1. Sneefog

✂ Tredive Aar gammel fik jeg Rectoratet i en jydsk Kjøbstad. Jeg tiltraadte mit Embede ved Paasketid, og dog var jeg til Julen endnu ikke givt - ej engang forlovet. Det kunde være mig vanskeligt nok at forklare et saadant Underværk, der var saa meget større, som jeg ej allene dyrkede de alvorlige Muser, men tillige var en nidkjer Offerpræst i deres muntre Søstres Thalias, Terpsichores og Euterpes Templer. Uden Mythologie: jeg var første Violin i alle Concerter, første Elsker paa vort Privattheater; og det var en almindelig Mening blandt alle Stadens unge Damer, at det aldrig havde den rigtige Art med Figaro og Molinasco, naar Rectoren ikke førte dem op.

✂ Julen var forhaanden. Jeg havde roet mig til et Par Ugers otium, da jeg i dette Tidsløb tænkte at fuldende min Doctordisputats "om de Gamles selskabelige Forlystelser." Men uventet indbødes jeg til at deeltage i de Nyeres. Kammerraad Hansen (jeg giver ham dette Navn, fordi saa mange bære det, og jeg er en Hader af de mystiske**, der saa ubehageligt standse Læsningen) fra Ulvedal, som havde en Søn i Skolen, kom for at hente Denne hjem, og trængte med saa godmodig Heftighed ind paa mig om at gjøre Følgeskab, at jeg omsider indvilgede paa det Vilkaar, at vorde befordret hjem, saasnart jeg ønskede det. Mod det mulige Tilfælde, at Tiden stundom kunde vorde mig lang, forsynede jeg mig med en Duodezudgave af gamle Gellert.

✂ Saasnart jeg havde indvilget, sagde Kammerraaden: "Monstro vi ikke kunde faae Conrectoren lokket med?" "Og alle Hørerne, Fader!" lagde Sønnen til. Dette Indfald blev strax sat iværk; og da jeg, efter Begjæring, anvendte mine bona officia, fik vi Ja hos dem Alle, undtagen hos Tredie-Lectiehøreren, der ikke befandt sig vel. Men førend jeg begynder paa Fortællingen om vor Udflugt til Ulvedal, troer jeg at borde give et Skyggerids af disse mine Medlærere, der 42 Alle vare ugifte som jeg selv; men forresten ikke lignede hinanden i nogen Ting.

✂ Conrectoren havde været givt; men nu i mange Aar Enkemand og barnløs, levede han temmelig stille med en gammel Søster, som bestyrede hans lille Huusholdning. Han var en Mand af sunde og gode Grundsætninger, bestemt Caracteer og fast Villie; alvorlig og dog blid i sit Væsen; en fortrinlig Skolemand baade som Lærer og Opdrager, og fuldkommen grundig i de Videnskaber, han over et Qvartseculum havde foredraget, nemlig Latin og Græsk. Disse Sprogs classiske Forfattere vare hans kjereste Omgangsvenner; fremfor Alle Horats, hvem han kunde udenad og citerede ved alle Lejligheder. I hans ensformige Liv fandt kun den ene Afvexling Sted: at han hver Søndagaften spilte Toccategli med Femtelectiehøreren. Ogsaa her brugte han sin egen antike Terminologie. Hukken for Exempel kaldte han bestandig Primipilus, Marschen hedte hiberna, og naar han gik over, glemte han aldrig at sige: jacta est alea, jeg gaaer over Rubicon."

✂ Hans nu nævnte Modstander ved Brætspillet, hvem vi herefter ville kalde Qvintus, var, da jeg lærte at kjende ham, paa Alder med Conrectoren - en Mand paa Tredsindstyve, stor, fiirskaaren, og begavet med en Jernconstitution. Hans Ansigt var i Forhold til Kroppen stort, farveløst og barsk, uden mindste Udtryk af nogensomhelst Sindsbevægelse - ei engang Vrede. Der er et Ordsprog: "at Man ikke kan see Folk længere end til Tænderne;" men ham kunde Man ej engang see saa langt; thi den store Overlæbe hang altid ned over Underlæben - endog naar han spiste - og Ingen havde nogensinde seet ham smile. Naar han lo, da hørtes blot enkelte hule Stød eller Drøn, der ikke gjorde mindste Forandring i hans alvorlige Aasyn. Han beherskedes kun af een - jeg kan ikke sige Lidenskab - men Tilbøjelighed, den at samle Penge; hvorfor han ej heller nænnede at spise sig mæt, undtagen ved Andres Bord, hvor han da rigtignok tog dygtigt til sig. Men brugte han Munden flittig ved Bordet, da lod han den og hvile igjen paa alle andre Tider. Aldrig tiltalte han Nogen først; han holdt sig blot til Svar, og Disse aldeles i Laconernes Smag. Kun paa Skolen anvendte han sine overordentlig kraftfulde Taleorganer. Han var ingen daarlig Lærer; kun havde han en egen Maneer, den han fulgte saa nøje som et Ritual. Til de Bøger, han tydede, havde han nemlig en dobbelt Oversættelse, en bunden og en frie, og 43 44 kan jeg ikke nægte, at jo den Sidste ofte steg til Tøjleløshed. Saaledes erindrer jeg blandt Andet, een af de første Dage jeg var paa Skolen, at have hørt ham gjennemgaae en Scene hos Terents, hvor der forekommer den Sats: "ira amantium amoris est integratio." Da Disciplen havde oversat ligefrem "De Eiskendes Vrede er Kjerligheds Fornyelse" raabte han "frit!" Disciplen begyndte: "Naar Kjerester skjændes -" "De æ Løun din Slubbert!" tordnede han (hans frie Oversættelse var gjerne reen jydsk) "det hedder: Naar Katteren ryues etc." - De skjelmske Drenge lode ofte som om de ikke huskede hans Travestering, for at faae ham selv til at komme frem med den. Naar hele Klassen da gav sig til at lee, blev han slet ikke vred, men seconderede vel endog med et hult "hø hø hø!" Han skulde virkelig ikke været ilde lidt af dem, naar han blot havde været mindre gjerrig, og tillige hvad Man her i Provindsen kalder mindre nærig. Naar Qvintanerne kom fra deres Hjem efter Ferierne, maatte de derfor stedse mælde sig hos ham; men den der kom tomhændet, blev ikke vel modtaget: "har Du ellers intet Bud til mig fra din Mo’er?" spurgte han, naar Disciplen ikke mindede sig selv. "Nej!" - "Har hun slet intet Smør flyet dig med?" - "Nej!" - "Ingen Ost?" - "Nej!" - "Heller ingen Kyllinger?" - "Nej!" - "Go din Vej! din douen Slog!" brummede han da. "Jeg gider ikke sit dæ for mine Øun." Denne hans Nærighed var saa meget lumpnere, som han gjerne solgte de Naturalier, der bleve ham forærede, og kun fortærede det der var i lav Torvepriis. Hans Klædedragt svarte til hans Levemaade: den daglige bestod af en bruunguul Enspænderfrakke, ditto Knæbuxer, og lange stive Støvler - af hans Vest saae man ligesaalidt som af hans Tænder. Hans sorte Halsklæde faldt lidt i det Brunrøde, og hans Pidskeparyk i det Rødgule; thi den fik kun Pudder til de trende Højtider, samt de to Gange han aarlig communicerede; ved hvilke Lejligheder ogsaa hans ældgamle sorte Klæder kom for en Dag.

✂ Qvartus var næsten i alle Henseender det Modsatte af Qvintus. Lille, spinkel og væver havde han endnu i sit fyrretyvende Aar meget tilbage af yngre Dages Penhed og Bestræbelse for at behage Damerne; hvorvel han i denne Sidste bestandig synes at have været uheldig; i det mindste var han aldrig med nogen Pigelil kommen saa langt som til Brudeskammelen.

✂ Da Venus var ham saa ugunstig, havde han begivet sig i Tjeneste hos den Gud, der trøster saa mangen ulykkelig Elsker og Ægtemand. 45 Dog var han, paa den Tid jeg lærte at kjende ham, endnu ikke hvad man kalder reent forfalden, men pimpede kun saa smaat. Disciplene, som snarere end alle Andre opdage en Lærers Fejl og Svagheder, vare og her de Første, som mærkede den gode Qvartus’s jevnlige Libationer til Fader Evan; idet han nemlig under Læretimerne flere Gange gjorde sig Ærinder ind paa sit Værelse, snart efter et Lommeklæde, snart efter en Bog, og saadant mere. En anden Skrøbelighed, af hvilken Mange benyttede sig, for at have Smaaløjer med ham, var Denne at han gjerne pralede af sin fordums, endnu ej ganske opgivne Lykke hos Damerne; hvorfor han og skar hele Kjønnet over een Kam. Da denne hans Grille ikke var nogen Hemmelighed, kan Man nok forestille sig, at han ej allene blandt Mandfolk, men og i Dameselskab ofte maatte holde Lyset. De skjelmske Piger stræbte da, ved et under saadanne Omstændigheder ganske uskyldigt Coqvetterie, at bestyrke ham end mere i Indbildingen om hans egen Uimodstaaelighed.

✂ Om Tertius kan jeg fatte mig kort. Han var eet af disse Dosinmennesker, som mangle Selvstændighed eller selvegen Karacteer, og antage derfor, ligesom visse Dyr, Farven af de dem nærmest omgivende. Han var - efter Verdens Dom - "et godt Menneske," fordi han gjorde intet Ondt (i activisk Bemærkelse), fordi han saavidt muligt føjede sig efter Alle; fordi han aldrig modsagde Nogen, og fordi han gjorde Alting med, og Alting middelmaadigt - eller i det højeste kun temmelig godt. Han var en temmelig god Lærer, en middelmaadig Musicus, dansede temmelig godt og spilte middelmaadigt Lombre. Han var paa Alder med mig, skjøndt hans jevne, aldeles ulidenskabelige Væsen lod Mange antage ham for ældre, hvilken Formodning desuden bestyrkedes af hans mørke Haar og stærke Skjæg. - Saaledes kjender vel Læseren nu temmelig godt det lærde Selskab, der havde besluttet at tilbringe Julen paa Ulvedal: Jeg, fordi jeg ikke kunde imodstaae en gjestfri Mands hjerteligmeente Overtalelser; Conrectoren fordi han ikke kunde imodstaae mine; Qvintus, fordi han ventede at leve godt paa en Andens Bekostning; Qvartus, fordi han ventede gode Drikkevare og Dameselskab; og Tertius, fordi - alle vi Andre vilde derud.

✂ Det blev henimod Aften, inden vi kom afsted. I Kammerraadens Kane, som rummede kun to Personer, sad han og jeg; han selv var Kudsk, hans Søn sad bag paa. Slæden, som fulgte os, førte de fire andre Lærere. Det havde hele Dagen været stille graat Vejr; men ved 46 vor Udkjørsel af Byen begyndte en Sydostvind at rejse sig, og oprøre den løse Snee, der syntes at dampe som en fiin Røg hen ad Digekammen paa den indgrøvtede Vej; dog haabede Kammerraaden at lange de to Mile til Ulvedal uden Hindringer, da Hestene vare raske og Vejen ham velbekjendt.

✂ Vi smurte dygtig paa, som det hedder her i Provindsen, men snart begyndte det ogsaa at snee ovenfra, under stedse tiltagende Blæst; og neppe vare vi komne en halv Miil frem, førend Himmel og Jord stode i eet - Alt var hvidt baade foroven og forneden. - Det var førstegang i mit Liv, at jeg befandt mig til vild Mark i et ret alvorligt Snefog. Ubevandt altsaa baade med Besværlighederne og med Faren forlystede jeg mig over Uvejret, som Barnet over en Ildebrand, som Ossians Carthon, der han fortæller om sin Fædreborgs Ødelæggelse: "Røghvirvlerne" siger han, "frydede mine Øjne; jeg vidste ikke, hvi Kvinderne græd." Ogsaa mig frydede disse Snehvirvler, der indhyllede os som i en tæt Skye; heller ikke jeg vidste en Tidlang hvi den muntre Kammerraad blev saa alvorlig og ordknap. - Endog længere hen paa Aftenen, da vor Forfatning virkelig ikke var til at skjemte med, følte jeg selv i min Frygt, en vis lønlig - maaskee jeg tør kalde den romantisk Lyst, som ofte udspringer af Faren, naar Denne just ikke truer med uundgaaelig Undergang. Jeg forestilte mig, at jeg var paa Havet i en forrygende Storm, Kjørselen lignede temmelig en Sejlads: Kanen slingrede, dukkede op og ned som et Skib mellem oprørte Bølger; og dens Spor udslettedes ligesaasnart. Her, tænkte jeg, have vi da en femte "usporlig Vej," som billigen kan føjes til "Ørnens Vej i Luften - Slangens Vej i Bjergene - Skibets Vej i Havet - og en Mands Vej til en Kvinde". Men hvorledes skulde Salomon falde paa "Kanens Vej i Snefog?"

✂ Vi kunde nu vel have været undervejs en halvanden Time, og borde altsaa med den hurtige Kjørsel snart været ved Maalet, da Kammerraaden holdt, for at raadføre sig med sin Kudsk om Vejen; paa Herrens Tilraab kjørte Denne tæt hen til Siden af os, og bejaede Herrens Yttring, "om det ikke var fejl?" Til derpaa følgende Bebrejdelse svarte han: "at han havde stolet paa sin Husbond." - Der hvor vi standsede var Læe, og foran os kunde vi gjennem Snedampen skimte noget mørkt som en Bakke eller et Huus. Kudsken blev skikket hen for at undersøge denne Gjenstand.

✂ Vi Passagerer tog os denne Hændelse endnu temmelig let. Conrectoren 47 var den Første som aabnede Samtalen med at declamere et Par latinske Vers af Ovid, der beskriver Vinteren ved det sorte Hav; hvortil Qvartus bemærkede: "at Digteren neppe havde følt Kulden bedre end han, og at en Kakkelovn eller noget andet Varmt var en ønskelig Ting." Disciplen forstod strax hans Mening, sprang hen til Slæden, og fremtog da en Flaske med Spiritus i, af hvilken vi Alle, paa Conrectoren nær fik os en Slurk. Imidlertid kom Kudsken tilbage, og berettede: at vi befandt os ved Kanten af en Skov - hvis Navn jeg ikke mindes - en Fjerdingmiil fra Ulvedal, og at han snart skulde finde hjem. Han kjørte nu foran med Slæden.

✂ Det ophørte lidt efter lidt at snee ovenfra. Blæsten lod til at have sagtnet sig; vi hørte kun en dump Susen i den formeentlige Skov. Og da vi dertil havde fuldkommen Lye af den, vare vi veltilmode i Haabet om snart at komme under gjæstfri Tag. Dette Haab skulde ikke saa meget snart opfyldes: vi kjørte og kjørte, men der kom ingen Ulvedal. Efter en god halv Times Fart over en temmelig ujevn Bund, hvor vi tidt vare nærved at vælte, standsede Kudsken med den trøstelige Erklæring: "at han ikke vidste hvor han var." Eventyret, som hidtil for sin Nyheds Skyld havde moret mig, begyndte nu at vorde lidt betænkeligt. Kammerraaden bandte sin Kudsk, Kudsken sine Heste; men min Conrector trøstede os med et "sodales! et hæc meminisse juvabit,"* og den stakkels Qvartus trøstede sig selv med nok en Taar af Flasken. I det samme opdagede Kudsken Sporet af en Slæde foran os. Vi besluttede at følge det, i sikker Forventning inden kort Tid at naae een eller anden menneskelig Vaaning. - Vi kjørte og kjørte, og see! jo længere, jo mere banet blev Vejen. Vi kjørte atter i glad Forundring over det stærke Slag; men - endnu saae vi hverken Huus eller Bye; det var ubegribeligt. Omsider øjnede vi noget Sort tæt forud. Kudsken gaaer derhen, og seer at det er eet af hans egne Hestedækkener. Det fandt sig da at vi over en Time havde kjørt rundt i vort eget Spor! og at vi netop vare der hvor vi første Gang gjorde Holdt. Det var ingen Spøg meer, Kammerraaden tog til at skjænde paa sig selv, beklage os, og gjøre Undskyldninger, medens Kudsken atter recognoscerede. Han kom snart tilbage, og glædede os nu med den visse Underretning, at vi vare ikke langt fra Huus, da han havde ** Kammerater! at mindes dette vil siden fornøje os. Virgil. 48 opdaget et Lys, som han ganske bestemt forsikkrede, ikke var nogen Lygtemand. Han satte sig op, drejede derhen; Kanen bagefter.

✂ Vi giede nu hen ad en bred og lige Vej mod Lyset, der snart delte sig, og saaes at skinne fra tvende Vinduer. Herren og Kudsken udtømte sig i Gisninger over hvilket Sted det vel monne være, da der syntes at staae levende Gjerde paa begge Sider af Vejen. Nu standsede Hestene lige tæt ved Huset; Lyset bevægedes hurtigt derinde, og forsvandt; men næsten i samme Øjeblik aabnedes en Dør med stor Allarm, og fra den lød et barskt "Hvem der?" "Vildfarende Folk" svarte Kammerraaden, "vær saa god at sige os, hvor vi ere." "Gud bevar os! Hr. Kammerraad!" lød det igjen, "hvorfor kommer de igjennem Haugen?" - "Hvad for en Hauge?" spurgte Denne. "Ih! Haugen! deres egen Hauge" lød Svaret. Og saaledes fandt det sig da, at vi paa en Snedrive vare komne over Haugediget ned ad en bred Gang, der var indsluttet af Avnbøghækker, og holdt nu udenfor Haugestuedøren. Under Spøg og Latter ilede vi ind i Huset, hvor vi modtoges af Forvalteren - som der først raabte os an - af Fruen og hendes tvende Døttre, der ventede paa os med en dygtig Natter. Og visselig! vi behøvede ikke at nødes; en Gaas og en Hare beholdt ikke andet end Skrogene tilbage; især blev Gaasebrystet under Qvintus’s Hænder og Tænder saa godt skeletteret, at Husets yngste Søn erklærede det uden videre Behandling, tjenligt til en Springgaas. Da Værtinden ikke havde belavet sig paa saa mange Gjæster, og slet ikke paa Nogen saa graadig som Qvintus, maatte kold Kjøkken erstatte det Manglende. Da alles Madlyst omsider var stillet, begyndte hun først af spørge om Aarsagen til vor lange Udeblivelse og underlige Ankomst gjennem Haugen; men Søvnen indfandt sig saa hastig oven paa Maaltidet, at Ingen svarte uden Conrector, der i en snøvlende og slæbende Tone sagde; "infandum regina jubes renovare dolorem"* Frue Hansen gjorde store Øjne til dette latinske Vers; men hendes Mand, der var studeret, sagde leende: "Det er saameget paa dansk som, vi længes Allesammen efter Sengen, imorgen skal vi fortælle dig det Hele." Qvintus udstødte nogle hule Lattertoner og erklærede dette for en fri men heldig Oversættelse; hvorpaa han rejste sig; vi Andre ligesaa. - Et Kvarteer derefter laa jeg begravet i Søvn og Edderduun.

2. Klapjagt

✂ Da jeg næste Morgen aabnede mine Øjne, faldt de lige paa vor muntre Vært, der stod foran min Seng iført en grøn Frakke kantet med Pelsværk, en lodden Hue paa Hovedet, og med Vandstøvler op over Knæerne. "Min Søn har fortalt mig" sagde han, "at De er Jæger; jeg har derfor gjort Anstalt til en ordentlig Klapjagt. Vejret kan ikke være bedre; men Dagen er kort, derfor maae De undskylde, at jeg purrer Dem." - "Au! jeg er bange jeg vækker den gamle Mand," vedblev han med dæmpet Røst, og vendte sig om til den anden Seng, hvori Conrectoren laa. Men Denne var allerede vaagen; han slog Omhænget tilside og sagde: "Leporem venator ut alta sectetur in nive - mane surgit."* - Kammerraaden lo, og efterat have paamindet mig endnu engang om Vigtigheden af Tidens Iagttagelse, gjorde han Plads for Tjeneren, der kom med The og Caffe.

✂ Det varede ikke længe inden jeg fuldtpaaklædt til Jagten forenede mig med det øvrige Selskab ved Frokostbordet, hvor jeg af mine Medlærere kun forefandt Tredielectiehøreren - som gjorde Alting med. Alle de Andre vare mig ubekjendte; men jeg erfarede snart, at her gaves Officierer og Præster, Herremænd og Bønder, ja saagar en Degn, der tillige viste sig som Lyseholder for Samfundet, hvorvel han sved adskillige ved sine ofte bidende Svar. Min Sidemand, en velfodret Pranger og Selvejer, sagde, da jeg nedslog mig, med et Blik til Krudtmaalet i mit Knaphul: "a tænkt ikki te di Lærde -" (det var denne velfornemme Mands Talebrug, at han næsten aldrig fuldendte nogen Periode). Degnen, der herved fandt sig fornærmet, svarte for mig: "jeg har ogsaa lært Latin, og tænker dog, jeg kan see lige ud af en Bøssepibe, han veed." "Hm!" sagde Prangeren med et spodsk Smiil, "naar en Hare bliver saa stor som en Stud, som saa -" Degnen, der bedre end jeg kjendte Betydningen af denne Figur, svarte ligesaa spodsk: "han har vel aldrig havt sig en Neverkuk? ** Kan han huske, da han faldt i Søvn ved den hule Eeg, og Mikkel lettede Bagbenet over hans Støvle - han veed?" - Her brast hele Bordet i Latter; den Snærtede holdt Miner, og lo selv med. - I saadan Tone løb Samtalen fort, indtil Jagtherren kom ind, og forkyndte os, at Klapperne vare ** At Jægeren kan spore Haren i den dybe Snee - staaer han tidlig op. *** En Ruus. 50 samlede. Idet vi rejste os kom Qvintus og Qvartus, og satte sig ved det ledige Bord. Conrector kom ogsaa, men ikke for at spise: han havde sin Reisekavej paa, en Nathue under Hatten, og Stokken i Haanden. "Gud bevar os!" raabte vi Flere med een Mund, "hvor vil De hen?" "Paa Jagt!" svarte han, og stødte Stokken mod Jorden med en Mine som naar han paa Skolen raabte pax! til Disciplene, "det er den første Gang i mit Liv, det vorder vel og den Sidste. Domine confrater!" sagde han til mig, "jeg vil følge Dem, see deres underlige Gjerninger, og opflamme Dem med min Tale." Dette vakte en almindelig Latter; men Kammerraaden sagde dog: "Tal kun ikke saa højt, at Fjenden hører det!" Og derpaa stege vi i de forspændte Slæder og giede fejende afsted hen til den Skov, hvor Jagten skulde begynde.

✂ Det var een af de Vinterdage, der, hvorvel i fuldkommen Modsætning til den smilende Sommers, i mine Øjne har en højtidelig, en - om jeg saaledes udtrykker mig ret - en hjertestyrkende Skjønhed; et stille Snefald havde senere paa Natten klædt Jorden, Skov som Mark, i pureste Hvidt. Enkelte Træstammer, Væggene i et par fjerne Bondehuse vare de eneste mørke Pletter i det uendelige Snehav, der trindtom smeltede sammen med Himmelen. Himmelen var klar og aldeles skyfrie, men Farver, glindsende, levende, som ingen Jordisk efterligner, sølverhvidt, blegrødt, rødguult, rødblaat, purpurrødt - eller hvorledes vi i det fattige Tungemaal søge at beskrive dem - sammensmeltede, vexlede, dreves uafladeligt og dog umærkeligt, alt som Daglyset steeg i Sydosten. I Vesten højt sad Maanen, med et lidet Indskaar i sin blege Skive; den syntes tøvende at ville kæmpe med Solen om Lysets Herredømme. Nærved blinkede endnu den Stjerne, som stedse ledsager Nattens Dronning, og er den Sidste der viger for Dagens. Men da denne opsteeg i sin blændende Skjønhed, flammende, funklende, af det hvide Vinterhav, jagende foran sig Morgenglandsen vidt ud over, højt op ad Himmelbuen; da dens Lueblik faldt som et oplivende Smiil paa den kolde og blege Jord, der nu rødmede Hig en Brud ved Brudgommens Nærmelse; da Træernes Sølvergrene glimrede i Morgenlyset, Riimfunkerne gnistrede i den klare Luft, og tindrede som Diamanter paa de snedækkede Marker - men hvor fandtes vel den Dødelige, der ejer Ord for den sødeste, reneste af alle Glæder? vi har jo kun eet Organ baade for Glæden og Sorgen - Taaren.

✂ Slæderne holdt ved Kanten af Skoven. I største Stilhed stege vi ud, 51 Kammerraaden, der selv satte af, anviste med Hvisken og Fingerpeeg vore Stader op igjennem en lang og dyb Dal. Min Conrector blev hos mig; men maatte finde sig i at tage Plads bag ved det Træ, foran hvilket jeg stillede mig. Jeg formanede ham endnu engang at holde sig rolig ved Synet af fremkommende Vildt; og ventede med Bøssen ved Hoften paa Signalet til Jagtens Begyndelse.

✂ Efter et halvt Qvarteers Forløb lød kort forud til højre et Knald, saa et til venstre, og det tredie i Midten; og derpaa Klappen og banken paa Træstammerne, tilligemed den anførende Skyttes og de næstcommanderende Skovfogders Raab. - Snart viste sig en statelig Kronhjort øverst oppe paa den modstaaende Banke. Han standsede nogle Øjeblikke, saae sig tilbage, og klippede med Ørene, og derpaa sprang han i kort Gallop lige ned imod mig. Paa 10 Skridts Afstand stod han atter stille, og drejede Hovedet. Jeg holdt ham paa Halsen, og trykkede til - han faldt. Conrector stak Hovedet om til mig, og spurgte hvad det var? Jeg pegede paa Hjorten, som laae i de sidste Trækninger; "macte virtute esto!"* raabte min Secundant triumpherende. Jeg bad ham indstændig om at dæmpe sin Glæde og sin Stemme, og ladede igjen.

✂ Bakken foran var jevnt opskydende, og temmelig bar for Træer, saa at jeg kunde oversee den hele Skydeplads lige til baade øverste og nederste Ende af Dalen. Det var et yndigt Syn for en Jæger, hvorledes Vildtet, alt som Klapperne droge frem, kom springende, humpende eller luskende hid, Raadyr, Harer og Ræve; de Sidste forsigtigt spejdende efter en sikker Gjennemgang, og hine finnende planløst hid og did, snart farende tilbage og snart i deres blinde Frygt hurlende tæt forbi Skytterne, alt under livelig Skyden - nu en Træffer, nu en Bommer. Conrector kunde ikke bare sig for at hviske til mig naar han saae noget: "ecce! ecce!"** hvortil jeg igjen hviskede med halv Mund: "tace! tace!"*** - Endnu var intet kommen mig i passende Skudvidde. En Ræv havde længe gaaet frem og tilbage hen ad Bakkens øverste Kam. Omsider forsvandt han paa den anden Side. Strax efter forkyndte de vilde Skriig fra Klapperne, at han søgte at snige sig igjennem dem; men kort derpaa pilede han ned imod min ** "Tillykke med Din Tapperhed." *** "See! see!" **** "Tie! tie!" 52 anden Sidemand til højre. Denne traadte ubesindigt et par Skridt frem, og lagde an. Ræven snoede sig som en Vind - Bøssen knaldede - forbi! Nu blev han ved i Farten sidelænds hen forbi min næste Sidemand - han skjød - ogsaa forbi! Med lønlig Glæde over disse Fejlskud ventede jeg nu at Raden skulde komme til mig; men ak! alt for tidligt yttrede min Bagmand samme Forventning i et alt for lydeligt "jam ad triarios venit res."* Vips! gjorde Mikkel atter en Vending, og frelste sig bag ud mellem mine to Sidemænd, der ærgerlige paa sig selv, gjorde lange Halse efter Skjelmen. Jeg selv kunde ikke undertrykke et harmfuldt: "aa fy da!" men maatte dog tilsidst lee ved min Collegas Undskyldning: "jeg troede profecto ikke, at han forstod Latin."

✂ Nu raabtes af. Skytterne samledes om den fældede Skovens Konge; og med Stolthed delte jeg deres Glæde over dette lykkelige Skud; thi et stort Dyr var paa Ulvedals Jagt en stor Sjældenhed. Herover glemtes mine Sidemænds Pudler og den stakkels Conrectors Flause; ja det øvrige skudte Smaavildt ændsedes neppe. Den anden Saat var mager; men i den tredie var jeg saa hældig at skyde tre Ræve; hvorover jeg indhøstede hele Selskabets beundrende Lykønskninger; men meest smigrende var mig dog Herregaard-Skyttens Yttring ti] Nogle af de Andre: "det er en allerhelvedes Rector; han kunde tjene for Skytte hvor det skulde være."

✂ Den første Skov var afdreven, og som vi vilde begive os paa Vej til den Næste, kom Kammerraadens store Familie os imøde. Der var begge Jomfrue Hansener; der var Qvartus og der var Qvintus; og - som i en meget naturlig Forbindelse - Flaskefoder og Madkurv. De skjelmske Piger, som af Broderen vare blevne underrettede om hans Læreres Skjødesynder, lod ham igjen give dem et Vink om: at det var en ufravigelig Skik paa Ulvedal, aldrig at nyde noget, naar der var Jagt, før om Aftenen efter Jægernes Hjemkomst. Saaledes trak Madkurven den Ene; Flaskerne saavel som Pigerne den Anden. Denne gjorde sin Bestilling som Udskjænker Ære; men sad ej heller selv med tør Mund; thi Kammerraaden mindede han jevnlig om, at han ikke maatte glemme sig selv. "Drak jeg virkelig ikke selv?" spurgte han hvergang ganske forundret; og tømte med et resolveret "Naa da!" Sølvtumlingen. Qvintus aad for dem begge To.

✂ I som læse denne min første og sidste Kjerlighedshistorie, tilgiver mig den Snaksomhed, hvormed jeg opholder mig ved saamange Smaatræk i disse mine lykkelige Ungdomsdage. Enhver af dem har Roesomhed for mig; endog de ubetydeligste vilde jeg nødig savne paa dette landlige Vinterstykke, der endnu saa ofte fremstiller sig i Fortidens fjerne Baggrund, tiltrækker og fængsler min Erindring, opliver og forynger mit gamle, af tunge Sorger derefter saa haardt prøvede Hjerte. Gode Læser! jeg har ingen Anden, til hvem jeg kan sige: "kan Du huske det? og kan Du huske det?" De ere borte - alle de som dengang med mig delte den glade Juul. Jeg er ene blandt en yngre Slægt, og derfor dvæler mine Tanker saa tidt og saa længe ved den Henfarne.

✂ Efter at have tildeelt os denne Forfriskning, vendte vore smukke Marketentersker tilbage med let Madkurv og tomme Flasker. Conrectoren, som nu havde faaet nok af Jagten, fulgte dem; vi Andre kom først efter, da Solen havde fuldendt sin korte og lave Bane, og de større Stjerner pippede frem paa Himmelens mangefarvede Hvælving.

