Blicher, Steen Steensen Lyriske Digte

Lyriske Digte

Til Sorgen

Du som taus med sænket Hoved staaer
Liig en Lillie knækket paa sin Stængel;
Tornekrandsen om det sorte Haar,
Glædens stille blege Søsterengel!

Kommer ogsaa Du fra Himlen ud?
Kommer Du som Regn og Storm og Torden?
Kommer ogsaa Du fra Glædens Gud;
Som en Skye for Solen over Jorden?

282

Har Du i Din Smerte ingen Trøst?
Har Du ingen Lindring i Din Taare?
Vækker Du kun Sukke i mit Bryst?
Rører Du kun Hjertet for at saare?

Jo, Du hæver, skjøndt Du bøjer mig;
Ei forgjæves laer Du Taaren rinde;
Jo, jeg elsker, skjøndt jeg frygter Dig,
Du min Sjæls tungsindige Veninde!

Jo, jeg elsker Dig, min blege Brud!
Elsker Dig, som Nattens Skygger dunkle;
Af Din Nat gaae Glædens Straaler ud,
Haabets Stjerner i Din Skygge funkle.

Kom da, Himlens Datter naar Du vil!
Ej skal Hjertet briste, skjøndt det bæver;
Mod det Lys, min Længsel stunder til,
Du mit Øje fra Dit Mørke hæver!

283

Til Glæden

Hulde Engel! Du min Barndoms Ven!
Troe Ledsager i de svundne Dage!
Siig mig da! hvor est du flygtet hen?
Siig mig: naar, naar kommer Du tilbage?

Skjøndt ukjendt Du eengang fulgte mig,
Da min Sjæl var fri for Sorg og Smerte;
Nu jeg kjender, nu jeg sjunger Dig,
Ak! hvi flygter Du nu fra mit Hjerte?

Dengang ukaldt var Du altid nær,
Leged med mig vaagen og i Drømme;
Nu jeg kalder Dig, o Ven saa kjær!
Ubønhørt jeg maae i Taarer svømme.

Boer Du i det Huus, hvor førstegang
Du har mine Læber lært at smile?
Boer Du paa den løvbekrandste Vang,
Hvor Du saae min Morgenstund bortile?

Blev Du i den Lund som jeg forlod,
Da mig Skjæbnen ud i Stormen kasted?
Hos den Kilde, som fra Bakkens Fod
Mellem Blomsterne forbi mig hasted?

Boer Du højt blandt hine Stjerners Hær,
Som jeg saae paa Himmelbuen tindre?
Har ej Himlen da det samme Skjær?
Er dens høje Stjernehvælving mindre?

Er ej nu som fordum Lunden grøn?
Kilden klar udi sin Blomsterramme?
Er min Ungdoms Dal ej længer skjøn?
Eller er jeg selv ej meer den samme?

284

Milde Engel! kom endnu engang!
Fyld min Sjæl med hine Længsler søde!
Tryl mit Hjerte med Din Seraphsang!
Kvæg mit Blik med Haabets Morgenrøde!

See! jeg søger Dig, o kom igjen!
Hør jeg kalder, kom igen tilbage!
Send mig til mit gamle Eden hen,
Eller snart Du til det nye mig drage!

285

Den unge Lærkes Foraarssang

Blæs Søndenvind! lad Søen høre Dig!
Smelt Isen fra dens stille Sovekammer!
Lad de nyfødte Bølger boltre sig,
Og danse tindrende i Solens Flammer!

Skin mildt, o Sol! fra Dine Marker blaae!
Øs over Jorden Dine varme Bade!
Lad Blomsten af sin Vintergrav opstaae,
Og Skoven smykke sig med unge Blade!

Og see! Du stiger paa Din Ungdoms Dag,
O Sol! indhyllet i Din Morgenrøde.
Jeg føler, Vind! Dit lette Vingeslag,
Og gynger mig i Dine Bølger bløde.

Jeg vugger mig paa Foraarsluft saa mild,
I Foraarsluft jeg strækker mine Vinger;
Jeg bader mig i Morgensolens Ild,
Og glødende mig op mod Himlen svinger.

