus har tændt:
Snart til Festen nu din Brudgom hent!

Brudeskamlen, som jeg knæler paa,
Jorden, synker. Højt i Æthren blaa
Did til alle mine Længslers Hjem
Før mig, Himmelbrud! af Mørket frem!

307

Tag, Malvina! Harpen hun mig gav!
Rør den, Datter! paa din Faders Grav!
Tag i Arv min bedste Glæde her!
Bedre vente den Forløste der.

308

Trækfuglene

Naturconcert

Præludium

Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk,
Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,
Og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det Hjærtet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
Paa Gjennemreisen jeg synger.

Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee -
Maaskee vel ogsaa lidt bedre;
Men mørke Dage jeg maatte see,
Og Storme rev mine Fjædre.

Jeg vilde gjerne i Guds Natur
Med Frihed spændt mine Vinger,
Men sidder fast i mit snevre Buur,
Det allevegne mig tvinger.

Jeg vilde gjerne fra høien Sky
Udsendt de gladere Sange;
Men blive maa jeg for Kost og Ly
En stakkels gjældbunden Fange.

Tidt ligevel til en Smule Trøst
Jeg ud af Fængselet titter,
Og sender stundom min Veemodsrøst
Med Længsel gjennem mit Gitter.

309

Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,
Lidt af din Vei Du hidtræde!
Gud veed, maaskee det er sidste Gang
Du hører Livsfangen qvæde.

Mig bæres for, som ret snart i Qvel
At Gitterværket vil briste;
Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel;
Maaskee det bliver det sidste.

310

Ouverture

Det er hvidt herude:
Kyndelmisse slaaer sin Knude
Overmaade hvas og haard -
Hvidt forneden, hvidt foroven,
Puddret tykt staaer Træ i Skoven,
Som udi min Abildgaard.

Det er tyst herude:
Kun med sagte Pik paa Rude
Mælder sig den smaa Musvit.
Der er ingen Fugl, som synger;
Finken kun paa Qvisten gynger,
Seer sig om og hvipper lidt.

311

Det er koldt herude:
Ravne skrige, Ugler tude,
Søge Føde, søge Læ.
Kragen spanker om med Skaden
Højt paa Rygningen af Laden,
Skele til det tamme Kræ.

Hanen sig opsvinger
Paa en Snemand; sine Vinger
Kladskende han sammenslaaer.
Krammer Halsen stolt og galer -
Hvad monstroe han vil den Praler?
Hvis endda om Tøe han spaaer!

Inderlig jeg længes
Efter Vaar, men Vintren strænges;
Atter Vinden om til Nord!
Kom Sydvest, som Frosten tvinger!
Kom med dine Taagevinger!
Kom og løs den bundne Jord!

312

Hjejlen

Hjejlen! han har ikkun een Melodie,
Og den endda i Minore;
Den stemmer lidt til Melankoli,
Og dog jeg raaber: encore!
Jeg ynder hans Maestoso godt;
Den passer til Heden derude;
Naar Havsulen klæder Himlen i Graat,
Og Moseuglerne tude.
Den passer ret vel til Blæstens Suk
Hen over Gravhøjes Toppe,
Til Kongeørnens blodtørstige Kluk,
Alt som han speider histoppe.
Det giver Liv dog i skumle Ørk,
Om langt fra ikke et lystigt;
Er Skyen graa og er Jorden mørk,
Den Fløjte klinger dog trøstigt.
Den leder Foraarsconcerten ind
Med en alvorlig Andante.
Desmeer forlystes da Sjæl og Sind
Ved Lærkens Allegro brillante.

313

Lærken

Der er han selv! Velkommen tusind Gange
Min Yndling, Du! som over Vintervange
Tør vække Foraarslyst;
Og, medens Frosten lukker Søens Bryst,
Vil aabne mit med dine Jubelsange.
Ak er det ei for tidligt dog, Du spaaer
Om den saa inderlig forønskte Vaar?
For tidligt jubilerer?
Hvis Vintren endnu een Gang triumpherer,
Du vistnok for din Spaadom Utak faaer.
Dog Nej! syng ligevel, du vakkre Digter!
Du spaaer saa skjønt, om og din Spaadom svigter:
Om af forsagte Sind
Gaaer alle Glæder ud - og Frygten ind,
Du uforfærdet dog for Haabet figter.
Ret saa, min Ven! i Vinterstorme just
Man synger bedst om Somrens Zephyrpust:
I Nattens Skygger dunkle,
Om Morgendiamanterne, der funkle
I Skummet af Skinfaxes Aandeprust.
Med Glædessang du hilser Morgenrøden,
Heel ubekymret om den bringer Føden;
Hver Aftenstund -
Med Sang du synker hen til roligt Blund,
Ved Midnat kvæder lige ufortrøden.
Du synger naar du kommer, naar du gaaer;
Ret saa! hvorfor i Høst ej, som i Vaar?
Naar Vandretimen lyder,
I det Farvel, du Sommerlivet byder,
Du lige freidigt Afskedstrillen slaaer.

314

Sisgenen

Du, som i Vaarens og Haabets Dragt
Har Vintervejen tilbagelagt,
Vær hjertelig hilset, min svenske Fugl!
Hvor i al Verden har du holdet Juul?
Dog ligemeget hvorfra du kommer,
Hvorhen du agter dig nu i Sommer:
Til hine grønklædte Klippebanker
Did følge Dig mine forlystende Tanker,
Det kunde slet aldrig gaae mig iglem:
De stolte Floder! de ydmyge Væld!
Den livlige Dal! det alvorlige Fjeld!
Og Folket, som boer i de yndige Dale!
Saa gjevt udi Daad, og saa vakkert i Tale!
Og Kvinderne, mere end Haaret viser,
De ere Døttre af Oldtidens Diser.
Ak! er end slet Ingen, mig haver kjær;
Dog Een og Anden vel mindes mig der.
O siig dem - og kan du - da syng du det frem
I dette dit skjønne, velsignede Hjem:
"Der boer en Mand paa de jydske Vange,
"Han digter Æventyr, digter Sange;
"Ham kommer ved Blikket mod Sveas Kyst
"En Taare i Øjet, et Suk i hans Bryst."

315

Hornuglen

Hvilken frygtelig Fagot!
Fra Ruinerne af Bugges Slot
Har som Barn jeg hørt den. Ordet gik:
Denne sande Spøgelsemusik
Var af Herren selv paa Gammelhald,
Hvor han klager over Borgens Fald;
Over Kongen, som hans Ridderblod
Ved Snigmordere udøse lod.
Siden blev mig af vor Skytte sagt:
Det var Lyden af den vilde Jagt.
"Søndagsjægeren!" hver Nat han maae
For sin Ryggesløshed bøde saa.
Lykkelige Tid, da jeg i Ro
Kunde Æventyr og Fabler troe.
Var der noget, som mig Skræk indjog,
Var der Andet, mig forlysted dog.
Og om ængstedes mit unge Bryst,
Selve Skrækken havde og sin Lyst.
Tud kun derfor, vilde Jæger, Du!
I dit Jagthorn! Væk den gamle Gru!
Med de unge Dages Tryllerie
Fyld igjen min gamle Phantasie!
Og er end som Mand jeg heel erfar'n
Lad mig dog som Digter være Barn!

316

Viben

Viben! det lille næsvise Ting
Slaaer mig om Kjæret saa mangen en Ring,
Tumler sig lystigt i luftige Dands,
Værger om Kjæret, som det var hans.
Skjælder og smælder paa hver en Fugl:
Kryber end ikke for Ørnen i Skjul.
Havde han Magt blot, som han har Villie,
Hersked han ene paa grønne Tillie.
Hvad mon vi skal med den Skjændegjæst
Her ved den frydfulde Foraarsfest?
Dog, kan jeg tænke, af evig Fred
Blev man tilsidst dog i Længden keed.
Hvad er et Ægteskab uden lidt Kiv!
Kun et langsommeligt søvnigt Liv.
Hvad er et Venskab foruden lidt Tvistighed!
Visseligen Hyklerie kun og Listighed.
Nu, ogsaa du da velkommen her!
Ansee som Herre dig over mit Kjær!
Yp mod de Andre din lille Krig,
Fører den, veed jeg, foruden Svig;
Ender den, veed jeg, foruden Tab,
Fanger end ikke det mindste Skrab.
Ikke besværlig din Skjænden kan falde mig:
Min Kritikakler jeg derfor vil kalde dig. -

317

Stæren

Eja! Velkommen du lystige Stær!
Har vi din Skjelm nu tilbage her?
Hvor har du stjaalet i Vinter din Viin?
Sidste Høst kneb du ved Mosel og Rhin.
Nu har du vist været nede ved Cap,
Og med Constantia lædsket dit Gab;
Eller som Probenreuter med Fif
Gjæstet Madeira, maaskee Tennerif.
Sikkert, af Druen begejstret, du spaaer
Om den med Længsel forventede Vaar;
Knæbbrer som Storken, og kviddrer som Svalen,
Fløjter som Droslen og Nattergalen.
Vist nok, ifald jeg det nøje tager,
Alt jo af Efterabelse smager;
Men om du gjør det kun temmelig godt,
Vil jeg dog kalde dig min Pierrot.
Er af Plastikere du ikkun Halen,
Staaer du end dybt under Originalen:
Vækker du om den Erindringer ømme,
Glæder mit Hjerte med Foraarsdrømme.
Drømme jo ere, som Hvermand veed,
Skjønnere ofte end Virkelighed.

318

Storken

Hillemænd!
Husets allerældste Ven!
Gaaer han ikke der og spanker,
Nu som før i dybe Tanker.

"Det er ikke sært, min Kjære!
"Om jeg maa adstadig være:
"Jeg var Mand, da du som Dreng
"Plukked Blomster udi Eng".

Det er sandt!
Jeg erindrer ogsaa grant
Hvad min Moder da mig sagde:
Du Smaabørn fra Engen bragde.

"Nu kan vistnok Ingen mere
"Dig med saadan Snak fixere;
"Ældre er Du, kan jeg see -
"Er Du ogsaa klogere?"

Ja og Nej!
Dog derom er Talen ej.
Lad os snakke nu om Andet.
Hvor' staaer til i Sønderlandet?

"Næsten som det altid plejer:
"Sund Forstand slet Intet vejer;
"Stedse man forsvinde seer
"Dyd og Penge meer og meer."

Guld og Dyd!
Følges disse ad i Syd?
"Hver er god for sig" saa siger
Man i disse Nordens Riger.

319

"Hisset har man ikke Stater,
"Men alene Potentater -
"Een kun klædt i Purpur staaer,
"Resten udi Lænker gaaer."

Det var slemt,
Hvis det ellers ej er Skjemt.
Her regjerer ikkun Loven;
Frihed gaaer bag selve Ploven.

"Anstrøg af Religionen
"Hører hisset nu til Tonen;
"Smaafolk troe en Smule meer,
"Philosofen dem beleer."

Kjære, Nej!
Her vi gaae en bedre Vej:
Arme, Rige, Læg og Klerke
Alle er' i Troen stærke.

"Hisset bøjer Guldet Retten,
"Rigest vinder altid Trætten.
"Loven fanger kun de Smaa,
"Udenom de Store gaae."

Det er stygt!
Udi Lovens Skygge trygt
Her den Fattige sig strækker,
Retfærds Skjold ham stedse dækker.

"Venskab hist er kun en Maske,
"Kjærlighed en snedig Taske;
"Falskhed, Løgn og Hyklerie
"Giver Titel af Genie."

Fy for Skam!
Man i Sindet bliver gram
Ved saa megen Løgn at høre:
Stoppe vil jeg nu mit Øre.