✂ "Otium est pulvinar amoris* sagde Conrector advarende til Disciplene, naar han tydede et Sted i Æneidens fjerde Bog, hvor den fromme Skjelm mødes med Dido i Grotten, og forklarede han altid otium ved: "gode Dage og Mangel paa bestemt stadigt Arbejde." Her befandt jeg Rigtigheden af hans Maxime. Tilforn havde jeg virkelig aldrig havt Tid eller Mag til at forelske mig. De smukke Pigeansigter vare gledne mig forbi som Billeder i den magiske Lygte. Havde jeg endog en enkelt Gang givet mig Stunder til at fastne mit Blik ved en udmærket Gjenstand i Hovedstadens glimrende Panorama; de alvorlige Muser havde dog stedse henviist deres lydige Søn til Collegier og Bibliotheker, Lucubrationer og Timeinformationer. Der skal otium til at elske; og den manglede jeg nu ikke paa Ulvedal; ogsaa vare der Piger nok; men den Ene gik mig ivejen for den Anden. Det gik mig ligesom den Beskjænkede, der stod midt paa Torvet med Gadedørsnøglen i Haanden, og stak efter de uafladelig rundtsejlende Huse.

✂ De smukkeste af alle dem jeg saae, vare unægtelig Kammerraadens egne to Døttre; men de vare begge To lige smukke: saa at jeg aldrig vidste, hvem jeg skulde give Fortrinnet, naar de stode ved Siden af ** "Ledighed er Elskovs Hovedpude." 54 hverandre; og vare de adskilte, syntes mig den Tilstedeværende altid at have det. Enten det nu kom af denne Ligevægt i min delte Tilbøjelighed, eller deraf, at de unge Piger i Grunden vare hverken meer eller mindre end Hverdags-Fruentimre med glat Overflade men uden dyb Grund - nok er det; jeg kunde af den Ene modtage Kaffekoppen uden noget electrisk Stød i Fingrene, og ved Lombrebordet spøge med den Anden uden at forspille mig. Selv de Kys, der under Julelegene saa rigelig faldt i min Lod, frembragte ikke i mit Hjerte hiin søde Beklemmelse, Digterne saa ofte omtale - Ingen vil da tvivle paa, at jeg efter Dagens Udmattelse og Aftenens Lystighed sov saa haardt, som om der aldrig var Kjerlighed til.

3. Urolig Nat

✂ Gjerne havde jeg sovet til den lyse Dag; men der blev intet af: højst kun i tre Timer var jeg borte. Da vækkedes jeg af et stærkt Rabalder paa vor Kammerdør; og derpaa fulgte en drøj Eed, en fleerstemmig Latter, og derimellem Hyssen og Kalden til Orden og Rolighed, Endelig gik Døren ordentlig op, og en Pige kom ind med Lys i Haanden og Reisekapper over Armen. Efter hende kom fire Mandfolk - tre unge og et gammelagtigt - belæssede med Peltse, Pudehynder, Sophapuder og ditto Pølser; hvoraf, sluttede jeg, at en Søsterseng skulde opredes til disse Brødre, der nylig maatte være ankomne og ikke vilde gjøre dem Selv Uroe. "Hvem ligger her?" hviskede Een til Pigen, medens de Alle paa Tæerne fulgte hende. "Det er de to fornemste af Hørerne," svarte hun, idet hun aabnede en Dør i Tapetet. "Det kunde jeg mærke," sagde en Anden, "her lugtede saa latinsk." Og dermed gik hele Flokken ind i det aabnede Bagværelse. Pigen kom strax tilbage, og overlod Herrerne til dem selv.

✂ Nu vilde jeg igjen overgive mig til Søvnen, men forgjæves! Først gjorde de derinde en uendelig Støj med at trække hverandre af Støvlerne, hvorved snart Een snart en Anden dumpede i Gulvet, hvilket heller ikke gik af uden Latter. Og da de endeligen vare komne til Leje, begyndte Commercen paa nye - som jeg kunde høre - med at trækkes om Kapper og Hynder; hvilket omsider foranledigede et almindeligt Bombardement med Sophapølserne, der gav et Bump efter det andet paa Bræde-Væggen. Endelig sluttedes Stilstand. Jeg var allerede nær ved at sove ind igjen, da et skingrende Hanegal lød 55 ude i den lange Gang. En Fnisen i Bagværelset lod mig formode, hvo der havde bragt den levende Vækker i vor Nærhed. Det blev ikke derved: Hanen havde begyndt sin Fanfare anden Gang, da han blev afbrudt ved en Larm af ganske anden Beskaffenhed, og som sandsynligviis forskrækkede ham endnu stærkere end mig, thi han udstødte et skjærende Skrig. Det lød nemlig, som om flere velbeskoede Heste kom gallopperende op ad Trappen, der førte til Corridoren, og frem og tilbage i samme. Det var for galt. Min Gjenboe, der hidtil havde sovet sødelig ovenpaa Dagens uvante Anstrængelse, vaagnede endelig, satte sig overende, lyttede, og mumlede for sig selv: "lemures nocturnaqve spectra!* Jeg svarte intet, fordi jeg ventede paa hvad dette vilde blive til. Men Spectaklet ophørte; der paafulgte en dyb Stilhed, som dog snart afbrødes, idet den Ene af Galningerne med huul og skjælvende Stemme declamerede: "und immer weiter hop hop hop, geht’s fort im donnernden Galop -" videre kom han ikke; thi ved et dundrende Stød sprang Døren op paa viid Væg; og midt i Aabningen viste sig - en Dverg med et langt hvidt Skjæg. Jeg blev ikke ganske vel tilmode, Conrectoren ligesaalidt: "sover De?" hviskede han. Jeg svarte "Nei," men idet samme løstes Gaaden: Mandslingen brægede; det var - en Gedebuk. Som jeg siden efter hørte, gik Personen frit omkring, hvor han behagede, og maatte denne Nat være sluppen ind i Corridoren med de Fremmede, der virkelig vare ganske uskyldige heri. - Frygten, naar dens naturlige Aarsag opdages, gaaer gjerne over til Arrighed. Saaledes gik det ogsaa mig. Jeg sprang op, og greb Mads om det ene Horn; og da jeg endnu troede, at dette ogsaa var et Puds af de fire Spectakelmagere, trak jeg ham hen til deres Dør, aabnede den, og stødte ham derind; hvorpaa jeg atter lukkede. Derpaa gik jeg hen til Conrectoren, fortalte ham ganske sagte alt hvad der var foregaaet imedens han sov; og lagde mig igjen.

✂ Jeg havde kun gjort Ondt værre; thi istædet for at Fyrene før havde slaaets med bløde Sager, toge de nu fat paa Bukken, og skød ham over paa hverandre fra en Side af Kammeret til en Anden, til uendelig Morskab for dem selv; men mindre for den ærværdige Hr. Mads, der halv af Angst halv af Arrighed gav sin bedste Stemme med i Latterchoret. Men Man kedes ved alt i Længden. Een af dem foreslog omsider, at Man skulde slænge en Kappe til Bukken, og der indbyde ** "Gjengangere og natlige Spøgelser." 56 ham til Hvile. Da alt derefter blev fuldkommen roligt, maatte jeg troe, at han havde taget imod Tilbudet.

✂ "Tandem!"* sukkede jeg, og lagde mig i Lave; men det var forbi med min Søvn; jeg var nu engang bleven alt for aarvaagen. Vel en halv Time laa jeg og ventede forgjæves: da lød et langt og dybt Suk fra den anden Seng. Jeg keeg derover; og da Maanen nu var kommen saa højt op paa Himmelen, at den temmelig oplyste Værelset, saae jeg min Gjenboe halv oprejst i Sengen, med den ene Haand holdende i Sengebaandet, og med Hovedet hvilende paa den Anden. "Er De ikke vel?" spurgte jeg. "Aajo!" svarte han atter sukkende, "det er blot gamle Reminiscentser." Efter et Ophold sagde han paa Latin - hvilket Sprog han talte fuldt saa færdig og gjerne som Dansk - "Kjere Ven! De veed nok, jeg er Enkemand og Barnløs; men har De hørt, hvorledes jeg blev det?" - "Nei," - "Vil De høre det?" - "Ja! - naar" lagde jeg til, "det kun ikke er at oprive Deres Hjertesaar?" "Ak!" sagde han, "mine Hjertesaar lukke sig alligevel ikke her i Verden - de kunne ikke, og skulle ikke - de ere for mig Guds aabne Breve paa en glædelig Gjenforening med dem, efter hvem jeg sukker. - Da jeg havde taget store Philologicum, gjorde jeg en Rejse til de nordtydske Universiteter. I Kiel saae jeg min salige Kone. Vi kom til at elske hverandre; og da jeg Aaret derefter havde faaet mit nærværende Embede, rejste jeg derud, og holdt Bryllup." Her taug han, trykkede sine Øjne med Lagenet, og vedblev: Fem Aar levede vi tilsammen - min Ven! der var ikke eet ondt Ord imellem os i disse fem Aar - husker De det sidste Capitel af Salomons Ordsprog? der har De hendes Beskrivelse. Ja! hun gjorde mig godt og intet ondt alk hendes Livs Dage." Her sank han tilbage paa Puden og græd, men ikke længe; atter hævede han sig og sagde: "min Svigerfader var Kjøbmand - en inderlig god Mand; han var skrøbelig af Helbred, brystsvag. Efter de fem lyksalige Aars Forløb kom der Brev fra hans Kone: at hans Dage vare talte; at han endnu kun havde det Ønske, før sin Død at see sin eneste Datter - de havde en Søn til, men som døde kort før Faderen -. Hun vilde afsted - hun borde vel og; men det var mig ikke muligt at ledsage hende længere end til Colding. Der skiltes vi. Der saae jeg hende sidste Gang; men ikke hende allene. Vort eneste Barn, en ** "Endelig!" 57
velsignet Glut, fire Aar gammel, havde vi taget med dertil; dog uden at tænke paa, at hun skulde videre. Men da hun nu skulde tage Afsked med Moderen, da blev der Klage og Jammersang, og den Ene kunde ikke komme fra den Anden. Og Enden blev, at de To fulgtes ad; og jeg rejste allene til mit Hjem. - Gode Mand! veed De, hvad det er at vente? ellers veed De ikke, hvor langsommelig Tiden kan være. Dagen efter min Hjemkomst løb jeg selv paa Posthuset; for jeg beregnede, at hun kunde skrevet mig til fra Flensborg. Der var intet Brev. Dog slog jeg mig til Ro; thi næste Postdag tvivlede jeg aldrig om at erholde Eet. Det kom heller ikke. Jeg var fløjet derhen, men jeg krøb tilbage. Nu begyndte Dagene at længes; Nætterne ligesaa. Jeg vaklede mellem Haab og Frygt, mellem Troe og Tvivl; jeg antog og forkastede een Mulighed efter den Anden. Følgende Postdag heller intet. Nu bleve Minutterne til Timer, Timerne til Dage. Jeg havde hverken Rist eller Ro. Jeg gik op og ned i mit øde Kammer. Jeg gik fra Værelse til Værelse i hele Huset, som Een der leder, og ikke veed hvorefter. Jeg saae paa Solen: den stod stille: jeg saae til Klokken - havde det ikke været for Pendulens Slag, jeg vilde ogsaa troet, at den var gaaet i Staae. Snart kastede jeg mig paa Lejet, snart gik jeg med hurtige Skridt hid og did, som om jeg derved kunde fremskynde den blytunge Tid. En Maaned havde slæbt sig afsted; det forekom mig, at det var et Aar siden jeg skiltes fra Kone og Barn. Jeg kunde ikke holde det længere ud. Jeg rejste - Dag og Nat. Jeg kom til Colding; og vidste ikke hvordan jeg var kommen der. Jeg kom til Haderslev. Gjæstgiveren, som kjendte mig fra mine forrige Reiser, spurgte mig, om jeg nu vilde ud og hente min Kone og fortalte: at da hun for en Maaned siden var der med hendes Datter, laa just et Skib sejlfærdigt til Kiel; paa dette gik hun ombord, for at spare Vognleje; og da Vinden var god, haabede hun at naae Rejsens Maal saameget snarere. Ved denne Efterretning løb en kold Gysen over mit Legeme; og jeg var neppe istand til at bestille Vognen. Jeg kom til Kiel - ind i min Svigerfaders Huus - han laa Liig - hans Kone laa for Døden, og Min - vidste Ingen af at sige." Han taug, men et dybt Suk sagde mig Resten. "Herre Gud!" sagde jeg; "Skibet maa være forgaaet." "Uden mindste Tvivl," svarte han i rolig og hengiven Tone; "Skipperen havde hjemme i Kiel; Verten i Haderslev havde nævnet hans Navn, som jeg mindedes - jeg forhørte mig der - hans Enke bar allerede 58 Sorg for ham. En anden Skipper havde bragt den Efterretning: at han i en Byge var kantret, og sunken med Mand og Muus." Her lagde Oldingen sig igjen tilbage, og foldede Hænderne over sit Bryst.

✂ Denne sørgelige Historie gjorde saa dybt et Indtryk paa mit Sind, at min Indbildningskraft lod mig ingen Ro, men førte mig fra een Jammersscene til den Anden, fra Enkemandens tomme Bolig til Liigstuen i Kiel, til den ulykkelige Kvinde paa det synkende Vrag, hvorledes hun fortvivlet knuger Barnet i sit Favn, og raaber til Himlen om Frelse, indtil Bølgen kvæler hendes Stemme og lukker sig over Begge - jeg blev tilsidst saa benouet, at jeg gjerne kunde rejst mig af Sengen, for at vorde denne rædsomme Forestilling kvit. Jeg satte mig virkelig overende, og saae over til den ynkværdige Mand - han sov! "Gud være lovet!" sukkede jeg med lettere Hjerte, "som skjænker os Lindring og Lise for endogsaa de tungeste Sorger. Han lader den lægende Tid henglide over dem Alle; den jevner, udsletter og dækker over, som Havet over Dem det tager ned i sit dybe Skjød." - Nu nød jeg omsider en Times Slum. Da jeg vaagnede, randt vel Fortællingen mig strax i Tanker; men det forekom mig nu som om Begivenheden var bleven meget ældre, som om det allerede var længere Tid siden jeg hørte den, og sjælekarsk stod jeg op, for at nedskrive et Par Bemærkninger ved de gamle Romeres Jagtforlystelser.

✂ Medens jeg slummede, var der lagt Ild i Kakkelovnen, og Kammeret allerede luunt. Jeg tændte Lys, satte mig og skrev; og var netop bleven færdig, da Tjeneren kom og mældte; at Thevandet var inde i Stuen. Klokken slog syv.

✂ Jeg gik ned, og fandt hele Familien oppe; og nu kom Gjæsterne til Een efter den Anden, tilsidst min Conrector. - Blandt de første Spørgsmaale var som sædvanlig: hvorledes vi havde sovet. Uden Omsvøb fortalte jeg Nattens Begivenheder, og spurgte naturligviis om, hvem mine muntre Naboer monne være. Ingen vidste det bestemt; men gjættede paa den og den; thi Skjelmerne havde sagt Pigen nogle ravgale Navne, som hun ikke kunde huske. - Som vi snakkede herom, kom de Tre af dem - de Unge nemlig. Da den Forreste treen ind ad Døren, raabte Kammerraaden med en dygtig Trumf: "jeg tænkte det nok!" og sprang ham imøde. Men han og Alle vi Andre brast med det samme i en krampagtig Latter; thi hvem havde han ved sin Side? Gedebukken! med Degnens Paryk og 59 snollede Hat paa Hovedet; dens ene Forbeen laa paa Spøgefuglens Arm, og saaledes trippede den nok saa pent frem paa Bagbenene. "Her" sagde han, "forestiller jeg Dem min Contubernal, velærværdige Hr. Mads Buk, priviligeret Søvnforstyrrer paa Ulvedal, samt Vicegartner sammesteds, som og adjungeret cum spe successus hos Degnen i Ulstrup."

✂ Hvad det dog er for en velsignet Gave, denne snaksomme Munterhed, der som et electrisk Stød meddeler sig Alle, og tvinger selv den Bedrøvede til at lee med Taarer i Øjnene! at kunne vende den lyse Side op paa alle Ting, gribe enhver Glæde i Flugten, spøge med Vid, og skjemte uden at fornærme. Herredsfogden - uagtet hans ungdommelige Udseende var han en Mand ind i de fyrgetyve - besad i høj Grad dette lyksalige Talent; og ansaaes derfor med Rette som Sjælen i alle Selskaber. Vort fik nu først ved hans Ankomst rigtigt Liv; og det forekom mig virkelig, som vi hidtil havde savnet ham. De to Andre vare vakkre Ynglinger, begavede med en Deel af hans Lune og hele hans Godmodighed.

✂ Da der endelig opstod en Pause i Latteren, erindrede vi den fjerde Medrejsende. Ingen af de Tre kjendte videre til ham, end at han var Kjøbmand og heed Andersen. Han var stødt paa dem i Gjæstgivergaarden i Veile; og da han strax viste sig som en dannet og meget behagelig Mand, havde de ikke taget i Betænkning at tilbyde ham en Plads paa deres Vogn, saasom han netop skulde denne Vej. I det samme traadte han ind; og efter at være paa Anmodning forestillet Vert og Vertinde, sagde han med en Verdensmands Belevenhed: "dersom Undskyldninger kunde forsvare min Paatrængenhed, eller om jeg troede at de forlangtes, vilde jeg gjerne frembære dem; men disse Genier har lovet at tale min Sag" - her afbrødes han ved det elskværdige Ægtepars hjertelige Velkommen! og endnu inden at være gjort bekjendt med os Andre, vedblev han: "Jeg er Kjøbmand - i yngre Dage Sømand - og kommer fra Cap for at besøge mit Fødeland, som jeg ikke har seet i to og tyve Aar; men meest for at see min eneste Broder, som jeg i al den Tid slet ikke har hørt noget til. Han boer her i nærmeste Kjøbstæd, og er Conrector -" her vendtes Alles Øjne til Denne: han sad bleg og skjælvende, og formaaede ikke at rejse sig; neppe nok at frembringe de Ord: "Christian! er det Dig?" Brødrene sank i hinandens Arme.

✂ Min ædle Vens Overraskelse var saa meget større og frydeligere, 60 som han allerede i mange Aar havde troet Broderen død, da der siden hans første Udrejse til China ikke var indløben anden Efterretning fra ham, end at han var forbleven i det usunde Batavia. Hans bestandige Taushed havde sin Grund, først i Ungdoms Letsind og siden i den Beslutning, ej at ville lade høre fra sig, med mindre han kunde vende tilbage som riig Mand; hvilket nu var Tilfældet.

4. Comtessen

✂ Herredsfogden spillede en særdeles god Violin; og havde paa Maae og Faae medbragt et Skriin pakfuldt af Musicalier. Sex Andre behandlede forskjællige Instrumenter; men der vare desværre ingen paa Ulvedal, naar undtages en gammel Fløite af Kammerraadens. Dog herfor blev snart kjendt Raad: en Vogn kjørte til Byen at hente Stadsmusikanten med hele hans Forraad.

✂ Imidlertid leed vi slet intet af Kedsomhed. Efter en tæt Frokost, ved hvillken Degnen og hans hornede Substitut gave rigelig Stof til Skjemt og Løjer, tog Herredsfogden fat paa sit Instrument, og strøg en Vaks, der snart rev de Fleste med sig; og da der ikke vare Damer nok, maatte ogsaa Mandfolk danse med hinanden. De gjenfundne Brødre sade smilende sammen, og saae til. De slap næsten aldrig hverandres Hænder; og den ældre - jeg mener, Conrectoren havde femten eller sexten forud - passede især paa den Yngre med en Ængstelighed, som om han var bange for at miste ham igjen - som en nygift Mand, sagde Herredsfogden, paa sin unge Kone. Kom Kjøbmanden ham et Øjeblik af Sigte, spurgte han urolig: "hvor blev Christian? saae I ikke Christian?" og søgte til han fandt ham.

✂ Een Morskab afløste den Anden; den lystige Jurist var Sjælen i dem. Han gjorde endog et Par Gange det vidunderlige Konststykke, at han fik Qvintus til at lee saa heftigt, at Man saae hans Tænder. - Dagen var borte inden vi mærkede det; Aftenen ligesaa. Endog Damerne havde saaledes ladet sig henrive i denne Munterheds Hvirvel, at da det blev Sengetid, kom de først i Tanker om, at der manglede Leje til Een. Vel skete Tilbud nok, at ville ligge paa Stole; men saadanne bleve ikke antagne. Den ene Datter hviskede noget til Moderen, men denne rystede paa Hovedet, og svarte sagte, hvorved jeg blot nam de Ord - "gjør hende Uro saa silde -". "Det behøves jo ikke heller" sagde nu Kammerraaden; "der staaer jo en Seng i den 61 sorte Stue; Hovednøglen lukker op - i Morgen kan vi gjøre Undskylding." "Den sorte Stue?" spurgte begge Pigerne med store Øjne; "hvem vil Fa’er ha’ til at ligge der?" "Ih -" svarte han smilende -"Degnen for Exempel." "Nej Katten ryuv mæ, om a gjør" raabte Denne bestemt, "saa skal a fahr go hjem." Nu blev jeg nysgjerrig, saavelsom alle de, der ikke havde været paa Gaarden før: "hvad er der med den sorte Stue?" lød paa engang flere Stemmer. "Intet Andet" sagde Kammerraaden lidt haanligt, "end at det spøger der. Man siger, at en stakkels Frøken, der var kommen for Skade, i gamle Dage er levende indmuret deroppe - naa, een Vei skal vi ud - ville De trække Lod, mine Herrer! eller - tør Ingen ligge ene - kan De jo blive To - jeg er ogsaa villig - " "Ingenlunde!" raabte vi, "De maa ikke jages ud af Deres egen Seng!" "Saa trække vi" sagde Herredsfogden; "men den der faaer Lodden, skal bestemt ligge allene hos Frøkenen." - Vi trak, jeg blev den Udvalgte; og modtog Forsamlingens Lykønskninger; men Degnen satte ordentlig et glubsk Ansigt op, og sagde: "A vil, Katten ryuv mæ, ett bytt mæ ham, om a saa ku vinn hiele Ulvedaahl."

✂ Det berygtede Værelse laa langt borte i en anden Fløj af Borggaarden; og for at naae derhen maatte jeg gjennem adskillige andre, 62 tilligemed en lang steenlagt Gang, Trappe ned og Trappe op igjen. Tjeneren aabnede, tændte et medbragt Lys, og fjernede sig med Gaardlygten, efterat have kastet et hurtigt og skye Blik hen til et vist Hjørne i Stuen. Denne førte med god Skjel sit varslende Tilnavn: Loft og Vægge vare malede, men med saa mørke Farver, at det Hele udgjorde et sandt Natstykke. Selve Omhænget paa den uhyre Himmelseng var af et Slags sortbrunt gammeldags Silketøj, eller Damask. - Inden jeg krøb indenfor dette, gjorde jeg med Lyset i Haanden en Rundar. Da jeg kom til det Hjørne, hvorhen Tjenerens Øjne saa mistænkeligt skelede, opdagede jeg strax et Billede, der alt for levende erindrede mig om før berørte Sagn. Det forestillede en ung Kvinde, med et skjønt men dødblegt Ansigt og nedslagne Øjne. Hendes Legeme var indhyllet i en Nonnedragt, og i de foldede Hænder holdt hun Crucifix og Rosenkrands. Dette Malerie befandt sig tæt op til Hjørnet; og paa den anden Side deraf stod en Mand, som med Rette bar Navnet den Røde; thi alt paa ham var rødt lige fra Haaret og Skjæget til de snevre Beenklæder og lange Snabelskoe. Hans skumle blodtørstige Blik var stivt fæstet paa Damen skraas over for ham. Jeg hørte siden, at dette skulde være Faderen til den af ham selv fordømte, indmurede Pige.

✂ Det var mig lige indtil denne Nat uforklarligt: hvorlunde den, som ikke troer paa Spøgelser, alligevel kan frygte for dem. Men da, ved pludselig at gribe mig selv i en vis Banghed, ledtes jeg til den Overbeviisning, at en saadan er grundet i vor ligesaa ubegribelige aandige Natur, eet af de Rivter i Dødens Forhæng, gjennem hvilke Sjælen skimter Udødeligheden. Og lige siden har Spøgelsefrygten aldrig været mig en Gjenstand for Skjemt - end mindre for Spot; meget mere har jeg betragtet den som en hellig, skjøndt dunkel, Aabenbarelse fra Aandernes Verden.

✂ Jeg kunde ikke sove. Mine Øjne faldt ofte sammen, men aabnedes atter, for at skotte hen til den skumle Krog, hvor Maanen belyste det liigblege Ansigt.

✂ Tilsidst tyktes mig, jeg hørte en svag Lyd derhenne, som af et musikalsk Instrument. Jeg holdt min Aande - hørte Intet. Lidt efter kom Lyden igjen. Nu lettede jeg Hovedet fra Puden - det var intet Selvbedrag; men Tonerne saa fine og fjerne, at det ikke var muligt at skielne, om de kom fra et Instrument eller fra et menneskeligt Bryst. 63 En let Gysen udbredte sig fra min Isse og ned over hele Legemet. Var det Aandesang fra Murenes Indre? Den Ulyksaliges Dødspsalme? - Det blev ved. Mine Nerver dirrede med en sælsom Krillen, og Benouelse indklemte mit Bryst. Jeg rejste mig heelt overende, og stirrede stivt paa Billedet, ventende med stille Forfærdelse, hvert Øjeblik at see Noget. Ansigtet bevægede sig - hævede sig - sank - forstørredes - formindskedes - Angesten steeg. Dog havde Fornuften ikke saa aldeles tabt sin Virkeevne, at den jo endnu kunde berolige mig med den Forklaring: at disse tilsyneladende Bevægelser maatte tilskrives Maanen, alt eftersom den gik bag en Skye, eller atter fremtraadte. - En nye Stilhed.

✂ Jeg begyndte at aande friere, tænke roligere, overlægge. Jeg fattede en rask Beslutning: stod op, og kastede mig i Klæderne, gik hen til et Vindue, og det forekom mig virkelig, som om jeg hos den klare venlige Maane hentede mig nogen Trøst og Opmuntring. Jeg delte mit Blik mellem den og det frygtelige Hjørne. Men hvad nu videre? Skulde jeg her blive staaende til Dag? - eller - jeg keeg ud: der var dybt ned; jeg maatte befinde mig i andet eller tredie Stokværk. Skulde jeg flygte tilbage? den lange mørke Vej, jeg var kommen? vække hele Huset? give mig selv til Priis for Latter, Spot, Foragt? Af denne Uvished udreves jeg igjen ved Klangen af de gaadefulde Toner, der ikke kom fra hiin Krog, som det forhen tyktes mig, men fra den modstaaende Side. Jeg vovede at gaae derhen, at lægge mit Øre til Væggen - det var Sang, jeg hørte - en blød kvindelig Stemme. Besindelsen vendte tilbage; men Forundringen tiltog: hvo kunde synge her? saa silde? - Jeg lod mit Uhr repetere - Klokken var halv eet - midt i den allerfarligste Aandetime! - Jeg hældede mig til Væggen - den gav efter - en Tapetdør gik langsom op, og ind til en meget stor Sal. I den anden Ende af denne viste sig en Lysstrime, der kastede et Skjær langt ud paa Gulvet. Der indenfra kom Tonerne. Nu taug de; men strax derpaa var der Een, som talte, og en Anden som svarte - Nysgjerrigheden drog mig - paa Kattefødder skred jeg derhen, for at see hvo af Damerne vare komne saa uformodet i min Nærhed, for at kvinkelere Natten ud. Jeg keeg ind ad Nøglehullet - nær kunde jeg segnet om af Forfærdelse; thi der sad hun selv, den indmurede, i sin sorte Dragt og med det skjønne blege Aasyn. Hun vendte Siden til, og havde et Papiir liggende for sig, hvorpaa hun 64 syntes at tegne. Ved samme Bord sad med Ryggen til mig endnu et Fruentimmer, af hvem jeg blot kunde see Hovedets og Overkroppens smukke Omrids, da hun selv dækkede det foran staaende Lys. Jeg var naglet til min Post. - Nu bøjede den Sidste Hovedet hen for at betragte Tegningen. "Denne Blomst" sagde hun paa fransk og med den reneste Udtale, "lykkes dig overordentlig." "Du mener Tusindfryden?" svarte Hiin i samme Sprog. "Det er een af mine kjereste Blomster, Alice!" Hun drog et dybt Suk, saae med et ømt Smiil paa Tegningen, og lod Penselen hvile. Hun med Ryggen til mig sukkede ligeledes, drog Hovedet tilbage, og gav sig til at sye, som hendes Armbevægelser viste mig. - Efter et Ophold, i hvilket hun atter gjorde nogle Strøg, sagde Malersken langsomt og vemodigt: "Den er Aarets sidste Blomst". Og med Blikket - jeg kunde sige - medlidende hæftet paa Blomsten, sang hun ned hiin bløde smeltende Stemme, der før saa hæftig forskrækkede mig, følgende Elegie, som jeg her har stræbt at gjengive paa vort eget Maal.

✂ Hvorfor tøver Du saa længe
Somren er jo alt forbi.
Ene Du i visne Enge
Smiler paa min Stie.

✂ Vil Du minde mig om Vaaren,
Som med dine Søstre svandt?
Atter vække Længselstaaren,
Som forgjæves randt.

✂ Vække Minder, som bespænde
Hjertet med Tungsindighed?
At min Sommer er tilende,
Troer Du ej jeg veed?

✂ Her taug hun; lænede sig tilbage mod Stoleryggen, og foldede Hænderne i Skjødet; en stor Taare rullede ned over hendes lilliehvide Kind. Da skød hendes Selskaberinde Syetøjet fra sig, greb hendes ene Haand, trykkede den mellem begge sine til Barmen, og sang i højere kraftigere Tone og hurtigere Tempo:

✂ Ej om Vaaren vil jeg minde,
Ej om svunden Sommer, Nej!
Men Dig lære end at finde
Glæden paa Din Vej.

✂ Sørg dog ej for Vaarens Glæder!
Sine Blomster har din Høst.
Selv den Taare, som Du græder,
Er ej uden Lyst.

✂ Hendes egen Stemme hensmeltede ved de sidste Ord i stille Graad. Hun rejste sig, sank paa Knæe for den Siddende, omfavnede hende, og lagde sin Kind paa hendes Arm. Denne lagde signende sin anden Haand paa Trøsterindens Tinding. - Jeg veed ikke, hvilken vemodig Medfølelse, der saa uvilkaarlig gjennemtrængte mit hele Væsen, at mine Øjne stod i Taarer, skjøndt disse Sørgende vare mig ligesaa ukjendte, som Aarsagen til deres dybe Kummer.

✂ Det gav et Smek i Panelet tæt ved mig. Den siddende saae sig om efter det. Jeg var bange de skulde faae i Sinde at kige ud i Salen; derfor gik jeg med lange Skridt, og hurtigere end jeg var kommen, paa Hosesokkene tilbage til min sorte Stue; her søgte jeg nu atter Sengen; men den uroligste Nysgjerrighed virkede ligesom Frygten før, mod Søvnen. Hvem i al Verden kunde de dog være, disse mærkværdige Mennesker? - Fremmede for Husets Folk! - Og Ingen havde omtalt dem endog kun med et Ord! - Jeg blev tilsidst saa forvirret, hartad fortumlet af denne forgjæves Fritten og Gjætten, at jeg var nær ved at indbilde mig jeg havde været Tilskuer ved en Aandescene, og at de tvende uforklarlige Væsner tilhørte eet af de henrundne Aarhundreder. Den Enes Lighed med Billedet - dennes ualmindelige Dragt - dette fremmede, fordum blandt Adelen brugelige Tungemaal - alt stemmede med Sagnet.

