Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Soven og drømmen

Til Søvn er Natten af Naturen givet;
Men aandeligen at hensove Livet,
Det er en hæslig Sovesyge.
Naa der er Emmer dog, som ryge,
Og viser: Ilden er ei slukt, men dulmer;
Hvad er det da, som udi Asken ulmer?
Aah! det er Ild - og det er Aand -
Ih! det var bravt - kom saa dog med en Haand!
Pir op i Arnen! - hm! det er saa silde.
Om Spentrup Præst endogsaa vilde
Til Ilden puste: han er lidt for gammel,
I Verdensløbet er han stedse fammel;
Han gjør dog bedst nu i at pakke ind -
Jo pyt! paa det Lav! nej han er en Stikkenpind;
Han rager op endnu i Skorsteenskjødet -
Ja sveden Grøden, mullent er ham Brødet -
Og hvad saa mere? - Nu saa gaaer han hen
Og sover - Søvnen er den bedste Ven:
Og den som sover, synder ej -
Ih! saa er Søvn jo Dydens Vej -
Der muligt dog kan syndes svært isøvne,
Og meer, som Jyden siger, "end med aabne Øwne".
Jaja! herinde er der sovet dygtigt,
Imedens Dage - Aar henglede flygtigt,
Og Soverne opvaagned' lidt for seent -
Hu! Hvad og Hvem er hermed meent?