320

Glenten

Ret længe skal vi nu, min Tro!
Paa Sneppen ikke vente;
Der er hans Reisefælle jo,
Den Tyveknægt, den Glente.
"En Tyv! det burde du, minsandt!
"Bevise først tilfulde:
"Hvis man i Gjerningen mig fandt,
"Jeg aldrig nægte skulde.
"Jeg slider som en ærlig Mand
"For mig og mine Unger;
"Men uden Skyld man falde kan
"For onde Klaffertunger.
"Jeg arme Stakkel lide maa
"For hvad de Andre gjøre;
"Den rette Tyv - du lide paa -
"Er nærmere for Døre.
"Nu kan Du troe mig, om Du vil,
"Men det er Storken, Kjære!
"Det kan Du dig forlade til
"Den rette Tyv mon være.
"Det er, for Huus Du laaner ham
"At han Dig saa bestjæler;
"Han har bidt Hovedet af Skam -
"Er baade Tyv og Hæler."
Tak for din Underretning, Ven!
Men Løn Du og kan vente!
Bie lidt! jeg kommer strax igjen;
Jeg Bøssen blot vil hente!
Ah! see hvor flux han Flugten tog
Den gamle Skjelm, den Glente!
Uegennyttig er han dog:
Bagtaler Folk for Inte.

321

Sneppen

Tys tys tys! hvad hører jeg?
Hvad er det, som rører sig
Hisset i Haslen
Med Raslen?
Med klapprende Vinger
Sig svinger?
Ja, ved Sanct Hubertus! der har vi den jo!
Nu bliver der herken Rist eller Ro.
Tirez haut! tirez haut!
Hvilken stærk Magie
Ligger i
Disse mystiske Ord:
Er det ej, som om virkelig foer
Et electrisk Stød gjennem Jægerens Bryst
Ved den tryllende Røst?
Fra Morgenstund
Til den mørke Nat,
Med sin Flint og sin Hund,
322 Gjennem Skov, gjennem Krat;
Og har han tillige en Fjer i sin Hat
Af den første Sneppe fra Skoven baaret,
Til Sneppekonge da er han udkaaret.
Og stolt som en Konge, og langt mere glad
Han staaer som den Første i Jægernes Rad.
Men Æren og Glæden de vare kun kort,
Til den kjære Gjæst rejser atter bort:
Naar første Blomst udi Lunden smiler,
Mod Norden han piler.
Og Jægeren hænger sin Bøsse hen;
"Mon jeg er med, naar det hedder igjen:
"Tirez haut! tirez haut!"

323

Silkehalen

Nordens Phoenix! ligesaa deilig som sjelden!
Er det saa da, lider Du aldrig af Ælden?
Kan i Ungdomsglands uforanderlig bramme?
Eller maa Du forynges i luttrende Flamme?
Kan som Ægyptens henfalde i Støv og i Aske,
For paany i ungdommelig Skjønhed at braske.
Er det Dig, som i Digterhjerne udklækker
Sjælevandring? og Haab om Udød'lighed vækker?
Har Du lært ham, at smile ad Graven og Baalet?
Lært ham, søge sig fjernere, høiere Maalet?
At Du gjæsted' mig, syv Aar er det jo siden:
Hvi for Dig just saa langvarig Vandringetiden?
Hvorfor syv just? I syv forvandle sig Larver,
Syv ere Prismaets, syv ere Regnbuers Farver;
Syv de Toner, i hvilke Mennesket synger;
Syv de Aar, udi hvilke han selv sig forynger.
Ak! men under enhver Foryngelse ældes
Jordens Herre, indtil omsider han fældes
Af en Stærkere, Døden. I Støv og i Aske
Falder hen da Sjælens yndige Maske.
Ja! men Dødens stærkere Herre vel gjemmer
Sjælen en bedre, naar fra de luttrende Emmer
Den, en udødelig Phoenix, paa himmelske Vinger
Over Døden og Mørket til Lyset sig svinger.

324

Solsorten

Fløjtetoner elskovsømme, bløde,
Naae mit Hjerte.
Mon af Nattergalen, lille Søde!
Du dem lærte?
Blomsterløs er Engen, bladløs Skoven,
Isen tynger
Søens Barm, i Fængsel sukker Voven -
Og Du synger?
Dine Sange, Du! om Vaarens Glæder,
Hvi saa korte?
Førend Mark og Skov bær Vaarens Klæder,
Er Du borte.
Er det sandt: gaaer Du til Norges kolde
Bjergetoppe?
Hvad kan vel den ganske Sommer holde
Dig deroppe?
Er dog ikke smukkere hernede
Mine Bøge?
Hvorfor vel i Granerne din Rede
Hisset søge?
Men der hang din Moders, kan jeg tænke.
Reis da Kjære!
Fødelandet, veed jeg, har en Lænke,
Blød at bære.
"Blød at bære; ja! men haard at bryde;
"Tung at kaste,
"Let at bære. Hjertets Længsler byde
"Did at haste.
"Bøgen hørte dine første Sange,
"Dine Sukke;
"Granen paa de kolde Klippevange
"Bar min Vugge."

325

Droslen

Naa! skal du ogsaa strax afsted?
Vil knap et Stykke qvæde.
Ak! hvem der maatte reise med!
Det blev en Hjertensglæde.
Jeg gad dog gjerne seet engang
De stolte norske Fjelde;
Hvor, hæved' over Skyens Gang,
De trodse Tidens Ælde.
Gad hørt hvorledes Tordenskrald
Imellem Klipper rumle;
Hvor Fosser sig fra høien Hald
Ned udi Dybet tumle.
Jeg gad besteget Skøgtuls Tind,
Hiin hvide Klippetue,
Hvor dybere i Himlen ind
Det klare Blik kan skue.
Gad lyttet i den mørke Skov
Til kæmpende Tiurer,
Hvor stærke Bamse gaaer paa Rov,
Og Feige Graabein lurer.
Hvor Skytten flyver op og ned
Ad Bjergene paa Skien,
At æske ud til Kamp saa heed
Den gamle Skjelm i Hien.
Gad seet, hvor raske Gutten slaaer
En Halling saa det dundrer,
Og Gjenten med det gule Haar

326 Undselig ham beundrer.
Gad seet det Sted, hvor Ola sad
Hiin Morgen førend Slaget,
Da Skjalden Bjarkemaalet kvad,
Og vakte Vaabenbraget.
Jeg gad end heller seet den Steen,
"Som truer Norges Fjender,"
Hvor over tusind Sætters Ben
Den gamle Lougen rinder.
Gad seet det stærke Fredrikshald,
Paa gamle Dage tænke,
Da Carl dig maatte ved sit Fald
Udødelighed skjænke.
Ak ja! jeg gad mig tumlet der,
Paa Dovre, som ved Sarpen -
Men jeg maae blive hjemme, her
I Lyngen røre Harpen.
Farvel min norske Ven! far hen
Paa dine lette Vinger!
Men har min Harpe der en Ven,
Min Hilsen Du ham bringer.

327

Skovduen

Der kommer Duen: den blysomme Fugl,
Og søger i Skoven det tætteste Skjul;
For trofaste Elskov i huuslige Ro,
For Familieglæder i lønlige Bo.
Naar Bøgen i Maj slaaer sin Solskjerm ud,
Du sidder derunder med kjelne Brud:
Jeg hører din ømme Kjerlighedsrøst,
Og mindes mit eget Hjertes Lyst.
Der var en Tid, da jeg og som Du
Har levet allene for Glædens Nu,
Da mange Tanker bevæged mit Sind,
Men alle de andre til een svandt ind;
Da hver en anden ungdommelig Lyst
Indsmelted til een i mit elskende Bryst:
Da kom det mig for, som om Livet var
En bestandig Vaar og bestandig klar.
At alle de friske Blomster jeg saae,
Engang skulde visne, jeg tænkte ej paa.
Jeg tænkte ej paa, at Skovens Pragt
Engang maatte skiftes med Vinterdragt:
Ej at din forelskede Kurren engang
Vilde tie som al anden Fuglesang.
Og ak! jeg tænkte end mindre paa,
At Kjerlighed ogsaa kunde forgaae;
Men elsk kun, min Due! og bryd dig ej om
De Vintertanker fra Skyggerne kom.
O! kur kun og kjæl kun og hør ikke paa
De Tungsindighedssuk, fra mit Hjerte gaae.
Thi nyd du mens Tid er din Foraarslyst!
Alligevel tidlig nok kommer din Høst.
Vær klog da og glæd dig imens du er ung!
Den sildige Anger er bitter og tung:
Naar Vinteren kommer saa kold og saa haard
Du flytter jo dog til en anden Vaar.

328

Falken

En Falk! ja nu er den Tid forbi,
Du reed i Kongefølge.
Vel est du nu atter fattig, dog frie;
Kan dig i Skoven dølge.
Tilforn du båres paa Fruerhaand
Og skjult i Gyldenhætte;
De vilde dig smykke med Rosenbaand,
Men dog i Fængsel sætte.
Dog - var det ej bedre, da herlig Musik
Omkring dig monne skingre?
Da Føden fra Herreborde du fik,
Og Klap af Rosenfingre?
Den ædle Hest og den trofaste Hund
Fik Hug, naar Du fik Æde -
Og du var som Gjæst i den grønne Lund,
Naar Prindser gik til Sæde.
"O! al denne glimrende Lykke forvist
"Jeg under Nattergalen:
"Gier ei af min Rede den mindste Qvist
"For hele Riddersalen.
"Jeg giver end ikke en Draabe Vand
"For Viin af gyldne Bæger;
"Og er jeg endogsaa en fattig Mand
"Mit eget Bord mig kvæger.
"Bøj du kun for Stormanden dybt din Ryg,
329 "Naar du hans Kjøkken lugter:
"Om der til Eftermad vanker lidt Stryg,
"Kys Riset, som dig tugter.
"Sæt dig kun til Nattergalen i Buur!
"Og syng naar Herren byder;
"Jeg svinger mig ud i den vilde Natur,
"Og fattig Frihed nyder."

330

Thomas i Gjærdet

Nordiske Kolibri! Du som boer -
Ingen veed jo næsten hvor.
At et lidet Glimt af dig man seer
Det er Nyt som sjældent skeer.
Hvi saa sjælden Du til Lyset frem!
Har du ogsaa Huus og Hjem?
Har du Lille! ogsaa Børn og Viv?
Til din søde Tidsfordriv?
Hvad bestiller du den Dag saa lang?
Giver ej et Hvip engang.
Boer maaske herfra i Verden vidt?
Er kun her en Eremit?
Eller har dig Slægt og Ven forladt?
Sørger derfor Dag og Nat?
Eller ak! maaske du ogsaa veed
Lidt om skuffet Kjerlighed?
"Jordmonark! Du seer saa stoltelig
"Fra din Høihed ned paa mig.
"Sand Lyksalighed, din Viisdom troer,
"Kun i Glands og Færdsel boer.
"Siig mig: i dit eget lange Liv
"Hvad er vel din Tidsfordriv?
"Drømme skjønt om Magt og Herlighed,
"Bygge op og rive ned:
"Sætte dig et Maal, du aldrig naaer,
"Kæmpe om et Potteskaar.
"Store Herre! ynk kun ikke mig!
"Jeg misunder ikke dig.
"Bad dig, brænd dig kun i Ærens Sol!
"Tumle dig fra Pol til Pol:
"Enden dog, du Træl af Magt og Guld!
"Er ikkun en Sæng af Muld."

331

Rørdrummen

Hør!
Hvilket Suk! det hæver sig og døer,
Liig en Basunes i Søens hvislende Rør.
Hvo er du, som hilser Vaarens Dage
Med Klage?

"Nej!
"Hvad du hører, Klage er det ej;
"I Elegier alleneste bejler nu jeg.
"Hvorfor kan man ej i Suk udtrykke
"Sin Lykke?

"O!
"Der er Lykke, mere end du vil troe
"I umisundte, stille, lønlige Boe.
"Ikke alle Suk og Taarer glide
"Af Kvide.

"Sang,
"Selve din, min Ven! har ej engang
"Idelig jublende Glædes henrivende Klang;
"Og maae Du ej selv jo stundom græde
"Af Glæde?

"Tidt
"Om Lyksalighed paa Jorden vidt
"Lede I Mennesker! finde som oftest lidt;
"Mangen leder, til han vorder fremmet
"I Hjemmet.

"Mit
"Er kun snævert, ejer ikkun lidt;
"Dog jeg det ikke, du Stolte! bortbytter for Dit.
"Ingen, Du! af dine gyldne Avner
"Jeg savner.