Højt under Himlen stiger jeg med Sang,
I stærke Toner skal min Glæde strømme;
Hvor mine Fædre sig blant Skyer svang,
Der vil jeg og mit Foraarsliv udtømme.

Synk under mig, Du snebedækte Dal!
Dybt under mig, I hvide Bjergetoppe!
Nu vrimler det i højen Himmelsal;
Jeg hører mine Brødres Sang deroppe.

Jeg synger med: Velkommen skjønne Vaar!
Med Blomster smaae Du mine Dale smykker;
Det brune Bjerg sin Sommerklædning faaer,
Og Skoven sine mørkegrønne Skygger.

286

Klar fra sin Bakke vælder Kilden ud;
Solstraalen varmer, Himmelregnen væder;
Og Jorderige, som en yndig Brud
Staaer smilende i sine Højtidsklæder.

Hvor er min Brud? o skynd Dig til mit Bryst!
Løft Dine Vinger fra den sorte Hede!
Mit Hjerte svulmer af den søde Lyst -
Kom! vi vil bygge os vort første Rede!

Her skinner Solen, her er Mosset blødt;
Og unge Straae saa lysegrønne bølge:
Der ved hverandre luunt og tæt og sødt
Vil Du og jeg os dybt i Græsset dølge.

I kjælen Leeg skal Vaarens Tid hengaae,
Og lige ømme skal os Somren finde;
Og med en væver Flok af søde Smaae
Bortdrage vi paa Efteraarets Vinde.

Naar næste Vaar fremskinner da igjen,
Og vækker Rosen af sin Vinterdvale
Til elskte Land vi atter ile hen,
Og hilse Solen i de grønne Dale.

287

Den gamle Lærkes Efteraarssang

Den mørke Skye hen over Ørken gaaer,
De vilde Storme hvine om mit Rede;
Paa nøgne Tue sidder jeg og slaaer
Min sidste Sang udi den sorte Hede.

Min Mage sidder under Lyngens Lye
Saa sorrigfuld og ruger vore Unger;
De Stakler under hendes Vinger tye:
"Hvi sidder vores Fader hist og sjunger?"

Ak! det er ej af Fryd, I kjære Smaae!
At Eders Fader her i Natten synger;
I Mørket maae han sine Triller slaae,
Naar Sorgerne hans arme Hjerte tynger.

Før har vel Glæden luet i hans Bryst,
Da Kjerlighed hans unge Hjerte hæved;
Til Himlen steeg han med sin glade Røst,
Og sjungende hen over Jorden svæved.

O skjønne Vaar! o falske Haab, som svandt!
Hvi lod Du mig de søde Drømme smage?
Kort var den Skygge, jeg af Glæden fandt,
Men lange ere Sorgens mørke Dage.

Fri var jeg; kjæk jeg mig mod Skyen svang;
Jeg boltred mig i Foraarsolens Luer.
Fra lette Bryst opsteeg min Frydesang
Blant mine Brødres under Himlens Buer.

Jeg foer ustandset over Bjerg og Dal;
Hvad mægtede min muntre Flugt at tvinge?
Paa Blomstereng, i Lundens grønne Sal
Jeg ikkun hørte Glædes Toner klinge.

288

Men nu - nu er den Foraarslyst forbi;
Det lette Ungdomssind er brat bortvegen.
Slukt er det Lys, som Jorden smilte i,
Og Vintrens døde Taage er nedstegen.

Paa Jorden sidder den, som fløj engang;
Mat er den Vinge, som i Skyen svæved.
Nedkrympet klynker den, som førre sang;
Af Sorgen nu - ak! før af Fryd han bæved.

Jeg var - jeg er - og snart jeg er ej meer;
En anden Slægt staaer frem paa Jorderige.
Hvor Solen skinner paa mit kolde Leer
Ukjendte Vrimler op til Lyset stige.

Min Fader bygged - borte er hans Huus;
Han elskede, han fostred mig, og blegned.
Jeg elsked og, jeg bygged og paa Gruus;
Snart er jeg og i tomme Rede segned.