✂ Endelig sov jeg ind, og sov lige til det første Dagskjær.

✂ Utaalmodig klædte jeg mig paa, og ilede ned i den almindelige Samlingsstue. "Hvordan har De sovet? mærkede De Noget? hørte De Noget? saae De Noget?" saaledes lød det fra alle Kanter; og det varede længe, inden jeg ogsaa kunde komme til at spørge: "Ligger der Nogen i den Fløj? Hvem boer der? hvad er det for Damer?" 66 Kammerraaden lo: "har De besøgt Damerne, eller Damerne Dem?" Nu fortalte jeg hele Eventyret. De Fleste af dem stak i at lee, og Verten raabte: "vores Rector har, min S.... rigtig villet liste sig ind til Comtessen -" - "hvad for en Comtesse?" faldt jeg forundret ind. "Ih! Comtesse R... som har lejet Værelserne derovre. Hendes Forfædre har ejet Gaarden her - Gud veed hvorlænge; men Faderen solgte baade Den og Godset." "Men Hvem er saa Alice?" spurgte jeg videre, "Hm! det er ikke godt at sige" lød Svaret; "det er Alice, eller Else, som de Andre her kalde hende. Hun skal vel være en Slags Française for Comtessen. Hun er da kommen med hende herind udenlands fra."

✂ Nu vidste jeg saameget; men det var kun til endnu mere at pirre min Nysgjerrighed. En Comtesse og en Française ere uden videre ingen Gjenstande for denne; men Disse! saa højst dannede - som de jo tydelig viste sig for mig i hine Øjeblikke - rige paa Kundskaber, paa Følelse - og dog levende i slig Afsondring, med deres sikkert store interessante Hemmeligheder! Jeg blev ved at spørge; og fik stykkeviis efterstaaende lidet tilfredsstillende Oplysninger, som endda gaves mig med samme Ligegyldighed, hvormed Folk, der bestandig have boet i en smuk Egn, besvare en Fremmeds Spørgsmaale om de forskjællige Puncter, der i Udsigten tiltrækker hans Blik.

✂ Comtessen kunde være midt imellem de tredive og de fyrgetyve; havde tilbragt den længste Tid hos Slægtninge i det sydlige Frankrig, og kun boet paa Ulvedal noget over fire Aar. Hun levede meget stille, saae ingen Fremmede hos sig, og kom ej heller ud, undtagen til Kirke eengang om Maaneden. Kammerraadens besøgte hun og Mammesellen, efter forudgaaet Mælding, regelmæssig den første Søndag i hvert Fjerdingaar til The; og indbød dem til sig den Følgende. Men alt uden synderlig Morskab for Nogen af Parterne, da hun talte det danske med nogen Vanskelighed. Hun gjorde meget Godt i Stilhed: opklædte hvert Nytaar to fattige Børn, uddelte til Julen Fødevare, med mere; og Degnen roste hende, fordi hun til Højtiderne ved sin Tjener ofrede ham en Specie. Med Mammesellen var han endnu fuldkomnere fornøjet, da hun bar mange Børn - dog kun de Fattiges - i Kirke, hvorved hun betænkte ham med en Rigsdaler. Forresten var Begges Væsen noget stivt, afmaalt og fornemt, hvilket Kammerraaden dog godmodig skrev meest paa Sprogets Regning.

✂ Jeg bad nu Kammerraaden om at vorde mældet hos Comtessen, for personlig at aflægge min Taksigelse for Natteherberget. Han lod 67 strax Tjeneren gaae over; men forsikkrede mig tillige, at hun ikke modtog mit Besøg. Denne kom snart igjen, og bragte virkelig den Beskeed: at Comtessen bad sig undskyldt, fordi hun ikke kunde see Hr. Rectoren, eftersom hun befandt sig upasselig; men det skulde iøvrigt være hende kjert, om han fremdeles vilde afbenytte hendes Værelse. "Der laae vi den Nat, og havde ingen Dyne paa os," raabte min lattermilde Vert, og slog en hjertelig Skogger op; "lad os faae Lombrebordet frem."

5. Alice

✂ Jeg har oftere bemærket, saavel hos mig selv som hos Andre, at en enkel Begivenhed, den være stor, vigtig, bedrøvelig, ja frygtelig, ikke nær saa let bringer os ud af Fatning - end ej af Stemning - som flere forskjællige; skjøndt disse ere hver for sig ganske ubetydelige, og tilsammentagne af langt ringere Vægt end hiin. Man kan modstaa et eneste tungt Slag, men bukke under for flere lette. Saaledes gik det mig her: først fortrød det mig, at Nattens Gaader havde faaet saa hastig og klar Opløsning: dernæst ærgrede jeg mig over at de erholdte Oplysninger om de tvende interessante Figurer i dette Natstykke gjorde dem endnu gaadefuldere end før: og endelig harmede jeg mig over den Ligegyldighed, hvormed de af Husets Folk omtaltes. Disse sank i mit Omdømme ned til ubetydelige Hverdagsmennesker: deres Munterhed forekom mig flau, deres Skjemt fad, og deres Forlystelser platte. Jeg blev reent forstemt; og spillede min Lombre i et Lune omtrent som naar jeg retter en Stiil, der vrimler af gramatticalske Bommerter. Stadsmusikantens Ankomst virkede derfor paa mig, som et pirrende Middel paa den astehniske; men det var ligesaa meget ham selv, som hans Musik; begge stode i fuldkommen Opposition til hinanden. Jeg skal forklare mig tydeligere.

✂ Han var en Mand med et grimt, barskt Ansigt, et rue og skarpkantet Væsen, smaatalende, knurvorn i hele sin Omgang. Og dog var den Lifligste af alle Kunster ham Alt, og alt andet - intet. Musik var hans Stolthed - jeg tør ikke sige Glæde; thi aldrig saae han mørkere ud, end netop under Udførelsen af de allerskjønneste Stykker. Han elskede Kunsten, (som en Tyran sin Kone, sagde Herredsfogden) men intet Menneske under Solen; enhver, som ikke forstod Musiken, foragtede han. Hvo der nu kjendte ham, og tog ham, som han var, 68 den morede han paa en dobbelt Maade: først ved hans Kunstfærdighed, og dernæst ved hans Gnavenhed. Herredsfogden kjendte ham: staaende paa Trappen med Violinen til Kinden modtog han Apollos Præst - ikke med Buk eller mundtlig Hilsen - men ved at spille og variere Musikken til de Ord: "Vær Velkommen!" i Heibergs Indtog. Dette sindrige Galanterie blev strax forstaaet og optaget; Musikanten nikkede, og sagde: "det er den rette Maade at tale paa." "Ja visselig!" svarte Skjelmen med alvorlig Pathos, "Kunsten culminerer ikke, før den fuldkommen erstatter Mundens Taleorganer."

✂ "Slaae nu Beterne i Hartkorn!" raabte Kammerraaden da vor Capelmester - som Herredsfogden kaldte ham - traadte ind. Den sindige Tertius paatog sig dette Arbejde. Og nu gik det løs over den guddommelige Kunst: Instrumenter udpakkedes, prøvedes, stemtes; Nodestole oprejstes; Noder fremlagdes; og alt med en Iver, en Travlhed og Alvor, som om der arbejdedes paa Verdens Vel. Vertinden viste sig to Gange i Døren til Concertsalen, og spurgte: om Herrerne ikke kunde faae Tid til at spise; men erholdt kun korte og ubestemte Svar. Omsider kom Manden i Huset med en Jagtpidsk i Haanden, og drev os tilbords.

✂ Det var yderst morsomt at see paa Fiedler (Capelmesteren) og Herredsfogden, medens de mønstrede hverandres musikalske Skatte: Hænder og Øjne i idelig Bevægelse: afbrudte Udraab som "godt! prægtig! det skal vi ha’! nydelig! extra," og saa videre. Men tilsidst fremkom Fiedler med en splinternye Composition, som han ordentlig med et glubsk Gefjæs holdt Herredsfogden lige op under Næsen, og som afpressede denne et A.....h! der gik igjennem flere Takter, og endte smorzando. "Den smager ham" raabte Kammerraaden. "Det troer jeg nok" sagde Fiedler, "det er en nye Qvartet for fire Violiner." "Hvordan skal vi faae den?" spurgte hiin i sørgelig og næsten grædende Tone. "Vel skal vi det" svarte den Anden; "De, og jeg, og Assessoren, og - Hr. Rectoren; han kan; det veed jeg." "Bravo!" skreeg Herredsfogden, og bukkede sødt smilende for mig - "men hvad er det der ligger?" "hm!" svarte Fiedler; "det er noget som vi ikke kan bruge; man har sendt mig det med det øvrige - en stor italiensk Aria med Accompagnement af Violin, Violoncel, Fagot og Hoboe, Instrumenterne har vi; men hvor er Soloen?" "Det var muligt, Alice kunde" tog den ene Jomfrue Hansen Ordet; "hun synger flere saadanne græsselig lange Tingester - jeg vil gjerne vise hende den -" - "gjør 69 det, bedste Jomfrue!" raabte Herredsfogden, men Fiedler sagde med foragtelig Mine: "Pyt! - skal vi prøve Qvartetten?" - Den gik, dog ikke uden adskillige Smaafejl, ved hvilke Stadsmusikanten snærrede, eller stampede i Gulvet.

✂ Saamange af Selskabet, som ikke forstod eller ikke yndede Musik, listede sig efterhaanden bort, og toge fat paa anden Slags Spil - jeg mener Kort og Tærninger. Og saaledes bleve vi Kunstens Dyrkere, med nogle faae Tilhørere og Tilhørerinder, overladte til os selv og vor Ørenslyst.

✂ Det var bleven Aften. Vi vare ifærd med en Symphonie, da jeg under en Pause seer et Fruentimmer, som jeg ikke før havde bemærket. Hun stod ved Siden af Jomfrue Hansen lige nede ved Døren, og hørte til med nedslagne Øjne. I Haanden holdt hun en Rulle Papir - det maatte være hende - Alice! men uagtet min højt spændte Nysgjerrighed, kunde jeg kun skjænke hende et flygtigt Blik; thi Musikken rev mig med sig. - Symphonien var ude. Hun traadte frem, langsom, beskeden men ikke bly. "Pyt!" sagde jeg i mine egne Tanker, da jeg nu nærmere betragtede hende - "smuk Figur; men intet udmærket Ansigt - saa koldt, saa livløst!" hendes Øjne saae jeg endnu ikke, og først længe derefter; thi de bedækkedes næsten halvt af Øjenhaarene; og hun fæstede dem ikke paa Nogen, de foer kun ganske flygtigt over dem hun talte med. Hun traadte hen til os, udfoldede Rullen og 70 sagde med en tvungen Udtale, der tilkjendegav hendes franske Herkomst: "jeg kjender den Soprano, og ar den synget før; med Assistance af di min Ærrer! -" hvo der nu gjorde store Øjne, det var alle vi Ærrer; men ingen større end vor Capelmester; hans Ansigt blev en halv Gang saa langt som ellers; han gloede paa hende, som om han ikke rigtigt havde fattet hvad hun sagde. "Hvem før’ an?" spurgte hun med et flygtigt Øjekast omkring i Kredsen - "jeg - jeg" svarte han hurtigt, anviste hende bukkende Plads foran sin egen Nodestol, fremtog og fordelte de ledsagende Stemmer med ualmindelig Væverhed.

✂ Jeg fik ingen - hvormed jeg var vel tilfreds - og stillede mig mellem de faae Tilhørere. - Hun saae sig tilbage, Fiedler nikkede til sine Medspillende, og pegede med Buespidsen paa Noderne; hun tog sine i begge Hænder - de vare i Sandhed smukke - satte den højre Fod frem, den var nydelig, klappede tre Gange med Taanen, og -. Da jeg forgangen Aar førstegang saae Roat gaae op; da han stod der med Balancestokken - en heel Skibsraa - i Hænderne, vuggede sig frem og tilbage med Ryggen til Stytten, traadte rask ud paa Touget og snappede Foden tilbage, som om han tvivlede paa dets Styrke - da følte jeg en Beklemmelse, en ængstelig Uroe: "Vil han? tør han? kan han? Om han selv bliver bange, svimler - om Touget brister -" Men da Musikken saa stemmede an, da han med Kraft og Sikkerhed vendte ind paa denne smalle Broe mellem Liv og Død - da lettedes mit Bryst, da følte jeg, at med ham havde det ingen Fare.

✂ Saaledes følte jeg her en vis Benouelse, da jeg saae den unge Pige med saa yderst vanskelig en Opgave for sig, blandt saa mange skarpe Kjendere. Men saasnart hun intonerede og det med en Virtuosas Sikkerhed, Kraft og Fylde, da hendes Sølverstemme gjennemfoer mig som et electrisk Stød, da følte jeg og med en Slags sød Forskrækkelse hvor vis hun var i sin Sag. Nu først vovede jeg ret at betragte den Mund, der udsendte saa herlige Toner. Men saaledes var den ikke smuk - Man borde heller aldrig see paa en Sangerinde, eller og skulde hun være maskeret; hvad har Øjnene hos hende at bestille? mine vendte jeg ogsaa bort; og nød nu en Henrykkelse, som ikke blev afbrudt før Sangen; Instrumenterne havde jeg slet ikke hørt.

✂ Med en let Bøjning leverede hun sit Blad til den forbausede Concertmester; med nedslagne Øjne og et svagt Smiil modtog hun de fra alle Kanter indstrømmende Taksigelser, og gik derpaa hen til 71 Husets Moder, hos hvem hun satte sig, ventende som Tilhørerinde paa et nyt Nummer. - Da dette var forbi, blev hun anmodet om atter at glæde Selskabet med sit fortrinlige Talent; hvortil hun uden mindste Snerperie viste sig villig; men uheldigvis havde hverken hun eller Vi noget Accompagnement, undtagen af Pianoforte. Jeg vovede af foreslaae et da Capo af Arien, men derfor bad hun sig forskaanet: "jeg ikke elske da Capo," svarte hun "anden Gang, man ikke gjør saa vel - men - jeg mig ikke udtryk i dansk -" "- behag at tale fransk, Mademoiselle!" tog jeg Ordet paa dette Sprog; "jeg troer næsten at kunne gjette deres Tanker." Nu ophørte hendes Forlegenhed, og det tvungne i hendes Væsen, der vist nok allene havde sin Grund i den Tvang, Sproget paalagde hende; med fransk Livelighed sagde hun: "man skulde aldrig forlange Gjentagelse hverken af Musikstykker, scenisk Spil eller Declamation. Saa strax derefter lykkes det ikke saa godt som første Gang; kan aldrig gives ej heller modtages med den første Varme, og baade Kunstner og Tilhører tabe begge." "Jeg kan ikke andet end give dem Ret - skjøndt det strider mod min egen Fordeel - " svarte jeg, "men dog med Indskrænkning. Vel kunde deres Paastand endogsaa logisk bevises; thi lad os blot forestille os sexten encores i Rad; da vil jo det fuldkomneste Mesterstykke tabe - i det mindste sin Friskhed; og taber det sextende Gang, taber det og den femtende, og saa videre lige op til den anden. Men gives der ikke alligevel Undtagelser? Compositioner som aldrig tabe sig? som i høj og stedse højere Alder beholde den ungdommelige Friskhed?" "Beholde?" gjentog hun; "jeg vilde hellere sige: fornye, og denne Evne til at kunne fornyes, er netop Kjendemærke paa de Frugter, der taale at gjemmes. Men min Mening er jo og kun denne: at de maae nydes i Mellemrum. Et slikvurnt Barn, som ikke kan styre sin Begjerlighed, forspiser sig let i det Søde, og spiser sig keed deraf; derfor holde forstandige Forældre det tilbage, at det maae nyde lidt og længe." Dette sidste sagde hun med et muntert Smiil, der - dog kun for et Øjeblik forandrede hendes Ansigt, og viste et Glimt af indvortes Liv, som det ellers savnede. - Jeg blev afbrudt i denne Samtale, da man kaldte mig hen i Orchestret; og da Nummeret var forbi, og jeg atter vilde knytte den, savnede jeg Alice. Hun var pludselig bleven afhentet til sin Comtesse.

✂ Som unge Herrer gjerne pleje, saa begyndte vi nu at recensere den Bortgangne; og havde hun ikke bedre Skjæbne, end et nyt Digt 72 imellem æstetiske Kunstdommere, alle finde de Fejl, men ikke alle de samme; hvad een roser laster en anden; og vilde Forfatteren i en ny Udgave tage enhver Rettelse og Udsættelse tilfølge, skulde det gaae ham med hans Bog, som det efter Fabelen gik hiin aldrende Mand med hans Hoved, af hvilket en ung Elskerinde udrykkede de graae Haar, og en ældre de sorte: saa den føjelige Stakkel tilsidst beholdt slet ingen tilbage, men sad der aldeles skallet imellem dem. Men mange skarpe Domme ere ikke altid et ondt Tegn; det viser, at man leder efter Fejl. De tvende Parter vare dog alle enige: at hun sang guddommeligt, og at hun havde en - stor Mund! Dette sidste maatte jeg selv skjøndt ugjerne, indrømme. Men sandelig! ingen af os havde endnu seet hende.

✂ Midt under Aftensmaaltidet kom hun igjen. Den opmærksomme Vertinde overlod hende sin Stol ved Siden af mig med den Yttring: at de to franske bedst vilde underholde hinanden. Det traf ind; thi aldrig før havde jeg hos noget Fruentimmer fundet saa fiin en Belevenhed forenet med saa dyb en Følelse; og dog skiftede hun med ejendommelig Lethed Æmnet, saa ofte jeg bragte et nyt paa Bane. Hvor gjerne havde jeg gjort hende selv til eet! men paa den lige Vej gik dette jo ikke an, og Omveje ledte ej heller til Maalet, eftersom hun bestandig bøjede af, eller vel endog med et kunstigt Spring vendte heelt tilbage. - Skade - tænkte jeg tidt - at den Mund, der taler saa smukt, ikke selv er det!

✂ Jeg erfarede ikke meer, end hvad jeg allerede forud havde formodet: at Comtessen var hendes Velgjørerinde og eneste Veninde.

Julebal

✂ Man vil finde det naturligt, at jeg beholdt mit sidste Natteleje; og ligesaa, at jeg en heel Time lyttede ved Tapetdøren. Men forgjæves; jeg hørte ikke det allermindste til de Uforklarlige. Omsider jog Søvn og Kulde mig fra min Lurepost i Seng.

✂ Efter en uafbrudt og kvægende Hvile vaagnede jeg først i Dagbrækningen. Jeg klædte mig paa, og gik hen til Vinduet. - Det var Tøevejr. Graa Regnskyer drev ilende og lavt hen over Skoven - den mørke Skov der nylig stod smykket til Julen i Vinterens prægtigste Sølvmor. Saaledes - tænkte jeg - aflægger den unge Hustrue sin Brudestads og brammende Hovedpynt; og nøjes beskeden med dagligdags 73 Klæder og eget Haar. Sydvestvinden hylede i de gistne Vindueskarme; og svingede Rørtaget i Borggraven med uophørlig Susen og Skraslen. Jeg blev vemodig stemt; det var som de lavthængende Skyer nedtrykte mit Sind, og indsnevrede mit Bryst. Jeg tænkte med Tungsind paa min ædle Naboerske, det sidste henvisnende Skud af en fordum mægtig og blomstrende Stamme. Snart er ogsaa hun forsvunden af sine Forfædres Haller, der allerede beboes af en fremmed og frodig fremblomstrende Slægt. Uvilkaarlig sukkede jeg med Helleniens blinde Sanger:

✂ "Menneskets Æt er som Løvet,"
"Vinden nedhvirvler i Støvet;"
"Disse Skovene taber,"
"Andre Foraaret skaber."

✂ Det var mig dengang aldeles uforklarligt, hvorfor mit "Tøevejrhumør" som Herredsfogden kaldte det, ikke vilde lade sig fordrive den hele udslagne Dag. Jeg tog Deel i Alt, men kun Halvdeel; og det hændtes mig flere Gange, naar nogen af Selskabet eller jeg selv kom til at savne mine Tanker, at jeg fandt dem oppe hos Comtessen, eller i hendes Værelser.

✂ Vi havde mange Ting for: vi musicerede, spilte Billard, Kort, Fjederbold; og tilsidst sloges vi med Snebolde. Kort sagt: man slog sig løs paa alle mulige Maader; men jeg var og blev bunden - jeg vidste ikke hvoraf.

✂ Al denne Galskab skulde endes med Dands. Nogle flere Damer - paa hvilke der var Mangel - bleve hentede. Kort før Ballet skulde tage sin Begyndelse, kom een af Herrerne i Tanker om Alice. "Hun er mageløs i Sang," sagde han, "og dersom hun kun dandser halvt saa godt -" "- hun dandser slet ikke," faldt den ældste Jomfru Hansen ind; "i det mindste har vi aldrig seet hende dandse; indbuden har hun været to tre Gange, men altid undskyldt sig." "Skal vi ikke forsøge det engang endnu?" sagde Herredsfogden, "hvem kan vide - om - Rectoren for Exempel indbød hende? han converserede hende iaftes saa yderst behageligt; og det lod til, som de ikke fik Materien udtømmet - Skriv hende en Billet!" Det gjorde jeg. Svaret kom mundtligt og strax, "hun skulde have den Ære."

✂ Jeg stod just i en venskabelig Strid med et Par andre Dandsere om hvo der skulde føre den første op, da Alice kom ind. Amor og alle 74 Gratier! det var hende, og det var ikke hende; jeg saae, og jeg saae: det var ikke hiin mørkklædte mørkladne, kolde, hartad stive Française; det var Terpsichore selv, let som en Zephyr og mild som Morgenstjernen. En snehvid Balkjole sluttede i tætte Folder om den yndigste Krop, og naaende kun til Anklerne, lod den frie til Beskuelse de nydeligste Fødder, omvundne paa gammel græsk med rosenrøde Silkebaand. Et himmelblaat Flor tilhyllede Barmen, og en eneste Lillie - et Værk af Kunsten - prydede den mørkebrune Haarfletning paa hendes Isse. Men Ansigtet fremfor alt! hvilken sælsom Forvandling var det undergaaet! Hvor var den store Mund bleven af? Som hun med et Par takkende Ord smilte mig imøde, da jeg traadte til for at hilse og opbyde hende, kunde jeg gjerne ønsket den endnu større, for at see desflere af de skjønneste Tænder, der nogensinde fremskinnede mellem tvende Purpur-Læber. Og Øjnene! ogsaa disse aabnede mig nu for første Gang deres mørkeblaa Himmel, og viste mig i et Glimt hvilken Aand der boede forinden.*

✂ Vel var det at Musikken i det samme begyndte; thi min Overraskelse var saa hæftig, tillige saa sød, at jeg skulde have glemt Dandsen, mig selv, og alt andet omkring mig. -

✂ Unge Læser! smukke Læserinde! nu vide I allerede, hvad jeg dengang ikke endda mærkede: at Kjerlighedens Gud havde ramt mig med sin sikkreste Piil. Hvorledes kunde jeg ogsaa tænke, at den der ved første Sammenkomst var mig saa ligegyldig, derefter pludselig skulde vorde mig saa dyrebar? Jeg havde stedse forestillet mig, at Kjerlighed nødvendig maatte begynde ved det allerførste Syn. Eller var den der virkelig strax? laae hidtil i Dvale, og vækkedes blot? som naar vi drømme, og først ved vor Opvaagnen vide at vi have drømt.

✂ Jeg fornam ikke hvorledes jeg var faren, før Alice var borte. Henimod Midnat forlod hun Ballet, for at begive sig til sin ensomme Veninde. Da var det for mig, som om Lysene brændte søvnigt, Musikken lød mattere, og Dandsen gik tungere; som om hun havde taget det halve Liv, Lys og Glæde bort med sig. Jeg kunde ikke længere skuffe mig selv over mit Hjertes Tilstand. - Denne vigtige ** Hvad er Skjønhed andet end Gjenskinnet af en skjøn Sjæl. Hver enkelt Deel af Ansigtet kan være smukt, det Hele regelmæssigt; men fattes det Aandens Glands, har det ikke større Værd end Pygmalions Galathea, førend Guderne hørte hans Bønner, og skjænkede hende een; det vækker Beundring, men ikke Kjerlighed. 75 Opdagelse skulde fordrevet mig fra Selskabet hen i Ensomhed, havde jeg ikke frygtet, derved at røbe mig selv - jeg, der saalænge hun bivaanede Ballet, ikke havde været fra Gulvet. Men endnu mindes jeg grant, hvad Tvangen kostede mig: istædet for at jeg før havde dandset med Liv, saa dandsede jeg derefter paa Livet; min forrige selvbudne Munterhed veeg for en besværlig og ofte uheldig Vittighedsjagt. I Pusterummene gik jeg fra Værelse til Værelse; saae paa de Spillende, uden at vide hvad de spillede; blandede mig i Samtaler uden at vide hvad de angik. Uden videre Beskrivelse: jeg bar mig ad som en Forelsket.

✂ Saalænge der dandsedes, gik det saa som saa. Men da der vare færre Damer end Chapeauer, og blandt de første nogle daarlige Dandserinder, med hvilke der maatte gjøres - hvad i Landsbysproget kaldtes Hoverie: foreslog de sidste til en Forandring - Julelege. Nu blev jeg værre faren. Jeg maatte give Pant paa Pant; snart vare alle mine Lommer tømte. Og da saa Panterne skulde indløses! Hvor dyb var ikke Brønden? hvor haard den brede Steen? hvor tung den polske Kirkegang? jeg hang, jeg skriftede i Sandhed som en Synder; og alle de Kys, jeg fik og gav, smagte dels som Ædikke og deels som Vand. Men paa Forundringsstolen ventede mig dog den haardeste Prøvelse. Det var stakkels Tertius, som skulde forkynde mig Selskabets Anmærkninger; hvilket han ogsaa gjorde med samvittighedsfuld Nøiagtighed og største Alvorlighed. Jeg frygtede og sad som paa Naale. Adskillige dunkle Hentydninger havde jeg med kunstlet Rolighed nedslugt; men een forstyrrede den ganske: "og somme -" endte han - "forundrer sig over, at Hr. Rectoren er bleven saa forunderlig, siden hans Dame gik bort." "Den skal sidde!" raabte jeg, og sprang op fra Stolen. Mandfolkene loe, Fruentimmerne fnisede. - Den skyldige var ikke at udfinde. Tertius angav den yngste Jomfrue Hansen; men hun fralagde sig rent ud Beskyldningen. "Var det ikke Dem saa var det Deres Søster;" sagde han. Hun nægtede ligesaa haardnakket. Enden blev at han selv maatte sidde; og jeg fik ingen Hævn.

✂ Legen havde tabt sin Morsomhed - man gabede - man snakkede om Sengen. Jeg længtes efter den, for uforstyrret at kunne tænke paa hende, der paa saa underfuld en Maade havde overrumplet mit Hjertes hidtil uindtagelige Fæstning.

✂ Jeg gjennemgik den hele Aften fra hendes glimrende Fremtrædelse til den sidste yndige Hilsen, med hvilken hun forsvandt. Jeg gjentog 76 ethvert af hendes Ord. Jeg dandsede alle vore Dandse om igjen; og nu først begreb jeg, hvori hendes Mesterskab, ogsaa i denne Færdighed bestod; ej allene i Skjønheden, men og i Letheden af alle hendes Bevægelser. Uden allermindste Anstrængelse udførte hun de dengang endnu brugelige Armturer; Arme og Fødder rørte sig ligesom ved et skjult Maskinerie i uforstyrrelig Takt, medens det dejlige Legeme svævede mellem de andre Dandsende, ligerviis som Svanen sejler rank og roligt mellem tumlende Bølger.

✂ Jeg lod min Indbildningskraft paa ny afpræge mig hendes Miner, Smiil og Øjekast, naar vi mødte hinanden, naar vi talte sammen; om de ikke indeholdt noget meer end blot Artighed: det syntes saa - men - her greb mig pludselig den Tanke: hvorledes var hun mod de andre unge Mandfolk? - hm! det vidste jeg ikke. Kun det havde jeg dog bemærket: at Conrectorens Broder nogle Gange betragtede hende, dog med en vis Alvorlighed; og at hun ligesaadan havde skottet til ham fra Siden. Han var rigtignok en Mand henad Aarene, men af et yngre endnu mandigt og kraftfuldt Udseende. Hans Haar og Kindskjæg faldt mere i det graae end i det sorte, men vanhældede dog ikke Smukheden af hans solbrændte Ansigt, der oplivedes af et par muntre lyseblaae Øjne. Hans Skabning var athletisk og hans Holdning som en Krigers. - Dog herover beroligede jeg mig snart, saameget lettere som jeg hørte ham snorke af Hjertens Grund. Han og Broderen - de Uadskillelige! - vare nemlig flyttede op i min , forrige Seng, og jeg havde faaet en anden i samme sorte Stue; eftersom de sidst tilkomne Damer indknebe Huusrummet til det yderste.

✂ Jeg vaagnede først temmelig højt op paa den korte Vinterdag. Jeg keeg over til den anden Seng - den var tom. Jeg drejede mig om til Vinduet: Solen skinnede derind. Jeg stod op.

✂ Som jeg var paaklædt til at gaae ned, og allerede udstrakte Haanden efter Trykkeren, lød der en taktmæssig Knirken inde fra den store Sal - mon det er hende? tænkte jeg, listede mig hen til den velbekjendte Dør, og linnede saa sagtelig ved den, at jeg kunde med det ene Øje titte derind. - Det var hende! Hun var i Morgendragt; men et Kastetørklæde tildækkede Hals og Barm - ej engang Dagen maatte see dem. Hun var ifærd med, i en Commode at gjemme sin pent sammenlagte Balstads; og da hun blev færdig dermed, trak hun en anden Skuffe ud, tog noget i Haanden, som jeg ikke kunde see, 77 men hvorfra nedhængte en sort Lidse af Silke eller Haar. Længe betragtede hun det med dyb Vemodighed, sukkede, trykkede det med begge Hænder til Brystet, kyssede det, og vendte de graadfulde Øjne didop, hvor de Dødelige søge Trøst for Smerten hernede. Derpaa gjemte hun atter det fremtagne, tørrede sine Øjne, og forlod Salen med roligt Aasyn og lette Fjed.

✂ Hvad kunde det være? et Billede formodentlig; men hvis? en Elskers? - det faldt mig tungt paa Hjertet - maaskee en Moders? - det lettedes igjen. Men hvo var hun da selv? en Emigrantinde? af høj Stand - alt for høj! det forraadte jo hendes fuldkomne Dannelse. -

✂ "Vished!" sagde jeg fast besluttet til mig selv, og ombyttede min Ensomhed med Selskabets muntre Larm.

Liniedandserinden

✂ Dagen henløb, uden at jeg var kommen i det rene med mig selv, paa hvilken Maade jeg vilde erklære mig for Alice; men da jeg nu engang havde bestemt, at jeg vilde, kunde jeg og uden mærkelig Adspredelse deltage i Forsamlingens adskillige Morskaber, som dog fra nu af havde saa lidet tiltrækkende for mig, at jeg ikke er istand til at mindes, mindre at beskrive dem.