332

"Flyv
"Med din Legion af Ønsker! Klyv
"Møjsomt til Ærens Top, og lyksalig Dig lyv!
"I min Vraae jeg skal Dig ingenlunde
"Misunde."

333

Bruushanen

Tringa pugnax! nu blier her et muntert Liv;
Thi hvad er Livet foruden Kiv?
Lig en Sommer foruden Torden og Blæst,
Bestandig Solskin tjener ej bedst.
See! til Striden sig ruster den modige Trop,
Rejser Fjedre og puster sig op.
Trindtom stander det svage, men kjerlige Kjøn;
Elskovs Glæde er Tapperheds Løn.
Nu begyndes: jo det gaaer alvorligt til!
Ret som tilforn udi Ridderspil;
Damerne, læse vi, monne deeltagende see
Paa den rædsomme vilde Melée;
Eller som i vor mere forfinede Tid
Naar Recensentere rage i Strid
Med Forfattere, kæmpe, om ej med Spær
Saa dog med mordiske Gaasefjær;
Men med den Forskjæl, at Ridder og Bruuskok veed
Altid Kampens Aarsag og Meed,
Samt at alle de Vaaben, vi hos dem see,
Ere aldrig forgiftede.
Ej! hvad nu! skal Krigen endes saa snart?
Ah! der kommer en Høg med Fart;
Ret som hiin, der fra Elba tilbagevendt
Raabte: nu er Congressen endt.

334

Rylen

Det er jo Rylen, som hisset kommer!
Hun bliver dog over hos os i Sommer.
God Morgen! i Mosen, paa Engen, ved Vejlen;
Vær s'god! Tag til takke hos Viben og Hjejlen!
Jeg lider Din stændige Huusmodersyssel,
Hvor vel under idelig Sylren og Myslen:
Jeg veed det er ikke saa ilde meent:
Du vil have Huset forsynet og peent.
Den Mand og de Børn vil ej Orden holde,
Det kan Dig jo ogsaa lidt Ærgrelse volde;
Jeg kommer dog virkelig flere i Hu,
Der jævnt hen knurre og knærke som Du;
Men skjøndt de ogsaa skjænde en Smule
Og, som det kan træffe imellem, suurmule;
De have forinden et kjerligt Sind,
Foruden et smigrende Smiil paa Kind:
Et kjælent Ord og et Favnetag ømt -
Nu, Herre Gud! hvad er vel da forsømt.
I hele Naturen er haardt som blødt
Jo blandet, som Livet med suurt og sødt:
Af begge dog Skjæbnen ret ligeligt maaler,
Og den ikkun nyder som ogsaa taaler.

335

Horsegommen

Du Flyvemester, der stiger mod Sky'n,
Pizzitando!
Og styrter til Jorden igjen som et Lyn
Smorzando!
Din Amoroso klinger, min Troe!
Som Latter;
Skjøndt først du har stemt til Adagio,
Du skratter.
Est du en Elsker, der nærmer sig ømt
Med Smiger;
Med Spot, naar Elskovs Bæger er tømt
Bortviger?
Maaskee du skal med dit sælsomme Spil
Advare?
Tidt Elskov er blind, og ej tænke vil
Paa Fare.
336 En farlig Tid er Kjerligheds Vaar,
O Piger!
Om Kjerlighed indtil Døden den spaaer;
Men sviger -
Den sviger ofte og ofte snart,
O Qvinder!
Snelt kommer Amor, men og med Fart
Forsvinder.
Men hvis du med Venskab ham fængsle forstaaer,
Du Skjønne!
Skal han Dig med Troskab i Høst som i Vaar
Belønne.

337

Muusvaagen

Ih! see god Dag Hr. Laandraad! hvordanne staaer det til?
Der er saa læng' imellem De os besøge vil;
Det er jo mange Tider - et halvt Aar er det vist -
At her i disse Egne vi have seet Dem sidst.
"Ja, Kjere! jeg maae virke foruden Roe og Rist
"Og svære Embedspligter mig have fængslet hist.
"Jeg veed det nok: man venter mig her med Længsel stor;
"Med Extrapost jeg derfor herhid fra Syden foer,
"Her har jeg saa det samme uendelige Slid;
"Og naar endda jeg rigtig blev lønnet for min Flid!
"Men mine Sportler falde bestandig saare smaa:
"Af Rotter næsten ingen, af Muus kun ganske faa."
Det tykkes mig dog ikke; endskjøndt De siger saa
Og overalt min Kjere! man klager ogsaa paa:
De gjør Dem selv betalt udi Bondens Høns og Lam,
Og er det sandt, mig tykkes: det næsten er en Skam.
"Hvad snakker De om Bonden? jo den Karl! luur De ham -
"Det skader ham slet ikke, engang han faaer et Ram:
"Min Sportulering, skriger han altid paa, er dyr;
"Jeg taer kun for Udpantning mit lovlige Gebyhr."
Ja saa! jeg har og kjendt Dem jo som en ærlig Fyr;
Der med en sjælden Strenghed Skin af det Onde skyer:
Men Embedsmænd beklikkes saa ofte, kan jeg troe,
Gid Deres Ret saa lovlig, De nyde maae i Roe.

338

Stillitsen

Smukke Fugl! Du som saa tarvelig
Tager Føden Din af Tidsler;
Vakker er din Sang, thi blidelig
Som en Kilde den henrisler.

Men ved slig en Kost hvorledes kan
Du dog Lyst til Sangen finde?
Kan en Digter da ved Brød og Vand
Lade Digteraaren rinde?

"Netop Kjere! Skjalden sulte maa;
"Synger bedst, naar han er sulten,
"Siig mig, hvor en feed Poet Du saae!
"Neppelig ved Skriverpulten.

"Det forstaaer sig: sulte reent ihjel
"Maae han ei. Jeg har en Broder,
"Som i Buur befinder sig ret vel,
"Men maae trælle for sit Foder.

"Rigtignok: hans meste Tid gaaer bort
"Med hans Ædekop at trække;
"Men selv det Opmærksomhed, skjønt kort
"Kan for ham hos Mange vække.

"Men han venter og, naar han er død,
"At hans Skind udstoppet bliver.
"Denne Løn, min kjere Mand! er sød,
"Og hans Hjerte kjønt opliver."

339

Irrisken

Ha! Bravo! først Liv nu Concerten faaer
Ved Piccolofløjten foroven.
Naar du dine smaa Tremulanter slaaer,
Da vandrer jeg gladest til Skoven.
Og Kjerester vandre nu Arm i Arm
Alt under Løvhvælvinger grønne;
Og sødeligt svulmer forelsket Barm
Af Haabets Drømme saa skjønne.
Fuldt toner Elskovs Natur-Symphonie
Og vækker Hjerternes Længsel;
Gjør Tungen af Blyhedens Lænke frie,
Og Ønsket udaf sit Fængsel.
Bevingede Bejler! som frit og trygt
Din Elskovserklæring fremfører;
Dit lille Hjerte ej kjender til Frygt,
Og Tvivlen det aldrig berører.
Hvi kan dog ej Mennesket elske som Du
Og ej med fordelede Kræfter?
Hvi kan det ej leve for Kjerligheds Nu,
Og uden Frygt for Herefter?
Men haver dette Herefter maaskee
Et høiere Noget at byde?
En Elskov, som ikke skal Døden see
Og aldrig er til at fortryde?
En anden stor Harmoniemusik
Og uden skurrende Toner,
For hvilken vi ikkun et Varsel fik
Fra Skovenes dunkle Kroner.
Saa er denne lille Concert maaskee
Præludium blot til den Store;
Naar Jord og Himmel forenede
Istemme et evigt Majore.

340

Svalen

Vidlvit! der er Svalen, min Troe!
Ih nu da! saa har vi Sommeren jo!
Vor kjere Logerende fra ifjor!
Gjerne han paa et Tagkammer boer!
Bygger og holder det selv istand -
Hjertelig velkommen i vort Land!
Altid beskjæftiget! ud og ind!
Op og ned! hid og did, som en Vind!
Haver ei Tid til at gi'e os en Sang,
Førend ved Sommerens Ende engang:
Spidser os af med et kort Kvirrelit;
Først naar Familien kommer saa vidt,
At den kan skytte sig selv, faaer han Roe,
Til os at more en Gang eller to.
Men Soireen er atter kort!
Kommer endda først naar han vil bort:
Sildig han kommer og tidlig han gaaer;
Alt udi Høsten om Vinteren spaaer.
Siger Farvel til den gyldene Vang -
Hvor er Du henne den Vinter saa lang?
Har dig en anden Sommer maaskee,
Medens vi her have Frost og Snee?
Har dig et andet Lyststed der,
Mens vi har Byger og Storme her?
Eller mon sover du Vinteren hen,
For at opvaagne med Vaaren igjen?
Ak ja! saa skal jeg jo og engang
Sove min Vinter - Gud veed hvor lang -
Tænker dog: den, som kan vække dig,
Til Foraaret ogsaa vil kalde paa mig.

341

Vagtlen

"Hys!
"Tys!
"Kom nu og kys!
"Tag mig!
"Drag mig!
"Ej meer beklag dig
"Over min Kulde!
"Thi nu er jeg varm.
"Kom da. du Hulde!
"Og synk til min Barm!"
Ja den har du lært udi Myrthernes Land,
Hvor Rosen aldrig henvisner;
Hvor Hjertet enten maa staae ibrand,
Eller og af Kulde det isner.
Hvad vil du med saadan en Elskov her?
En Ild, som Vesuvio tænder?
Her have vi " mindre men længere kjær;"
Men her er ingen, som brænder.
Her kalde vi den kun en Fusentast,
Som elsker meer end tilmaade;
Med Ingenting haver der her nogen Hast;
Fornuften skal alletid raade:
Her er saa meget andet, som først
Skal ta'es i nøje Betragtning;
Man slukker ei heller sin Elskovstørst,
Før Venner har givet Eragtning.
Saasnart vi nu synes, det nok kan gaae an,
Og Begge er' tjent' med Partiet:
Saa blive de unge Folk Kone og Mand -
Hvis ikke man har sig forbiet.
Og naar de saa bli' til hverandre vandt',
Og kjønt forliges da siden:
Jeg virkelig engang imellem fandt,
At Kjerlighed kommer med Tiden.

342

Hejren

Der kommer Hejren i Bølgeflugt,
Velkommen skal han være!
Rigtignok synger han ikke smukt;
Har ingen skjønne Fjære.
Rigtignok har han et slet Renommee
For visse Tyverænker;
Fiskeren vil ham nødigen see;
Kun paa hans Død han tænker.
Men jeg tænker paa den yndige Ø,
Hvor han sin Rede bygger;
Den ligger i Christian den Fjerdes Sø
Dybt under Bøgeskygger.
Jeg tænker mig hen i den venlige By,
Der klynger sig til Skoven;
Naar Solen gaaer frem af sin Morgensky,
Og klart forgylder Voven.
Jeg tænker mig ind i den fremfarne Tid,
Da Kongesønnen øved
De Kræfter, som siden i blodige Strid
Hans mange Fjender prøved.
Da var der et Liv i den lille Stad;
Da var der Liv paa Søen;
Naar kongelig Styrmand ved Roret sad,
Og foer om Æbeløen.
Jeg tænker i Tiden mig længere ind
Paa hine Trængselsdage,
Da Nørreriismanden med Heltesind
Drev fremmed Vold tilbage.
Jeg tænker i Tiden mig længere op,
Og paa hiin Kongemoder,
Der værged med liden trofaste Trop
Om sine unge Poder.
Vel er hun alt længe saa godt som glemt
Med Slægten hun forsvared;
Ej vides, hvor Ebbesens Liig er gjemt;
Hans Daad kun er bevared.
343
Vel ligger det prægtige Slot i Gruus,
Hvor Christian holdte Festen.
En Taarneruin er nu Uglens Huus,
Og Ræven ejer Resten.
Ak! Kongernes Slægter og Slotte forgaae;
Forgjæves man dem freder;
Men hisset de vilde Træer end staae,

344

Ternen

Terne! Du erindrer mig
Sødt om gamle Dage,
Mine Tanker vende sig
Gjerne did tilbage.