Saa skal maaske den næste Foraarsdag
Min unge Slægt paa Haabets Vinger stige.
Stærk er vor Ungdom - Aldren kun er svag,
Og Haab og Styrke svinde bort tillige.

Saa far da vel for evig! elskte Vang!
Du skjønne Vaar! og Du min sidste Sommer!
Ved Graven synger jeg min Liigfærdssang -
Snart med min Død den mørke Vinter kommer.

289

Kjerlighedsdalen

Blandt grønklædte Bakker der ligger en Dal,
Saa lønlig og stille, saa luun og saa sval;
Der kommer ej Vinter med Storm og med Slud;
Thi Dalen er Foraarets evige Brud.

Og evigt den smiler i Foraarets Pragt,
Udsmykket med Blomsternes spraglede Dragt;
Den skifter ej Klædning, skjøndt altid som ny
Den hviler i Fjeldenes hegnende Ly.

Og trindt er den hegnet af Skoven saa grøn;
Nyssprungen den prunker ungdommelig skjøn.
I Bladenes Læ, udi Frihed og Roe,
De vingede Sangere bygge og boe.

Og raslende pible fra løvrige Fjeld
Blandt søde Violer de klareste Væld;
De glide saa sagte, de snoe sig saa tit,
Som om de end gjerne gad tøve her lidt.

Og inde i Dalen der ligger et Huus
Halv skjult mellem Løv - mellem Bækkenes Suus.
Med Lundene for og med Lundene bag
Det søger at dølge sit straalagte Tag.

Men Solen, som daler paa Himmelen blaa
Forraader bag Løvet de Vinduer smaae;
Og snehvide Væg gjennem Rosernes Hæk
Sig andengang viser i speilklare Bæk.

Og hisset bag Bækken blandt Roserne boe,
Useete af Verden, de Elskende To;
Paa Jorden de leve, men Himmelens Lyst
Opfylder og hæver uskyldige Bryst.

290

Naar Solen fremstiger paa Bjergenes Tind,
Den seer ved hans Barm hendes smilende Kind;
Og naar den neddukker sin straalende Karm,
Den finder ham i hendes favnende Arm.

Som tvende Dugdraaber, der tindrende staae
Og smelte i Eet paa det selvsamme Straae;
Som Lilier to paa en eneste Green,
Skjøndt Tvillingeblomster, dog ere kun een,

De ændse ej Tiden; den kommer og gaaer;
De tælle ej Dage, de mærke ej Aar,
Ej Før eller Siden - de Eiskendes Hu
Kun fatte og føle det salige Nu.

"O siig os, du Sanger! hvor ligger din Dal
"Saa lønlig og stille, saa luun og saa sval?
"Hvor grønnes den Vaar uden falmende Høst?
"Hvor fylder den Himmel de Eiskendes Bryst?"

Det er som en Drøm fra min henfarne Vaar;
Jeg saa den engang i mit sextende Aar.
Men Stormene bruste og Taagerne steeg,
Og Dalen tilsidst fra mit Øje bortveeg.

Men finder Du, Yngling, og finder Du, Møe,
Den Dal, hvor I ønske at leve og døe:
Da tænker med Ømhed paa Skjalden, Jer Ven,
Som Dalen har fundet og mistet igjen.

291

Farvel til min første Kjæreste!

Jeg var ung, da du mig første Gang
Fandt ved Høien paa min grønne Vang;
Bækken bugted surrende forbi,
Lærken sang henad sin Himmelstie.

Morgenvinden gik paa Engen hen,
Hvisled sagtelig og taug igjen;
Blomsten bøiede sit Hoved lidt,
Reiste atter sig og neied tit.

Duggen løfted sig fra Dalen op,
Skyen krusede sin røde Top,
Maanen blegned og i Vesten veeg,
Solen blussende af Havet steeg.

Da - da steeg jeg med i freidigt Mod,
Let i Barmen løb mit unge Blod;
Søde Længslers Morgengrye oprandt -
Tid og Rum hen under mig forsvandt.