✂ Det var Juleaften. - Følgende Helligdag tog jeg i Kirke, ledsaget af nogle Faa, hvoriblandt de tvende Brødre. Alice var der - det vidste jeg - men Comtessen ikke, saasom hun ikke befandt sig vel. - Under hele Tjenesten saa den andægtige Pige kun paa Præsten og sin Bog: Det glædede mig. - Først da vi begge paa eengang traadte ud af Stolen, mødtes vore Øjne. Hun rødmede, og hilsede venligt; men tale sammen gjorde vi ikke - jeg manglede Mod dertil. - "I Morgen!" tænkte jeg.

✂ Det blev Morgen igjen. - Brødrene havde, som de forrige Dage, forladt Værelset. - Jeg stod op - Jeg stod en heel Time, lyttede, keeg ind i Salen - nej! hun var der ikke. Flere Gange gik jeg til Kammerdøren, og vendte atter tilbage. Min Beslutning vaklede, mit Mod sank. - Da lød omsider den velkjendte Knirken. "Nu eller aldrig!" sagde jeg halvhøjt, og gik derind. Hun syslede ved Commoden; men da hun fornam nogen, vendte hun sig hastig imod mig; jeg saae, at hun forskrækkedes - skiftede Farve, og derved steeg mit Mod paa nye: det første Skridt var overstaaet.

✂ Jeg blev, staaende i ærbødig Afstand, og sagde: "Mademoiselle!" - men mere sagde jeg ikke; fordi jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg vilde sige. - "Monsieur," svarte hun; men heller ikke mere. - Jeg blev forknyt, benouet, indviklet i min egen raadvilde Ængstelighed. Da øjnede jeg pludselig en Udgang: "jeg har hørt" sagde jeg hurtigt, "at Comtessen ikke befinder sig vel." "I Dag er hun noget bedre." "Det glæder mig." - Atter en Pause.

✂ Min piinlige Forlegenhed steeg med hvert et Pulsslag - den var ikke til at udholde. - Som en svulmende Strøm gjennembryder Dæmningen, saaledes udvældede mine trangt indsperrede Følelser i en Strøm af Ord - hvilke? - det veed jeg ikke; men saameget erindrer jeg: at Farven forlod Alices Kinder, og Glandsen hendes Øjne; og at hun støttede sig med den ene Haand til Commoden. Jorden brændte under mine Fødder.

✂ "Min Herre!" begyndte hun med klar og fast Stemme; men det forekom mig, at denne Fasthed var fremkunstlet, "min Herre! deres ærefulde Andrag er af den Beskaffenhed, at den forpligter mig til den oprigtige Tilstaaelse - " (det er ægte fransk Stiil! tænkte jeg) - at jeg er bundet til Comtesse R.... ved saadanne Baand, som intet i Verden kan eller maae løse. Hun er mit Alt - og jeg - hendes sidste Trøst - den sidste Traad, der knytter hende til Livet - "De seer -" lagde hun ilende til - "at jeg skatterer Deres meget hædrende Tillid, idet jeg berører et Forhold, som ellers ikke fremstiller sig for Verdens Blik." Mit havde jeg, medens hun talede, nedslaaet som en Synder for Dommeren. Nu hævede jeg det atter; og med det samme sank hendes; men to store Taarer vældede ud under de lange Øjenhaar. Jeg kom igjen til Mod og Mæle: "Det Forhold" sagde jeg, "hvori De befinder Dem til Comtessen - jeg ærer det - hvorlidet jeg end kjender dertil - men - tillad mig blot dette ene Spørgsmaal! - om dette Forhold nu ikke var? -" Her kastede hun et Lynblik til mig, trak i sine Handsker, og svarte med tilsyneladende Kulde: "det er - og - hun saae sig omkring, som Een der søger en Lejlighed til at slippe bort. "Alice!" sagde jeg med tiltagende Dristighed; "jeg kjender Dem kun under dette Navn, og med dette tiltaler jeg Dem, hvis De saa vil, for sidste Gang. Jeg er ingen letsindig Yngling; som Mand, som ærlig Mand, og efter alvorlig Prøvelse af mit Hjerte, siger jeg frit og aabent: det tilhører Dem - reent og udeelt. Men - hvis ingen Følelse i Deres skulde tale for mig" - hun saae paa mig med et smerteligt Blik, i 79 hvilket jeg troede at skimte et Glimt af Ømhed. Jeg greb hendes Haand, som hun ikke unddrog mig. "Alice!" vedblev jeg; "hvis jeg ikke var Dem ganske ligegyldig - kun et Ord, et eneste husvalende Ord! Jeg kan vente, vil vente taalmodig, indtil det Forhold, De nys betegnede, maaskee kunde forandres, uden af løses."

✂ Hun trak sin Haand blidelig tilbage, holdt den anden et par Secunder for Øjnene, sammenpressede Læberne, som for at dæmpe frembrydende Graad, og viste saa til en Stol ved Siden af mig. Mekanisk satte jeg mig; hun sank, eller meer, segnede ned paa en anden. - Nogle Øjeblikke sad hun bestædt i indvortes Kamp; hurtigt bølgede Barmen, Øjenlaagene klippede; omsider frembrød hendes Ord med et skjælvende Suk.

✂ "Førend De andengang ønsker mit Svar paa det vigtige Spørgsmaal, De har behaget at gjøre mig" - sagde hun med Fatning - "bør De kende mere til mig, min Skjæbne, og min Stilling, end det lidet, De hidtil vidste. Men først, saafremt De har mig - som jeg - jeg - nærer en oprigtig Højagtelse for Dem, udbeder jeg mig Deres Løvte: at De, naar min Historie er til Ende, bier indtil jeg selv uopfordret svarer paa Deres alt for artige Yttring." Jeg lovede det.

✂ "Hvad min Fødsel og Herkomst angaaer" sagde hun, "da er jeg mig selv ligesaa ubekjendt som Dem. Jeg veed hverken af Fader eller Moder; ene, uden Frende eller Ven, er jeg udstødt paa Livets Skueplads. - Og til en virkelig Skueplads hæfte sig mine tidligste Erindringer; ja, min Herre! jeg har henlevet min Barndom med Liniedansere, Springere og Kunstryttere - " jeg følte, at der gjennemfoer mig ligesom en kold Gysen; og jeg bemærkede, at hun kastede et Sideblik til mig - "Min Smule Færdighed i Dans - har jeg erhvervet under Graad og Pidskesnert. Ofte ønskede jeg - ak! jeg kunde ikke bede til Gud; thi jeg kjendte ham ikke - jeg ønskede at Touget maatte briste, og jeg ved et sønderknusende Fald faae en Ende paa mine Lidelser. Selv turde jeg ikke kaste mig ned; thi jeg frygtede Svøben meer end Døden. Ofte, naar Klap og Bravoraab regnede ned over mig, og jeg med Armene korsviis over Brystet bøjede mig for det jublende Publicum, trillede de bittreste Taarer ned over mine magre sminkede Kinder."

✂ "Jeg skulde upaatvivleligt engang alligevel fundet Lejlighed til at gjøre sikker Ende paa min usle Tilværelse, hvis ikke den for mig saa hældige Forandring var indtruffen: at nogle rejsende Musici etsteds 80 havde sluttet sig til vores Bande. Een af disse, en Romer af Fødsel opdagede min Syngegave, og paatog sig at uddanne den. Da jeg herved paa dobbelt Maade kunde bidrage til at fylde Directørens Casse, tillod han mig gjerne at nyde Romerens Underviisning; og jeg nød den med dobbelt Lyst; thi for det første elskede jeg Sang - Glædens og Sorgens Tolk i Menneskets Bryst -; for det andet var jeg saalænge befriet for Directørens og hans Kones Mishandlinger; og for det tredie kunde jeg hos min godhjertige Lærer spise mig mæt i Macaronis. - Jeg gjorde god Fremgang; men til min egen Skade; thi forhen havde jeg sluppet med at voltigere og dandse, nu maatte jeg ogsaa synge offentlig. Og da jeg gjorde dette med Tvang og Frygt, var jeg ikke stedse saa heldig at indhøste Tilhørernes Bifald: og da fil jeg arme Stakkel Hug til min Aftensmad."

✂ Her sukkede hun smerteligt, og aftørrede et par nedrullende Taarer; ogsa mine randt ved Forestillingen om denne Engels grusomme Behandling. Jeg følte mig saa beklemt, at jeg ikke kunde fremføre et Ord.

✂ "Men" vedblev hun, "Gud forbarmede sig over den forældreløse Skabning, og frelste mig af disse Barbarers Hænder. Vi befandt os just i Livorno, for derfra at indskibe os til Engelland. Under den sidste Forestilling havde jeg gjort mine Sager saa slet, at jeg havde den haardeste Straf at vente. I min store Angest besluttede jeg nu at udføre det Forsæt, hvori jeg hidtil var bleven hindret. Endnu inden Forestillingen var forbi, sneg jeg mig bort, og løb af alle Kræfter lige ned til Havnen, og styrtede mig i Vandet. Det var i Aftenskumringen; men nogle Sømænd, ved hvis Skib jeg sprang ud, havde seet mig. Øjeblikkelig kastede Een sig ned, greb mig, og bragte mig uskadt op paa Dækket. Aldrig saasnart var dette skeet, før min Tyran med en anden af Banden, som strax maae have mærket min Flugt, kom farende til og fordrede mig udleveret. Jeg skreg og kastede mig ned for min Redningsmand. Jeg omsnoede hans Been, "frels mig! behold mig! dræb mig!" raabte jeg med min sidste hendøende Kraft-Bevidstheden forlod mig. - Da jeg opvaagnede befandt jeg mig liggende afklædt i en Seng, og i et smukt Værelse, som havde et for mig aldeles fremmed Udseende. En venlig Mand i blaa Klæder sad hos mig, og da han saae, at jeg slog Øjnene op, klappede han mine Kinder, og talte saa kjerligt til mig, at jeg greeb hans Hænder, og bedækkede dem med Kys. "Bliver jeg hos Dig? er Rosetti borte? vil 81 Du hytte mig for ham? vil du beholde mig?" saaledes raabte jeg, og strakte mine skjælvende Hænder ud imod ham. Han kyssede min Pande, og gav mig de trøstefulde Forsikkringer: at jeg var i fuldkommen Behold: Han havde løskjøbt mig: og jeg havde ikke meer at frygte af den slemme Rosetti."

✂ Alices Øjne tindrede; hun udstrakte sine Hænder, som om han endnu stod for hende, og sagde: "Gud glæde dig, min Sjæls Frelser, ihvor du er! i denne Verden, eller i en bedre! - der! -" med en Madonnas Aasyn vendte hun sine Øjne didop, hvor hun engang skulde takke ham. Hendes Hænder foldede sig, og sank i Skjødet. Jeg troede, hun havde glemt min Nærværelse.

✂ Dog ikke længe; hun tog atter ved.

✂ "Det var den samme, som drog mig op af Vandet. Han førte et Handelsskib; men endnu i dette Øjeblik veed jeg ikke, om han var en Engellænder, eller af et andet nordligt Folk; thi hans Modersmaal forstod jeg ikke. Men hans sidste Velgjerning imod mig var ligesaa stor som den første. Strax den næste Dag kjøbte han mig ordentlige Klæder, tog mig med sig til en Villa i Nærheden af Livorno, og forestillede mig for nogle der boende Damer; blandt hvilke den yngste modtog mig med særdeles Godhed; og da jeg have fortalt hende det sørgelige Brudstykke af mit korte Levnetsløb, spurgte hun, om jeg vilde blive hos hende? De kan vist forestille dem, at jeg i Førstningen vægrede mig, og ikke vilde skilles fra Captainen. Dog snart overbeviste begge mig om, at dette ingenlunde gik an. Jeg blev. Han rejste. Jeg saae ham aldrig mere. -"

✂ "Denne Dame er min Opdragerinde. Jeg kunde dengang være ti eller elleve Aar, men havde hverken lært at læse eller at skrive; Religionen var mig aldeles fremmed. Hun underviste mig selv i Alt; og saaledes indhentede jeg snart det forsømte, ligesaameget af Kjerlighed til hende som af egen Lærelyst. Ja, min Herre! Gud beskikkede hende til Moder for den forældreløse. O, denne min anden Moder er - De gjætter det allerede - Comtessen her - og -" her rejste hun sig - "nu kjender De, Hr. Rector! Styrken og Helligheden af et Baand, som De vist er for ædel til at ville opløse."

✂ Ogsaa jeg rejste mig; kyste med taus Ærbødighed hendes Haand, hvilket hun ikke forholdt mig og vendte tilbage til mit Værelse.

✂ Jeg følte nu alt for vel, at jeg maatte frasige mig den skjønne Alice, og bekæmpe min Lidenskab; og at det første Skridt hertil var en 82 snarlig Hjemrejse. Alligevel vilde en alt for pludselig gjøre Opsigt, og røbe mit Hjertes Hemmelighed, hvilken de omværende allerede havde begyndt at ane. Tilmed var den halve Tid af Ferierne endnu tilbage. Jeg maatte altsaa ophitte et rimeligt Paaskud, for ej at synes uskjønsom mod de vakkre Ulvedalers mange Artigheder, og hjertelige Gjæstfrihed. Dette fandt jeg let, og berammede da Afrejsen til anden Dagen derefter.

✂ Vore bedste Handlinger fattes dog stedse Heelhed. De udspringe alle af flere Bevæggrunde, hvoraf nogle igjen ikke ere aldeles rene, Saaledes avledes denne min Beslutning ikke ene af Agtelse for de tvende Damers indbyrdes Forhold, men ligesaa meget af en Slags Klogskab - en vis Hjertets Politik, som tilhviskede mig: at jeg herved vilde befæste mig i Alices Gunst. Maaskee endog at herunder stak en lidt mandlig Stolthed, og den igjen blandet med en Smule Tilsats af hvad Franskmændene kalde dépit amoureux. Og overalt dette, tør jeg vel bestemt paastaae: at ikke et svagt Haab om Muligheden af Alices Besiddelse endnu ulmede i mit Hjertes inderste Lønkammer.

Søcaptainen

✂ Den paafølgende Nat vaagnede jeg hændelsesviis midt i min Søvn, og blev uforsætlig Tilhører ved en Samtale, hvis Indhold griber alt for meget ind i denne hele Historie, til at jeg ikke skulde gjøre mine Læsere bekjendte dermed.

✂ Brødrene, som vistnok troede at jeg bestandig sov, gjennemgik deres vigtigste Livsbegivenheder. Den ældre maae ved min Opvaagnen have endt sin Beretning; thi jeg hørte da, at han sagde; "saaledes var det urandsagelige Forsyns Førelse med mig, kjere Broder! Fortæl du nu mig oprigtig, hvorledes det er gaaet til, at du med saa stor en Guds Velsignelse aldrig har faaet isinde at gifte dig!"

✂ "Det er snart sagt" svarede den Yngre: "fordi jeg ikke har havt Lyst til nogen, undtagen Een; og hende kunde jeg ikke faae."

✂ "Men denne Ene!" sagde Conrectoren "hvem var hun? hvorfor fik I ikke hverandre? lad mig høre det saadan i Sammenhæng!"

✂ "Ja vel! siden du ønsker det" svarede Broderen. "Jeg var kommen tilbage fra et Krydstog under Kurilerne, og laae ved Peter Pouls Havn paa Kamschatka, da der indløb Ordre fra Admiralitetet: at jeg ufortøvet skulde gaae over til Nordvestkysten af America, der foretage 83 nogle Opmaalinger, og siden den nærmeste Vej - om Cap Horn nemlig og gjennem Middelhavet - til en Havn i det sorte Hav, for at afgive mine Beretninger. Paa denne Tour maatte jeg for Haverie anløbe en Havn i Middelhavet, og det traf sig just, at det blev -"

✂ - "Glem ikke, hvad du vilde sige!" faldt Conrectoren ind, "hvornaar var det? hvorlænge er det siden?"

✂ "Lad mig see!" svarede Sømanden; "det er en tolv Aar siden. - Nu, seer Du, traf det sig saa, at der paa denne Plads var nogle fornemme rejsende Russer; og de kom ombord til mig, og jeg kom til dem igjen; og det gik lystigt til med Baller og Basseraller i en Fandens Tid. - Paa saadant et Pikkenik blev jeg paasejlet af den Fregat, jeg mener, og fik en Skamfiling i Hjertet, som jeg ikke i mange Tider forvandt."

✂ "Aha!" brød Skolemanden af, "Du blev forelsket - ikke sandt?"

✂ "Vist gjorde jeg" svarede Broderen; "og det var ikke saa sært, for det var den skjønneste Sejler - skal du vide - jeg i mine Dage har seet. Jeg gjorde Signaler; men dem besvarede hun ikke - eller hun forstod dem ikke. Saa løb jeg hende klos op paa Siden, og prajede hende - i al Høflighed. Og saa passiarede vi, og saa dandste vi, og -"

✂ "Var det et italiensk Fruentimmer?" faldt den ældre atter ind, "og hvad hedde hun?"

✂ "Hun var ingen Italienerinde" svarede den yngre; "men barnefødt i Frankrig; og hedde Roseau. Men Navnet gjør nu ikke noget til Sagen. - Kort at fortælle: vi kom sammen een Gang og to Gange, og flere Gange; og tilsidst kom det mig saa i Munden at jeg sagde hende reent ud paa godt dansk: "Mademoiselle! Je vous aime."

✂ "Godt!" sagde Conrectoren; "og hun? -"

✂ "Hun sagde ingen Ting" vedblev den Anden, "for hun hang i mine Arme, og saae ud som hun vilde til at himle. Og saa gav jeg hende et Kys, og hun gav mig eet igjen, og det blev til mange Kys, og havde nær aldrig faaet Ende. Og Meningen blev, at vi bandte højt og dyrt -"

✂ "Hvad? bandte hun?" spurgte min Conrector.

✂ "Naa ja! jeg mener blot, at vi tilsvor eller lovede hverandre med Haand og Mund, at vi vilde holde af hverandre saalænge Livets Vind pustede i vore Sejl."

✂ "Det var et smukt Løvte" sagde Skolemanden; "hvorfor monstroe blev det ikke opfyldt?"

✂ "Det kom saaledes," svarte Sømanden. "Blandt Russerne der paa 84 Pladsen var der en Greve, som og syntes godt om Marie; og da han mærkede, at jeg havde taget Luven fra ham, satte han alle Kludene til, for at hale mig. Og da det ikke hjalp -"

✂ "Holdt lidt!" faldt hiin atter ind "hvad vil du sige med "Kludene" og det?"

✂ "Jeg mener kun" svarede denne, "at han vilde stikke mig ud med Complimenter og Guldstads, Diamanter og Perler og saadant Ragerie. Men da han nu alligevel maatte sakke agter ud, saa blev han grov, og vi ragede uklar, og saa kom vi til at duellere -"

✂ "Aa fy! Bro’er Christian!" brummede Conrectoren "har du duelleret? det er en barbarisk Skik."

✂ "Det kan gjerne være" sagde Søegutten; "men det er nu eengang Skik; og den maae man følge. Det gik da godt nok, men ikke alt for godt: han fik en Kugle i Skroget, og maatte lægge op et Fjerdingaarstid, for at lade sig kalfatre - "

✂ "Han døde ikke?"

✂ "Nej! Men han var af en stor Familie, og havde mægtige Venner; og jeg blev drillet og chicaneret, saalænge til jeg maatte tage min Afsked. Og det var min Lykke som du veed."

✂ "Men Pigen?"

✂ "Pigen! - Ja, seer du! da han ikke selv kunde faae hende, saa fik han nogle af hans gode Venner til at bagvaske mig hos hende og hos Familien, som om jeg var en liderlig Hund, der havde mig en Kjereste paa hver Plads, jeg kom til. Nu skulde det netop træffe sig saa, at jeg i samme god Lag havde skjænket hende et levende Beviis paa min Kjerlighed -"

✂ "Hvad!" foer den Gamle heftig op, "Christian! var det kommen saavidt? Gud forlade dig! havde du besvangret hende?"

✂ Broderen loe. "Du ta’er fejl; det var ikke saadan ment - det skal jeg nu fortælle dig bagefter. Nok er det: hun troede Sladderen - skrev mig til, "at saadan og saadan" og derfor vilde hun nu dreje af, og jeg kunde styre min Cours hvorhen jeg selv lystede. Jeg løb strax for at klare Tingen; men hun havde allerede lettet, tilligemed hele hendes Escadre. Jeg har ikke seet hende siden."

✂ "Hvorfor skrev du ikke til hende? søgte hende op?" spurgte hiin.

✂ "Ja hvor?" sagde Sømanden. "Jeg vidste ikke engang Navnet paa hendes Hjemstavn. - Det var forbi, og derved var intet videre at gjøre."

✂ Her opstod en kort Taushed; efter hvilken Conrectoren først tog ved: "det er sandt, den Omstændighed, du berørte, der gjorde hende Hovedet saa kruset -"

✂ "Rigtig! det gik saaledes til. En Aften, som jeg -" Her paakom mig uhældigvis en Nysen, som ganske afbrød Samtalen. Conrectoren sagde "Prosit!" og Broderen mumlede til ham: "en anden Gang."

Slutning

✂ " Ingen veed - naar Solen staaer op - hvordan den vil gaae ned," er eet af Degnens Ordsprog i Ulstrup, hvorved han næsten har erhvervet sig Anseelse af en Sandsiger; og det temmelig nemt, thi i Grunden er det ikke andet end en Spaadom, der langt oftere træffer ind, end slaaer fejl.

✂ Dette Tankesprog - som Herredsfogden ophøjede i Orden med de syv Vises i Grækenland; den avisbelæste Pranger satte over for Etatsraad Syrachs: es karm nicht so bleiben; og Degnen selv lidt nedenfor den vise Syrachs: priis ingen lykkelig, før hans Endeligt kommer - dette Tankesprog, som han ogsaa anbragte paa den til Afrejse bestemte Dag, da en tyk sortgraae Tøetaage skjulte Himlen og indhyllede Jorden, har uudslettelig indpræget sig i min Hukommelse, idet nemlig den physiske Betydning, i hvilken Oraclet gaves, fik en moralsk, uventet og glædelig Opløsning - alt som i nærværende Capitel nøjere skal oplyses.

✂ Endnu medens vi alle tre laae i Sengen om Morgenen, og snakkede, foreslog Captainen: at vi skulde takke Comtessen personlig for Brugen af hendes Værelse. Jeg fortalte ham, hvorledes jeg var bleven høflig afviist: men bifaldt dog, at vi bad om Audients hos hendes Naade. - Det gjorde vi, og, imod al Forventning, blev den os tilstædet.

✂ Jeg veed ikke hvorledes det kom sig, at jeg gik først og allene - dreves jeg maaskee uvilkaarlig af et vist lønligt Haab? Amor er en Sophist; og hvad værre er: han leger med sine Fanger, som Katten med Musen.

✂ Alice var ikke tilstæde; men at hun alligevel maae have talt gunstigt om mig til Comtessen, kunde jeg skjønne af den særdeles artige Modtagelse, jeg fandt hos denne vakkre Dame. - Hun var af en fiin 86 men indtagende Skabning; og hendes Ansigt ejede endnu meget af det der nogle Aar tilbage maae have gjort hende til en udmærket Skjønhed. Hendes Tale var, som det kan formodes, aandfuld og livelig; og uden Tilbageholdenhed indlod hun sig i en højst roesom Samtale om de skjønne Kunster og deres Skatte i la bella Italia. Den trak sig temmelig langt ud; og jeg fandt, at det var paatide at afbryde. Jeg havde allerede rejst mig, for at tage Afsked, da Tjeneren meldte Captainen, og denne blev indladt. Han bar, til min Forundring, hollandsk Søofficiers Uniform, og en russisk Orden paa Brystet.

✂ Langt højere steeg min Forundring, da han blev staaende stiv som en Ordonnants tæt inden for Døren, eller paa selve Tærskelen, med et Ansigt, hvori noget højst sælsomt afspejlede sig, hvilket og uvilkaarligt førte mine Øjne fra ham til Gjenstanden. Der stod Comtessen - et lignende Spejl - men hendes Forbauselse syntes blandet med Glædesglimt; ogsaa kom hun først tilords: "hvis jeg ikke fejler" - stammede hun svagt og med arbejdende Bryst - "har jeg engang tilforn" - med et dybt Buk udførte og bekræftede han Spørgsmaalet, "Det er mange Aar siden" vedblev hun, og hendes Øjne sank til Jorden. "Elleve" svarede han, og saae ligeledes ned for sig. En Stund taug nu begge. Da trængte Taarer sig frem under hendes Øjenlaage; hun saae atter ivejret, lagde den ene Haand under Barmen - udstrakte den anden, og kastede et forvirret, uroligt Blik til mig - Jeg følte strax, at tredie Mand her var tilovers. Med et taust Buk drog jeg mig tilbage, og listede mig bag om Captainen ud af Værelset.

✂ Jeg ilede at opsøge Conrectoren, for at meddele ham den ikke mere tvivlsomme Opløsning af hiin Hemmelighed, i hvilken jeg om Natten var bleven Medvider. Jeg foer - ubegribelig for alle dem, jeg mødte - fra Stue til Stue, Trappe op og Trappe ned. Omsider fandt jeg ham i vort fælles Soveværelse. Næsten aandeløs udstødte jeg: "han har hende - hun er her - det er hende - kan ikke være andet -" "- hvem dog? humanissime!" sagde han forundret. "Hvem anden -" svarte jeg - "end hende i Livorno - hende De veed -" jeg havde glemt Navnet. "Hjelpe mig Gud!" sukkede han med foldede Hænder; "Kjereste Hr. Collega, hvorledes er det fat? insanis aut versus facis?*" "Aa nej, nej!" raabte jeg; "det er som jeg siger Dem, kom! kom! -" jeg greb hans Haand - "De skal selv see - det er hende - Comtessen -" Jeg ** Er Du gal, eller gjør du Vers. 87 drog ham med mig ind i Salen; men her holdt han mig tilbage, standsede, og sagde: "Bie Kjere! jeg maae summe mig lidt - hende - i Livorno - han i Nat fortalte om - hørte De det?" "Noget af det" svarte jeg; "jeg vaagnede hændelseviis mod Enden af Historien." "Men hvad siger De?" udraabte han, og slog Armene over hinanden, idet han med store Øjne stirrede paa mig "denne franske Pige - hm! Rüseau - Rousseau - eller hvad det var hun hedde - og Comtessen? -" "- er een og samme Person" forsikkrede jeg. "Nu skal De see - hun gjør ham sikkerlig Afbigt for hendes ugrundede Mistanke - kom!" - Endnu vilde han ikke afsted; Tvivlen fik atter Overhaand; han satte Næverne i Siden, og saae paa mig med et Smiil, der omtrent skulde sige saa meget som: "Det er et eller andet Skjelmerie, du har for " - I dette Øjeblik hørte vi Comtessen sige: "naar De ret vil betragte min gode Alice, vil De selv let opdage den store Liighed i Deres Ansigtstræk, som gav Bagtalelsen Vægt. Jeg var allerede to Dagsrejser fra Livorno, da hun bragte mig ud af Vildfarelsen; og da jeg ankom der igjen, var De borte." "Per deum optimum maximum!*" raabte Conrectoren, "ita se habet res." Og dermed sprang han foran mig ind til de Lykkelige.

✂ Nu først blev jeg mig det søde Haab om Alices Besiddelse fuldkommen bevidst; og med bankende Hjerte gik ogsaa jeg derind. -

✂ Forsoningen mellem de Gjenfundne, var fuldbragt. Alle tre stode Haand i Haand; og en Glæde som vi tænke os de Saliges, straalede i deres Aasyn. "Broder!" raabte Captainen, og faldt med frembristende Taarer om Broderens Hals.

✂ Jeg nærmede mig til Alice. Hun rødmede i yndig Forvirring. Førend jeg nu anden Gang bejlede, læste jeg hendes Svar; og dette hævede mit Mod. "Ædle Alice!" sagde jeg "er Hindringen nu bortrøddet? og tør jeg haabe?" Med et engleligt Smil svarede hun: "der ere mine Forældre!" - Begge havde hørt mit Andrag; og Comtessen tog Ordet, tilligemed Alices Haand: "hun elsker Dem, Hr. Rector, og hun er Dem værd. Allerede for to Dage siden mærkede jeg noget; men seer nu først hvad det betydede - " hun lagde hendes Haand i min "- tag hende! og elsk hende som hun fortjener."

✂ Gud veed, hvor Tiden blev af; men det var Middag, inden Kammerraadens og alle de øvrige erfarede, hvad der imidlertid var ** Ved den store og gode Gud! - det forholder sig saa. 88 foregaaet. - Der blev en almindelig Glæde; og den Dag tænktes ikke mere paa Rejsen.

✂ Ved Bordet blev den dobbelte Forbindelse højtidelig fejret med behørige Skaaler, Trompetstød og Sange; blandt hvilke udmærkede sig een, digtet paa staaende Fod af den løjerlige Degn, ved sit gammeldags Tilsnit og sine uforblommede Hentydninger paa det forventede Offer. - Enhver var lystig paa sin Viis; men ingen meer end gamle Conrector. Han kunde ej engang sidde rolig paa sin Stol; men gik om saa til Een og saa til en Anden, og declamerede latinske Vers baade til Lærde og Ulærde. Det gik endog saavidt at han istemmede: "gaudeamus igitur."

✂ Da den var udsungen, sagde han til Broderen: "Christian! denne Dag er den skjønneste i mit Liv; der er intet i Verden, som kunde gjøre mig gladere, end jeg nu er." - "Det skal du ikke bande paa!" svarede Captainen med en ganske sælsom Mine; og hviskede derpaa noget til sin Kjereste. Begge stode op og fulgte ud efter Captainens Tjener, som Dagen iforvejen var ankommen med sin Herres Tøj, havde hjulpet til at varte op ved Bordet, og nylig sagt noget til ham, der med eet gjorde ham ganske alvorlig.

✂ De kom ikke igjen; og nu blev jeg kaldet ud. - Da jeg traadte ind i det Værelse, hvor de tre befandt sig, vendte Captainen sig om imod mig, holdende et stort Silkeklæde i den ene Haand, og et Stykke beskrevet Papiir i den anden. "Der synes at opgaae et Lys" sagde han med dybsindig Mine; "men hvad det lader os skimte forekommer mig saa sælsomt, at jeg frygter det kunde være en Lygtemand. Seer De! min Tjener her - De kan ikke tvivle paa hans Sanddruhed, han har været hos mig i mange Aar - De veed dog Alices Historie, saavidt nemlig hun selv og vi to (han pegede paa Comtessen) kjender den?" - Jeg bejaede det. - "Vel!" vedblev han, "min Tjener paastaaer ogsaa at kjende hende, ja at han har kjendt hende længere end vi andre, og at han kan følge hendes Tilbagespor lige op til Østersøens Bredder. - Som en fattig og frendeløs Dreng lod han sig hverve til Rosettis Trup som Oppasser og da han blev større, som Maskinkarl. Han fortæller: at da de for noget over tyve Aar siden gave Forestillinger i Rostok, var han og een af Springerne en Dag gaaet ud fra Byen, og langs med Havet, for at skyde Strandfugle. Da see de noget mørkt komme drivende til Land. De gaae hen for at tage imod det, og opdage, at det er Ruffet af et Skib. Saasnart de havde faaet det slæbt helt op paa 89 Strandbredden, undersøgte de det, og fandt derinde et voxent Fruentimmer og et lille Pigebarn sammenbundne med et Klæde - just dette jeg her har. Den første var død, og blev død, og begravedes paa nærmeste Landsbyekirkegaard. Men i Barnet var der endnu Liv, og det beholdt Livet. De tog det med sig, og Rosetti, som saae at det var smukt og velskabt, tilegnede sig det, for at afrette det til æquilibriske Kunster. Og det er just vores kjere Alice." "Derpaa vil jeg gjøre min Eed" faldt Tjeneren ind. "Jeg var endnu hos Manden, da hun sprang i Vandet i Livorno, og kjendte hende strax igjen, det første jeg saae hende her." "Alt det veed jeg ogsaa" vedblev Captainen; "men nu videre!" "Her er Klædet, der bandt dem til hverandre" sagde Tjeneren; "det tog jeg til mig, og har gjemt det lige siden; og dette Brev sad paa den Dødes Bryst; jeg tørrede det, og gjemte det ligeledes, i den Tanke at det maaske engang kunde komme til Nytte."