Tosset var jeg rigtig nok,
Da enhver, som vilde,
Udaf Eventyr en Skok
Kunde mig indbilde.

Kunde faae mig til at troe,
At Du var den samme,
Som til Signes Jomfruboe
Stak den røde Flamme.

Du var Skyld i al den Harm
Ved din trædske Tunge;
"Habor laae i Signes Arm"
Røbed Du den Konge.

Tidt ved Haborshøj jeg sad,
Og paa Hyrden hørte,
Naar han Signes Vise kvad.
Ak! hvor den mig rørte.

Hvad han sagde, hvad han sang,
Vist og fast jeg tro'de:
At Kong Siger her engang
Virkeligen bo'de.

At i Sigershøjen hist
Hviled sig hans Bene,
Mens Du flagrer uden Rist
Over Gravens Stene.

345

Og at her i Galgen svang
Habors røde Kofte:
Ak! jeg kunde ej den Sang
Høre da for ofte.

Men nu er jeg bleven klog,
Troer ej meer, men tvivler;
Ad den stakkels Skolepog
Heel fornuftigt smiler.

For nu har jeg lært saa vel
Udaf lærde Bøger:
At man Stedet uden Skjel
Her paa Heden søger.

Om i Sjælland snarere
Saadant er passeret;
Eller og i Sverrige,
Har man disputeret.

Efter mangen lærd Tractat
Kan da snart man dømme,
Komme til det Resultat:
Alt er bare Drømme.

Hm! mig tykkes næsten dog:
Om jeg end udtømte
Lærdoms Skat, at som en Pog

346

Gjøgen

Min Søn! om Du vil i Verden frem,
Saa kuk!
Hvad enten Du finder den god eller slem,
Kun kuk!
Om den gaaer frem, om den gaaer tilbage,
Den lige let Du Dig altid tage!
Med Smiil og med Latter,
Syng højt og syng atter:
Kukkuk!

Naar den forfølger hvad man kalder Dyd,
Saa kuk!
Naar Sandheds Røst døves af Bjældelyd,
Saa kuk!
Naar den, som sidder paa Dommersæde,
Mon Ret og Pligt under Fødder træde:
Syng lystig med Latter!
Syng højt og syng atter:
Kukkuk!

Den Lærde fanger i Taarer sin Løn,
Og Suk!
Din Lærdom bestaaer i eet Ord, min Søn!
Kukkuk!
Den Lectie, veed jeg, er let at lære,
Og den skal Dig gyldne Frugter bære.
Bestandig med Latter!
Syng atter og atter:
Kukkuk!

Vær doven! kun trættes Du aldrig ved
Dit Kuk!
Tilsidst raaber hele Verden med
Kukkuk!
Den Nøgle vil aabne Dig alle Døre,
Til Ærens Top Dig paa Roser føre;
347 Kun immervæk trøstig!
Syng højt og syng lystig:
Kukkuk!

Vær Skjelm og Kjeltring! men glem blot ej
Dit Kuk!
Dit Øre for Jammeren paa din Vej
Kun luk!
Du Klager og Bønner kun møde med Latter!
Jo mere de græde, jo mere Du skratter!
Frisk op Du! og bryst Dig!
Syng højt Du! og lystig:
Kukkuk!

Beskeden Fortjeneste kæmpe mod Savn
Med Suk!
Du raabe bestandig paa eget Navn:
Kukkuk!
Du aldrig for egen Familie svede!
Men læg dine Æg Du i Andres Rede!
Lad Andre Dig fo're!
Dig selv Du kun more!
Kukkuk!

Men Alting ender paa Livets Vang
Et Suk.
Omsider Du kvækker for sidste Gang
Dit Kuk.
Thi kuk da saa højt og saalænge Du aarker!
Snart uden Kuk Du i Graven snorker.
Min Søn da kun trøstig!
Syng højt og syng lystig:

348

Lyngspurven

Hvem der! hvor saaes vi To sidste Gang!
Ak ja! det var jo hisset ude,
Hvor intet Bjerg gjør Vejen trang;
Hver Nat, ja hele Dagen lang,
De Vestenvinde tude.
Men hvorfor vilt du just i Ørken boe?
Der er jo ikkun lidt for Øjet -
En fattig Enbærbusk din Skov er jo!
Men gier dig Føden kan jeg troe,
Du er med lidt fornøjet.
Der sidder Du nu hele Dagen lang
Mens Storm din Skov mon ryste;
Men selv i denne øde Vang
Du har en munter Elskovssang,
En Vandrer at forlyste.
Hvor kan da Livets korte dunkle Nu
Dig saa til Glæde stemme?
Ak! hvo der kunde dog, som Du,
Med stille Sind og nøjsom Hu
Sig saa i Hytten gjemme!
Men jeg, jeg skal bestandig op og ud -
Om blot med mine Tanker;
I Havblik og i Bølgebrud,
I Sommervarme, Vinterslud,
En Pillegrim jeg vanker.
Du har i Fattigdom et sorgfri Bryst,
Og i din Løndom Glæder;
Hvi drives jeg af Rejselyst,
At søge Lykke eller Trøst
Paa ubekjendte Steder?
Hvi kan jeg ej som Du slaae mig tilroe,
Til Trækketiden kommer!
Hvi kan dog ikke Sjælen boe
Udi sin Lejevaaning froe
Den korte Livets Sommer

349

Nattergalen

Velkommen lille Emigrant!
Hvi tøver du saalænge?
Siden Løv i Lund sprang ud,
Og Blomsterne i Enge,
Alt mangen Dag henrandt.

Hvi kommer Du saa silde?
Det med vor glade Fest
Lakker snarlig hen ad Enden:
Alt sveg saa mangen Gjæst
Det store Bryllupsgilde.

Selv Lærken af sin Hymenæe
Det sidste Vers har sjungen;
Tyst i Mark! og tyst i Skov!
Kun Du nu rører Tungen
I Lundens tause Læ.

Ja ja, maaskee du bier
Med Villie tilsidst,
Træder frem som Solosanger -
En Virtuos forvist
Naar hele Choret tier.

Vel var jo Symphonien sød,
Dog sødere Finalen.
Da først smelted mangt et Bryst,
Naar udi Bladesalen
Din Serenade lød.

Dog tidt for tomme Bænke
Du Mestersanger maae
Aftenunderholdning give -
Skjøndt Dig kun saare Faa
Opmærksomhed vil skjænke.

350

"Min Sang, o Broder! som en Elv
"Af egen Magt hentriller.
"Bejl Du kun til Verdens Roes!
"Mens Du for Andre spiller,
"Jeg synger for mig selv".

351

Svanen

Ah! Hvo est Du, som hisset gynger
I majestæstisk Flugt paa Ætherhavet?
Er det ej dig, som højt begavet
Dog først i Døden synger?
Hvorfor saa silde? Livet yder
Til dig vel og sit fulde Maal af Glæde?
Og dog, imens vi Andre kvæde,
Kun du i Taushed nyder.
Og naar omsider mæt af Dage
De trætte Øjne du mod Bølgen sænker,
Det sidste Blik, du Livet skjænker,
Ledsager du med Klage!
Ha! og saaledes døer en Digter?
Nej! det, som bar ham over Livets Bølger,
Ham paa den allersidste følger,
Og ej i Døden svigter.
Hiint Himmellys, de Guddomsgnister,
Ham aabenbartes her, de Cherubstemmer,
Ham trylled, han i Hjertet gjemmer,
Til det i Døden brister;
Men var hans Sang i Livet Klage,
Hans Svanesang skal just naar det hensvinder
Som Sejerssang, før hiint oprinder,

352

Folkelige, episke Digte

Morten Borup

I Skanderborrig Enge,
Alt ved den blanke Søe,
Der gaae de Piger og Drenge,
At slaae og rive Høe.

Og i de Knøses Række
Een trasker langt æbag;
Han kan ej Skaaret strække
Med sine tunge Drag.

Og medens alle de Andre
Begynde paafor igjen,
Han monne alene vandre
Saa seent imod Enden hen.

Naar Skaaret han færdig haver,
Han stryger ikke sin Lee;
Han staaer og falder i Staver,
Til Jorden han stivt mon see.

Med Svøbeskaft saa krumpen
Den Foged efter ham foer:
"Hvad skader din dovne Kumpen?
"Hvi staaer du her og gloer?" -

"Saamænd da, strænge Hr. Foged!
"Jeg stod og grunded oppaa
"Den Blomstervrimmel saa broged,
"Hvor den kan komme fraa.

353

"Paa alle de faure Blommer,
"Jeg ganger nu her og slaaer:
"De falde hver evige Sommer,
"Og rejses igjen hver Vaar.

"Jeg staaer just her og grunder,
"Og kan dog ikke forstaae
"Det mægtige store Guds Under
"Udi disse mindste Straae. -"

"Ja jeg skal din Slubbert lære
"At grunde naar du skal slaae!
"Saa skal jeg din Ryg nu hære,
"Den bliver baade bruun og blaae."

Den Foged løfter sin Svøbe;
Men Knøsen kaster sin Lee:
Han giver sig til at løbe
Og Fogden efter ham see.

Og medens han staaer og gaber,
Og tænker: hvor mon han vil hen?
Han Kløren af Sigte taber;
De sees ret aldrig igjen.

Og Øster paa udi Landet,
Højt over Bølgernes Suus,
Imellem Kirken og Vandet
Der staaer det latinske Huus.

Der sidder paa sit Katheder,
Blandt Peblinges skjælvende Flok,
Monarchen, som Rector hedder,
Med Bog og med Riis og med Stok.

354

Der sidder nederst af Alle
Paa Bænken, med Ryg til Væg,
En Pebling, de Morten mon kalde;
Han haver saa dygtigt et Skjæg.

I Kappe og sorte Klæder
Han passer saa flittig sin Bog,
Han over Grammatica sveder -
Den fire og tyve Aars Pog.

Og det er den samme Morten,
Som førre ved Høleen krøb,
Som udi Trøjen og Skjorten
Fra Engen og Fogeden løb.

Som fremad Tiden mon lakke -
Henefter vel en Snees Aar -
Det Huus oppaa Skolebakke
En anden Rector faaer.

Magister og Doctor mon være
Den Rector højlærd og from;
Han med stor Hæder og Ære
Fra Cöln i Tydskland kom.

Han trænger ikke til Stokken,
Ej heller til Færle og Riis;
Saa vel regjerer han Flokken,
Men alt paa en anden Viis.

Han kun de Gjenstridige bøjer;
De Blysomme giver han Mod,
Han Skjemt til Alvorlighed føjer:
Han er baade streng og god.

355

Han giver dem Viisdoms Kjerne:
Men Skallen knækker han selv:
Thi gaae de til Skolen saa gjerne,
Som iler til Havet en Elv.

Han Oldtids store Bedrifter
Udtolker med Ild og med Kraft;
Og af de gamle Skrivter
Uddrager den søde Saft.

Han lærer dem ej alene
Udaf den prentede Bog;
I Mark og blandt løvrige Grene
Han fører den muntre Pog.

Der lærer han ham at tyde
Naturens classiske Stiil;
Og Livet at bruge og nyde,
Og glatte dets Rynker med Smiil.

Thi er det slet intet Under,
Den Skole kommer i Rye,
Og fanger saa mange Kunder,
De knap kunne rummes i Bye.

Ej heller, at deden udganger
Saa mangen en dygtig Student,
For hvilke vort Fødeland fanger
Stor Ære heel vel fortjent.

At ud ifra Skolebakke
Den gjæve Hans Tausøn foer,
Som paa Papismens Nakke
Først traadte heroppe i Nord.

Og vil jeg blot tælle blandt Flere
Ham, Schfønning og gode Hans Friis,
Hvis Navne skal stedse florere
Mens Lærdom og Dyd er i Priis.

356

Opdrog saa den Skolemester
- Hans Minde ret aldrig forgaaer -
Rectorer, Bisper og Præster
I samfulde tredive Aar.