Det var dig - o, det var dig, som drog
Drengens Sjæl og i hans Hjerte slog:
I usynlig Lænke var jeg lagt,
Kjendte ei den underfulde Magt.

Vidste ei, hvorhen du vældigt foer
Med din Slave over Verdens Jord;
Sikker, salig laae jeg i din Arm,
Elskte! altid glad og altid varm.

Nu - men nu - hvor er hiint Tryllerie -
Kjære Lænker, som jeg bandtes i?
Aarene henvælte som en Elv -
O min Kjæreste! hvor est du selv?

292

Først du kom hvergang jeg kaldte dig -
End ukaldet du besøgte mig.
Tit og lønlig sank jeg til dit Bryst,
Drømte da om en udødlig Lyst.

Drømmen svandt - min Ungdom foer afsted,
Tog mit Eden - tog min Elskte med:
Mødig gaaer jeg paa den kolde Jord -
Jeg, som før igjennem Himle foer.

Hvorfor kasted du mig atter da
Til den Jord, som du henrev mig fra?
Jordens Trængsler har din Elsker fat -
Hvorfor, Grumme! har du mig forladt?

Er det Lønnen for jeg fulgte dig?
Er det Glæden, som du viste mig?
Er det Dalen, hvor vi skulde boe
Sorgeløs i stille Fryd og Roe?

Falske! ak hvi kom du til min Vei?
Lokked mig og flygtede - - O nei!
Uskylds Smil du paa dit Aasyn bar -
Det er Skjæbnen os adskillet har!

Eller skjuler du dit Ansigt nu
For til jordisk Elskov sank min Hu?
Vil maaskee du kun et Hjerte heelt?
Mit - ak! er iblandt saa mange deelt.

Vredes du, for jeg de søde Smaae
Elsker ømt, og tit forsage maae
Dig, min Ungdoms første, bedste Lyst?
O! saa riv dit Minde af mit Bryst!

Smil ei Maane! fra det dunkle Blaae!
Spøg med Vinden ei, I Blomster smaae!
Dæmp din Hvislen, kjælne Foraarsbæk!
Syng ei mere, o Fugl! fra grønne Hæk!

293

Brænd, o Sol! i Dunster kvalm og heed!
Stiig i Taager - synk i Skyer ned!
Mind mig aldrig om hiin Morgen klar,
Da din Straale hende til mig bar.

Bruus ei heller, Storm, paa hviden Hav!
Styrt ei, Fos, saa vildt i Klippens Grav!
Tit hun og i Storm og Tordenlarm
Krystede min stoltberuste Barm.

Men, du Vestvind, kom med Slud og Rusk!
Piib eensformig gjennem Lyngens Busk!
Gule Spurv! du klynke Dagen lang
Over Moserne din Klagesang!

Var det - Himmel! - var det muligt kun
End at finde dig paa Jordens Rund,
Svæve med dig, Elskte! Arm i Arm
Høit paa Phantasiens Straalekarm!

294

Nei, o nei! den Dag biler aldrig til! -
Sluk dig, Haab! som atter tændes vil;
Sænk dig, Øie! - her paa Verdens Øe
Aldrig skal jeg see min Himmelmøe!

Aldrig lytte til din Seraphsang,
Som tilforn mig sødt i Sjælen klang!
Aldrig greben af unævnet Lyst
Efternynne bævende din Røst.

Er det - er det dig, som hisset staaer?
Smiler sødt som i min svundne Vaar,
Vinker mig op til dit varme Bryst,
Hvidsker om den nær forglemte Lyst?

Ja! - jeg kommer - briste saa hvert Baand,
Som til Jorden fængslede min Aand!
Spring, hver Lænke, som den bandtes i!
Du er min - og jeg er atter fri!

Atter kommer jeg i Ungdoms Ild,
Smil, o Engel! med din Mund saa mild;
Lad os som i gamle Dage gaae,
I min Lund og ved min Bølge blaae!

Der vi to os selv alene nok
Glemme hele Verdens vise Flok,
Tale kun med Blomstervrimlen hist,
Synge kun med Fuglen paa sin Qvist!