✂ Brevet var ufuldendt, og lød saaledes: "Min elskede Mand! Vi ere i Havsnød, Skipperen frygter, at vi ikke kunne frelses. Er det da Himmelens Villie, at jeg og vort Barn saa langt fra dig, min dyrebareste! skulle -" meer stod der ikke. Sandsynligvis er Skibet i dette Øjeblik adsplittet og sunken.

✂ "Hvoraf vidste I, at Barnet hedde Alice?" spurgte nu Comtessen. "Saameget kunde det selv sige" svarede Tjeneren; "rigtignok syntes mig, det var Else og ikke Alice; men saaledes kaldte Rosetti og de andre hende."

✂ "Var der da ingen som spurgte hende" vedblev Comtessen, "hvem hendes Forældre var, hvor hun var fra, og saadant?" "Aajo!" svarede han; "men hun kunde ingen Forklaring give; hendes Fader hedde Fa’er, og Moderen Mo’er, og til Stedet hvor de boede, vidste hun intet andet Navn end " Hjem."

✂ Hidtil havde jeg lyttet med stedse stigende Opmærksomhed; men nu syntes mig Tvivlen at maatte vige for frydefuld Vished. "Hr. Captain!" raabte jeg, "det kan ikke være andet: min elskede Alice maa være deres Broderdatter." "Jeg er meget nær ved at troe det" svarede han "men ganske afgjort er det ikke - veed De ogsaa hvorledes han mistede Kone og Barn?" "Han har her paa Ulvedal fortalt mig det - ogsaa Tiden stemmer - " " - Men" afbrød Captainen; "det er dog besynderligt om Alice ikke selv kunde huske noget meer fra sin Barndom, hun var vel dog en fire Aar eller saa - " " - Det var alt kun som Drømme for hende" sagde Comtessen; "og Præget af denne 90 dunkle Skrivt udslettedes efterhaanden. Hun mindedes sine Forældre, men ikke hvordan de saae ud; hun kunde huske at de boede i en stor Bye med mange røde Huse, men ikke hvad den heed; at hun sejlede paa et stort Vand, men ikke hvorfra Skibet kom. Og sit Modersmaal maae hun blandt Gøglerne aldeles have glemt; thi af dansk forstod hun ikke et Ord."

✂ "Findes der ingen Bogstaver paa Shawlet?" sagde Captainen. "To" svarede Tjeneren; og virkelig saae vi i det ene Hjørne et A og et E -"Hvad hedde deres Broderkone?" spurgte jeg ivrig. "Det sagde han mig ikke" svarede han; "men her er tilforladelig Nøglen."

✂ Imidlertid var man staaet fra Bordet, uden at bie længere efter os, Conrectoren søgte sin Broder, Alice mig; han kom først og netop som Broderen holdt Tørklædet frem med de anførte Ord. "Hvad Pokker stikker jer, I unge Mennesker?" raabte han; "hvilke Raad oplægge I her?"

✂ Jeg var ubetænksom nok til at ville fortælle ham uforberedt det Hele; men den sindige Søkriger greb min Haand og sagde: "ikke hidsig, min Ven! lad mig allene staae tilroers!" Han traadte nu tæt hen til Broderen, og tiltalte ham saaledes: "det er en Nødvendighed - jeg beder dig, læg Mærke hertil! - at jeg gjør et Skaar i din Munterhed, og vækker alvorlige Erindringer - hvad hedde din salige Kone?"

✂ Conrectoren gjorde store Øjne og sagde: "Min Gud! hvorfor spørger du mig derom nu? - hun hedde Adolphine Ewers." I det samme faldt hans Blik paa Tørklædet, og det lod, som han begyndte at gjenkende det; og i selvsamme Øjeblik traadte Alice til. Jeg faldt om hendes Hals, Captainen om Broderens; men Comtessen raabte: "sagte dog! og dræb dem ikke!"

✂ Jeg var beruset af Glæde; intet formaaede at standse den: faa Øjeblikke derefter laae Fader og Datter i hverandres Arme.

Syvende og sidste Capitel. Dagen efter Brylluppet

✂ Klokken var 12 - eller for at tale astronomisk (eller gastronomisk)-Klokken var o; thi Ingen af os vidste, eller brød sig om at vide, hvad den var. Den, saavelsom Tiden selv, den udparcellerer, var for os et Nul, eller en Circel - Hm! Rummet var ogsaa en Circel; hvorvel jeg tør gjøre min corporlige Eed paa: at det Dagen forud var firkantet. Og dette manglede heller ikke Centrum - gravitatis nemlig - i det mindste virkede Centripetalkraften øjensynligt paa flere af Gæsterne. Ogsaa Centrifugalkraften kunde jeg tydeligt spore; det maatte eet af Justitsraadens Spejle bekjende; thi denne sidste Vis greb engang Velærværdige Hr. Biborius, og reev ham saa voldsomt ud mod Peripherien, at Glasset nødvendigviis maatte give efter for Trykket af hans brede Ryg. - Der skedte ellers samme Gang, baade før, og endnu mere efter kl. o, forskjellige Mirakler, dem Mangeneen, der ikke er nøjere bekjendt med Vinens underfulde Indvirkning paa den menneskelige Hjerne, maaskee neppe nok vil troe.

✂ Saaledes talte Kammerraaden Latin med Hr. Biborius; skjøndt jeg med Vished veed: at han før denne Dag var aldeles ukyndig i dette ligesaa vanskelige som siirlige Tungemaal. Til ydermere Beviis: saa ** Jeg finder mig foranlediget til at gjøre Høje og Lave opmærksom paa: at min Fætter, med hvem jeg ofte er temmelig forlegen, og har megen Overhæng af, nu ogsaa har bragt mig dette hans sidste Hjernefoster paa Halsen. Jeg tør, af visse Aarsager, ikke vel afslaae ham, at fremsætte for de ærede Gjæster denne lange og temmelig magre Krebs; men det staaer til Enhvers eget Behag, hvormeget, eller hvorlidet man vil nyde af samme; somog, enten man vil begynde ved Halen eller ved Hovedet; thi det kommer vel ud paa eet. B. 139 hørte jeg ham engang, da han klinkede med Præsten, udtrykke sig saaledes: "drinkimus Glassum Pastoribus", hvilket jeg vel ikke vil udgive for ciceroniansk Latin, men alligevel, som det meste han talte, gik ud paa "um" og "us".

✂ Saa Cancellieraaden: han vilde kysse Degnen, der virkelig stod ganske stille op til Kakelovnen; men det var ham platterdings umuligt, at træffe Degnens Mund.

✂ Saa var der Captainen og Consistorialraaden: den Første græd, og den Anden loe, begge To over een og samme Ting; og dog vidste Ingen af dem, hvad det var for en Ting.

✂ Nu, da vi kjørte hjem, vilde Krigsraaden lægge sin Haand paa Kanten af Vognfjælen - muligt i den Hensigt at styrke Ligevægten - men han strakte den for langt ud, nemlig paa Hjulet, der naturligviis løb rundt i Haanden. Da den herved opvakte Fornemmelse var ham ligesaa uforklarlig som ubehagelig, tog han Haanden til sig, og betragtede den indvendig med stor Opmærksomhed; og da han nu fandt den saa ilde begegnet, blev han vreed, og bandte Kudsken, "fordi han havde kjørt over hans Fingre."

✂ Men det allermærkværdigste hændtes dog Assessoren, ligeledes paa Hjemvejen. Vi to sade sammen, men baglænds - hvilket ellers ikke skal være hensigtsmæssigt under saadanne Omstændigheder. - Da nu Vejen gik et langt Stykke i lige Linie ret ud fra Tidselholt, saa havde vi Gaarden en Tidlang forøje; hvorvel det faldt os vanskeligt nok, at faae den til at staae stille. Som vi nu bestræbe os for at "fixere" denne smukke og behagelige Eiendom, griber Assessoren pludselig min Haand, og stammer med inderlig Rørelse: "Det vil vist blive et nederdrægtig rart Bryllup der paa Tidselholt - vi skal ogsaa holde ud, saalænge han har en Flaske Viin i Kjelderen!" - Der er herved at mærke tvende Vidunderligheder: den første, at han troede Vi kjørte til Bryllup, da vi dog uimodsigeligt kjørte derfra: den anden, at Assessoren, en velstuderet Mand, som havde faaet bedste Caracteer til alle sine tre Examina, kunde begaae saa grov en Bommert, at bruge Futurum istedetfor Præteritum.

✂ De unge Ægtefolk saae vi ellers den Dag meget lidt til - overalt, vil jeg tilstaae, var Iagttagelsesevnen samme Dag noget sløv og uvirksom. Vel bemærkede jeg dem flygtigt ved Frokostbordet; men ikke om de nød synderligt. - Da jeg savnede dem, gik jeg ud i Haugen - 140 ikke for at lede efter dem; men jeg fornam nogle visse Kjendetegn paa mit sædvanlige Tilfælde "Clairvoyence" og desaarsag gik jeg ud i det Frie, for uforstyrret at kunne have mine Syner. - Der var i en fjern Krog af Haugen eller Lystlunden en Løvhytte, som jeg havde udseet til, deri at ville gjennemgaae min Paroxysme. Men som jeg bøjer Løvhanget tilside for Indgangen, saa seer jeg gjennem en lille Aabning i Bladene de Nygifte siddende derinde. At hendes ene Haand var skjult i hans den ene, at hendes Hoved hvilte op til hans Bryst - det var altsammen i sin Orden; det frapperede mig slet ikke. Ligesaalidt forundrede det mig: at de hyppigen anbragte de gængse Pronomina possessiva "Min" og "Din," saavelsom og de meget brugelige Adjectiver "evig" og "uendelig." Jeg skulde derfor ganske rolig have overladt dem til deres gramaticalske Øvelser og indbyrdes Underviisning, hvis Hun ikke pludselig havde afbrudt disse lærde Lectioner med det, af et rørende Øjekast op til den "Evigelskede" ledsagede Spørgsmaal: "Hvad skal der blive af Juliane? stakkels Søster!" - Den unge Mand tog hende under Hagen, bøjede sit Hoved, kyssede hende ømt, og sagde - eller snarere deklamerede, og det saa langsomt, at jeg i den Tid gjerne kunde opremse Lindgreens Tirade om de syv Churførster - "Min - eje - gode - Kone!"

Sjette Capitel. Bryllupsdagen

✂ Jeg troer, at Aurora virkelig har været skinsyg paa Bruden - og det var da heller ikke uden Grund; thi for det første var Bruden dejlig, og for det andet var Brudgommen saa smuk, som et Mandfolk kan taale at være; og for det tredie havde han i en Række af Aar temmelig regelmæssigt gjort hiin sin Opvartning; men paa den senere Tid forsømt saadant, nemlig siden han begyndte at kjerestes med Vilhelmine. - Det var derfor ikke at forundre sig over, at den Tilsidesatte om Bryllupsmorgenen slet ikke lod sig see, men indhyllede sig i et graat, tykt og vaadt Slør, hvorigjennem hun græd - som Justitsraadinden udlagde det - "Guld ned i Brudens Skjød." - De to Forelskede brød sig Pokker ikke om Vejret; i deres Sjele var der den yndigste Morgenrøde; paa deres Himmel var ikke en Sky. Men jeg derimod var ikke glad ved Regnen; thi medens de Andre kunde have 141 Tag over Hovedet, var jeg nødt til at manøvrere i fri Luft. Der skulde nemlig om Aftenen være en Slags Illumination i Haugen; og da jeg, som fordi jeg duer til Ingenting, skal bruges til Alting, havde faaet dette glimrende Hverv, var det en følgelig Sag: at jeg kunde blive knortet og gnadrig. Det var altsaa ikke saa sært, at jeg kom op at kokkes med Huusholdersken og Kokkepigen; thi det var i deres Atelier at ogsaa jeg skulde gjøre mine Forberedelser; hvorover vi tidt kom i Collision ved Brugen af Potter, Knive og andre Kjøkkenredskaber. - Men som det hedder i Ordsproget - "Seer det graat: det kan blive Godt" - saaledes sønderrev Auroras Husbond, da han culminerede, det omtalte dunkle Slør; og længe før Gjæsterne bleve samlede, havde vi det nysseligste Vejr, og den tjenstvillige Sol havde tørret Vandet baade af Græs og Løv. - Da jeg nu omsider, under hyppig Opposition fra Ministerialpartiet, havde faaet mit Apparat heelt færdigt, og lykkeligt transporteret til sit Bestemmelsessted, og vil til at begynde, Hvem kommer saa? Ingen Anden end Juliane. Hun saae mig rigtignok ikke, for jeg traadte instinctmæssig bag et Grantræ. Jeg kikkede ganske forsigtig mellem Grenene, og tænkte ved mig selv: hvad mon hun nu vil her? Saa satte hun sig da paa en Træbænk, lagde Hænderne sammen i Skjødet, løftede dem samlede op, og lod dem synke igjen. Derpaa saae hun op i Vejret - jeg saae ogsaa derop, for jeg tænkte, der havde været noget usædvanligt at see efter; men der var ikke andet at opdage end Grene og Blade, og en Smule Himmel imellem dem. Men hun maae dog have seet noget mere end jeg, og det noget særdeles interessant, for Taarerne løb hende ned af Kinderne, og det ikke faa, men mange. Det varede mig vel længe - for det er kedsommeligt at see en ung og smuk Pige - det var hun tilforladelig - sidde saadan og flæbe, og det paa sin Søsters Bryllupsdag. Det forstaaer sig: hun vilde kanskee gjerne selv havt Ferdinand; men da det nu ikke saaledes kunde føje sig, saa borde hun som en fornuftig Pige - og det var hun virkelig - have fundet sig i Omstændighederne, og ikke ærgret sig over, at Ferdinand hellere vilde have Vilhelmine. Jeg tør just ikke gjøre min Eed paa, at det var derfor hun suurmulede; men jeg har dog en stærk Formodning derom; for at hun havde før gjort sig Speculationer paa denne smukke og rige Cavaleer, det skal jeg give gyldige Beviser for.

✂ Naa, lad det nu være hvad det var! Hun pillede af igjen, og jeg passede Mit. Men havde hun tøvet noget længere, skulde jeg, ihvor 142 travlt jeg havde, gjort mig den Umage, ved philosophisk Ræsonnement at have udrøddet hiin taabelige og barnagtige Lidenskab.

✂ Som jeg havde faaet den sidste Lampe anbunden, hørte jeg den første Vogn; og strax efter den anden; og saa gik det en halv Time fort i een Rumlen dernede i Gaarden. - Det var Justitsraadens Idee, at der skulde iagttages samme Ceremoniel som ved et gemeent Bondebryllup; Gjæsterne skulde først forsamles i Gildegaarden, for derfra at kjøre i Procession til Kirken; og skulde følgelig Musicanterne paa den første Vogn, Bruden med hendes Førerinder paa den anden, Brudgommen med hans Førere paa den tredie, og skulde der endelig til Kirken kjøres Fod for Fod - ret som ved en Liigbegængelse. Justitsraaden meente, at alt dette havde sin Betydning: " før Ægteskabet" sagde han "saa har Hun Magten, og Han dandser efter Hendes Pibe; ligesom den sagte Kjørsel betegner den jomfruelige Blysomhed, Anstand og Tilbageholdenhed." - Fra Kirken gik det i den modsatte Orden: Nu var Han foran, og man kjørte fejende, hvilket skulde forestille, at nu borde Han raade, og føre en raskere Commando.

✂ Mod Allegorien selv har jeg ikke Noget; men den bliver ikke saa sjelden bagvændt udlagt og udført i Virkeligheden. Og jeg har flere Gange været med, hvor Bruden - naar jeg maatte have havt Noget i det at sige - skulde kjørt efter ham til Kirken, og foran ham derfra. Disse To - tykkes mig - kunde meget passende have siddet ved Siden af hverandre baade hen og hjem.

✂ Juliane var saamænd ikke med til Kirke; hun kunde ikke faae Tid!!! Og veed De saa hvad hun bestilte imens? Ikke andet end puslede lidt i Brudekammeret, og det var endda lidt nok; for jeg saae gjennem Døren - den stod just paa Klem, da jeg engang skulde der forbi, for jeg var heller ikke med i Kirken, for jeg kunde ikke heller faae Tid - saae jeg, hvorledes hun stod ganske stille og ledigløs foran Speilet. Jeg tænkte naturligviis strax, at hun stod der for at spejle sig i Mag, og begyndte i mine egne Tanker at moralisere over den kvindelige Forfængelighed, om hvilken jeg har læst og hørt saa meget fornuftigt og grundigt. Men jeg tog fejl: hun saae ikke i Spejlet, men underneden, hvor der hang to smaae Billeder, nemlig Brudens og Brudgommens. Saa tog hun dem, eet i hver Haand, saae veemodigømt paa dem, kyssede dem endogsaa begge to; hang dem igjen paa deres Sted - det var dobbelt Umage - vendte sig, foldede Hænderne, hævede dem, trykte dem til Brystet, saae op paa Plafondmaleriet der i Gibsloftet, 143 og bevægede Læberne en Smule. Jeg meente, at det var Maleriet og Konstneren hun ydede sin Beundring, men min Fætter, hvem jeg siden fortalte det, han meente - for han vil nu altid være klogere end andre Folk - at hun bad for Brudeparrets Lykke.

✂ Naar jeg ikke havde været saa belæsset med Forretninger, vilde jeg været med i Kirken - ikke for at høre Præstens Tale, for den ene Brudevielse er ligesom den anden: "de skal holde af hverandre, og de skal dele det Sure og det Søde ligeligt med hverandre, og han skal bære kjønt over med hendes Svagheder, og hun skal være ham kjøn lydig" - dette sidste kunde Præsten ligesaagodt tie stille med. Men - hvad var det nu, jeg vilde sige - jo, jeg vilde have været i Kirken, for at - ija! af samme Grund, som man gaaer i Kirke, naar der er Confirmation. Imidlertid, jeg maatte nu blive derfra; og ved Bordet siden fik jeg da ogsaa Lejlighed til at betragte Damerne, og hvad de havde paa. Jeg kan endnu huske det saa grandgiveligt, at jeg derom vilde forbinde mig til at aflægge en omstændelig og nøjagtig Beretning; men da jeg frygter, at somme Læsere kunde rynke Næsen herover, skal jeg blot indskrænke mig til følgende Bemærkninger, der uden Tvivl ville have almindelig Interesse: Fru Krigsraadindens Kjole var ikke andet end simpel Florencetaft; men Cancelliraadindens - Jomfru Møller, min Borddame, benægtede det; men jeg vil døe paa det var Satin turque - og begge besatte med Tylskniplinger. Ej heller bør jeg lade ubemærket: at Fru Hansen bar en Krands af Perler, der saae ganske ud som ægte; og at Consistorialraadinden havde en Ring paa hver Finger, og to paa somme.

✂ For Maden er jeg desværre ikke istand til at aflægge rigtigt Regnskab, for jeg spiste selv ikke synderligt, uden en Tallerken Suppe - det var af den brune - den anden var en lille Smule snærret; men det beder jeg, man ikke vil tilregne Huusholdersken; thi hun gav Kokkepigen to vældige Ørefigen for det - og saa spiste jeg et Par Postejer; men jeg skal aldrig nægte, at Butterdeigen kunde været fuldkomnere, og det kom deraf - som Justitsraadinden efter Bordet hviskede til mig - at Huusholdersken havde selv drukket Brændevinen til den. Vil nu Nogen vide nøjere Beskeed, den faaer henvende sig til Consistorialraaden, der spiste af alle Retterne, og derhos er en Mand af den fineste Smag.

✂ NB. Juliane saae man ikke meget til. Hun havde rigtignok sin Plads ved Bordet; men hun var der ikke ret længe paa Gangen, og mere ude end inde; forresten saae hun ganske fornøjet ud, og jeg sluttede deraf - maaskee en Smule for rask - at hun allerede havde slaaet Grillerne af Hovedet.

✂ NB. NB. Da Stegen - eller Stegene, for vi fik baade Kalvesteeg, Dyresteeg og Kalkunsteeg (denne meest for Consistorialraadens Skyld) - da de nu kom paa Bordet, slog jeg med Desertkniven paa Glasset, rømmede mig, rejste mig, og sang en Bryllupsvise, som jeg selv til denne Lejlighed havde forfattet. Jeg vilde ogsaa gjerne have frydet Læserne med dette - alle Tilstedeværende kaldte det et Mesterstykke; men jeg kan naturligviis ikke tiltræde en for mig saa smigrende Mening - Læserne skulde med Fornøjelse have faaet det, dersom jeg selv havde havt det, eller nogen af Gjæsterne havde opbevaret det. Mit Exemplar beholdt min Dame; og det havde hun næste Morgen - ikke i Hovedet, men paa Hovedet, og det ganske defect. Et andet Exemplar, eller rettere de forbrændte Levninger deraf, opdagede jeg om Natten paa Kakelovnspladen, ved andre Fidibusstumper. Og et tredie nød den Ære, ved Frokosten at paradere som Manchet paa en Flæskeskinke. - Dersom Nogen troer, at jeg harmede mig over saadant, den tager mærkelig fejl; thi jeg anseer det netop for Eens sødeste Løn, at Eens Digte kunne saalecles blive udbredte allevegne; og at de blive revne istykker, det viser jo: at man rives om dem.

✂ Men, jeg beer om Forladelse! jeg kunde nær forsømt at fremstille de vigtigere Begivenheder. - Da nu Brudeparrets Skaal blev drukket, og vi allesammen gjorde dem den behagelige Ulejlighed at klinke med 145 os hver især, kom Juliane ogsaa med sit Glas, og saae saa mild ud, som dertil. Bruden satte ogsaa et mildt Ansigt op; men hendes Haand rystede lidt, og der kom hende et Par Perler, som jeg antog for ægte, i Øjnene. NB. det var ikke den eneste Gang, hun idag græd; for jeg kom siden hændelsesviis til at see: hvorledes begge Søstrene i et Værelse, hvor de troede sig uden Vidner, faldt hverandre om Halsen, og da sagde Juliane: "Bliv lykkelig! min Søster! - jeg bliver ikke ulykkelig." Det kan nu Enhver tage for hvad den vil; men jeg, for min Deel, synes at det var kjønt sagt; - der var Moral i det.

✂ Men jeg beer igjen om Forladelse for Illuminationen, at den nemlig ikke faldt bedre ud. Jeg havde af mine mangefarvede Papiirtutter i en Løvportal dannet Bogstaverne "F" og "V", og nedenunder en allegorisk Figur, nemlig tvende Hjerter i hverandre, eller et Tvillinghjerte; jeg mener, at dette var et pent Symbol paa Brudeparrets brændende Kjerlighed. Men, ret som for at spotte med min søde Idee! jeg havde neppe faaet den sidste Lysstump tændt, førend en grusom Regnbyge slukkede dem allesammen, og saaledes aldeles dæmpede Hjerternes Brand. Min Fætter, hvem jeg fortalte denne Ulykke, meente: at denne Regnbyge netop kom meget heldigt, for at fuldende Allegorien; og - med hans gunstige Tilladelse - vaasede en heel Deel om "Ild og Vand, og Varme og Kulde, om Elskovs Morgenrøde og Hverdagslivets Aftenbløde;" hvilket jeg, for at skaane de Læsendes skjønne Følelser, ikke videre skal berøre. - Justitsraaden fandt sig i Ulykken med en beundringsværdig Stoicisme, trøstede mig endogsaa med den Forsikkring: at han nok skulde sørge for en anden Illumination inde i Huset, ved Hjælp af de brændbare Fluida, hvormed Kjælderen var vel forsynet.

✂ Jeg haaber nu, at jeg ikke skulde have forbigaaet noget væsentligt, og slutter altsaa dette Capitel med den Bemærkning: at Bryllupsdagen endte med Dands den følgende Morgen.

Femte Capitel. Dagen før Brylluppet

✂ Idet jeg her griber Pennen, svæver jeg i Uvished om: hvor jeg helst skal tage fat. Dog, jeg vil først have det Vigtigste expederet. - Da jeg ved Daggry stod op, for at digte den omtalte Bryllupssang, som, desværre for Læserne! forvildede sig i Jomfrue Møllers Haar, paa Kakelovnspladen, og paa Flæskeskinken, hørte jeg udenfor min Dør en alvorlig Debatte mellem Justitsraadinden og Huusholdersken om Postejerne. Denne levende Discussion over en saa vigtig Materie, tildrog sig hele min Opmærksomhed. Der handledes om intet Mindre, end om de skulde fyldes med Hønsefarce eller med Muslinger. Fruen kæmpede for Skjældyrene - Huusholdersken for de befjedrede, og Begge med saa kraftige Grunde, at jeg ikke vidste, til hvilken Side jeg skulde hælde. Det var ikke muligt at vide, hvo der tilsidst vilde gaaet af med Sejeren, hvis ikke Justitsraaden, der hændelsesviis og heldigviis kom til, havde interveneret med det Mediativ: at man kunde anvende begge Dele. Dette blev eenstemmig antaget; og Differencen saaledes lykkeligt hævet. Beroliget herover, havde jeg atter sat mig i en højtidelige Stemning, da der kom Bud fra Degnen: "om at være ham behjelpelig med at pynte Kirken." Jeg maatte afsted; men ikke før jeg havde udsøgt og medtaget et Par Kurve fulde af grønne Grene og symboliske Blomster, hvilke jeg anbragte saaledes: Over begge Brudefolkenes Stole befæstede jeg en Bue af Myrtekviste, hvilket i Blomstersproget vil sige saameget som: "Sød er standhaftig Kjerligheds Løn." Ibundne vare følgende: 1) Maanedsroser, som betyde: "Den varigste af alle Skjønheder, er Hjertets;" 2) Adonis, det er: "Dit Billede følger mig allevegne;" 3) Apricoskvist, €: "Du fortryller;" 4) Orangeblomst, €: "en Kjærlighed saa stor, at den ej kan udtrykkes ved Ord;" 5) Kongelys, €: "Dit Hjerte og din Haand gjør mig rigere end nogen Konge;" 6) Lærkeqvist, €: "Du kroner mit Haab;" 7) Fløjelsblomst, €: "Min Lykke er i Din Haand;" 8) Evighedsblomst, €: "Kjerligheden tilhører ikke Tiden alene;" 9) Natviol, €: "Naar Aftenzephyr suser, mødes Vi," og 10) Enebærkvist, €: "Midnat er Elskovs Middag."

✂ (Saameget kan jeg da ved given Lejlighed her sige Læseren med Hensyn til mit tidt omrørte Bryllupscarmen, som jeg havde betitlet: 147 "Blomsterkrands paa Brudens Hoved": at det havde eet Vers for ethvert af ovenstaaende Nummere, og at jeg paa en ligesaa peen som sindrig Maade havde i velklingende Riim udviklet de særskilte Betydninger.) - Kommen tilbage fra Kirken, fuld, i det mindste svimmel, af min egen Phantasies skyhøje Flugt, gaaer jeg fejl af mit eget Kammer og ind i Julianes. Jeg bad om Forladelse for Fejltagelsen, og vilde forføjet mig bort; men hun bad mig, med et veltilfreds Smiil, at bie og besee Søsterens Brudekjole, med hvilken Gjenstand hun netop var sysselsat. Jeg saae, og jeg roste - og jeg meente det virkelig - og skottede af og til saa lumskelig til hende: men der var ingen Forandring paa hendes Sjæls Barometer: det stod endog højere end "Smukt Vejr," det viste "Bestandigt." Men Kviksølvet - jeg mener Kvindelunet - kan hastig falde; det erfarede jeg ogsaa her. Jeg var nemlig neppe kommen tilbage til mit eget Værelse, før der hos mig opstod nogen Tvivl om Barometrets Paalidelighed. Jeg trækker da mine Skoe af og stikker Fødderne i mine Pampusser - dem med Hattefiltssaaller (hvilken Slags Saaller, saavel ved saadanne som og ved andre Lejligheder, ere meget hensigtsmæssige) og lister mig med Kattefjed hen til hendes Dør. Paa denne var, hvor en Knast havde siddet, et Hul saa stort som een af de nugjældende mindste Kobbermynter. Ved dette anbringer jeg mit ene Øje, og hvad seer jeg saa? Juliane sideværts, siddende ved Natbordet, og skrivende; men havde jeg ikke vidst, det var hende, jeg skulde neppe kjendt hende igjen: Barometret var sunken til "Blæst og Regn!" Hun skrev - da hørte jeg fra Trappen ved den anden Ende af Gangen Justitsraadindens Stemme "Juliane! Juliane! stræb og kom! stræb og kom!" Jeg stræbte at løbe, og havde neppe naaet min egen Dør, før den Tilraabte foer ud af hendes og ned ad Trappen. (Jeg blev ellers bange for, at der var noget galt paafærde; men da jeg hørte Fruen raabe: "mine Blonder! mine Blonder!" saa beroligede jeg mig igjen.) Hvad monstroe det var hun sad og skrev paa? tænkte jeg - vips! saa er jeg i Kammeret, ved Natbordet, og seer i hendes opslagne hemmelige Protocol efterfølgende Linier: "Kvinden har kun een Kjerlighed - hendes første er og den sidste. Skuffes den, da vorder hun enten ulykkelig, eller - ond - o Gud! lad mig blive ulykkelig!"

✂ Det var da en rasende Paradox! Men det er Følgen af den forbandede Romanlæsning: den sætter saa let en ung Pige Fluer i Hovedet; og saa kan hun være taabelig nok til at gaae hen og gi’e sig til at elske 148 uden Tilladelse, uden at raadføre sig med Forældre eller Sødskende, eller Venner, eller Bekjendtere, eller med sin egen Fornuft. Hvis jeg maatte raade, skulle alle Romaner forbydes, undtagen "Grandisson" og saa mine egne; i hvilke Fornuften altid er ovenpaa, og Hjertet beholder sin naturlige, underordnede Plads. - Neppe havde jeg anstillet denne fornuftige Betragtning, før jeg hører Trad af flere Fødder paa Gangen. Nu var jeg nær ved at "blive ulykkelig" - hvad om Nogen kom herind, og fandt mig i Julianes Sovekammer! de kunde tænke - hendes gode Navn og Rygte! - min egen Ære! - jeg smuttede bag Sengen, og trak Omhænget for mig.