Og det er den selvsamme Morten,
Som førre pløjed og trask,
Og maatte saa dandse paa Porten
For Fogdens slemme Krabask.

Og det er den selvsamme Bonde,
Vi før udi Engen saae
Paa Græs og Blomster grunde,
Istedet for dem at slaae.

Begav det sig nu omtider
Fra Wittenberg der opsteeg
Hiint Lys, for hvilket omsider
Det romerske Mørke bortveeg.

Da nu hiin sachsiske Morten
Den Manddoms Idræt bedrev,
Og fæsted paa Kirkeporten
Mod Paven sit Fejdebrev:

Da flytter den Danske fra Skolen
Til Kirken - den staaer der endnu -
Og drager i Præstekjolen
Alt med saa glædeligt Hu.

Han tjener sin Gud i det Høje
Derinde et Aar eller to
Til mæt af Dage og Møje
Han gaaer til den evige Ro.

357

De lagde en Steen paa Graven,
Paa den var udhuggen at see,
Istedet for Kjolen og Kraven
En Ferle, et Riis og en Lee.

Det Mærke er længst udslettet,
Og Stenen er borte med;
Men aldrig vorder forgjettet
Den Saliges Hvilested.

Imellem Kirken og Skolen
Der sover den trofaste Svend,
Til Dommedags Morgensolen

358

En ganske ny vise om en kroermand og hans søn

Synges som Niels Ebbesens Vise.

De Bønder de sidde saa tykt over Bord
Alt udi den Skjænkestue.
De tale saa mangen et Rædselsord
Om Fjender, som Landet mon true.

Den Kroermand sidder i Kakkelovnskrog
Alt i sine dybeste Tanker.
Foran ham der see I en Trettenaarspog,
Med Riffel i Armen han spanker.

Paa eengang saa springer den Kroermand op,
Sin Riffel fra Bjælken han river;
Han kaster et Øie til Gjæsternes Trop:
"Nu nytter det ikke, I bliver."

"Høifornemme Gjæster forsamle sig nu,
"Og dem maae jeg hjælpe at bænke.
"Der kommer saamange, det ret er en Gru;
"Thi maae jeg vel hjælpe at skjænke."

"Maae jeg være med?" siger Knøsen saa glad,
"Mit Bly jeg i Pletten kan fæste:
"Jeg træffer vel ogsaa den engelske Rad,
"Ifald han os her vilde gjæste."

Den Gamle han smiler: "Nei hør mig engang
"Til Knægten! Jeg troer han faaer Nykker.
"Kommer Du imod Fjenden, din Humlestang!
"Han times alverdsens Ulykker."

Den Unge ham huer slet ikke det Ord,
Han tager saa smaat til at snøfte:
"For jeg er saa lille, og Du er saa stor,
"Du skulde dog holde dit Løvte."

359

"Hm!" brummer den Gamle "den Slubbert har Ret;
"Grandgivelig nu jeg det husker. -
"Naa! kom saa! men see, at Du ei bliver træt,
"Og bagud som Mikkel Du lysker!"

Saa gik de tilsammen da Fader og Søn:
"Lad være I Qvinder at tude!
"Her hjælper ei meer hverken Løn eller Bøn;
"Vi har at bestille derude."

Den første Bestilling de Tvende nu fik,
Var Lundehuusveien at feie.
Og kan I vist troe mig, det feiende gik,
Og Døden fik mange til Eie.

En Kugle vel nær til den Unge kom,
Paa Riffelen masede Panden.
Da siger den Gamle: "Nu vender Du om,
"Og henter fra Byen en anden!

Den Unge han beder saa inderlig: "Fa'er!
"Aa! lad mig dog see det tilende!
"Hvis hjem jeg fra Jagten nu Veien ta'er,
"De Andre vil troe: jeg vil rende."

Den Gamle han siger: "Du holder din Kjæft!
"Paa Timen Du gjør, som jeg siger!"
Den unge han knuger sit Bøsseskjæft,
En Taare i Øiet ham stiger.

Han lyder; hvorvel det var haardt ham imod,
Og grædende hjemad han trasker.
Han stamper heel vred med den lille Fod,
Ved at høre den Kugleregn pladsker.

Men siden saa fulgtes de sammen igjen
Den Fader med Søn udi Feldten.
Uskadte de gik baade hjem og hen;
Tidt Døden gaaer udenom Helten.

360

Og Alle de vilde nu see den Smaapog,
Som Ingenting kunde forknytte.
Jeg troer, at de snakked i hver en Krog
Om den lille Herregaardsskytte.

Men sidste Gang Fader med Søn var i Slag,
Det Faderen gik som saamange;
Thi altid af Krig at gaae bort uden Rag,
Det kan man ei heller forlange.

Den Gamle han taber med eet sit Gevær,
Og Armen til Laaret han trykker:
"Jeg fik nok en Smøre paa Albuen her,
"Men ellers er Intet istykker."

Og skotter han saa til sin Høvedsmand -
Gud veed, at han var det med Ære;
Og vil jeg nu sige Jer strax paastand:
Han Navnet von Kroghen mon bære. -

"Hr. Kammerherre! De seer nu, jeg vil
"Komme snart til at krybe i Sengen,
"Men skulde han der komme Noget til -
"Og jeg være borte fra Drengen."

"Gaae Du ikkun hjem med din snilde Søn!"
Den Høvidsmand monne bebude.
Da siger den Unge: "Jeg haver en Bøn;
"Maae jeg bie til Spillet er ude?"

Den Gamle han smilte, og listelig stak
Den saarede Arm udi Barmen:
"Jeg ogsaa foruden al videre Snak
"Vil tøve, og see paa Allarmen."

361

Men stop lidt! her er jo et væsentlig Savn,
Hvorover jeg rigtig mig skammer.
Saa hør da! Vi gjorde et Riim paa hans Navn:
"Hr. Hammer, hans Kugle den rammer."

Slet ikke jeg veed, hvor hans Grav de har lagt;
Langt mindre, hvordan de den smykke.
Mem dette jeg veed: at hvad her jeg har sagt,
Er Sandhed, som Ingen skal rykke.

Og dette jeg veed: at var Alle som Han,
Ad hele Verden vi blæste;
Og kom her end Fjender som Sand i Strand,
Dem alle vi Ligtexten læste.

Og dette jeg veed: at hvad blive skal
God Krog, skal tidligen krøge;
Og Hvo der siden vil staae for Skrald,

362

En anden ny vise om en sømand og en landmand

(Synges som Hammernes Vise)

Det blæste en Storm udi Kattegat,
De Bølger de ginge saa høie.
Saamangen stolt Sømand den samme Nat
For sidste Gang lukked sit Øie.

En liden Skude var og deriblandt,
Fra Hornbek monne den komme.
Ret aldrig mere til Havnen den vandt,
Fordi at dens Tid nu var omme.

Den Skude blev ført af en Sømand god,
Af dem der ei pleie at ryste -
Thi først sig beviser det danske Mod,
Naar Døden begynder at kryste.

Han kæmped, indtil han omsider drev
For Stormen et værgeløst Bytte.
Mod Dagningen stødte han paa et Rev
Med sin faldefærdige Hytte.

Han haver kun med sig en liden Dreng;
I stærken Arm han ham griber:
"Her bliver nok redt os saa kold en Seng;
"Det hjælper slet inte, Du piber".

De Bølger de bryde med stor Allarm,
Og Skibet det krænger og knager:
Dog holder han Drengen i venstre Arm;
Med høire i Vantet han tager.

Han seer sig saa langelig ind mod Land -
Imellem var dyben Rende -
"Vi kan ikke naae den velsignede Strand,
"Hvis Hjælp os ei Himlen vil sende."

363

Da kom der en Bonde til samme Sted -
Han hedde saamænd Søren Kanne -
Han siger til Fa'eren, som og var med:
"Det Skib er nok nærved at strande."

Saa springer han til sine Heste to -
De stode just tøired' paa Brinken -
Han giver sig ikke ret længe Ro
Før han bliver færdig med Rinken.

Den Gamle ham huer det ikke ret vel.
Han hvøvter med Haanden: "Hei Soren!
"Du drukne jo Øgene og Dig selv;
"Det Skib er desuden forloren."

364

Men Søren sprang op paa den nærmer Hest,
Og kaster et Øie til Fa'eren:
"Ifald jeg derude skal faae min Rest,
"Lad see, at I sørger for Karen!"

Saa hug han sit Hors med sin Træskohæl,
Og lod hende springe i Vandet.
Den anden han dasked med Tøirepæl:
Saa maatte de begge fra Landet.

Men da han sig havde i Dybet sænkt
Alt udi de fraadende Strømme,
Ei skulde da noget Menneske tænkt,
Han kunde til Vraget udsvømme.

Jo, jo! See! der sidder han nok saa rank;
Han synes paa Bølgen at ride -
Men der kommer Ører - og Hoved - og Mank -
Og nu er han ved Seilerens Side.

"Hei Landsmand! sid op nu! hvis Du vil med,
"Og hold saa din Dreng ved hans Trøie!"
Han sidder der alt - og igjen nu afsted -
Det var noget Andet end pløie.

De Bølger de brusede over dem bradt;
De Tvende holdt fast ved hinanden -
Men see kun! nu har de jo Landet fat,
Og frelste de springe paa Stranden.

Der kaste sig alle de Trende paa Knæ,
Og takke vor Herre for Livet.
"Men kom!" siger Søren "med mig nu i Læ -
"See hisset! nu splintres jo Skibet!"

Men Drengen han skjalv, som i Blæsten et Siv;
Og Skipperen slang sine Arme:
"Hvad skal vi nu give Dig for vort Liv?"
"- Følge med mig og faae Jer lidt Varme."

365

Han pleied den Sømand med samt hans Pog,
Det baade af Potte og Pande.
Og det var da al den Betaling han tog,
Den fattige Mand Søren Kanne.

Saa skulle dog alle I danske Mænd
Af Hjærtet elske hinanden!
I Faren og Døden sig give hen
Den Ene med Lyst for den Anden!

Saa skulle I fast staae hverandre bi -
I pløie nu Jord eller Bølge -
Men mindst dog paa Kampens den blodige Sti
Skal Een bag en Anden sig dølge!

Og Fynbo, og Jyde, og Sjællandsfar -
Til eet Huus vi Alle jo høre.
Gud Fader os Alle i Troskab bevar!

366

Dronning Gunnild

Fordum.

Da varst Du klædt udi Zobel og Maar,
Og pyntet med prægtige Smykker,
Juveler og Perler i guldfagert Haar,
I Sindet de slemmeste Nykker.

Nu.

Da ligger Du nøgen og skrumpen og fæl,
Alt med Dit skallede Hoved,
Langt sortere end den Egepæl,
Hvormed Du blev Sumpen troloved.

Fordum.

Du glimred som Stjernen af første Rang,
Og Tusinder adlød din Villie,
Forelskede Sukke ledsaged Din Gang,
Naar yndigt Du dandsed paa Tillie.

Nu.

Da ligger Du stille paa Dødningeliin,
Med haarde, visnede Hænder;
Med dette stive og isnende Griin
Du ingen Hjerter antænder.

Fordum.

Da satte Du gjerne Blodøxen i Gang,
Kong Erik Du lettede Byrden,
Du deelte paa Fjeld og paa Hav og paa Vang
Din Tid mellem Leflen og Myrden.

Nu.

Nu har Du det temmelig tørt og svalt,
Men hæsligt med Munden Du vrængen
Dødsvrælet, da Du blev i Mosen kvalt,
Neddukket af Bødlernes Stænger.

367

Hvor kunde Du troe Harald Blaatand saa?
Selv brødst Du jo over Dig Staven;
Nu ligger Du blaatandet selv paa Straa,
Mens han ta'er en Luur sig i Graven.

Der er endda gledet en heel Deel Aar,
Mens Du haver ligget i Sølen;
Gad vide, hvordan det dernede staaer:
Hvad Nyt, Dronning Gunnild, fra Pølen?

Blevst Du udi Helvede saa forbrændt,
Da have de handlet Dig ilde;
Erik Blodøxe skulde Dig neppe gjenkjendt,
Om ellers forresten han vilde.

