✂

[Mit første Digt]

✂ Endnu engang, I længst henfarne Dage!
fremstiger bag de mørke Manddoms Aar;
Min Ungdoms Drømme bringer mig tilbage,
før jeg i Aldrens kolde Vinter staaer.

✂ Og Mindet kommer Hig en Aftenrøde
paa Stormens lange skybehængte Dag;
jeg seer dens Ild paa Klippetinden gløde,
og glemmer Tordnens rædselfulde Slag.

✂ Henrykt jeg føler Fortids svundne Glæder,
de fjerne Dage ere atter nær:
Og sød er Taaren, som mit Øie væder;
den stille Tungsind er mit Hierte kjær.

✂ Saa har jeg tit i dine Blades Susen,
du Foraarslund! paa Blomstersengen lagt:
Mit Øre har fornummet Vindens Brusen,
men ej min Sjæl af søde Drømme vakt.

✂ Mit Øje paa Bjergbækkens Tumlen hviled,
men mine Tanker vare ikke der:
de fremad til ufødte Dage iled,
der stege straalende i Morgenskiær.

✂ Da saae jeg Dalens Møe med lønlig Bæven
I lange Lokkers Flaggren yndig staae:
hun nærmed sig med Vindens lette Svæven,
med Smiil og Kinders Rødmen til mig saae.

242

✂ Jeg drog den faure Skygge til mit Hjerte,
den milde Lue blussed i mit Bryst:
O Elskov! ukjendt med din vilde Smerte
i Haab og Længsler har jeg følt din Lyst.

✂ Paa Vaarens Dag hvor ofte har jeg vanked
paa dine Tepper, gule Blomstervang!
Taus var min Mund, skjønt højt mit Hjerte banked,
og tusind Glædesstemmer om mig klang.

✂ Musik! jeg da din søde Vælde kjendte,
til Strengeleg opløfted jeg min Røst:
Den Fryd, som nu taus i mit Hjerte brændte,
jeg sang engang med Harpen ved mit Bryst.

✂ Til mine Toner Tusinde jeg kaldte,
jeg havde deres Hjerter i min Haand;
jeg over Taarer, Suk og Smiil befalte,
i Harpeklang udøste jeg min Aand.

✂ Naar Jordens Brudgom af sit Morgenkammer
steeg i sin Skjønhed over Bjergets Top,
og over Himlen spredte sine Flammer,
og vakte Verden af sin Dvale op:

✂ Da vilde jeg med Tryllepensel male
dit Billede, o yndefylde Jord!
naar jeg var bleg og taus, det skulle tale
til Fremtids Slægter i utalte Aar.

✂ Hvor ofte stirred jeg med bange Undren
paa vrede Uveirskyers røde Bryn;
jeg lyttede til Tordnens hule Dundren,
og fulgte Løbet af de blege Lyn:

✂ Da steeg mit Ungdoms Mod, blant Kæmpeskarer
jeg gjennem tætte Fienderækker brød;
paa Slagets røde Mark jeg trodsed Farer,
mit Sværd foer ned med Hug og Saar og Død.

243

✂

244

✂ De stærke maatte for mit Ansigt blegne
og Hærene nedtrædes i min Gang:
Mit Navn blev hørt og prist i fierne Egne,
min Ære lød i Barders Sejerssang.

✂ Dog ej i Blodbad voxte mine Glæder,
men evig Fred var Sejerherrens Bud:
jeg brød Despoters Riis og Slavers Kjæder,
og fra min Mund gik Jordens Frihed ud.

✂ Saa høj og haabfuld var mit Hjertes Længsel,
saa frejdigen begyndte jeg min Gang;
Min stærke Villie kjendte intet Fængsel,
min Sjæl sig over Bjerg og Bølge svang.

✂ Saa yndig smilte Livet mig imøde,
een Glædesstrøm fra Vugge og til Grav:
Lys var min Dag, og fjern dens Aftenrøde,
og uden Storme Verdens vide Hav.