✂ Døren gaaer op. De Forlovede træde ind - Hun med de Ord: "Søde Ferdinand! Du skal dog see - hvor er Juliane?" Jeg skjælvede. Men, til min Lykke, gav hun sig nu til at vise ham sin Bryllupsldædning, som han da ogsaa fandt allerkjereste. Medeet afbryder hun forfærdet Synsforretningen, raabende: "Ih men Du Søde! hvad er det?" og giver sig til at undersøge et Stykke af Stadsen, hvorved een eller anden Fejl maatte være begaaet. Fæstemanden, som tog sig den Ting lettere, fik nu Øje paa de nysnævnte Antegnelser i Julianes Dagbog. See! Hans Barometer faldt nu flere Grader, og truede med Regn. Dette bemærkede Vilhelmine, lod Stadsen være det den var, og sine Øjne lede af hans til det gedankenschwere Blad. Den stakkels Fæstemøe skuddrede, blegnede, faldt ham om Halsen og hulkede: "Min Søster - ulykkelig - o Gud! hvem er da det, der har bedraget hende?" "Der har Ingen bedraget Hende" svarede han smerteligt, "uden hendes eget Hjerte - kom min Eneste! imorgen skal Du vide Alt - til den Tid rolig. Det vil blive Godt endnu Altsammen." Hermed slog han sin Arm om hendes smekkre Midie, og førte hende ud af Værelset. - Da Lyden af deres Trin paa Gangen vare forsvundne, vilde jeg have forladt mit Smuthul; men jeg blev atter fængslet - i moralsk Forstand - mellem Væggen og Omhænget; thi Juliane kom farende ind med forvildet Aasyn, og med bølgende Bryst udpressede, neppe hørligt: "Gud! om hun har seet det!" Derpaa tog hun Dagbogen, slog den sammen, foer omkring og ledte - formodentlig efter sin Commodenøgle - og da hun ej kunde finde den, stak hun Hjertejournalen ind under Hovedpuden i Sengen, trykte nogle Taarer tilbage i Øienkrogene, og ilede atter bort.

✂ Læser! fordøm mig ikke! Fristelsen var stærk, og jeg svag: jeg 149 forgreb mig paa Julianes Hjertes Helligdom. Jeg kan ikke Ene bære Bevidstheden om denne Synd; jeg gjør Dig til min Medskyldige - men ikke endnu - jeg vil ikke forraske Dig. Du skal have Tid til Betænkning og Overlæg.

✂ Da jeg havde gjennemlæst nogle Blade - bagfra, ligesom Du læser denne Historie - kom Vilhelmine allene ind, foer hen til Natbordet, stirrede, naturligviis efter Bogen, den jeg imidlertid havde puttet ind igjen under Hovedpuden. Men jeg maae i Forfippelsen baaret mig ubehændigt ad; thi ved at lade Øjnene løbe omkring, har hun faaet et Glimt af det forbudne Skrivt at see, river det ud, slaaer op, læser, skjælver, og sukker - saa det gjorde mig ordentlig ondt at høre - "Det er Ferdinand hun elsker!" Hendes Hænder faldt sammen - og Bogen naturligviis paa Jorden - . I samme skjæbnesvangre Moment seer jeg Juliane paa Dørtrinet. Hun har seet og hørt det samme som jeg; thi hun skiftede hurtig Farve, og vaklede - men medeet stiver hun sig, og næsten knejser - saa hun syntes flere Tommer højere, end hun i Grunden var. Derpaa svæver hun langsomt - højtideligt - med halvt hævede Arme hen mod Søsteren - der var noget Dronningligt i hendes Aasyn og Anstand. - Endskjøndt jeg aldrig veed at have seet Noget Portrait af hiin berømte Dronning i Palmyra, saa tør jeg vædde paa, at hun har seet saaledes ud, dengang hun opofrede sin Elsker for sin Pligt. - "Søster!" sagde hun med dæmpet men fast Stemme, og udbredte sine Arme. Vilhelmine vendte sig heel forbløffet, og blev staaende. "Søster!" gjentog hiin, og lod Armene synke - (jeg vilde ønske, mine Damer og Herrer! at De havde hørt dette Tostavelsesord saaledes fremsiges! der var Effect i det) - "Du veed nu mit Hjertes Hemmelighed - gjem den i dit - denne være den eneste, i hvilken Din Ferdinand aldrig vorder delagtig! Jeg elsker ham - som jeg elsker Dig - og velsigner Eder begge." Vilhelmine sank til hendes Barm. - Det var en rar Pige, den Juliane! Det vil vist Enhver indrømme mig. - Men nu skal De bare høre videre. Under denne effectfulde Scene staaer Gjenstanden for begge Søstrenes Kjerlighed i Døren. Men han lod sig ikke forknytte: han gaaer hen, mir nichts und dir nichts, og omfavner dem samlede - de blev jo noget forskrækkede; det var ikke saa sært - og saa kysser han saa den Ene saa den Anden paa Panden, og siger (jeg havde aldrig troet, han var saa lærd) "Den Kjerlighed, der forener os, er Englenes Glæde; den er fra Aandernes Verden." - 150 Det var en sublim Tanke; den gjorde Indtryk paa mig: Værelset var tomt, inden jeg havde summet mig, og fattet den Bestemmelse, at springe ud i Haugen af Vinduet. -

✂ Da jeg ikke vejer meget, kom jeg uden Skade til Jorden, dog ikke paa Fødderne allene, men ogsaa paa Knæerne og Hænderne. Jeg rejser mig, og banker Støvet af mine Klæder, da jeg hører Een slaae en Skogger op ved Siden af mig. Jeg seer derhen - det er Justitsraaden. "Dersom jeg ikke havde bedre Tanker om Dem," siger han "kunde jeg snart troe - hvad Fanden havde De at bestille i min Datters Kammer? Blev De kastet ud af Vinduet?" "Om Forladelse, Hr. Justitsraad!" siger jeg "jeg kastede mig selv ud, paa Grund af - som De selv behager at antyde: at Deres Datters Ære var mig dyrebar - ". Han loe igjen: "Meget vel! Nu veed jeg, hvorfor De kom ud; men jeg kan ikke begribe, hvorfor De kom ind." - "Jeg maa ta’e mig den Frihed at sige Dem: jeg tog fejl af Værelset -" "- Ah! saa tog De fejl baade da De kom ind, og da De kom ud." - Han blev ved at lee i Stødemaal, saalænge jeg kunde høre ham. Det var for godt Kjøb jeg slap saaledes fra denne "Fenstren."

✂ Jeg gik nu hen i en afsides Krog af Haugen, for at anstille nogle nyttige Betragtninger over de store Ting, jeg havde seet bag Sengegardinet. Der faldt mig under samme Meditation adskillige gode og sunde Tanker ind, hvilke, desværre! alle paa een nær, bleve borte i Bryllupstiden. Denne ene har jeg godt ved at huske; thi den kommer ofte tilbage af sig selv: "Hvorfor" hvidsker det "kunne Somme faae hele to Kjærester paaeengang, og Du slet ingen dit hele Liv?" - Idet jeg grundede paa, grundigen at besvare denne Qvæstion, faldt jeg isøvn, og vaagnede ikke, før jeg skulde til og iseng.

Fjerde Capitel. Otte Dage før Brylluppet

✂ Jeg var just færdig med at løse Fætters Pintseoffer, og ifærd med at bundte Tiggerbrevene - som han kalder dem - "Jeg kan dog aldrig vide," siger han, "Om Vielsen skal gaae for sig i Kirken eller i Stuen?" - "Hm," svarer jeg "det kan jo være Dig det samme Du faaer alligevel ikke noget af Offeret." - "Det er heller ikke derfor", siger han "thi Justitsraaden forlanger vist ikke, at hans Gjæster skulle 151 betale hans Præst og Degn for hans Kones Mad og hans egen Viin; men jeg kan nu engang ikke lide Stuebryllupper: det er for al Verden ligesom man var bange for, at gjøre denne Handling altfor højtidelig, eller -" "- Da kan Du nu faae det at vide," faldt jeg ham ind "der har vi Justitsraaden med samt hans Pibe; han kommer vist for selv at agere Bedemand." - Rigtig. Han træder ind ad Døren, tager Piben af Munden, og fremsiger den sædvanlige Bedemandsremse: "Jeg skulde hilse fra de gamle og de unge Folk, om Præsten og hans hele Huus ville komme i Dag otte Dage, og følge med dem i Kirken, og høre paa, hvad Præsten siger, og saa følge med dem til Brudehuset igjen og spise og drikke og holde dem lystig, og blive der og ture saalænge som De selv behager." - Piben indtog nu igjen sin bestemte Plads, fra hvilken den dog i korte Mellemrum maatte vige, medens den velbaarne Bedemand videre fremførte: "Og saa skulde jeg bede - Puh - fra mig selv - Puh - om Hr. Pastoren - Puh - eller hans Hr. Fætter - Puh - vil gjøre - Puh - en Sang - Puh -." - Fætter bukkede, og sagde ja; men - jeg kjender ham - jeg kunde see paa ham, at Justitsraadens sidste Anmodning ikke huede ham nær saa godt som den første. Da vi igjen blev ene, siger jeg derfor til ham: "Vil Du, eller jeg skal?" "Du maa" siger han. Jeg havde allerede havt det isinde; men netop fordi man purrer mig for det, standser min Vena. Digteren skal være fuldkommen fri - " " - tøjleløs?" siger jeg - "Nej" siger han, "men uden Tøjle. Ingen vorder Digter, fordi han vil, og digter ikke heller, naar han skal." - "Aha!" siger jeg "nu forstaaer jeg, hvad vor danske Diogenes meente -" "- Diogenes? er det Wessel?" siger han. "Nej" siger jeg, "det er Peer Jensen fra Vibye - en Mand, som ved sine Viser har tjent mere, end baade Wessel og Din Velærværdighed. Jeg traf ham forgangen Aar i Dyrehaven, hvor jeg saae, at han gjorde godt i Poesie." "Min Ven!" siger jeg til ham, "det gaaer strygende for Dig. Kan Du ikke ogsaa lære mig at gjøre Vers?" Da gav han mig dette orakelmæssige Svar: "Det kan ikke læres - Saadannoget maae komme af sig selv."

✂ Neppe var Bedemanden borte, saa kom Degnen derovrefra, og vilde ogsaa have Poesie. "Hvad vil han med det?" siger Fætter. "Jeg vilde gjerne synge noget over Bordet" siger Degnen. - Jeg mærkede, at Fætter vilde blive malisjøsk, og saa ta’er jeg Ordet, og siger til Degnen: "Jeg skal gjøre Een." - "Ja kan han ogsaa?" siger han. "Jo jeg kan," siger jeg, og med det samme blev jeg begejstret, og i kortere 152 Tid, end Consistorialraaden behøver til at snyde sin Næse, digtede jeg efterstaaende Carmen:

✂ Det er en stor Fornøjelse,
Men kræver god Fordøjelse,
At komme saa til Gilde.
Thi ønske nu jeg vilde:
At alle Gjæsterne
Maa spise, drikke saa,
At alle Resterne
Maae blive faa
Og smaa.

✂ Hvem der blev glad, det var Degnen; og det troer jeg nok. Men da han var borte, saa siger Fætter: "Kjere Peer! den Vise var meget populær -" "- populær?" siger jeg lidt studsig, "skal det være det samme som folkelig?" - "Aaja!" siger han "Du har været særdeles heldig med dette Digt, for det er noget som Folk kan forstaae, uden at bryde Hovedet, og læse, uden at faae hjerteondt; og Stoffet selv er kraftigt - nærende -" - Jeg vendte ham Ryggen, og blev saa arrig, at jeg satte mig for, da jeg kom ud: at jeg aldrig vilde see ham mere. Dette Forsæt udførte jeg ogsaa hele Dagen lige til et Par Timerstid før Aften, da han lod mig hente, for at spille Fransfuus med sig.

Tredie Capitel. Otte Uger før Brylluppet

✂ Jeg privatiserte - det vil sige: jeg gik og drev hos Fætter, og gik ham tilhaande med hans Romanskriverie. Saa siger han til mig en Dag, det var kjønt Vejr: "Peer!" siger han, "skal vi ikke til Tidselholt en Vending?" "Lad gaae!" siger jeg; og saa gik vi, -

✂ Da vi kom, var Justitsraadens ene hjemme; men jeg saae nok, at de ventede Fremmede, og det ikke Hverdags; thi der var ingen Ro paa Fruen: saa var hun inde, og saa var hun ude, og naar hun var i Stuen, saa havde hun enten Det eller Det at bemærke ved Døttrenes Paaklædning - der heller ikke var som til daglig Brug - og var hun i Kjøkkenet, kunde vi høre ind, hvordan hun dominerede med Pigerne. - Justitsraaden var som altid: ligedan, enten det gaaer saa eller 153 saa. Om saa Kongen kom til Tidselholt, troer jeg ikke, det vilde gjøre nogen Forandring paa ham, undtagen for saavidt, at han kom til at stikke Piben ind saa længe; og det vilde maaskee falde ham lidt trykkent; thi han ryger uafladeligt - undtagen naar han spiser og sover. - Døttrene vare mere stille og alvorlige end sædvanligt; og den Ene skottede saa sælsomt til den Anden, naar Denne ikke mærkede det.

✂ Som vi sidde ved Thebordet, og Justitsraaden og min Fætter tale om Vexeldrivt, Borgerkrigen i Spanien, og Capitelstaxten, med mere - rejser Fruen sig hastig, skyder Stolen tilbage, og siger: "Der kommer han!" Justitsraaden, som havde sin Kop for Munden, drikker ud og spørger - uden at see efter Noget - "Hvem? lille Moer!" "Ih!" svarer hun, "hvem Anden end vor nye Naboe fra Rørkjær - Du veed jo, han har ladt sig mælde." - Nu rejste vi os Alle, nærmede os Vinduerne ud til Gaarden, og saae en ung Mand til Hest, nærmende sig i kort Trav til Indgangen. Mand og Kone gik ud for at tage imod ham; Døttrene stillede sig op, Hver med Ryggen til sit Vindue. -

✂ Rytteren var Cancelliesecretær Skov, Ejer - neppe et Aar - af Rørkjær, Ungkarl, smuk, dannet, berejst, belæst, af en erkjendt retskaffen, hæderfuld Tænkemaade, og - hvad der var meer end alt dette tilsammentaget - meget riig. - Ham saae jeg nu ikke saa nøje paa - for jeg har før seet en velskabt Cancelliesecretær og Herremand; og desuden, "naar et Mandfolk er lidt kjønnere end Gammel Erik," saa er det jo nok, som Ordsproget siger. Desmere lagde jeg Mærke til de to Søstre. Inden den Fremmede kom ind ad Døren, havde Vilhelmine allerede tabt Ligevægten, og Juliane var heller ikke langt fra det - jeg mener naturligviis den Ligevægt, som bør finde Sted mellem Forstand og Følelse, Levemaade og Natur - Vilhelmine blev rød, Juliane blev bleg; Begges Øjne bleve mindre, end de pleiede at være.

✂ Secretæren - men hvad kan det more Nogen at høre hvad Han sagde, og hvad De sagde? for det hører jo til den gode Tone: aldrig at sige Andet, end hvad der er glemt ligesaa snart det er sagt - jeg vil springe over Theebordet, og føre Læserne ud i den nysudsprungne Hauge. - Mens jeg og Fætter holdt os til de Gamle, holdt Secretæren sig til de Unge; og vi Gamle lod dem, ligesom det kunde været aftalt, gaae paa deres egen Haand. De bleve snart borte fra os. "Nej see til de unge Mennesker!" udbrød Fruen, og lod som hun nu først savnede 154 dem - "Aa see dog engang, hvor de blive af, min Kjere! (det var mig) Jeg er bange Juliane glemmer Aftensmaden." - Jeg gik - jeg fandt. Den belevne unge Mand have deelt sig imellem Søstrene - jeg mener: han gik imellem dem Begge; thi hvad Conversationen angik - især den, der føres med Øjnene - da blev Juliane aabenbar forurettet; og det jo længere jo mere. - Da jeg saae, hun begyndte at kjede sig, vilde jeg give hende Lejlighed til at slippe, og sagde derfor: at Moder ventede paa hende. Jeg tilbød hende ogsaa min Ledsagelse og Conversation paa Hjemvejen; men hun betakkede sig, og ilede foran. Fætter og jeg bagefter.

✂ Jeg vil ligeledes springe over Aftensbordet - om hvilket jeg ikke veed noget videre af Vigtighed at berette, undtagen dette: at vi til sidste Ret fik Asparges, og at Juliane havde glemt at komme Muskat i Smørret; hvorfor hun ogsaa efter Bordet fik en velfortjent Irettesættelse af Justitsraadinden. Enten det nu var for Muskaten, hun havde glemt, eller for Secretæren, som havde glemt hende - det skal jeg lade være usagt; men forknyt saae hun ud.

✂ Secretæren maa have funden Haugen særdeles smuk - som den ogsaa var - thi han kunde neppe bie til vi vare staaede op, saa vilde han derud igjen; og da han med et ret nydeligt Smiil gjorde et Spørgsmaalstegn eller en Krumning for Vilhelmine, saa var hun ogsaa paa Timen villig til at følge med ham. Vi Andre gik bagefter ligesom før; men Juliane alene blev inde. Jeg syntes, at hun gjerne kunde fulgt med dem; for Secretæren har upaatvivlelig ikke ført nogen anden Tale, end den enhver anstændig Pige, uden Skam, kan høre paa.

✂ Naa, de To derude i Haugen vilde ikke til at komme igjen. Min Fætter - for han er ingen Natmand - var allerede iseng. Da det hele Eftermiddagen havde truet med Torden maatte vi ikke faae Lov at gaae hjem. - Jeg skulde ligge hos ham. Som jeg klædte mig af, kom Uvejret nærmere, og inden jeg var kommen til Strømperne, begyndte det allerede at kaste Draaber. Vor Seng stod op til en Brædevæg og Fætter laa yderst - for ellers vil han forstyrre min Morgenandagt. - Inden jeg kunde falde isøvn, hører jeg en Snakken i Værelset ved Siden - det var begge Søstrene. Jeg kunde ikke samle ret Meget af det de sagde; dog hørte jeg tydeligt nok, at Vilhelmine flere Gange sagde: "Hvor har Du faaet den? - Hvad skal jeg med den?" - Og Juliane: "Det kan være Dig det samme - den er ikke stjaalen - der er Lykke ved den." - Men hvad for en Den? - der stod jeg - laae jeg, vilde jeg sige.

✂ Jeg kom ikke til at sove, før det næsten var Dag; thi det blev et frygteligt Vejr; og det var ikke nok med den Rumlen udenfor, men saa snorkede Fætter tillige saa ganske nedersachsisk - man skulde troet, han vilde parodiere Tordenen. - Og da jeg saa endelig skulde havt lidt Ro, vaagnede han, og " fik Ideer" - som man siger om slige Paroxysmer. Jeg skulde slet ikke misundt ham hans "Ideer," naar han blot vilde beholdt dem hos sig selv; men jeg maatte naturligviis ogsaa plages med dem. Een af dem var dog ikke saa tosset: at nemlig Secretær Skov, naar han fik een af Søstrene - ligemeget hvilken - kunde forskaffe mig den anden, ved at forære mig en lille Herregaard. Jeg veed ikke, om han har meddelt Secretæren denne idealske Tanke, eller ej; men det veed jeg: at jeg endnu ikke har faaet Herregaard - undtagen i Tankerne; og saadaneen - siger han - er den suffisanteste, thi den kan hverken pantsættes eller sælges for resterende Skatter. - Men videre!

✂ Secretær Skov - (havde han givet mig Herregaarden, skulde han hedt "von Schau") - var rigtignok ogsaa bleven om Natten. Han sad ved Kaffebordet med alle de Andre, da jeg kom ind. Vilhelmine skjænkede. Hun rakte ham just en Kop over Bordet; men istedet for at tage Koppen, tog han hendes Haand - (som Erik von Rennesøe tog Prinsesse Ingeborgs) - saae paa den, saa paa hendes Ansigt, saa paa Haanden igjen. I Førstningen kunde jeg ikke begribe, hvad der var at see paa den Haand, mere end paa en anden; men snart opdagede jeg: at det ikke var hele Haanden, men kun en Finger af samme, og navnligen "Stakketjohan," der tildrog sig hans Opmærksomhed. Og hvorfor? Paa samme Finger befandt sig en Guldring, med hvilken det havde saadan Beskaffenhed, som jeg nu lader ham forklare med hans egne Ord. "Denne Ring" sagde han, "kjendes jeg ved. Den tilhører mig; men den maae ikke skilles fra Haanden." Han saae, bedende, smægtende paa Den, der ejede Haanden - paa Forældrene - de smilte - Datteren smilte, men gjennem søde Taarer - det var et imponerende Optrin. - Min Fætter stod op fra sin Stol, brystede sig, lagde sin Haand paa de to omhandlede, og sagde med megen Salvelse: "Her har Himmelen sammenføjet." Saa lagde Fruen sin ovenpaa, saa Justitsraaden sin, Jeg min, og - Juliane sin. (Den var blød og varm, men electrisk.) "Konge Herre! hvad skal min Bestilling være?" raabte Jeg. "Minnesanger til Brylluppet" sagde min velærværdige Fætter.

Andet Capitel. Otte Maaneder før Brylluppet

✂ Rørkjær er ikke saa slem en Gaard. Den har rigtignok lette Jorder; men de ere gode til Rug og Boghvede, især naar de blive overflødigt merglede og gjødede. Engene - men jeg beder om Forladelse! jeg gaaer udenfor Sagen: det var ikke Landvæsenet, vi her skulle arbejde os ind i - behag nu at følge med ind i Huset! eller Slottet, som jeg mere passende vil kalde det. - Det var den 11te October - (min Fødselsdag, paa hvilken min Fætters Kone altid tracterer mig med mine Livretter: Velling og Pandekager*) - at der var - som Fætter kaldte det (for han vil gjerne, hvor han kan, anbringe bondeagtige Talemaader) "Igangsgilde" paa Rørkjær.

✂ Secretair Skov, som nylig havde kjøbt denne fordelagtigt beliggende og importable Eiendom, havde nemlig fundet det hensigtsmæssigt, at indbyde hele Omegnen til et landligt Maaltid. - Det havde været "blæsevornt" (det er ogsaa een af Fætterens Cimbricismer) hele Dagen; men, endnu før vi kom fra Bordet, blev det til en heel Storm; og regne gjorde det tilligemed. - Man saae ud af Vinduerne, man skultrede sig, man syntes, "det var et urimeligt Vejr," man mumlede om, "at faae spændt for" - "Der bliver Intet af, mine Venner!" sagde Værten, der kom ind fra at have seet efter Vejret - "Der faaer Ingen Lov til at blive gjennemblæst og gjennemblødt inat, naar De ellers ville tage tiltakke med Lejligheden, saagodt som en Ungkarl kan have det. Jeg haaber, jeg kan sørge for Alle, uden at tage min Tilflugt til Søstersenge." Der var Mening i den Tale. Der opponeredes vel af Een og Anden; men det var ikke saa ilde meent; kun, som naar man i en Parlamentsforsamling siger Ministeren en Smule imod, for at vise sin Selvstændighed; og det seer Ministeren gjerne.

✂ Udfaldet blev da, at Ingen rejste, og vi kom Alle tilsengs - og vi laae godt; det maae jeg sige. Justitsraadinden selv forsikkrede - og hun har Ret til at tale et Ord med: "at Sengeklæderne vare ligesaa gode som hendes egne, paa det nær, at hendes dog vare noget bedre."

✂ Men ikke Alle sov saa godt som jeg. Thi i et vist Værelse var det ikke rigtigt, det vil sige: det spøgte - - Men det er bedst, jeg lader ** hos Rosenkilde faaer jeg derimod altid Øllebrød og Hornfisk. 157 Jomfrue Juliane tale, det vil sige: anføre en Passus af hendes Dagbog - den nemlig, som jeg med meest Interesse læste bag Omhænget af den Seng der paa Tidselholt.

✂ "Var det en Drøm? Nej! det var ingen Drøm; her har jeg jo Ringen - den har en Capsel - jeg aabner den - ah! hvor dejligt! En Glemmigej! - ak! jeg føler det: jeg glemmer Dig aldrig. - Det var virkeligt saa: han satte den selv paa min Finger - han fæstede mig - 158 den Uforglemmelige! Men veed han selv, at han gjorde det? O! - det bliver maaskee dog til en Drøm. - Men jeg vil fastne* denne Drøm - jeg vil fængsle den til Papiret: paadet jeg maae bevare dens Farve naar alle andre falme."

✂ "Jeg kunde ikke sove: Stormen sagtnede sig meer og meer, Maanen skinnede klart ind i Kammeret - den blide Maane! Elskerens Vejviser!** - See! Døren springer op - en høj hvid Skikkelse svæver herind - skrider hen til Sengen. Jeg er saa bespændt af Angst, at jeg end ej formaaer at vække min Søster, som ligger og sover sødeligt indenfor mig. Jeg klemmer mig ind til hende; men mine Øjne ere som koglede fast til det frygtelige Syn - Ha! det er ingen Aand - jeg hører Suk - det bøjer sig - kysser mig - Himmel! det er ham! vor unge Vært! Han tager min Haand og hvisker: ""See! med denne trolover jeg Dig - som min Fader engang satte denne Fæstensring paa min Moders Haand, saaledes sætter jeg den nu paa din, Du Elskelige! og tilsværger Dig en evig Kjerlighed."" Han tager en Ring af sin Finger - trykker den ind paa min - vender sig, og forsvinder." - Ah! han er Søvngænger - men handler han derfor uden Bevidsthed? Er dette ikke en Tanke, et Ønske, der har foresvævet ham vaagen? - Det skal vise sig - jeg vil gjemme Pantet ved mit Hjerte."***

✂ Først, efterat have læst foranstaaende Rhapsodie, kunde jeg forklare mig Secretær Skovs synderlige Adfærd Morgenen efter hiin mindeværdige Nat: han var kold, adspredt, urolig, og saae i det Hele ud, som om han fortrød sin Gjæstfrihed, og var bange for, at den skulde afbenyttes alt for meget. Vel havde jeg, som jeg vilde staae af Sengen, hørt ham ude paa Gangen sige til Een - jeg veed ikke hvem: "Der har været Nogen inde hos mig inat, jeg lagde den bestemt foran Spejlet, da jeg klædte mig af -" Men hvad for en Den? Kunde jeg tænke paa, at ** Det er et nyt Ord, hun her bruger; men det kan gjerne gaae an. P. Sp. *** Den, forresten agtværdige, Pige maa ikke være fast i den græske Mythologie, for ellers vidste hun, at den overordentlig kydske Selene alene lyser, for at hindre "Fenstern," "Kilpen" og alle deslige Nattesværmerier, for hvilke de mørkeste Nætter ere de gunstigste. P. Sp. **** Hun skulde ladet Ringen blive der, hvor Hr. Secretæren satte den! saa havde hun havt Hold paa ham; men det var vel sagtens en Slags Undseelse, fordi et Mandfolk aflagde hende et natligt Besøg i bare Skjorte. Hm! saameget har man hørt før. P. Sp. 159 det var hans Moders Forlovelsesring? eller at han selv havde stjaalet den, for midt om Natten at gaae halvnøgen ind til to honnette unge piger, og sætte den paa den Enes Finger? Hm! - der kunde siges Meget om det.

Første Capitel. Otte Aar før Brylluppet*

✂ Maj solen beskuede med brændende Blikke sine egne dejlige Producter, da ogsaa jeg tog disse i Betragtning paa den vakkre Landejendom "Tidselholt." Bladene vare friske, smukke og af bedste Bonitet; og Blomsterne af samme Beskaffenhed. - Men iblandt disse tiltrak mig især tvende, rigtignok indenlandske, som der ellers aldrig er meget ved; nemligen: de to Jomfruer Juliane og Vilhelmine paa bemældte complette Hovedgaard. De vare Aflæggere af Theodore (ogsaa kaldet Justitsraadinde Petersen), den første 14, den anden 12 Aar gammel. - Naar jeg her siger "Blomster" saa mener jeg egentlig "Knopper", som ere nær ved at springe ud; og i dette stadium tiltale de mig altid stærkest. - Jeg kom hændelsesviis til at belure dem i Haugen ved meeromnævnte Herregaard. De tvende Rosenknoppe befandt sig ved Siden af hverandre, blandt flere Blomster, og vare i Arbejd med at binde "Ønskeknuder" af "Hviinstraae." "Jeg faaer ham" sagde den Ene. "Nej, jeg faaer ham" sagde den Anden; "Ja, lad os nu see ad!" sagde de Begge. Og see! Juliane havde knyttet de fejle Ender - Vilhelmines vare heldigt forenede. "Ah!" raabte hun hjerteglad, "jeg faaer Ferdinand" - "Tag ham saa! sukkede Søsteren; "men -" her omfavnede hun den Anden - "derfor kan Du gjerne blive ved at holde af mig."

✂ Jeg er ikke overtroisk; men jeg troer dog stærkt paa Varsler; og jeg følte mig fast overbeviist om: at Vilhelmine Petersen i Tiden vilde blive ** Jeg skylder Sandheden - den jeg helst følger, saavidt det er passende - at tilstaae: at dette Capitel er gjennemseet, rettet og forbedret af min Fætter, saaledes, at jeg ikke kan kjende det igjen; og naar jeg ikke vidste bedre, maatte jeg troe, at han havde forfattet det selv heelt og holdent. Imidlertid nærer jeg det Haab: at Læseren lettelig vil adskille mine forstandige og ædruelige Grundideer fra Pastorens phantastiske Iklædning. 160 ægteviet til Ferdinand Skov, som nu rigtignok ikke var Andet end Student; men for hvem der vare gode Udsigter, eftersom hans Fader havde "Gryn," og Sønnen var eneste Arving.

✂ Som jeg nu staaer og morer mig over disse to "Rosensblommer," og deres fremspirende Kjerlighedsblomster, saa er der Een, der hvidsker mig i Øret: "Naar Skov ta’er den ene, saa tag Du den anden!" - "Jahvad for en Anden?" svarer jeg. "Det er jo ligegyldigt" siger Fætter - for det var ham - " Juliane har blaae Øjne, og Vilhelmine brune; det er hele Forskjellen." - "Jeg skal ta’e det i Betænkning" siger jeg, og det har jeg ogsaa gjort; men da en saa vigtig Sag ikke kan overlægges for nøje, og bør betragtes fra alle Sider, inden man tager nogen Bestemmelse: saa fortrøster jeg mig endnu ikke til, at skride til endelig Afgjørelse.