Maaskee han er ogsaa dernede endnu
Med samt eders værdige Sønner;
Maaskee det er rundet ham siden ihu,
Hvor daarligt sig Blodøxen lønner.

I tusinde Aar snart - det falder mig paa -
Min Naadige haver sig fjælet;
De vil til Dagen paa Ny opstaae;
De længe med Døden har hælet.

Maaskee det skal være en Overretsdom,
Som De nu paa den Maade lider.
De laa udi Mulmet et Tusind Aar om,
Og atter til Lyset nu skrider.

De viser Dem ret som en Antiqvitæt
Fra gamle hedenske Tider;
God Nat! og sov vel, Deres Majestæt!
Det sorte Laag over Dem skrider.

Min Ligpræken kommer saa temmelig seent,
Vil mulig ej somme behage;
Imidlertid er den dog ærlig meent;

368

E buen aa e herremand

D'ræ somm dæ seje, te e Buen ær aa en sølle Stand -
Kahænsæ A vil hæjes ett byt mæ wo Herremand.
Jaja, han haar en Herrgoer, A kon en bette Halgoer;
Han haar en gromme stuere Haww, A kon en bette Kalgoer;
Han haar en faale Haavven Hæjst, A haar eet flier end tow;
Men de ka æjsen retten gaat draw bode Wown aa Plow;
Han haar en Skow saa laang aa bre, aa A haar ekk et Træ -
Men somti goer A i hans Skow, aa bjærre mæ en Pind dæfræ.
No! A haar ekkon jen Kuen, aah! han haar manne flier,
Min hun ær æjsen gue nok - hans brydde ham let mier,
Aa saa den faale Haawen Bøn, dem mo han jow gi Pænng te;
A haaer en jænle Piggetøs, aa saa en bette Dreng te.
Hans Frow aa Frøkner goer i Silk aa Hermeliin te Kjærk;
Mi Kuen go' mæ hin Hværgaans Kjowl, aa i hin Blaargaans
Særk.
Han drekke Vien te dawle Brugh, A kon tow Gaanng om Oret,
Aa saa en bette Dram te, nær A for ett da foeret.
Han edde Sup aa Stieg aa Kaahg aa manne anne Slaww;
A foer mi Mjælk aa Grød aa Brøe te - de wa Syn aa klaww.
Nær han ska jores, foe di Faalk en skammelig Haaw Edels.

369

Mads Doss

Mads Doss han war en kon Koltringsknæjt,
Han gek mæ Foeren i Hien.
Imell saa slow han Lyng te en Bæjt,
Imell saa band han aau Vien
En Liim te hans Muer, aa saa saang han imell,
Di hoer ed saa vit, nær han tow te aa hwell:
La la luh - la la lih - kom! saa skal Aa bih.

Met Kølvro war en kon Stonthostøs,
Gek aasse mæ Foeren i Hien,
Aa somti hun swedt, aa somti hun frøs;
Den Drywwen slet ett hun ku li en.
Hun snøvsed imell, faa hin Dawwen wa laang,
Iwessomda tahrt hun sin Klukker, aa saang:
La la luh, etc.

Aa somti de mødtes saa his aa saa hæhr,
Od Mælmad, aa spraakked saa knøwt da,
Aa let om let fek di hwerranner saa kjæhr:
Jen kam næ den Aahn ga en Hwøwt da.
Aa næ di had edt, gek di hvæ te si Hjaer,
Aa saang, saa de gjall owwe Mosser og Kjaer:
La la luh, etc.

Saaen gek da en Sommer, aa dæ gek flier,
Lieg Kjærrester saa di fann o da.
I Hien kam di no ikki møj mier,
Men hjemm ve hwerranne di lo da.
Aa saa bløw de gywt, aa behøwd ett aa sønng,
Som faer de had gjow, i di baareste Lønng:

370

Blandede Digte: patriotiske og politiske; lejlighedsdigte

Hedelærkens velkommenhjem til nattergalen

Længe har jeg savnet, o Broderlil! Din Sang.
Hvor har Du været den Vinter mørk og lang?
Iis og Snee har dækket mit lyngtakte Huus,
Haglen om mig raslet i Stormenes Suus.
Ensom har jeg flaggret paa Marken kold og hvid,
Inderligen længtes efter Foraarets Tid,
Tænkt med Fryd og Smerte paa henfarne Lyst -
Blomsterrige Sommer og frugtrige Høst.

Hvor har Du været den lune Foraarsnat?
Lyttende jeg ledte gjennem Skov og gjennem Krat;
Solen straalte venlig igjennem Regn og Slud,
Martsviolen dufted og Bøgen sprang ud,
Blomsterflokken smilte paa Ager og i Kjær,
Lundene grønnedes - men Du var ikke der.
Alle de Smaafugle sang op i Skov og Vang -
Hvor var Du henne, o Broder! med Din Sang?

Hvor har Du været den Sommernat saa luun?
Ofte jeg lyttende er vaagnet af mit Blund:
Irisken qviddred' i Skovens dunkle Sal,
Stillitsen og Droslen: - men ingen Nattergal;
Ak! hvor har Du været i Høsten da jeg svang
Over gule Stubbe mig i Skyen med min Sang?
Alle mine Venner forlode mig nu -
Ak! hvorfor taug da, og forlod mig ogsaa Du?

371

Var Du i det Land, hvor Citronen voxer vild?
Guldorangen gløder i Sommersolens Ild;
Milde Vinde vifte fra Himlen reen og blaae;
Gjennem Myrthelunde de stille Bække gaae;
I de grønne Dale er Strengeleeg og Dands,
Brune Lokker flaggre fra spraglede Krands;
Citharen klinger i maanelyse Nat,
Brune Øine tindre under nikkende Hat.

Var Du i det Huus, som paa Søiler er bygt?
Gjennem mange Storme det stander fast og trygt;
Gamle Marmorstøtter udi den vide Hald
Lytte saa tause til Klippefossens Fald.
Der sørger Niobe for evig uden Trøst,
Slangerne kryste Laocoons Bryst;
Fægteren krummer sig i Døden paa sin Arm,
Cytherea smiler med Haanden paa sin Barm.

372

Var Du paa de Klipper, som Skyen gaaer forbi?
Ludende i Taagen staaer Mulen paa sin Stie.
Gamle Drager lure i Hulen dyb og mørk,
Klippe-Elven bruser hen i den øde Ørk;
Tordener brumle i Bjergets hule Skjød,
Gjennem Røg og Aske opstiger Luen rød;
Gnistrende Lava bag det flygtende Folk,
Mellem faldne Mure Banditten med sin Dolk.

Broder! ak! hvi vilde Du til det fjerne Land
Drage bort saa vide ud over Mark og Strand?
Leer ei her om Dagen den Soel paa Himlen blaae,
Maanen ei om Natten med sine Stjerner smaa?
Ingen Klipper reiser sin snebedækte Krop,
Men med Løv og Blomster er smykket Høiens Top:
Ingen Klippe-Elve i Dalen bruse vildt,
Men i grønne Enge gaaer Bækken taus og mildt.

O! saa bliv da hjemme paa elskte Fædreøe!
Flyv ei meer forvoven ud over vilden Søe!
Lad de andre flaggre ustadige omkring!
Her er dog det Bedste af hele Jordens Ring.
Bliv og byg Din Rede i grønne Fædrelund!
Fryd med Dine Sange den tause Midnatsstund;
Syng, naar Solen stiger paa Østerhimlen blaae!

373

Svithiod

Efteraarserindringer fra en Sommerreise i Sverrig i Aaret 1836.

374

Indledning

Sydvesten skjuler Himlen tykt med Skyer,
I Rusk og Regnfog over Heden flyer;
Den brune Ørken som et Hav henbølger.
I Lyngens Læ sig Hedelærken dølger;
For Blæstens Tryk sig Enbærbusken dukker;
Den gule Egepurl tungsindigt sukker.
Det er saa livløst i den store Ørk,
Og Jord og Himmel lige taus og mørk.
Hvor est du, Irisk! Hedens Sangerfugl?
Har du hos Lærken fundet dig et Skjul?
Hvor er min Lyngspurv? Ogsaa du paa Flugt?
Ak! alle reiste, eller Nebbet lukt!
Hvad flaggred' hist bag Espens tynde Grene?
En fremmed Fugl? - Jeg er dog ei alene -
En Reisende maaskee? Hvorfra? hvorhen?
Dit Navn? - "Morkulla" * - Ah! min svenske Ven!
Velkommen hid fra dine Fødeegne!
Hvor eviggrønne Fjelde trindt omhegne
De lune Dale; hvor paa Klippesengen
Sig Elven skynder ned til Blomsterengen;
Hvor Vinden dybt i Naaleskove suser,
Saugmøllen klapprer, Fossen vildt nedbruser;
I Granen skoggrer Skovens Konge, Tiuren;
Og Droslen synger Elskovssang i Furen -
Du kjære svenske Fugl! velkommen her!
Har Du en Hilsen med fra dine Skjær,
Hvor ogsaa jeg har været? - Men du iler
Til milde Syd, og bort med Vinden piler.
Reis du mod Syd! Jeg vender mig mod Nord.
En Digters Glæde i Erindring boer.
Blæs fort, Novemberstorm, med Slud og Taage!
Kald kun til Vintersøvn! Min Sjæl skal vaage.
Mens vildt du hviner udi Tagets Skjæg,
Og med dit Regnslag pidsker Hyttens Væg -
Tænd, Phantasie, din magiske Laterne!

* 375

Rommeliklint

Jeg drømmer tidt endnu, jeg er i Sverrig:
Snart ager jeg paa liden Gumpekærre
Igjennem Skaanes skjønne danske Egne;
Snart gynger jeg i hine Kæmpevogne*
I mørke Skov ad Fjelde op og ned;
Snart seiler jeg til Haga eller Carlberg**
Med M. og E. og I. og R. og T.
Med alle dem, hvis Navne jeg bevarer
I øm og uudslettelig Erindring.
Rødbened Kulla*** smidsker ved at høre
Mit danske Maal, idet hun gumler paa
Sit svenske Betel* og med lange Tag
Roer Baaden frem. Snart staaer jeg paa Dampskibet,
Hvis Mølleværk med Brusen og med Banken
Mig bærer ogsaa op og ned ad Bjerge;
Nu over Vand, og atter, som Skibladner,
Hen over Land. Her springer kunstig Fos
Fra Slusens Bund; der tordner højt Naturens -
Troldhættan mellem sine Klippemure.
Saa gjør jeg ofte Reisen om igjen;
Men neppe oftere end til det Bjerg,
Som hæver høit sig over Skaanes Sletter -
Rommeliklint. Det ligner Himmelbjerget
I Frastand seet; og det er ogsaa lyngklædt;
Og der er Skov omkring og blanke Søer;
Og over vide Marker tæt bebygte
Jeg øiner Lundekirkens Tvillingtaarne,
Og tykkes, det er Viborg. - Der er Sundet,
Med sine Masteskove; der er Malmøe
Og Kjøbenhavn - see Begges Kirkespire

* * * * 376

Staae ganske nær hverandre, ret som Master
Paa eet og samme Skib.
Ak! denne Hede,
Som dækker Bakkerne trindt neden om mig,
Den er jo jydsk som Fuglen, * der beboer den.
Den blomstrer alt: de brune Riis besprænges
Med Lyserødt; Guldblommen** pipper frem
Fra mørke Grund, og smiler til Blaaklokken,
Der nikker venligt med sit faure Hoved.
Men tys! jeg hører Gossens Smeld og Piben
Igjennem Tænderne*** - alt ruller Kærren -
Alt ligger nu det skaanske Himmelbjerg
Langt bag mig; og et andet nærmer sig,
Og reiser sine mørke Klippemasser

* * * 377

Karup

Jeg drømte tidt i Sverrig, jeg var hjemme
Her i mit lyse Hjem, hvor trindt og vidt
Den store Slette strækker sig og mødes
Med Himlen dybt udi den fjerne Kiming.
Snart pløied' jeg mit velbekjendte Lynghav
Med sine Høie, hvor de Gamles Aske
I Graasteensgraven hviler. Snart jeg stod
Udi den grønne Dal, hvor Floden glider
Blandt Siv og Rør sin stille Vei til Havet.
Snart var jeg i min Egelund, og lytted'
Til Fuglesang; og snart jeg fured' Søens
Det klare Vandspeil i sin brune Ramme.