✂ Jeg fløj i Rummet ud - svag var min Vinge,
fra Phantasiens Æther dalende
jeg følte Skjæbnens Kæmpehaand mig tvinge,
den til min snævre Dal mig knugede.

✂ Min Ungdoms Drøm! saaledes du opfyldes!
er det de stolte Løfter, du mig gav!
See! Tiden løber - ogsaa jeg henskylles
med Hoben ud i Glemsels mørke Hav.

✂ Saa mangt et Ungdoms Aar er alt henrunden,
de skjønne Drømme daare mig ei meer;
den dunkle Morgentaage er forsvunden,
jeg Verden nu i Middagslyset seer.

245

✂ Dog een - o een endnu jeg har tilbage,
far hen o Elskov, Helteroes og Magt,
rul frem I Alderdommens kolde Dage!
af denne Drøm har intet Lys mig vakt.

✂ Af evig Ild opflammet skal jeg sjunge,
henrykt skal tusind lytte til min Røst -
Min Røst igiennem Tiderne skal runge
paa Fjæld, i Dal - ufødte Slægters Lyst.

✂ Kom, naar du vilt, du Livets skumle Fiende!
Oplad dig Grav! mit Navn er ikke der;
du kant det ej til Kampestenen binde
skjønt Øjet slukt, og Hjertet brusten er.

✂ Mit Navn vil i de fjerne Dage mindes,
og Fremtids Børn mit Kvad forlyste vil,
Naar ingen veed hvor Skjaldens Gravhøj findes,
og ingen af hans Slægt er mere til.

246

✂

Min Yndlingsdal

✂ Hvor est du, elskte Plet! hvad er dit Navn?
Naar skal jeg dig engang i Verden finde?
Naar vil du til dit yndefulde Favn
For evig mig og mine Ønsker binde.

✂ Min Barndoms skjønne Drøm - ukjendte Dal!
Hvor jeg en Hytte mellem Roser bygger,
Naar skal jeg høre dine Kilders Fald?
Naar vil du favne mig i dine Skygger?

✂ Hvor est du Søe! med din løvkrandste Bred?
Og dine klare Bølgers milde Brusen?
Hvor est du, Lund! mit stille Hvilested,
Med dine tætte Blades sagte Susen?

✂ Hvor est du Hytte, med dit Tag af Rør?
Som høje Bøges grønne Løv bedække;
Med dine Vindver smaae, og lave Dør,
Og Hinbærhækken for de hvide Vægge.

✂ Hvor trindt omkring mit skjulte Yndlingssted
Sig skovbegroede Bjerge skulle kjæde,
Og rislende blant deres Rivter ned
En lille Bæk min Ager skulle væde.

✂ Og Nattens Sanger skulle hos mig boe,
Og henrykt skulle jeg dens Slag fornemme;
Den skulle tolke mig min Fryd, min Roe,
Naar Hjertets Fylde bandt min svage Stemme.

✂ Der skulle Dagens Morgenrøde see
Mig sjungende til landlig Syssel ile;
Der skulle Aftensolen dalende
Til mig den trætte Landmand venligt smile.

247

✂

✂ Og naar jeg længselfuld til Hjemmet foer,
En elsket Viv med Glutter smaae jeg favned;
Om Aftnen ved mit tarvelige Bord
En glad og trofast Ven jeg aldrig savned.

✂ Nu har jeg ledt om Dalen fjern og nær,
Men ingensteds endnu jeg den har fundet:
Derfor jeg Sorgen i mit Hjerte bær,
Og derfor have mine Taarer rundet.

✂ Jeg seer den Skye, som hisset nærmer sig,
Jeg hører Stormen fra dens mørke Sider.
De hule Tordner rulle trindt om mig,
Og Solen rød bag Uvejrskyen glider.

✂ Farvel da du min Barndoms skjønne Drøm!
Den strænge Skjæbnes Røst mig grusomt vækker!
Jeg hvirvles bort i mine Dages Strøm,
Og Armene forgjæves mod dig strækker.

248

✂

Hiemvee