1. Gamle Bekjendtere

✂ "Non cuivis homini contingit adire Corinthum - Lihgfram!" Saaledes lød den hule Tøndestemme inde fra Femtelectien. Jeg standsede udenfor Skoledøren, hvis Trykker jeg allerede havde omdreiet, for at høre Qvintusses frie Oversættelse af dette horatiske Vers. - En Drengerøst svarede: det falder ikke i ethvert Menneskes Lod at komme - "til Ulvedal" lød en anden og stærkere. - " Hwa! Hvem wa de? Hwo kam de fræ?" raabte Høreren. "Øwenfræ - fræ Halsen - fræ Mester Lejs" skrege Nogle i Munden paa hverandre. Efter et dundrende Slag i Bordet, og et tordnende "Qvos Ego" blev det atter roligt. Men paa Commandoordet "Frit!" aabnedes paa nye de tilstoppede Halse. Een begyndte: "de ær it enhwær Krahg - en anden afbrød: "de ær it enhwær Sow" - en tredie faldt ind: "de ær it enhwær Kow" - "do ka sjæl vær en Kow" snærrede Høreren "de hedder: "de ær it enhwær Sow, Krahgen vil rib" - Som for at hævne den mishandlede Digter, satte de overgivne Drenge een gal Variation efter den anden paa Lærerens Thema: "de ær it enhwær Krahg, te Sowen vil rib" - "de ær it enhwær Sow, te Kowen vil rib - o.s.v. Og snart blev det hele til en Malstrøm af Ord; blandt hvilke "Kow, Sow, Krahg" løde som Kanonskud gjennem en Musketilds uendelige Knaldren. - Jeg fandt mig nu kaldet til at intervenere; dog ikke for at straffe Disciplenes "Friheder" dem den gamle Pedant jo selv var Ophavsmand til. "Ferierne begynde" lød nu det glædelige Budskab igjennem alle Klasser, en halv Dag før man havde ventet; thi Vognen fra Ulvedal havde mødt saa meget for tidlig. Vi maatte følgelig lave os til at følge strax med den tilbage. Qvintus og Qvartus, som begge vare indbudne, bleve ikke de sidste ud af Skolen. Og saa ivrig var især den sidste med Udrustningen, at han virkelig skulde have glemt sin "Lærke" hvis ikke Kammeraad Hansens 162 Søn havde mindet om: "at Veiret var koldt". Dette var det første Led af Kjeden; og da Qvartus fik fat paa det, saa fulgte det andet af sig selv, og han sprang ned af Vognen, "for at hente Noget, han havde glemt". Qvintus knurrede, men i Grunden kun derover, at han kunde have sparet det meste af hans Frokost, dersom han itide havde vidst, at han skulde spise Frue Hansens Aftensmad.

✂ Min Svigerfader, hans Datter og lille Dattersøn, og Jeg kjørte paa en anden Vogn noget bagefter Hine. - Hvad Veiret angik: da var det klart og smukt, og en frisk Vestenvind medførte intet af den Kulde, mod hvilken Qvartus vilde beskjærme sig ved indvortes Midler.

✂ Høsten var begyndt ualmindelig tidlig; skjøndt vi nyelig vare gangne ind i Hundedagene, havde man dog faaet næsten alt Kornet "rodløst", og en stor Deel i "Huus." Denne Travlhed paa Marken, den ualmindelige Menneskemængde, har for mig i det mindste Noget saa livligt, saa muntrende, og derhos saa - gid jeg nu havde et Ord for "Satisfying" saa fyldestgjørende, at denne Aarstid er min den kjereste. Min Svigerfader gav et langt Stykke af Virgils Georgicon til Priis, og min Alice fremsagde en heel Canto af Delilles med en saa mild Varme, en saa barnlig Glæde, at jeg blev Barn igjen, og Conrectoren Yngling.

✂ Vor landligglade Stemning fik dog snart et andet "Drej"; idet Degnen fra Ulstrup, som havde været ude at tage Tiende for Kammeraaden, kom ridende os paa Siden med et "Walkommen skal di, Katten taae mæ væhr! Haar di Skyderen mej, Hr. Rector?" Da jeg havde beroliget ham i denne Henseende, raabte han fornøjet: "de kan a faastoe; men no ska di aasse sie, her æ Katten ryw mæ, saamanne Trejdækkere ioer, te di bjørmer." Hermed sporede han sin "Pillek," og galloperede ind ad Markerne til. Og vi rullede snart derefter hen for Hoveddøren paa den Fløj af Ulvedal, som min Svigerfaders Broder Capitainen beboede. Thi ei at forglemme - da havde denne kjøbt Gaard og Gods af Kammeraaden til Fæstensgave for sin Hustrue; men Kammeraaden havde igjen forpagtet det Hele, og var bleven boende paa Gaarden.

✂ Det er saa - ja nu er jeg igjen forlegen: "Satisfying" "Comfortable" - nei nu har jeg det "rosomt" paa en Lystfart som denne at træffe for lutter Bekjendte. Et fremmed Ansigt - endda om det er smukt, tiltrækkende tillidvækkende - det er dog ikke iblandt dem, vi saae "sidst" det gier vor Stemning en anden Retning. "Vinden springer om paa en anden Streg" siger Capitainen. "Det er en Dæmper paa 163 Violinen" siger Fiedler. "Det er en Contraqvæstion" siger Herredsfogden. "Det er en Variant" siger min Svigerfader. "Det er som naar Bøssen brænder for" siger Degnen i Ulstrup Nu! Bøssen brændte da ikke for den Dag. For Døren modtog os Captainen og hans Kone, hans troe Tjener med Vogntrappen, og - den lystige Herredsfoged med en Lire, til hvis snærrende Toner han sang med ægte jydsk Bondedialect: "Hvor Godt Folk er, kommer godt Folk til, hej! lurrimæ, lurrimæ Heiaa! Venner med Venner sankes vil; de fryde sig, Eiaa! mier end a ka sejaa." "Denne Lyra" declamerede han - da vi vare komne ind -"har, efter den store Oldgrandskers Kammeraad Uroids heldige Conjectur, tilhørt den verdensberømte Digter og Lirendrejer Homerus. Den nuværende Ejer af samme, den største Virtuos i hele min Jurisdiction, den næsten ligesaa berømte Peder Syvspring har i sit Navn Noget som levende minder om: "at syv Stæder strede om Æren af at have frembragt Digtekunstens Fader." Vi bleve naturligviis nysgjerrige efter at see denne jydske Homer; og bade om at vorde ham forestillede. "laften" svarede Herredsfogden, eller maaske først i Morgen tidlig giver hans Liflighed Audients - jeg siger Liflighed; thi eet af Digterens syv Navne er "Liflig Pier" - Nu hviler han paa sine Laurbær, og sover haardt; thi han har idag seet vel dybt i den jydske "Hippocrene."

✂ Vi maatte da indtil videre trøste os med Haabet. - Neppe vare vi i den venlige Haugestue komne tiisæde om Thebordet, før Kammeraaden 164 traadte ind, og bad os samtlige at spise tilaften ovre hos ham, Dette blev eenstemmig lovet; og den Bestemmelse derhos taget: at begge Familier med deres respective Gjester skifteviis skulde tilbringe alle de følgende Aftener i hverandres Boliger ligetil Høstgildet, der for de Fremmede vilde vorde den sidste.

✂ Hos Kammeraaden vare Mange ventendes i Løbet af de fjorten Dage før den store Høstfest; men endnu fandt vi der ikke andre end vore to Hørere, og Oldgrandskeren, hvem vi alle fra tidligere Sammenstød godt kjendte. Han var egentlig reist til Ulvedal, for at undersøge en Runesteen, om hvilken salig Pontoppidan havde givet Vink, at den skulde findes paa Godset; men denne Undersøgelse tog, formedelst sin Vigtighed og Vanskelighed, alle fjorten Dage med sig, som siden skal vises. - I hele den Tid var han og hans Videnskab jevnligen Gjenstand for den vittige men tillige godmodige Herredsfogeds uforstyrrelige Lune. - Vi vare ei engang færdige med første Ret - en ypperlig Kalvesteeg, før han henvendte sig til Vertinden og sagde med mild Alvorlighed og dyb Stemme: "tillad mig, bedste Frue! at spørge; ved hvilke Midler og Behandlingsmaade De har faaet dette Føl saa fedt og yderst delicat?" Fru Hansen gjorde store Øjne, Kammeraad Urold endnu større. "Føl?" gjentog begge paa eengang, hun med svag, men han med Bjørnestemme. Vor Vert, som strax mærkede, hvor den spøgefulde Jurist vilde hen, gav sin Kone et Vink, og tog Ordet: "det vil jeg forklare dem; for min Kone veed det ikke eengang. Da Føllet var født, døde Hoppen, og nu prøvede jeg, at lade den patte een af mine Køer, og derfor tænker jeg og, at det er bleven saa særdeles fedt og velsmagende."

✂ "Men det er jo" - declamerede Oldgrandskeren - "det er jo noget ganske mærkeligt, ganske nyt, eller rettere sagt ganske gammelt; det er fortræffeligt; og jeg vil haabe, at dette Exempel skal virke saa kraftigen, at Hestekjød herefter vorder almindelig Kost, ligesom hos vore Forfædre. Og hvorfra havde disse deres Størrelse og store Styrke? af Hestekjød, ene og allene af Hestekjød; derfor havde de ogsaa Hestekræfter - hvilket endnu er et gængs Udtryk imellem os - maae jeg bede om et Stykke endnu!" - I dette Øieblik faldt mine og fleres Øjne fra vor oldnordiske Taler hen paa hans Sidemand, den lidettalende Qvintus. Han havde lagt Kniv og Gaffel overkors paa den andengang fyldte og endnu ikke afædte Tallerken, Armene overkors paa Maven, og saa ud i Ansigtet som en grøn Ost. "Er de 165 ikke vel? Hr. Qvintus!" spurgte Herredsfogden. Den tiltalte svarede ikke, men sprang op, og ilede ud - Qvartus bagefter. - Nogle smaaloe; men Urold skelede foragteligt ned til det tomme Sæde. "Skulde virkelig" sagde han med sin dybeste Røst, "dette store Legeme have antaget "en saa svag Natur, at det ikke kan fordrage Hestekjød?" - "Hvad gaaer af deres Medlærer?" sagde Herredsfogden til den allene gjenkommende Qvartus. "Hestekjød" svarede denne; "han conjungerer "boao" igjennem alle Modos og tempora." -"Alt dette" sagde Herredsfogden "og det er min Skyld, jeg nægter det ikke, gaaer ud over deres Spisekammer, Fru Hansen! Hr. Kammeraad Urold spiser meer end han ellers havde gjort; og vores Hestekjødsfjende - dersom jeg ellers kjender ham ret - vil han have een Aftensmad til, eftersom han ikke kunde beholde den første" - "A kan, Katten ryw mæ, heller it behaall min" skreeg Degnen, som sad nederst, og paa hvem vi hidtil ikke havde givet Agt. Og hermed sprang han i Qvintus’s Fodspor. Nu var det umueligt længere at kvæle Latteren; selv den alvorlige "Jordrotte" som Bønderne kaldte Jorddrotten Urold - maatte smile, han tænkte mindst paa, at han selv var Latterens første Gjenstand. - Midt under denne kom en rask rullende Vogn op for Døren; og Vert og Vertinde gik ud for at tage mod de Fremmede, i hvem de ventede nogle af de indbudne Gjæster. - Hvilke nu disse vare, skal næste Afsnit vise.

2. Nye Ansigter

✂ Det var ingen af de Forventede, men Nogle ganske Andre, om hvem hverken Vert eller Vertinde havde drømt: en Kammerherre von Schlüssel med Frøken Datter. Han var en Mand paa de Tredsindstyve, undersætsig, fiirskaaren med et stort blegt Ansigt, paa hvilket alt ogsaa var stort undtagen Øinene, der ikke vare saa meget større end Kattens, og af samme grøngule Farve. Ved hans Indtrædelse reiste Selskabet sig og hilsede; hans Gjenhilsen var i en mig hidtil ukjendt Maneer: han bukkede eller bøiede hverken Kroppen eller Hovedet, men gjorde med dette en Bevægelse, som næsten var det modsatte af et Nik, og lignede den Studsendes, eller den som Een gjør, naar man pludselig bringer ham et Lys for nær til Næsen. Derhos skrabede han bag ud med den ene Fod, og satte den temmeligt haardt ned igjen ved 166 Siden af dens Mage. Jeg, og vel flere af Selskabet antog ham for en Pranger, eller een af hine bondefødte Herregaardsslagtere, af hvilke ikke Faa i dette Tidsrum sloge sig op til stor Velstand. Ja endnu noget efter at vor Vert havde forestillet ham under hans virkelige Navn og Rang, troede jeg: at her nu vilde spilles et nyt Puds af Herredsfogdens.

✂ Et heelt andet Indtryk gjorde Datteren: skjøndt liden af Væxt, skjøndt beskeden, hartad undseelig af Væsen, var der alligevel i hele dette, Noget vist, som bøjer Mandfolkenakker. Jo længere man saae paa hende; jo høiere syntes hun. Hendes Ansigt, eller rigtigere, hendes Aasyn forekom, ved første Øiekast, temmeligt almindeligt, næsten intetsigende: det var blegt, koldt. Men naar hun aabnede Munden og talte - hendes Stemme lød hartad som en Hvidsken - da sprang der Roser ud paa disse blege Kinder: Øjenlaagene trak sig heelt op for et Par Øine, hvis sælsomme Udtryk, og søde Ild gjorde et overraskende Indtryk paa enhver ikke aldeles følesløs Tilskuer - som naar Fortæppet til Skuepladsen hæves, og der fremviser sig et yndigt Landskab med den opgaaende Sol i Baggrunden.

✂ Verten gav to af sine Børn et Vink; paa hvilket de reiste sig, og trak deres Stole lidt tilbage: han indbød de Fremmede til at tage Plads, Kammerherren lagde en Haand paa Stoleryggen, og lod sit Blik overløbe Selskabet. Men da Qvintus og Degnen just nu kom tilbage, og de høifornemme Øine faldt paa den Sidste, tog den naadige Herre Haanden til sig, og snøvlede: "Vi ere trætte af Reisen, og ønskede snart at komme tilroe; men vil deres Kone give os en Kop The paa vore Værelser -." "- Paa Øieblikket!" svarede Fru Hansen hurtigt og muntert, tog et Lys fra et Sidebord, og førte ledsaget af en Datter, de Fremmede bort. "Gute Nacht" sagde Kammerherren, medens hans Ansigt beskrev en Halvcirkel over os. Men i Døren vendte han sig halvt med Begjering eller snarere Befaling til Verten: at komme ind til ham, inden han gik tilsengs. Med nedslagne Øine nejede Datteren dybt, og troer jeg - saameget dybere, end ellers kunde været nok, for at udsone Faderens Hoffærdighed.

✂ Tausheden, som nu for Øieblikket opstod, blev først brudt af Urold med et Udtryk af Forundring over dette sælsomme sildige Besøg. Degnen, som foruden andre Fortjenester ogsaa havde den, at være Egnens levende Conversationslexicon, tog Svaret og sagde - paa sit jydsk, det vi for denne Gang ville overføre paa højdansk - "da kan 167 jeg fortælle os, hvad det har at betyde: Kammerherren vil partu tvinge denne her lille Frøken til at tage den unge Baron Mahlensfeld, som nu et Aar eller mere har gaaet og "smuttet" efter hende. Men hun "stinner" sig i hvor bitte hun er, og vil ikke af Flekken. Nu har de rigtignok paa nogen Tid begyndt at mumle om, at hun skulde have sig en Anden i Løndom. Somme sige at der er Nogen, som har seet ham, og andre sige, at det er ikke saa. Men saameget er vist, at Gartnerdrengen bar dem Breve imellem, og det kom for Naadigherren, og da han intet vilde bekjende, saa fik han først Prygl, og saa paa Porten. Nu tænker jeg ved mig selv som saa: om Kammerherren ikke vil have Frøkenen her til Kammeraaden, der har tjent ham i hans første Begyndelse som Forvalter. Saa skal de vel nu her see at passe hende og Kjeresten op; for de tænker, hvad sandt nok kan være! at de unge Mennesker vil være lidt meer forvovne her end hjemme."

✂ Man saae med Forundring paa Taleren, og paa hverandre, som om man ventede, hvo der først vilde afgive sine Betænkninger over dette Optrin og de i samme spillende Personer. Men inden endnu nogen kom til at afbryde Pausen, hørtes atter Rummelen af en opkjørende Vogn. Tilligemed Vert og Vertinden indtren strax en høj Dame, der forestillede sig dem, som den Francaise fra Fyen, der havde paataget sig at undervise Kammerraadens yngste Børn i Sprog og Musik, allene imod Kost og Logie. Hendes Tale røbede Udlændingen; men enten hun var tydsk eller fransk, det kunde man ikke skjelne. Men Stemmen var ei sædvanlig grov og mandfolkeagtig; ligesom og hendes ualmindelige Høide, hendes Gang og hele Væsen slet ikke stode i Samstemning med Qvindeklæderne. Ikkun Ansigtet modsagde ikke disse: det var fiint, glat og temmelig kjønt. Dog hende Øiekast var igjen vel dristigt, og hendes Latter, den Herredsfogden et par Gange med sine vittige Indfald fremtvang, uagtet hendes synlige Modstand, den var skrallende, og hartad forbausende. løvrigt var hun dog meget tilbageholdende og ordknap; og talte til Ingen ved Bordet, uden først at være tiltalt. - Alligevel tabte sig efterhaanden den Opmærksomhed, Mamsel Dubois ved sin første Fremtræden havde vakt; thi denne Klasse - som i Datiden endnu udgjordes af lutter Fremmede - havde et Slags "Brev" paa Særhed: de betragtedes som Amphibier, som Mellemvæsner blandt Mand og Qvinde.

✂ Vi vare netop i Begreb med at ende den saa ofte afbrudte Nadvere, da Hestetramp lød derude, og næsten i samme Øieblik nok en 168
Fremmed kom i egentlig Forstand springende ind ad Døren. Han havde et koparret, skarptegnet Ansigt, et mørkt og næsten bistert Udseende; men han viste sig snart fra en ganske modsat Side. -"Godaften Captain!" raabte han med Sømandsbas, smed Hatten hen paa en Stol ved Væggen, og rakte den Hilsede sin Haand tvers over Bordet, lige tæt hen forbi Francaisens Ansigt, der dreiede sig om imod ham med et Udtryk af Forundring og Uvillie. - "Velkommen Doctor!" svarede Captainen, idet han vendte sig til Vert og Vertinde: "En gammel Ven og Reisefælle, Doctor -" her faldt denne selv ind. "Ikke Doctor, jeg er kun simpel Feldtskjær, og nylig ansat her i Districtet som privilegeret Qvaksalver. Forresten hedder jeg Sorgenfryd, er ingen Complimentmager, men siger altid min Mening reent ud. Og derfor beder jeg ogsaa høfligt om Tilladelse, at maatte sætte mig ned ved dette velsignede Bord; for jeg er baade sulten og tørstig." Inden Verten vel havde faaet denne Tilladelse udfærdiget, havde Districtslægen allerede udseet sig en ledig Stol ved Siden af Degnen. Denne skuppede sig paa sin Stol saa langt som muligt hen til den anden Sidemand, som om han var bleven forskrækket over Qvaksalverens stormende Adfærd. Men den Sidste tog strax fat i Degnens Stol, medens han med den anden Haand rakte efter den ham tilbudne Tallerken, og sagde til Sidemanden - uden endog at see paa ham: "De skal ikke være bange for mig! de Tider ere nu forbi, da Apothekere og Doctere tillige vare Skarprettere." Med disse Ord trak han Degnen igjen tæt hen til sig. Den stakkels Ludimagister, skjøndt ikke synderlig glad ved sit Naboskab, paatog sig dog en kjæk Mine, og fik et Smiil frem, det han ledsagede med hurtigt Fingerpeeg til sin Pande. Qvintus, der sad skraas over for ham, tilnikkede ham Bifald; men holdt forresten sine Øine stivt hæftede paa den Fremmede, der med en Graadighed, som vor lærde Æder sikkert misundte ham, gjorde een Tallerken bar i en Haandvending, og strakte den ud til at fyldes nok engang. Men derover glemte han ikke Flasken; thi den første var tømt inden den anden Tallerken. - Imidlertid han gjorde saaledes Besked - og dette medtog kun et Par Minutter - at alle de øvrige Bordgjæster lagde Kniv og Gaffel, og delte deres Øiekast imellem ham og sig selv indbyrdes; hvilket hverken gjorde ham det mindste forlegen, eiheller standsede hans umaadelige Virksomhed. - Da han var færdig, nikkede han ad Verten og hans Kone, lænede sig tilbage mod Stoleryggen og begyndte med en Tungefærdighed, der var 169 næsten ligesaa ustandselig som den, hvorpaa han allerede havde aflagt en saa glimrende Prøve: "Mine Herrer og Damer! de maae undskylde min langvarige Taushed! Naar jeg spiser, saa er det ikke paa Skrømt - som de maaske har bemærket - og under et saadant Arbeide maae alle andre hvile; thi det er ubestridelig det vigtigste af alle; og forsømmes dette, hvordan vil det saa gaae med alle de andre? De kunne mueligen troe at jeg taler saaledes af Egennytte, og vil præke Fraadserie og Drukkenskab, for at udvide min Praxis; men jeg sværger ved Hippocrates, at Forlidt er her skadeligere for Sundheden, end Formeget; og at jeg kan meget lettere curere tyve Patienter for Indigestion, end een eeneste Vanddrikker." - Omvendte ved denne salvelsesfulde Tale, fik baade Qvintus og Degnen bedre Tanker om Doctorens Forstand. Den første nikkede; Sidste gned sig med den flade Haand ovenpaa Parykken, og sagde: "Han er Katten ryw mæ, den bejste Doctor, a ha kjent. Jen Fingerhærre Puns æ bejer end tow Tønder Wand." - "De er min Mand," sagde Lægen, og skottede ømt til ham, idet han greb sit Glas, og klinkede med ham: "paa nærmere Bekjendtskab." - Der blev nu en almindelig Leen og Skjemten; og neppe var en Fjerdedeeltime forløben siden den lystige Districtschirurgs Ankomst, inden han ikke længer ansaaes som Fremmed.

✂ Kun To i Selskabet fandt aldeles ingen Smag i de sidstnævntes Tale og Adfærd. De nikkede ad hverandre, bøiede sig for Vert og Vertinde, og skjøde deres Stole tilbage; hvorpaa alle gjorde ligesaa. Jeg behøvede vel neppe at tillægge: at disse Tvende var Capitainens Kone og Min.

3. Pe’ Syvspring

✂ Næste Formiddag havde Kammerraad Hansen foranstaltet, at vi Mandfolk spiste Frokost i Haugen. Dog kom mod Enden uventet et Fruentimmer til - den mandhaftige Francaise: med Hænderne paa Ryggen og lange Skridt traadte hun til og bemægtigede sig en Stol med et skjødesløst "Avec votre Permission, Messieurs!" - "Men det er sandt," raabte Herredsfogden, "vor Trobadour!" - "Jeg skal hente ham" tilbød een af Kammerraadens Sønner; og det varede heller ikke længe, førend han kom med Personen.

✂ Denne Virtuos - hvis rette Navn var Peder Pallisen, men som formedelst sine Fortjenester havde erhvervet sig følgende sex Æresnavne: Pe’ Sywspring, Liflig Pier, Pe Halpot, Pe Neverkuk, Pe Lirendreier, Pe Lurendreier - var en lille gammelagtig Mand med store melkblaae rødkantederindende Øine. Han var iført en lang graae Frakke, graae Strømper og Træskoe og havde en Kasket, eller som det her hedder et "Hatteslag" af samme Farve paa Hovedet. Stakkelen rystede som "Blinkeløw*," og hans Trin vare korte og vaklende. Lægen stod op og saae paa ham med plirende Øine. "Han har F..... hakke mig! Delirium tremens" raabte han. "Trelirium demens!" tog Degnen Ordet, "Doctoren mener vel, at han har faaet sin Skade af det han saadan dasker omkring tidlig og sildig med den her Lire, Nei pyt! Trelirium! Tresvirium skulde det hedde - for du har jo været en ugudelig Krop efter det her Brændeviin, Pe Halpot! eller Pe Heelpot!"

✂ "Foer a en bette jen?" stammede Synderen, uden at bryde sig det mindste om Degnens Snak. Verten skjenkede et Viinglas fuldt af Aqvavit, og rakte ham; men han var ikke mægtig for at føre Glasset til Munden. "Aah gi mæ den føhst" bad han og skultrede sig - "sibn skal a nok hjelp mæ sjæl." - Han var nu og saa tjenstagtig, at hælde denne Livsbalsom i hans vidt aabne Gab; og Virkningen viste sig næsten øieblikkelig. "Hør nu!" sagde Herredsfogden "syng os allerførst den Vise, du selv har digtet om Præsten og Degnen og alle dem du veed nok: saa skal du faae en halv Potte hjem med dig, foruden hvad du behøver her." - "Atør it sue wal" sagde han, og saae omkring paa alle de tilstedeværende, "er her ingen af dem?" - "Nei, her er ingen at være bange for" lød Svaret, "kom du kun med Visen!" - Digteren tog nu sin Lire frem og sang med en Stemme, der lød som en Tercet af en Kalv, et Faar og en Gedebuk:

✂ Wo Herremand haaller a hans Hæjst
Somti mier end somti,
Den dæ rueser dem, æ den hejst.
Ejaa!
Mier end a ka sej aa.

✂ Wo Møller haaller a hans Kop,
Somti mier end somti.
Venner do dæ, saa foer en en Top.
Ejaa!
Mier end a ka sej aa.

✂ Wo Skrædder haaller a hans Saws,
Somti mier end somti.
Aa Tøwet han klipper sæ sjæl en Hjaws.
Ejaa!
Mier end a ka sej aa.

✂ Wo Præst han haaller a hans Pænng,
Somti mier end Somti.
Offrer do smaat, da blywer han strænng
Ejaa!
Mier end a ka sej aa.

✂ Wo Dæjn han haaller a mi Kuen,
Somti mier end somti.
De æ saan dje gammel Wuen,
Ejaa!
Mier end a ka sej aa.

✂ Pe Sywspring haaller a et Kruus,
Somti mier end somti.
Ær et faa stuer, saa foer han en Ruus,
Ejaa!
Mier end a ka sej aa.

✂ De selsomme Miner, Øiekast og Fagter, med hvilke Liremanden ledsagede sin Smædesang, gjorde denne endnu snurrigere, og morede virkelig alle Tilhørerne - fornemmelig dem der forstode den jydske Mundart - og fremkaldte Ønsket om nok een. Dette var ufeilbarligen bleven opfyldt, hvis ikke Stedets Præst netop var kommen til. Da Hr. Syvspring fik Øie paa ham, luskede han bort igjennen en Sidegang, og lod sig ikke tilbageholde ved nogensomhelst Tilraab eller Løvte.

✂ Den Geistlige var en alderstegen, dog rørig Mand med et roligt og mildt Aasyn; i hvilket Sjælefred stod læseligt præget, og som lettelig forsonede med hans underlige Paaklædning: Paryk, Eenspænderkjole og sorte Gamacher, dem jeg siden hørte, at han brugte for sin Sundheds Skyld. Hans Tale var ligesaa forstandig som blid; og med Lethed og Sikkerhed gik han ind i mange forskjellige Æmner. Man mærkede snart at han, uagtet den antike Dragt, var ganske hjemme i den nyere Tids forbausende Begivenheder, dens Aands- og Stats-Omvæltninger; men og at han betragtede dem med samme Sind, som en udtjent Sømand det oprørte Hav, han ikke meer agter at befare.

✂ Ved Præstens Ankomst havde Capitainen forladt Selskabet, men kom snart efter tilbage med sin gamle Tjener. Denne bar en fuldfærdig Model af et Skib, og stillede det med Stiver paa et af Bordene, Capitainen vendte sig til Præsten, og sagde: "kjere Hr. Pastor! dette Skib har denne gamle Søemand selv allene forfærdiget, og det er hans Ønske, deraf at gjøre en Foræring til deres Kirke, om de finder det værdigt hertil. Og i dette Fald beder jeg om, at maatte give Kjæden, til at hænge det i." - "Jeg tager gjerne imod Foræringen," sagde Præsten smilende, "og takker paa Kirkens Vegne. Det lille Skib skal komme til at hænge i det store*." Dette lille Konstværk blev nu taget i almindelig Betragtning, og roest, som det og virkelig fortjente. Glæden spillede i den gamle Søeguts brune Ansigt; og heri blandede sig og en tilgivelig Stolthed da han af de i Skibsvæsenet ukyndige fik flere Spørgsmaale om dette og hiint, hvilket gav ham forønsket Leilighed til at holde Forelæsninger i en Videnskab, som han, hvad det practiske angik, havde fuldkommen inde. Vistnok bleve Tilhørerne derved ikke meget klogere, thi hans Terminologie var for de fleste heel uforstaaelig. Men man lod, som den ikke var det, for ei at spilde ham Glæden.

✂ Da der nu blev et Ophold i Navigatorens Foredrag, traadte Præsten til, rystede hans Haand; og sagde: "Tak Tak! min gamle Ven! du har nu forklaret dette her paa din Maade, og det meget rigtigt og godt. Det er kommen mig i Tanker, at jeg en anden Gang vil forklare det paa min Maade. Den første Søndag, det hænger i Kirken, indbyder jeg først dig og din Capitain, og ellers Enhver, som kan ** Saaledes kaldes - fra de første Kirkers Tid af - den mellemste Deel af samme. 173 finde Lyst til at høre en Skibspræken i en Kirke paa Landjorden." - Jeg skal den - nok indfinde mig" svarte Matrosen saa sjæleglad, at der nær havde sluppet ham af Munden en Søeterminus, som man ikke raaber en Geistlig Mand lige i Øinene. - Capitainen sagde: "Kjæden har jeg, og Skibet kan komme paa sit Sted i denne Dag; men vi har kun to Dage til Søndag; maaskee det er noget snart for Deres Velærværdighed." Præsten smilede igjen: "De maae for mig anbringe det, naar de selv vil. Naar jeg har een Nat, saa finder jeg vel paa hvad jeg vil sige."

✂ "Vel!" sagde Capitainen, "see saa, du kan faae det op, Ole! thi hverken du eller jeg kan faae den Præken for snart."

4. Oles Levnetsløb

✂ Denne gamle Søgut, der var almindelig yndet paa Gaarden skjøndt i ringere Grad af Kvindfolket - tiltrak sig nu, formedelst sit Konstværk og Commentaren derover, de Fremmedes særdeles Opmærksomhed: han blev tiltalt, roest, takket, spurgt, saa af een og saa af en anden. At dette snart faldt ham besværlig, saae jeg, og - om ikke flere andre - den gamle Præst. Han gjorde en Ende paa denne Navigationsexamen, ved at bede Ole fortælle sit Livs Historie. Paa denne uventede Begjering, slog Søemanden sine vidtopspilede Øine mod Himlen - som om han saae efter Fløjet - og derpaa til Jorden, som efter Loddet. Efter nogen Betænkning svarede han: "der er ikke saameget rart ved den Historie; men har de Lyst til at høre den, vil jeg ogsaa fortælle den; men den er ellers inte for Fruentimmer og Børn -" her saae han omkring i Kredsen, med et koldt mistroisk Blik, der tydelig tilkjendegav, at han vilde have de nysnævnte Slags Tilhørere bortfjernede. Dette skeete og paa den Maade, at Præsten, Capitainen, min Svigerfader og jeg toge ham med os ind i et lille Trælysthuus, som ikke havde Rum for flere. - Da vi her havde taget Sæde, og Ole faaet en Skraae stuvet ind under den høire Kjæve, slog han Been og Hænder overkors, og tog til Orde, som følger.