Skynd dig, Elskte! stig saa hastig ned!
Kom med al den første Kjærlighed,
Som jeg dig i Morgenrøden saae,
Reen som Straalen, du neddaled paa.

O, nei flye mig, flye for evig hen!
Andengang du daarer mig igjen!
O, jeg veed det - du mig elsker ei!
Kun til glade Hjerter gaaer din Vei!

295

See ei til mig med dit Himmelsmil!
Dybt det smerter som en giftig Piil!
Mind mig ikke om forsvunden Lyst,
Det gier Anger, ak! men ingen Trøst.

Ha! hvad vil du? jeg er gammel snart;
Mine Dage rinde med en Fart;
Stemmen sagtnes, Gangen vorder tung,
Himmelmøe! men du est evig ung.

Flye mig, flye! dit Løvte er kun Svig;
Jeg er fattig - du est skjøn og riig;
Du vil Rolighed og sorgløst Liv -
Sorg og Uroe er min Tidsfordriv.

Iil du til de glade Skjalde hen!
Glædens raske Søn kun er din Ven.
Ha, forgjæves ømt du til mig seer!
Flye mig snart, og frist mig aldrig meer!

O, men før du fra mig Arme gaaer,
Kys mig, Elskte! som i fordums Aar!
Smil end eengang, som da ung og glad
Jeg hos dig i Paradiset sad!

Borte er min korte Foraarslyst -
Skjænk da til Farvel mig Haabets Trøst!
Ja, naar jeg dig atter hisset seer,
Samles vi, for ei at skilles meer!

296

Sneklokken

Naar alle Blomster slumme i kolde Vintergrav,
Jeg vaagner af min Dvale, og kaster Dækket af.
Jeg hører Lærken synge høit udi Himlen blaae,
Og med sin klare Trille om Vaarens Glæder spaae:
Jeg kan ej længer tøve; jeg veed, min Tid er kort,
Jeg nyde maae mit Liv, før det atter iler bort.
Men der er koldt der oppe, og gjennem Iis og Snee
Jeg maae mig Vejen bryde, før jeg kan Solen see.
End Marken er saa øde, saa eenlig staaer jeg her;
Af mine Brødre ingen jeg finder hos mig nær:
Da bøjer jeg mit Hoved, i Utid korn jeg frem,
Og før de andre vaagne, jeg vender atter hjem.
Dog krandser Haabets Farve mig med sit blege Skjær:
Jeg skal dog ej uændset uelsket blomstre her.
En Ungersvend kan finde den hvide Vinterblomst,
Og tænke i sit Hjerte paa Vaarens Atterkomst;
Kan vandre med sin Pige fortrolig Arm i Arm,
Og kjælent hende gjække med Blomsten ved sin Barm.
Og før igjen jeg segner hen i det lange Blund
Et Kys saa varmt jeg nyder af Pigens Rosenmund.
Naar skjønnere frembryde de Sommerblomster smaae,
Naar mellem Roser dufte Violerne saa blaae:
Maaskee en kjerlig Taare dog skjænkes mig i Løn,
Et kjerligt Hjerte tænker paa Vintrens blege Søn.

297

Skjaldens Embede

Du som kun agter nyttig Daad i Livet,
Viid! til Unytte er ej Glæden givet;
Du holder dog i Buur de Nattergale,
Som kun med Sang sin Føde Dig betale;
Blandt dine Æbler, dine Urtebede
Du vil dog Rosen og Violen frede;
Og stærken Eeg, hvoraf dit Huus du bygger,
Jo taaler spæde Blomst i sine Skygger.
Opfylder du end her med stadig Flid
Din Borgerpligt - foragt ej Skjaldens Id!
Miskjend dog ej din Lærer og din Ven!
Han giver dig sit Alt; vilt du igjen
Ej laane stundom Øre til hans Sang?
O! den forsinker ej din faste Gang;
Han gaaer fra din en vidt forskjællig Vej;
Dog troe mig! uden Maal - det er den ej.