Saa drømte jeg, og vaagned' mellem Fjelde
I mørke Naaleskov ved Fossens Bulder,
Ved Hamres Klappren eller og ved Klangen
Af svenske Tunger, fjernt fra elskte Hjem
Og fjernt fra mine Elskede i Hjemmet.
Men ogsaa vaagen drømte stundom jeg
Den søde Drøm; naar Bladeskove mødte
Mit glade Blik, naar blandt lyngklædte Bakker
Jeg vandred', eller i græsklædte Enge:
Dog meest naar mine nye svenske Venner
Fik mig i Troen: at jeg var i Danmark.

I Læ af Hallandsaas en herlig Slette
Udbreder sig, besaaet med Bønderhuse
Og Herregaarde; Kirkespiir frempippe
Fra Løvtrælunde; store Hjorde græsse
I Engene, hvor mellem Eliehækker
Foruden Larm de klare Bække gaae.
Og under Bjerget tæt ved Landeveien
Vi har en Bye saa yndig og saa venlig;
Den hedder - Karup. Ah! det Navn har og
En venlig Klang. Jeg har jo og et Karup
Bag jydske Hederyg; skjøndt ej saa smukt
378 Som dette svenske, Malerpenslen alt
Afbildede til Pryd for Kongesale. *

Mit er kun lidet, heelt foruden Træer,
Og Kirken uden Spiir. Adspredte ligge Dets Lyngtagshytter i de gule Sande. **
Det har sin Bæk; men dybt den skjuler sig
Imellem mørke Banker, og med Murren
Den skynder sig fra Ørken ned til Havet.
Men jeg har kjendt det siden jeg var lille;
Mit Barndomsøje tidt har søgt og fundet
Den hvide Kirkegavl fjernt udi Heden,
Hvor ikkun den, og enkelt Kæmpehøi,
Gav Blikket Hvile. Kjær er derfor Karup
Bag Jyllands Aas, og kjær skal Hallands vorde

* * 379

Til Danmarks Ungdom

Unge Danske! træd ærbødig ind
Mellem dine gjæve Fædres Høje!
Medens Taaren rinder dig paa Kind
Tindre Glædesstraalen i dit Øje!

Unge Danske! bøi dit Aasyn ned!
Knæl med Andagt mellem disse Grave!
Gjennem Tid og gjennem Evighed
Grønnes her de store Dødes Have.

Tidens Storm nedstyrter Heltens Hal,
Bort i Støv hensmuldrer Kjæmpens Bene;
Tidens Vælde ei udslette skal
Sandheds Rune paa hans Bautastene.

Bautastene mange stande her,
Kjerlig Skjaldehaand har Runen ristet,
Har de store Dødes lyse Færd
Ud fra Død og Glemsels Mørke vristet.

Heltefærd i Kampens hede Stund
Haver Sang med Laurbærkrandse vundet;
Dyd og Dannished - i Skjaldens Mund
Haver og sit Eftermæle fundet.

Hvo som god og gjæv i Freden stod,
Hvo som kjæk og glad i Striden segned:
Hvo som offred Tid og Kraft og Blod,
Staaer med evig Skrivt paa Stenen tegned.

Danske Dreng! see dine Fædres Daad!
Lad dit Hjerte svulmende sig hæve!
Lær af dem at trodse Dødens Braad!
Lær af dem for Fødeland at leve!

380

Elsk din Gud, og dine Fædres Land,
Ret og Dyd og gode danske Sæder!
Mellem Venner, Fiender staae som Mand!
Ene skjælv for Lastens Slavekjæder!

Trøstig under vilde Stormes Larm,
Fast og rolig under Skjebnens Torden,
Tye til Himlen og din egen Arm,
Og til ingen anden her paa Jorden!

Kun naar Guld og Vellyst hilde dig,
Da kun ere dine Fiender stærke;
Kæmp mod Lastens Hære mandelig!
Dyd og Gudsfrygt er dit Danneværke.

Denne Troe lad være dig et Skjold,
Som ei Tvivl og Frygt formaaer at bryde!
Tab den ei, om under Fiendevold
Suk og Klager trindt omkring dig lyde.

Tab den ei, om tusind falde skal
Paa din høire - paa din venstre Side!
Een kun raader dog for Sejr og Fald,
Stærkest ofte maae i Græsset bide.

Tab ei Troe paa Himlen og dig selv!
Om end værre Fiender dig omstrømme,
Om end Lasters giftigfule Elv
Danskes gamle Mark vil oversvømme.

Dyden skal dog evigt ei forgaae
Løgnen skal ei evigt Sandhed kue;
Danmarks Søn! vær du iblandt de faa,
Som bevare Dyds og Sandheds Lue.

Synke Tusinder, saa staae dog Du!
Om end tykkes Dig, du staaer allene;
Der er fleer, om du ei seer dem nu,
Som sig skal til Kamp med dig forene.

381

Her er Kampen vis, men Seiren ei;
Altid modnes Høsten ei herneden:
Kæmp, og troe, og haab! saa gaaer din Vei

382

† † †

Ipsara

Halvmaanen over Askedyngen staaer,
Og mat og gusten som en Dødning smiler;
Den røde Bølge vildt mod Klippen slaaer,
Og skjælvende igjen til Dybet iler.

Strandmaagen svinger sig med Skrig i Sky,
Og flygter fra de dampende Ruiner;
Men Ravnen til den ødelagte By
Med graadig Lyst igjennem Luften hviner.

Ipsara! Du som høi og herlig stod,
Og hæved' dig en Dronning over Havet,
Ak! est du nu nedsjunken i dit Blod?
Er al din Vælde nu i Gruus begravet?

Hvorlunde faldt du, unge Grækerstad?
Hvor est du nu saa taus og øde vorden?
Hvo laved' dig det grumme Birtingsbad,
Og jævnede din stærke Vold med Jorden?

Ei faldt du som et Lam i Ulvens Kloe,
Ei som for Høgen værgeløse Due:
Du segnede, men ei din Fjende loe;
Ei længe han din Undergang mon skue.

Som Bjørnen faldt du efter blodig Kamp,
Som Løven bag en Vold af dræbte Fjender;
Du qvalte dem i dine Huses Damp -
Mordbrænderens med Helteblodet rinder.

De tordnede - du svarte Skrald paa Skrald,
Du spidded' dem paa Stridens røde Landse;
Liig Samson knuste du dem i dit Fald,
I Døden tumled' de paa vundne Skandse.

383

Uhævnet styrtede du ei til Jord,
Og ei som Ræven ræd du indebrændte;
Paa Ildens Vinger du til Himlen foer,
Og ned til Hæl de knuste Fjender sendte.

O Du, som sukker dybt af ængstet Barm,
Tilbed og haab - selv under bedske Taarer!
Forkortet er ei Herrens Almagts Arm,
Og læge vil den samme Gud som saarer.

Nei! ei forgjeves har han Haabet vakt;
Ei for at slukkes, Lyset han antændte:
Til Støvet har han Trøstens Balsom rakt,
Da Tvivlens Nat til Troens Dag han vendte.

Lad Nattens Aander ruste sig til Strid!
Lad Vellyst, Guld og Grumhed Jorden hærge!
Om seent - engang dog kommer Frelsens Tid,
Og Dagen skinner over Dal og Bjerge.

Men Du, o Græker! som i Kampen staaer,
Som ene Friheds Himmelbanner svinger;
Med Fjendeblod Du læge skal Dit Saar,
Mens Sorgen i Din Barm Du fast betvinger.

Qvæl Vemodssukket i Dit stærke Bryst!
Knug i Dit Øie Taaren flux tilbage!
Nu reise Du Dig først til blodig Dyst,
Og Sværdet nu til dybest Hug uddrage!

Seir, Hellas! eller og for evig fald!
Den rette Kampdags Sol i Øst opluer;
Hist straaler den paa evig Friheds Hald -
Og her Tyrannens Fængselshule truer.

384

Glem ei Ipsara paa den hede Dag!
Dens Aske end bag sorte Mure gløder;
Glem ei Ipsara, naar med Kæmpeslag
Du de blodstænkte Morderflokke møder.

De Trællehænder dryppe end af Blod,
Af Værgeløses Hjerteblod de dampe -
Styrt dem til Jorden! træd dem under Fod!
Som Skarn paa Marken Du til Støv dem stampe!

O Græker! løft Dit Vredes Øie! see!
Nymaanen paa Ipsaras Klippe blinker;
Den truer rædsomt, Hig en hvæsset Lee,
Og Dig til Døden eller Seiren vinker.

Til Seir! til Seir! Løft Korsets Himmeltegn!
I dette Tegn Du stride skal og vinde!
Dit frelste Land bag Dine Sværdes Hegn

385

Krigssange. I. Udmarsch

(for jydske Dragonregiment.)

Tilhest! tilhest nu Du jydske Dragon!
Og muntert i Marken lad springe!
Snart til Musikken af Flint og Kanon
I Krigeres Dands Du Dig svinge!
Din trofaste Hest og dit skarpe Sværd -
Med dem gaaer Du trøstig i Ledingsfærd.

Ej Danmarks Fiender for første Gang
Skal kjende de jydske Dragoner;
Dem før de fejed fra blodige Vang
Til Takten af danske Kanoner.
Stout kæmped de Fædre. Vi kæmpe som de,
Og sejrende Fiendernes Rygge skal see.

Farvel! Farvel nu o Fædreneland!
For Dig udi Kampen vi drage.
For fiendtligt Staal og for Mord og for Brand
Hvil trygt I som blive tilbage!
Brug Leen herhjemme med frydelig Sang!
Vi meje med Sablen paa dampende Vang.

386

Farvel! Farvel nu Du Pige saa kjer!
Og græd dog kun ikke for længe!
Thi Den som frygter for fiendtlige Sværd,
Ej kjender de jotiske Drenge.
Gjem kjerlig Erindring i trofaste Barm!
Vi komme tilbage og ta'er Jer i Arm.

Tilhest! tilhest! og i Marken snart!
Med lynende Klinge mod Fienden!
Vi ham skal jage i flyvende Fart -
Som Avnerne splittes af Vinden.
Hvor Sejren sig haver til Danskerne vendt:

387

Himmelbjergsang. Danmark! Fostermoder kjære!

Mel. Danmark dejligst Vang og Vænge.

Danmark! Fostermoder kjære!
Hør vor Frydesang!
Himlen disse Toner bære
Over Søe og Vang!
Ryst jert Løv! I Bøgeskove!
Hav! Du krumme stolt din Vove!
Lytter! nu den danske Tunge
Gladeligt skal sjunge.

Græs og Korn og Ved gi'er Jorden,
Føde, Ly og Lyst;
Dannemark bespiser Norden
Af sit rige Bryst.
Trindt paa Hav og Søe og Strømme
Rigtbeladte Snekker svømme,
Uden Tal de Fiskestimle
Underneden vrimle.

Er ustadig end vor Sommer,
Og vor Vinter lang,
Engen har dog sine Blommer,
Frugt har Dannevang.
Kolde Storme - Hjerter varme,
Kjærlighed i ædle Barme,
Troskab under Sorg og Glæde
Har i Danmark Sæde.