Vil Rovdyr du til Mennesker omskabe,
Skal tøjleløse Flok sin Vildhed tabe,
Forvandles til et Folk; skal ud af Skove
Og Huler de fremlokkes, og ved Love
Forenes, tæmmes; og naar de skal lære
For Pligtens Bud Ærbødighed at bære;
Naar Kjerlighed skal samle Mand og Kvinde,
Og helligt Baand de vilde Lyster binde:
Da er det Skjalden, som med vældig Røst
Skal røre Hjertet i det haarde Bryst;
Som en Amphion bygge Huus og Bye;
Som en Prometheus fra højen Skye
Nedhente Dyds og Andagts skjønne Gnist,
Og ved sin Strengeleeg som Orpheus hist
Forvandle Løvers Myrdelyst til Mod,
Og stille Stormen i det hede Blod.

Naar Ynglingen skal modigt sønderrive
Vellystens Baand, og for sit Land hengive
298 Det varme Ungdoms Blod; naar Friheds Helte
Skal mod Tyranner drage Sværd fra Belte;
Naar liden Hob skal Overmagten møde,
Og ubetvungen for sin Arne bløde.
Naar Sejerherren skal sig selv bekæmpe,
Og Stoltheds Luen i sit Hjerte dæmpe:
Da er det Skjalden med sin Harpes Slag,
Som maner Modet frem paa Stridens Dag;
I Døden danser Hæren ved hans Sang,
Og Frygten flyer fra blodbestænkte Vang;
For Fædrelandet Mand og Yngling slaaer,
Bag Sværdet tryg den frelste Arne staaer;
Ej for Guldkronen blottes skarpe Staal;
Kun Borgerkrandsen er det høje Maal.

Naar en Apelles sig i Aanden hæver,
En Billedverden for hans Øje svæver;
Naar raadvild han det hvide Liin udspænder,
Veed ikke selv, hvor Tankens Strøm sig ender;
Naar en Praxiteles Gravstikken fatter
Forkaster, vælger, og forkaster atter,
Vil af de døde Stene Guder skabe;
Men maae sig i et Hav af Tanker tabe:
Da laaner Skjalden dem sit Ideal;
Han aabner dem Begejstrings Himmelsal;
Han giver Ønsket Retning, Tanken Flugt;
Han Æmnet viser klart, og ordner smukt;
Hvad de har anet i det tause Bryst,
Det tolker han med høj og liflig Røst.
Af Skjaldens Skole Kunstneren udgaaer,
Og ved hans Haand Udødelighed naaer.

Naar Himlen mørknes trindt, og Jorden truer;
Naar Skyer briste, og de røde Luer
Nedhvirvle sig; og naar med Brag og Bulder
Hen over Bjerg og Dale Tordnen ruller;
Naar Havet brøler og naar Luften suser
Orkanen hviner, Himmelpompen bruser;
299
Naar under Jorden Mørkets stærke Jetter
Nedtrække Bjergene, og Dale letter;
Da svulmer kjækt og vældigt Skjaldens Barm,
Sin Røst han blander med Naturens Larm;
Paa Stormens Vinger hæver sig hans Aand,
I Lynets Flammer seer han Almagts Haand;
I Bølgens Fraaden og i Fjeldets Damp,
I de løsladte Elementers Kamp
300 Han seer Alverdens Herres Kæmpegang,
Og følger den tilbedende med Sang.

Naar Torden, Lyn og Storm og Jordskjælv hvile,
Naar Solen leer, og lyse Himle smile,
Naar Haabets Farve smykker Mark og Skove,
Og milde Vinde kruse Søens Vove;
Naar Natten alle sine Lys antænder,
Og venligt glødende Fuldmaanen brænder;
Naar i dens Straaler Bækkens Hvirvler funkle,
Og Fugle slaae i Lundens Skygger dunkle;
Da smelter Skjaldens Sjæl i stille Lyst,
Vemodigt sødt slaaer Hjertet i hans Bryst.
Nu vandrer han i løvbekrandste Bugt -
Nu over Solsystemer gaar hans Flugt.
I Egens Krone - Rosens spæde Blad,
I Kildens Buble - Himlens Stjernerad
Han seer den evige Algodheds Gang,
Og jublende ledsager den med Sang.

301

Digterens Lyksalighed

(Harlekin Poet declamerer).

Lyksalig den, hvem Phæbos Harpen rækker!
Hvis Tinding han med Laurbærkrandsen dækker!
Hans Lod er skjøn, hans Herlighed er stor -
(sagte) i Ord.

Han paa Begejstrings stærke Ørnevinger
Sig himmelhøjt fra usle Jord opsvinger,
Mens Hoben efter ham forbauset seer -
(sagte) og leer.

Om end hans Bane her var trang og mørk,
Han gjør et Paradiis dog af en Ørk:
Han i et Hav af Idealer svømmer -
(sagte) han drømmer.

Stolt i sin Kraft han trodser Skjæbnens Harm;
Ej Sorgens Pile saare kan hans Barm;
Thi langt ophøjet over dem han flyver -
(sagte) han lyver.

En Skat han udi Phantasien ejer,
Som ej den hele Verdens Guld opvejer;
Han kjender intet Savn, og ingen Nød -
(sagte) undtagen den for Brød.

Hvo ligner ham i Herlighed, i Glands,
Naar, smykket med den skjønne Digterkrands,
Som Præst han stander ved Apollos Alter?
(sagte) i Pjalter.

Var han ej til, hvad maatte Verden savne!
Hans Meed er jo at glæde og at gavne,
Hans Standpunct hæderligt og højt forvist -
(sagte) ja i en Kvist.

302

Selv den, som staaer paa verdslig Højheds Tinde,
Jo søge vil hans Gunst - hans Sang at vinde:
Hvor findes den, som Skjaldens Storhed naaer? -
(sagte) paa Bidstrupgaard.

Hans Kvad beundringsfuld Man lytter til.
Hver Gang han med en ny fremtræde vil,
Med graadigt Blik en Skare paa ham venter -
(sagte) af Recensenter.

For Damerne han synger ej omsonst;
Han deler ofte lønlig Kvindegunst,
Saa mangt et Smiil, hvorved hans Sjæl monn' hoppe
(sagte) med Moppe.

Saa vandrer han lyksalig, from og blid,
Et godt, elskværdigt Barn, sin Levetid:
"Den Englesjæl!" Man højt om ham vil raabe -
(sagte) og hvidske: "o den Taabe!"

Ham alle Mand i hele Landet kjender,
Man elsker ham, Man bærer ham paa Hænder,
Man tusind Blomster paa hans Bane strøer -
(sagte) ja - naar han døer.
P. Sp.

303

Over en Lærke, som hungrede tildøde

Du sang, Du tolkede din Fryd, din Kummer
I Toner, Verden ikkun halvt forstod,
Indtil Du nynnede Dig selv i Slummer,
Og Livets mørke Fangebuur forlod.

De hørte Dig - de prisede din Stemme,
Naar Harmonier fra din Strube flød;
Dog i din Trang de kunde dig forglemme:
De lønnede dit Qvad med Hungersdød.

Var det en Digtersjæl, som Dig bebo'de?
En Flygtning fra Lisboa? Rom? Athen?
Af dem, som Fremmede paa denne Klode
Maae sukke tungt for Brød, og faae en Steen?

Ha! bort med Stenen! Stenen kun betynger
Og fængsler - let og frie er Skjaldens Gang.
En Brodersjæl, o Lærke! Dig besynger:
En Sangers Epitaphium en Sang.

304

Min Svanesang

Digtet i en langvarig og som dødelig anseet Sygdom.

Længe er det siden jeg var ung.
Haaret graaner, Gangen vorder tung.
Vaar og Sommer ere længst forbi.
Vinterklædt er Resten af min Sti.

Hjertet taber stedse Lyst paa Lyst -
Som sit visne Løv et Træ i Høst -
Længsel efter Længsel slumrer ind,
Alt som Glædens Roser paa min Kind.