Dine Sønner, elskte Moder!
Ofte Sværdet svang,
Værnede om dine Goder,
Værged' for din Vang.
Enighed gjør Kæmper stærke,
Mod er rette Danneværke:
Hegnes saa den danske Have,

388

Soven og drømmen

Til Søvn er Natten af Naturen givet;
Men aandeligen at hensove Livet,
Det er en hæslig Sovesyge.
Naa der er Emmer dog, som ryge,
Og viser: Ilden er ei slukt, men dulmer;
Hvad er det da, som udi Asken ulmer?
Aah! det er Ild - og det er Aand -
Ih! det var bravt - kom saa dog med en Haand!
Pir op i Arnen! - hm! det er saa silde.
Om Spentrup Præst endogsaa vilde
Til Ilden puste: han er lidt for gammel,
I Verdensløbet er han stedse fammel;
Han gjør dog bedst nu i at pakke ind -
Jo pyt! paa det Lav! nej han er en Stikkenpind;
Han rager op endnu i Skorsteenskjødet -
Ja sveden Grøden, mullent er ham Brødet -
Og hvad saa mere? - Nu saa gaaer han hen
Og sover - Søvnen er den bedste Ven:
Og den som sover, synder ej -
Ih! saa er Søvn jo Dydens Vej -
Der muligt dog kan syndes svært isøvne,
Og meer, som Jyden siger, "end med aabne Øwne".
Jaja! herinde er der sovet dygtigt,
Imedens Dage - Aar henglede flygtigt,
Og Soverne opvaagned' lidt for seent -
Hu! Hvad og Hvem er hermed meent?

Aah! det er ikke vanskeligt at finde:
Bombardementet drages end iminde!
Da sov man Flaaden, sov man Norge hen;
Er Noget deraf kommet hid igjen?
Saamænd! det er der ikke.
Og nu begynder sydfra man at prikke,
For reent at løse og opløse Resten.
Fra Østen og fra Vesten
Det trækker op til Torden -

389

At ødelægge Norden.
Er Ingen oppe? Sover Allemand?
Hvad? snorker gamle Dan?
Ha! Du kan vækkes frygteligt og snart:
Det Folk som sover, sover hen ret snart.

Vaagn op, o Dannefolk! ryst Søvnen af!
Thi ellers kastes Dig en Grav,
Hvori til evig Søvn man Dig nedlægger -
Her er et Raab, som Dig af Slumren vækker:
Stat op og ryst Dig!
Til egen Kraft fortrøst Dig!
Saa est endnu Du stærk;
Kraft, Mod og Enighed, det er Dit Danneværk.

Hm! før jeg sov. Nu drømmer jeg en Smule
Om et forynget Thule.
Jeg drømte: at de Tre, som stode
Med Sværd ihaand, og slog hverandre ned forfode
I mange hundred' Aar, nu vare kede
Af dette Slagteri, og lede
Ved Brodermord.
Jeg drømte: at udi vort stærke Nord
Var Styrken samlet; Øresund
Var som et Færgested imellem Fjeld og Lund,
Jeg drømte: Frejr, Odin, Thor -

390

Stambogsstykke, til en ungersvend

ved hans Udgang i Verden.

Ud gaaer Du nu paa Livets Vej.
Brug Livet; men misbrug det ej!

I Modgangs Skye, i Medgangs Sol
Ej paa Dig selv, men Himlen stol!

Smag Glædens Skaal; men tørn den ikke!
Med Mod Du Sorgens Kalk uddrikke!

Tjen for dit Brød; men ej som Slave!
Tag glad mod Løn; ej saa mod Gave!

Arbejd! for at Du Dig kan hvile!
Hvil! at til Arbejd Du kan ile!

Gjem ej paa Guld! bortkast det ej!
Til ærlig Fordeel siig ej Nej!

Blandt Alvorsdaad forsmaae ej Skjemt!
Skjemt saa, at Alvor ej bli'r glemt!

Elsk Yngling! men forelsk Dig ikke!
Hav Venner! men forvæn dem ikke!

Tag vel mod Raad; men brug ej alle!
Giv ingen, før Man Dig mon kalde.

Mistænk ej Nogen uden Skjel!
Troe heller Ingen alt for vel!

Vær til at see og høre snar!
Seendrægtig derimod til Svar!

391

Ej fremmed Løndom efterspor!
Gjem vel enhver, Man Dig betroer!

Skye Strid, saalænge som Du kan!
Men tvinges Du, da strid som Mand!

Hig ufortjent ej efter Ære!
Fortjent med Ydmyghed Du bære!

Fra Lasters Plet hold reen din Stie!
Fra lønlig Brøde viid Dig frie!

Thi tungest Byrde Nogen veed,
Er dog en tung Samvittighed.

Saa gaae med Gud din Bane frem!

392

Farvel Hans Christian!

Farvel Hans Christian! ogsaa Du gaaer bort!
Du, som de Andre, lader mig tilbage!
Nu tykkes mig først ret vort Liv er kort -
Det Hele kun en liden Slump af Dage.

Det er ei længe siden, tykkes mig,
Vi vare Begge raske Ungersvende:
Hver Ungdomsglæde søgte mig som Dig,
Vi tænkte Begge lidt paa Livets Ende.

Mig tykkes hartad som det var igaar
Vi svang Hasherredspigerne i Dandsen;
Med friske Roser i de lyse Haar
Og kjælne Øine under Blomsterkrandsen.

Da Ditlevine med forelsket Blik
Og ømme Hjærtesuk kom Dig imøde,
Da Arm i Arm I To tilsammen gik
Og plukked' Kjærlighedens Roser røde.

Ak! hun er ogsaa borte - stakkels Ven!
I flere Aar alt vandred' Du alene.
Den skjønne Myrthe længst er visnet hen:
Om Graven bøie sig Cypressens Grene.

Farvel Hans Christian! Vaaren brat forsvandt,
Og Livets Sommer maatte snart henrinde;
De Glædeskrandse, vi som Knøse bandt,
Dem saae vi vore Børn paany ombinde.

Men Alderdommens Vinter mørk og kold
Den skulde ikke knuge Dig ret længe;
Den stille Gravhøi er det stærke Skjold,
Som ingen Sorgens Pile gjennemtrænge.

393

Men jeg, min Ven! ja jeg er her endnu
Med ogsaa denne Sorg paa gamle Dage.
Jeg stander ved dit Vinterleie, Du!
Ak hører Du min gamle Harpes Klage!

Hvis saa, da hils din Ungdomsbrud fra mig.
Ved eders Brudeseng jeg sang med Glæde;
Men nu paa Dødens Seng jeg finder Dig -
Ak, ja! i anden Tone maa jeg qvæde.

Farvel Hans Christian! fra din Grav igjen
Jeg atter ud i Livets Tummel iler.
Sov vel! jeg kommer efter Dig, min Ven!

394

† Sophie Amalie

Der var en Tid, da Du i Skjønheds Fylde
Den Fagreste blandt tusind' Qvinder stod;
Du hørte Dig i Suk og Sange hylde;
Du saae Tilbederskaren for din Fod.

Der var en Tid, paa dine Kinder brændte
Den søde Ild med Morgenrødens Skjær;
Da dine Øines Stjernestraaler tændte
Hvert Hjærte, som uheldigt kom for nær.

Der var en Tid, da Aphrodites Belte
Du bar, saavelsom Sønnens gyldne Piil;
Da klippehaarde Hjærter maatte smelte,
Som Iis for Solens Ild, ved dine Smiil.

Der var en Tid - jeg ofte paa den tænker,
Skjøndt den i svundne Seculum henrandt -
Da stærkere end Bast og Jernelænker
Et Haar af dine Ravnelokker bandt.

Der var en Tid - hvor fage dog den gik!
En ganske anden Tid kom snart isteden -
Din Gang var Dands, din Tale var Musik,
Dig som en Glorie omstraaled' Glæden.

Saa stod Du den Gang i din Skjønheds Vaar;
Men da jeg saae Dig længe efter siden,
Da var af Kummer bleget Kind og Haar;
Du bøiet var af Verden og af Tiden.

Din Røst var skjælvende; tung var din Gang;
Din før saa ranke Midie var bukked;
Dit Smiil et Kornmodsglimt paa gustne Vang,
Og dine sorte Øines Glands udslukked'.

395

Du visned langsomt hen - det sidste Blad
Paa forhen frodig, nu fortørret Stamme -
Saa eensom Du i Blindhedsnatten sad -
Den sidste Gnist af forhen mægtig Flamme.

Ei Barn, ei Frende ved den sidste Striid
Din Smerte mildned' med en Ømhedstaare;
Du varst alene i din Afskedstid;
Kun Fremmede maaskee har fulgt din Baare.

Du, som saa tidt tilforn har seet din Vei
Med Blomster strøet, omsjungen høit af Skjalde,
En fattig Mindeblomst maaskee end ei
En Vennehaand lod paa din Kiste falde,

Men om end ingen Anden mindes Dig,
Skal jeg dog ikke Dig i Døden glemme;
Dit Bord, dit Bæger tidt har qvæget mig;
Mild hørte Du min første Digterstemme.

Ei ene derfor Sørgeharpens Slag
Jeg fra det Fjerne til din Gravhøj sender;
Men Du var god, om Du endog var svag
Og blød; thi ak Du faldt i haarde Hænder.

Vel er jeg og en Fremmed, stakkels Viv!
Dog maa jeg med min Strengeleeg Dig følge,
Om end i Vinterblæst som visne Siv

396

Psalmer ved Oldingen Niels Blichers* Jordefærd

I Huset.
Du, som nu vies Gravens Favn,
Din Bane gik tilende.
Den høie Alders tunge Savn
Du lærte heelt at kjende.
Hvad Dig til Jorden bandt,
De ydre Sandser, svandt.
Den indre stedse klar
I Haab og Tro Dig bar
Din Evighed imøde.

Var dine Øines Lys udslukt,
Du Solen længe savned,
Og var endog Dit Øre lukt,
Dig Mulm og Taushed favned
Du dog hiin Himlens Røst
Fornam udi Dit Bryst,
Og for Din Sjæl, Du fandt,
Et større Lys oprandt
End det, som Sol optænder.

I Kirken.
Sov sødelig Dit sidste Blund
Fra Savnet og fra Sorgen,
Til atter om en liden Stund
Du seer Din Frelses Morgen.
Hvad Jorden hører til
Du nu hengive vil;
Som Himlens Eiendom
Din Sjæl til Støvet kom,

* 397

"Lev † vel!". Kong Frederik d. Sjette

"Fred være med Dig! og Fred med dit Huus!"

(1ste Samuels Bog, Cap. 25, V. 6.)

For Dig jeg tilforn saa ofte sang,
Nu kvæder jeg over Dig sidste Gang.
Jeg sang, for Du varst ret en elskelig Drot,
En Folkeven i Kongeslot.
Jeg sang, for dit Scepter som Frihedstræ
Bar Blomster og Frugter i Tronens Læ.
Jeg sang, for din Krone med al sin Glands
Mig tyktes en borgerlig Egekrands.
Jeg sang, om en Glædesdraabe maaskee
Du kunde derved i dit Bæger see.
"Lev vel!" Lev gladere hisset, end her,
Hilsæl Dig i Evigheds Morgenskjær!
Med Dig være Himmelens evige Fred!
Den haver hernede ei blivende Sted.
Den længste og bedste, her gives kan,
Den vorde nu for dit Huus og dit Land!

398

Jyden

Jyden han æ stærk aa sej,
Modde baad i Nøj aa Nej;
:|: Goer ed op, aa goer ed nier,
Aaller do faatawt ham sier. :|:

Føst næ dær æ Nøe pofahr,
Kommer Jyden ud aa Dar;
:|: Men han goer ett ind igjen,
Fa' de Uhn han haa gjent hen. :|:

Læ wos aalti blyw ve de!
Faaer si Baaen ka kjennes ve!
:|: Søen et Sind da hær i Noer
Haall sæ ve, te aalt faagoer! :|:

399

Saa er et aar da atter gjemt

Saa er et Aar da atter gjemt
I Tidens Svælg tilbage.
Men derfor er det ikke glemt;
Hvad der i disse nu fuldendte Dage
Er virket for vor Slægt -
Alt under Himlens Varetægt -
Det mindes, føles skal saalænge
Som Mennesker til Forarbeide trænge.
Vel er det Arbeid ofte slet; Men fra det Gode skjælnes let.

400

Det Onde faaer Du taale,
Og drikke bittre Skaale,
Men ej med skjæv Mund eller Rynker -
Forkjælet Feighed Ingen ynker.
Det Gode maa Du nyde,
Saameget Skjæbnen Dig vil byde;
Dog ei med Hovmod, men med Maade,

401