Jordens Skjønhed falmer Dag for Dag,
Solens Glands blier meer og mere svag.
Blomsten hænger uden Skjær og Duft.
Maanen sygner i sin Taageluft.

Alting ældes - Hvad da ældes? Nej!
Det er ikke Verden; det er Jeg,
Jordens Liv gjenfødes Aar for Aar -
Jordens Herre har kun engang Vaar.

Herren lægge skal sin Herskerstav.
Liden Blomst fremspirer paa hans Grav,
Barnligt smilende til Himlen seer -
Han derunder er kun Støv og Leer.

Stakkels Konge! Og det er nu saa:
Land og Rige Du forlade maae:
Paa din Kiste sidste Vældesglands
Sees en Krone eller Laurbærkrands.

Ja, saa er det. - Sol staaer dybt i Vest.
Som en Gravsang lyder Natteblæst.
Alt fornemmer jeg hiin kolde Haand,
Hvor den stille løser Baand paa Baand.

305

Løs dem, milde Engel! løs dem hver,
Som har fængslet mig til dette Her!
Løs mig selv af faldefærdigt Huus!
Lad det synke saa i eget Gruus!

Jag mig Livets Sorger brat afsted!
Lad de gamle Glæder følge med!
Alle vige bort nu! - Alle? Nej!
Een ledsage mig paa nye Vej!

Kom Malvina! søde Datter Du!
Ræk din gamle Fader Harpen nu!
Længe hang den urørt, ej forglemt,
Sidstegang den til hans Barm bli'er klemt.

Tøver Du! Dit Blik har Frygt og Tvivl.
Skuf mig ikke med dit tvungne Smiil!
Mørkt vel er mit Ansigt, koldt mit Bryst;
Men herindenfor er varmt og lyst.

Kys mig Engel - o! din Kind er vaad.
Til de mørke Timer spar din Graad!
Let om Hjertet maae Du lytte til
Svanesangen, jeg Dig sjunge vil.

See Malvina! det er atter Vaar;
Solen i sin Ungdomsglands fremgaaer:
Trindt omkring os toner Fuglesang:
Blomstersmykt er grønne Foraarsvang.

See Malvina! Jeg er ung igjen,
Dandser let paa Blomstergulvet hen:
Hjertet svulmer frit i glade Bryst,
Aabner trygt sig mod hver Foraarslyst.

306

Skjønne Foraar! Glædens rette Høst!
Purpurklædt som Morgensol i Øst,
Smiler til det gamle Barn paa ny:
Alderdommens skumle Skyer flye. -

Barnets Engle ere atter nær;
Straalende i Haabets Himmelskjær
Om mig som en Blomsterkrands de staae,
Milde Længslers Æolsharper slaae.

Hør Malvina! der er Een iblandt,
Den som først mit unge Hjerte vandt,
Som for alle og i alle dog
Stærkest mig og sødest til sig drog.

Ja! jeg kjender Dig, den samme nu,
Som da først Du trylled Sind og Hu.
Dig i første Ungdomsglands jeg seer -
Ak! men jeg er ej den samme meer.

Nej - Og dog, nu est Du mere Min,
End da fordum Du mig kaldte Din:
Ynglingshjertet var blandt Mange deelt;
Snart tilhører det Dig ene heelt.

Slaa da Harpen! ungdomsstærk og varm.
Kryst din Fæstensgave til din Barm!
Du med den mig fæste sidste Gang!
Nu jeg sjunger vor Guldbryllupssang.

Fold nu dine Englevinger ud!
Kom og tag mig, Du mit Hjertes Brud!
Himlen sine Brudeblus har tændt:
Snart til Festen nu din Brudgom hent!

Brudeskamlen, som jeg knæler paa,
Jorden, synker. Højt i Æthren blaa
Did til alle mine Længslers Hjem
Før mig, Himmelbrud! af Mørket frem!

307

Tag, Malvina! Harpen hun mig gav!
Rør den, Datter! paa din Faders Grav!
Tag i Arv min bedste Glæde her!
Bedre vente den Forløste der.

308