✂ "Jeg løb af Stabelen da vi skrev eet tusinde syv hundrede og fyrgetyve paa en lille Plads i Norge, de kalde Sandefjord. Min Fader var Lods der, og det havde hans Fader været for ham, og alle hans Forfædre - sa’e han selv - lige op til Japhet. Og saa langt som min 174 Fader vidste af at sige, var ingen af dem død i Sengen; og for den Sag, døde min Fader ikke heller der; for han kom til at gaae til Kojs nede hos de andre -" "- Hvor?" spurgte min Svigerfader. "Der" svarede han, "hvor de bruge Tang til Sengehalm." "Ja saa!" sagde min Svigerfader "de druknede?" - "Aa javel gjorde de det" vedblev Ole; "og jeg havde vel ogsaa for længe siden vendt mit sidste Glas, dersom min Fader ikke for tidlig havde seilet mig agter ud. Jeg var kun femten Aar, og liden til Vexten; saa ingen anden Lods strax kunde være tjent med mig. Saa døde ogsaa min Moder paa samme Tider; og Sødskende eller nære Slægtninge havde jeg ingen af. Men jeg kom endda bedre med end jeg tænkte, for der boede blandt saa mange Andre en Skipper i Byen, og han hed’ endda Ole Olsen han - og han var med ved salig Moders Begravelse. Da hun nu var sænket, og alting forbi; saa siger han til mig: "Ole!" siger han "har du nogen Hyre, min Gut?" - "Nei" si’er jeg; "der er vel ingen vil ha’e mig" - "Det vil jeg" si’er han "Nu kan Øvrigheden sælge Hytten og alt det andet Ragerie; og bliver der noget til rest, kan de sætte det paa Rente for dig. Om otte Dage gaaer jeg om Gud vil - til Middelhavet; vil du saa fare med som Kahytsjung?" - "Javel!" si’er jeg "og du skal ha’e Tak til, Fa’er! - for i Norge si’e alle Mennesker Du til hverandre. - Naa da! ottende Dagen gik jeg rigtig ombord paa Aleth - Aleth hedde Briggen, han havde kaldt hende op efter sin Kone. Og en stolt Seiler var hun. Og Capitainen sa’e ogsaa mange Gange, Ole! - sa’e han, jeg veed, Fan’en hakke mig! ikke, hvem jeg holder meest af, enten af Skuden mi’, eller af Kjærringe mi’ -." "- Hvor gik I saa hen?" faldt Capitainen paa Ulvedal ind. - "Vi gik" svarede Ole "til Livorno eller Leghorn, som de ogsaa kalde det; og saa foer vi med Fragt fra een Plads til en anden derude i Middelhavet, og da Sommeren var forbi, gik vi tilbage til Sandefjord, og laae op der om Vinteren. - Saadan gik det nu det ene Aar efter det andet, til jeg havde naaet mit det Femogtyvende, da Aleth -." "- Ole! du glemmer Nissen" faldt Capitainen ind. "Hm! - ja -" brummede den gamle Matros smidskende, "jeg veed ikke, om de høilærde Herrer gide hørt paa saadant noget; for de tænker vel, det er Kjellingsludder og taabeligt Passiar -." "- Det er det samme Ole," sagde hans Herre, "lad dem tænke, hvad de ville! og siig du kun frem hvad du veed!"

✂ Ole vendte sin Skraae med Tungen, lagde begge Hænder paa hver sin Stolearm, og trak Benene ind under sig: det saae ud som en 175 styrkende Forberedelse til værdigen at skille sig ved paafølgende, skumle og rædlige Begivenhed.

✂ "Der ere somme Fartøjer" begyndte han, "men de ere ikke ret mange, der har en særdeles Overcomplet ombord, man kalder Nissen. Der ere kun faae, der kan see ham; men de der kan, sige: at han seer ud og er klædt som en anden Søemand, med den Forskjel, at han er ikke stort høiere end den Flaske, der staaer; og han har en rød Hue paa Hovedet, istædet for at alle vi andre bruge Hat paa Hovedet, eller blaae Hue. Naa da! der var, og havde altid været saadan een ombord i Aleth, og det var godt; for saalænge Nissen bliver ombord, kan Skibet ikke forgaae. Jeg saa ham rigtig nok aldrig; men vi havde en gammel Kok, han kunde see ham, og jeg troer endda, de havde meer at skaffe med hverandre end godt var for Kokken, han hed endda Ole Halversen, for han kunde, naar han vilde, sige os om Morgenen alt det vi fik at bestille hele Dagen paa Skibet: hvad for Seil vi skulde sætte til, om vi skulde komme til at rebe nogen, og hvormange Reeb vi skulde have i hvert, om Noget paa Skuden skulde ramponeres eller reent forlises, og alt saadan; og det skede accurat som han sagde. Jeg glemmer aldrig; jeg husker det, som det var skeet igaar: Vi vare i den spanske Søe paa Høiden af "Ca’ Fenster"* og stode Nord efter, da bliver en Mand syg og døer. Og da vi havde langt til Land, og ikkeheller vidste, naar vi kunne naae eet, saa blev der slaaet en Slags Kiste sammen til ham, og forsynet med Baglast, og saa skulde han da næste Dag hives over Bord. Men forinden det nu skedte, saa kommer Kokken, og siger til Capitainen: "Capitain" si’er han, "hvad har Salve forsyndet sig, at han skal ud om Bagbord?" "Hvad er det for Sludder?" si’er Capitainen, "Salve har været saa stolt en Søemand, som Nogen; og han skal, Fa’en hakke mig! ogsaa udom Styrbord." - "Det er vel nok" mumlede Halvor, "men Nissen har, den Onde vælte mig! sat ham ud om Bagbord inat." Capitainen loe, og sagde: "det skal, Fa’en synke mig! bli’ Løgn." - "Bandte de og saa forskrækkeligt, som du der la’er dem ramse op?" faldt min Svigerfader ind. "Ja det gjorde de rigtignok" sagde Ole med nedstemt Tone: "Capitainen sa’e altid: Fa’en hakke mig! til daglig Brug; men naar han blev vred, saa sa’e han: Fa’en synke mig! Jeg veed nok, det er inte kjønt; men det er ** Cap Finisterræ. 176
nu saa Skik og Brug iblandt Søefolk, og det kan ikke være anderledes, Jeg skal fortælle Dem en Historie om det: Tordenskjold - De veed nok - han skal nu have været saa reent djævels til at bande. Og saa siger Kongen en Dag til ham: Tordenskjold! - si’er han, kan du inte commandere uden at bande saadan" - "Ja!" brød min Svigerfaders Broder af, "den Historie kjende vi allesammen; men glem nu ikke, at sige os: hvordan det gik med Salve!" - "Det gik saadan" sagde Ole, "Vi havde sunget en Smule Psalme over ham, havde faaet Tallier paa Kisten, og hidset den op saa meget som lidt over Rælingen, og vilde just til at hive den ud over Styrbord. Vi havde alle Klude til, og det havde løjet af hele Morgenstunden, og var næsten Blik. Lige med et saa springer Vinden om, og vi faae en Kuling af Sydost nu, der krænger Skuden over i Bagbord, og Kisten svajer derud og plumper i Søen - vi saae den aldrig niere. - "Ka’ han nu see Capitain!" sa’e Halvor. "Da er det Fa’en synke mig! ikke min Skyld" sa’e han. -"See! saadan gik det nu til." - "Men hvad blev saa Enden med Aleth?" spurgte Capitainen, "det har jeg næsten glemt." - "Det blev med hende ligesom med os alle" svarede Ole; "for hun gik neden om og hjem. Og det lod Nissen os ogsaa vide. Seer De, vi laae paa Rheden tæt op til en Bye, de kalde Mallaga. Vi havde udlosset vor Last - det var Tørfisk, og skulde lette næste Dag, hvis Vinden føjede. Da kommer Halvor hen til mig - jeg havde været ude paa Ankeret, og der var ingen anden hos. Og saa si’er han til mig, Ole! si’er han, nu træder Aleth sin sidste Dands. - Hvordan det? si’er jeg. - Jo, si’er han, Nissen er gaaet fra hende. - Fa’en heller, si’er jeg. - Jo si’er han, han sprang overbord inat, og svømmede over til Rusmanden, der ligger. Nu kan du selv gjøre hvad du vil. - Ja, hvad gjør du? si’er jeg. - Jeg bliver, sa’e han; jeg er bleven gammel paa Aleth, og jeg vil ikke skilles fra hende. - Jeg gik nu og tænkte noget paa dette her; og jeg vidste, at Halvor aldrig gav falske Signaler. Og saa gaaer jeg til Capitainen, og si’er til ham, Faer min! si’er jeg, Aleth gjør sin sidste Reise - hun faaer aldrig mere Kjending af Norges Land. - Er du gal? si’er han. - Ikke heller det, sier jeg; men Nissen er gaaet fra Bord inat. - Lik min - om Forladelse! de go’e Herrer! men saadan si’er man saa tidt imellem Søfolk, og det har ellers intet at betyde - saadan sa’e han da ogsaa den go’e Ole Olsen. Men saa si’er jeg: Du ejer jo Aleth op og neer som hun staaer og gaaer - det takker jeg ikke dig for, si’er han - Capitain si’er jeg, han skulde sælge hende her. Men saa slog han en 177
Skogger op, og sa’e: blæs mig nedenfra, til min Hat flyver ovena’; saa vil jeg kalde dig Storm! Jeg har ligesaa gjerne Aleth under mine Hæle som Dovrefjeld. Men er du bange for Kjellingsludder, saa kan du jo ta’e dig en anden Hyre. - Nei! Fa’er sa’e jeg, saadan vil jeg ikke løbe fra dig. Men han snoede sig om paa Hælen, og gik agter ud ned i Kahyten; og der blev han længe nede. Da vi havde skaffet, kalder han mig ind til sig og siger: Derhenne, si’er han, ligger Thorbjørnsen af Østerrisøer. Han kom iaftes fra Marseille, og har fuld Last inde. Han gaaer hjem med allerførste Leilighed. Tag Jollen, og roe over til ham, og forlyd, om du kan faae Hyre med ham hjem; hvis ikke, om han vil ta’e dig med som Passageer. Fa’er! sa’e jeg, er du vred paa mig. Nej, si’er han, men gjør som jeg siger, og kom saa strax igjen. Det traf sig nu saa, at Thorbjørnsen havde mistet en Mand paa Reisen hid, og havde Brug for mig; og det fortalte jeg da Ole Olsen. Og saa kalder han mig ned i Kahyten, og flyer mig et Brev, og siger: det er til den gamle Aleth derhjemme, hvis du kommer først. Og her, siger han, er ti Ruller med 20 Piaster i hver. De ere de halve af mine rede Penge. Deraf giver du min Kjærring de otte, og de to beholder du selv, og her er din Hyre foruden. - Jeg begyndte nu rigtignok at blive lidt vammel om Hjertet, og der kom mig vel noget vaadt i Øinene; for saa si’er han: hvad gaaer der af din Hundeunge? hvad flæber du for? Tag nu dine Køjeklæder og din Kiste, og skrup dig saa - Naa hold nu Kjæft! og Gud være med dig, min Gut! og god Reise! Pil nu af, og det snart! - Dermed drejede han mig om mod Kahytsdøren. Men det kom mig for, som han ogsaa klippede lidt med Øjnene. Da jeg var kommen ovenfor Trappen raabte han endnu: Hils Aleth og Siri! det var hans eneste Barn - og dermed slog han den inderste Dør i, saa det smældede. - Saa kom jeg da ombord i Østerrisøeren; og han lettede endnu den samme Aften; men jeg sov slet intet den Nat, for der løb saa meget om i mit Hoved baade om Aleth og Nissen og mig selv, men meest om Ole Olsen; for han havde været en Fader for mig i alle disse ti Aar, og jeg troer ikke at jeg havde faaet ti Lusinger af ham i dem allesammen. Og jeg troer vist, at han havde noget i sinde med mig og Sire; men hun var da endnu kun fiorten Aar. - Naa da: vi letted, og lod staae ad Strædet -." "- Men hvordan gik det saa den gamle Capitain, med hans Fartøi?" faldt jeg ham ind. - "Ja" sagde Ole, vi saae aldrig mere af ham og Aleth end en grøn Flaske med en Lap Papiir i -." "- Hvad" siger Præsten, "og hvor fik du den?" 178 - "Den fandt jeg, svarede Ole, da jeg var i Slaveriet -." - Her afbrødes Fortællingen ved Ankomsten af en Fremmed, hvem jeg billigen tilegner et eget Capitel.

5. Fuldmægtigen

✂ Inde i Gangen havde allerede i et par Minutter ladet sig høre et usædvanligt stærkt Charivari af mange sladdrende, leende og syngende Qvindestemmer. Det nærmede sig stedse mere og mere vort Lysthuus; og da det kom ligeudenfor, taug vor Fortæller, og vi andre reiste os, for at see, hvad det monne være. Det første Øiekast viste os en snæver Kreds af et Dosin unge Piger, eller Fleer, men ved det næste opdagede vi midt i Kredsen Pullen af en sort Mandshat, der snurrede hurtigt omkring fra den ene Side til den anden. Og derhos hørte vi en snærrende, skrattende Røst, der ikke vel kunde komme fra et qvindeligt Bryst, men som dog var i uophørlig Virksomhed. - Nu aabnedes Ringen, og derinde sees da, hvem Hatten tilhører: en ganske lille ung Mand, med et taalelig kjønt, muntert og aabent Ansigt. Men han var temmelig forvoxen, med udstaaende Bryst og Skulder. "Her" sagde Sine Hansen, den ældste af Vertens Døttre, "har jeg den Fornøielse at forestille Herrerne Hr. Wakkeltop, Næstcommanderende paa Herredscontoiret, Fuldmægtig over os Alle sammen." Den Fremstillede kastede først et par skjelmske Øine til hende, og hilste derpaa os andre hver især, ligesom vi traadte ud af Lysthuset. "Jeg er kommen" sagde han, "at gjøre Herredsfogdens Undskyldning baade hos Hr. Captainen og Kammerraaden og hele Selskabet, at han ikke kan have den Ære at komme her hverken idag eller nogle flere. Han har pludselig bestemt sig til en meget vigtig Reise, og jeg bliver constitueret saalænge - " her trak han Hovedet lidt tilbage og skød Brystet end høiere frem. - "- Hvor Fanden er han da reist hen?" faldt Kammerraaden ind. Hr. Wakkeltop smilte, og skelede listeligt til Spørgeren: "Det er en Statshemmelighed, som Fremtiden muligen vil opklare." - De muntre Piger, blandt hvilke nogle nysankomne fra Egnen, omringede paa ny Hr. Viceherredsfogden, og holdt et svært Huus med ham, idet han bogstaveligen henreves af denne yndige Hvirvel.

✂ Ingen kunde tage feil af de skjelmske Tøsers Hensigt, uden han, 179 som var Maalet for deres Skjemt og Drillerier: han gottede sig øiensynligt derover, og optog alt dette som en skyldig Hyldest, der tilkom hans smukke Person og øvrige glimrende Egenskaber.

✂ "Det er synderligt nok med det Menneske" - sagde Kammerraaden - "det er en dygtig Karl i hans Forretninger, og dum er han min sandten ikke; og dog kan han slet ikke faae i sit Hoved, at de har ham tilbedste. Jo mere de gjøre Nar ad ham, jo gladere er han. Jeg kunde næsten falde paa at troe, at han bilder sig ind: de ere forgabede i ham," - "Det kan De troe med god Samvittighed," gjenmælede Captainen, "saadan er det med alle pukkelryggede baade Fruentimmer og Mandfolk: de have altid høiere Tanker om sig selv, end lige velvoxne Mennesker." "Christian! der dømmer Du noget for strengt" sagde Broderen. "Maaskee" lød det korte tvære Svar. Men Præsten tog Ordet for ham: "Captainen har vel fremsat hiin Mening som en Generalregel, men med Undtagelser. Og i saa Fald tør jeg gjerne vedkjende mig den, uden at ansee mig selv for en ubarmhjertig Dommer. Jeg seer meget meer heri et Tegn af den store Overdommers uendelige Barmhjertighed. Der er intet meer nedtrykkende, end naar et Menneske væmmes ved sig selv. Den der er misfornøiet med sine Forstandsgaver, eller, endnu værre, med sin Moralitet, den er paa det nærmeste ved at vorde saa misfornøiet med sin Tilværelse, at den gjør en Ende paa samme. Men den som betragtede sit eget Legeme med Foragt, mon den skulde bryde sig meget om at bevare det? Denne Stolthed hos de Gebrækkelige er en Erstatning af Naturen for de Gaver, den ikke har kunnet meddele dem. Dette lille Overmaal af Selvkjerlighed giver Opreisning for Legemets Undermaal, og Styrke til med Kjækhed og Lethed at bære et Kors, hvis blotte Syn kan bringe de Velskabte til at sukke." - "Rem acu tetigisti"* sagde min Svigerfader, og klappede Præstens Skulder. - I dette Øieblik kaldtes vor Opmærksomhed atter hen til den omtalte Mandsling, og hans "Bacchantinder" som Svigerfader benævnede dem. Vi hørte et Jubelraab, og derpaa en Jubelsang, udført af de høie Qvindestemmer: "Store Prinds! Maroccos Ære" o.s.v. Og snart efter kom Processionen op imod os: "Maroccaneren" - som han herefter kom til at hedde - sad paa en Kongestol, og bares af Pigerne ved udlagte Stænger saa høit, at hans glade Ansigt nu overstraalede dem ** Truffet lige i Prikken. 180 alle. Sine Hansen - der altid var den første og slemmeste til at gjække ham - gik bagefter, og holdt en Parasol over hans Hoved. "Per Jovem!" raabte min Svigerfader, "er dette en Triumph eller en Ovation? Ingen Consul eller Dictator kunde være stoltere, end han seer ud til." Og saa var det virkelig: han skuede ned paa Pigerne med et Blik, som vare de overvundne Fanger, der allene vare der, til at forherlige hans Indtog. - Han nød denne Lyksalighed lige til Haugestuedøren, hvor man satte ham til Jorden. Med en huldsalig Mine reiste han sig, bukkede rundt, og bød Sine Hansen sin Arm, den hun modtog med et Smiil og en dyb Nejning. Nu gik det til Middagsbordet; og vist er det: at ved samme fandtes ingen Cavaleer, der saa levende underholdt sin Dame som vor lille Triumphator.

6. Duellen

✂ Som vi sadde ved Kaffebordet, der blev dækket i den store og pyntelige Hauge, hvor Størstedelen af Tørveirsdagene tilbragtes, forøgedes Selskabet med en Herre der saa ud til at være nærmere ved de Fyrgetyve end ved de Tredive. Han bar Uniform, men som viste, at han ikke længere stod i Tjenesten. Skjødesløst hilste han paa Selskabet, satte sig paa den første den bedste Stol, og sagde, idet han lod Øinene løbe omkring: "Jeg seer ikke Frøken von Skrysser." - "Hvem har jeg den Ære at see ved mit ringe Bord?" spurgte Verten lidt studsig. - "Capitain, Baron von Marensfært" svarede Herren. Ved at at høre et saa snurrigt Navn, fremkom et Smiil paa somme Ansigter; men Verten gjorde en suur Mine, og sagde: "Vil De Frøkenen noget, skal jeg lade dem mælde." - "Ha ha!" grinede Hiin, "jeg skar nok mærre mig sær." - Hansen forstod ham ikke - jeg, sandt at sige ikke heller - men at han antog Mennesket for ikke vel forvaret, det kunde man see. Uden at indlade sig videre med denne her Baron, gik han ind i Huset, for at underrette Frøkenen om dette sælsomme Besøg; hun - det fortalte Kammeraaden mig siden - afslog øieblikkelig reent ud at modtage dette, idet hun forklarede ham heelt aabenhjertig: at denne Baron Malensfeld just var den samme modbydelige Beiler, til hvilken hun skulde tvinges.

✂ Under denne korte Fraværelse blev der hverken talt noget ved Kaffebordet, ei heller bestilt Andet, end at Baronen fremtog et 181 massivt gammeldags Gulduhr, med tre ditto Kjæder og Signeter, lukkede det op med et gravitetisk Aasyn, lagde den yderste Kasse med Kjæderne foran sig paa Bordet, og gav sig til at gnide den indre med Hjørnet af sit Lommetørklæde. (Som man snart kom efter, saa var dette Personens eneste daglige eller snarere timelige Bestilling.) - Alle vi Andre sadde som tause Tilskuere ved dette unyttige Arbeide; indtil Urold, der saae næsten ligesaa høitidelig ud som Baronen, gjorde en Ende paa "Havresæden"* med det Spørgsmaal: "er der ingen af disse Signeter antike?" - Den Tiltalte saae med en uvis Mine paa Spørgeren, som om han ikke ret havde fattet Meningen, og sagde: "Det er Dæren gare mig, Arvegods fra mine Forfædre." - "Tænkte jeg det ikke nok!" raabte Oldgrandskeren fornøiet - "tillader Hr. Baron Mærensfært -." "- Jeg hedder ikke Mærensfært" sagde denne but, "men jeg hedder Marensfært." Saadan siger jeg jo ogsaa, gjentog Urold; men inden det kom til nærmere Forklaring imellem dem, traadte Kammeraaden ud af Huset, og med ham Francaisen. "Hvem er det Fruentimmer?" spurgte Baronen. En i Selskabet sagde ham det. "Ha ha!" raabte han, "er det Mamesærren? Hun kunde, Dæren gare mig, tjene ved Rivgarderne." - "Hvad siger han?" raabte den mandhaftige Gouvernante; idet hun nærmede sig med lange Skridt, "er det en Cavareer, der tarer saaredes tir en Dame!" - Ved at høre Baronens Naturfeil i Udtalen saaledes eftervrænget, var der flere som lode Latteren frit Løb. Men Baronen reiste sig, satte et glubsk Ansigt op, og sagde: "Er De af Ader?" "Gammer Ader" svarede hun, "og hvorfor?" - "Jo, for jeg ska’ sige Dem" sagde Baronen, og brystede sig, "dersom De havde været et Mandfork, skure de givet mig Satisfaction." - "Den kan jeg gi’e dem arrigever" gjenmælede denne franske Virago, "enten De behager Kaarde, Saber, errer Pistorer." - Baronen studsede, og sagde med nedstemt Tone: "Det var Dævers! men man duererer erres ikke med Damer." - "Saa skar min Broder møde Dem for mig, og det i Morgen tirig tir hvad Krokkesret De befarer." - "Hvad har jeg med deresses Hr. Broder at bestirre?" spurgte Baronen. - "Det skar De strax erfare" svarede Francaisen, og ilede hurtigt tilbage ind i Huset.

✂ Ingen af os kunde begribe, hvad hun havde isinde; og den kort før temmelig forbløffede Baron tilbagevandt snart sin Fatning. Han fulgte Mammesellen med Øinene, indtil hun havde faaet Haugestuedøren paa Ryggen. Derpaa vendte han atter Hovedet om, og sagde, idet han igjen begyndte at gnide sin Uhrkasse: "jeg troer, Dæren gare mig, deres Mammesærre er hargar." - Jeg, og vist nok flere med mig, var ikke langt fra at have samme Tro. Men inden vi endnu havde yttret os noget over dette selsomme Optrin, traadte en Husarofficeer ud af Haugestuen, og ilede hen til os med det Spørgsmaal: "Hvem af de Herrer er Baron Malensfeld?" - Den Søgte skiftede Farve, og sagde med svag Stemme: "Det er mig, hvad behager?" - "En Portion af deres Blod min Herre. Jeg er Lieutenant Dubois, og fordrer Revange for deres Fornærmelse mod min Søster." - "Jeg har ikke fornærmet deres Søster" svarte Baronen, "og sraaes ikke med dem," - Husaren greb en Kjep, som laae paa Jorden, og sagde: "saa er du en Cujon, og skal prygles ud af dette ærede Selskab." - Dette virkede, og kaldte Baronens flygtende Mod tilbage: han pustede sig op og raabte: "er her ingen Sabrer i Huset?" "De skal faae een af mig" svarte vores Captain - Ole spring over, og hent dem begge to! jeg seer, Hr. Lieutenanten har heller ingen." - Det var en alvorlig Vending, Sagen tog. En efter Anden af de Hosværende listede sig bort; og da Ole kom med Sablerne - dem han, for ei at vække Opsigt, viselig havde skjult under sin Jakke - var Ingen tilbage uden Duellanterne, Captainen, Urold og Jeg. Da jeg nu ogsaa ved Instrumenternes Ankomst vilde til at bortfjerne mig, sagde Lieutenanten: "Men vi skulde dog have Secundantere." - Jeg tilbyder mig for den Ene" sagde Captainen - "Og jeg for den Anden", raabte Urold med skarp Alvor - "Tvekamp er en ægte oldnordisk Sædvane; og det skulde glæde mig, om de tvende Kæmper vilde bestemme sig for en ordentlig Holmgang." - "Hvad er det for een?" spurgte Captainen. - "Det er" tog Urold ivrig ved, "Man vælger en lille Øe eller Holm i Vandet, men som ikke maa være større, end at man paa alle Kanter kan tage den i syv lange Skræv." - "Hvor faae vi saadan en fra?" sagde Lieutenanten spodsk. - "Dertil skal blive Raad" svarte Oldgranskeren: "I Mangel af en virkelig Holm, saa ridse vi med Sværdodden een af helst i Sand, men ellers paa Grønsvær. Det er Skade, at det nu er Sommer; for ellers kunde vi have kæmpet paa Iis. Dette brugtes ogsaa i Oldtiden, nu sjældent."

✂ Baronen hørte, som det lod, meget andægtig paa Antiqvaren; men dennes oldkrigerske Lærdom morede ikke Lieutenanten: "Til Sagen!" raabte han; "enten det saa skal være paa en Øe eller paa Fastland" tog den ene, af Capitainen tilbudte Sabel, og stak den ind under venstre Arm. "Behag at følge, mine Herrer!" sagde Captainen; "jeg skal anvise et Sted, hvor vi kunne være ganske uforstyrrede."

✂ Han gik nu forud, af Haugen og i Skoven; de Andre tre fulgte ham. - Da de vare mig ude af Syne, kom jeg først til at tænke lidt sammenhængende over det, der nu nyssen saa usammenhængende var foregaaet: Baronens plumpe Indtrængen i eet ham ganske ubekjendt Selskab: den ligesaa fremmede Husars Dumpen som ned fra Skyerne, og: Striden, der kom ligesom forud beredt, og hastig som i en fransk Comedie. Det hele her forekom mig næsten som en aftalt Comedie; og nysgjerrig efter at see Knudens Opløsning, sneg jeg mig ud i Skoven efter de spillende Personer. - Jeg kunde ikke tage Feil; thi Uroids Stemme veiledede mig; og stillende mig bag en Busk, tog jeg en god Udsigt til Valdpladsen, der var en lille aaben Grønning, omgiven af Træer.

✂ "Maa jeg nu laane Deres Sværd?" sagde Oldgrandskeren til Lieutenanten. - "Hvad Fanden vil De med det?" spurgte Officeren. - "Afstikke Holmen" lød Svaret. "Og De vilde virkelig" raabte hiin -"rode i Snavset med min Sabel, som i næste Øieblik skal i Livet paa Baronen; fy! det var gemeent - men behag!" vendte han sig til Capitainen - "at bestemme Kampens Vilkaar og Maade." - "Dersom De tillader -" tog Urold Ordet - "saa vil jeg foreslaae den gamle Kampmaade." "Hvorredes var den?" spurgte den allerede igjen temmelig betuttede Baron. - "Man havde egentlig to;" sagde Urold belærende: "den første og meest yndede var saadan, at den ene Kæmpe havde et kort og let Sværd, med hvilket han gjorde tre og i særdeles Tilfælde, ni Hug paa Modstanderen, som havde et langt og tungt Sværd, med hvilket han, naar Turen kom til ham, gjorde eet Hug. Men paa den anden og simplere Maade vexlede man Hug om Hug." - "Man havde dog Rov til at parere?" spurgte Baronen. -"Gubevares! Nei!" svarte Antiqvaren, "det kjendte vore tappre Forfædre ikke noget til" "Hr. Kammeraad!" faldt nu Captainen ind: "Vi ere nymodens Mennesker her, og kan ikke befatte os med dette gamle Plumphuggerie. Maa jeg foreslaae: at Baronen, som den Fordrede, har første Udfald: og at første Saar beslutter Striden, der efter sin 184 Anledning og Aarsag ikke kan ansees for at høre til dem, der gaae paa Livet." - "For mig gjerne!" sagde Husaren. Baronen nikkede; og, opmuntret ved Tanken om det første Hug, hævede han Sablen, og faldt ud. Men Lieutenanten parerede uden Anstrængelse Hugget, og kløvede i næste Øieblik Modstanderens Næsetip og Overlæbe. - " Attendez!" raabte Captainen, traadte til, adskilte Kæmperne, og tog et par Lærredsstrimler op af Lommen, med hvilke han forbandt den enes lette Saar, saagodt det lod sig gjøre; det vil sige: han hæftede Strimlerne ved Hjelp af Liim eller Gummi - hvormed han altsaa ligeledes havde forsynet sig - over Smørerne. Men Blodet blev alligevel ved at løbe den Saarede ned i Munden, hvorfor han efter Captainens Anvisning holdt sit Tørklæde for. Medens dette gik for sig, leverede Seierherren sin Sabel til Urold, gjorde en hilsende Bevægelse med Haanden, og vendte tilbage til Gaarden. Ole, der havde holdt sig i Nærheden, tog nu begge Sablerne, og tradskede afsted med dem; men Baronen og Secundanterne gik hen paa en anden Kant af Skoven, hvilket jeg ikke dengang vidste at forklare mig. Men den med slige Optrin fortrolige Captain havde ladet en Vogn og en Ridehest holde i Beredskab ved Landeveien. Paa den første blev Baronen bragt, og, efter givet Raad, agede han da til Kjøbstaden, for at erholde nærmere Lægehjælp.

✂ Ved min Tilbagekomst i Haugen blev jeg snart omringet af det øvrige Selskab, og bestormet med Spørgsmaal om denne Dags mærkeligste Begivenhed. Ogsaa Ole maatte holde for, men han indlod sig ikke i nogen vidtløftig Forklaring: "Det gik godt, det gik pent - intet andet i Stykker end en Næse - og saa fik han et Hareskaar - det er det Hele" var alt hvad de fik ud af Sømanden. - Da alle af mig havde erholdt en omstændelig Beretning, og derover yttret sig, hver paa sin Maade, begyndte Herredsfogdens Vicarius med en dybere Stemme end sædvanlig: "Duel er en lovløs Handling - Forbudet mod samme er ikke hævet - jeg kunde komme i den haarde Nødvendighed at lade Duellanterne sætte fast - den Ene, hører jeg, er rigtignok allerede ude af Jurisdictionen ." Jeg indvendte ham: at den borgerlige Øvrighed neppe var bemyndiget til at arrestere Militaire; ved hvilken Bemærkning han villigen beroligede sig. - Den aldeles fremmede smukke kjekke Husarofficeer blev nu ene Gjenstanden for en levende Samtale; og nogle af de yngre Piger forenede tilsidst deres Betragtninger ved hans Mundskjæg, hvilket dengang endnu var en ualmindelig 185 Prydelse for Officerer. - Med det Haab, ret snart at gjøre nærmere Bekjendtskab med den tappre Lieutenant Dubois, gik alle ind; og da man ikke fandt ham i Hauge- eller Dagligstue, formodede man med Grund, at han var hos Søsteren. - Men da en Time eller mere var forløben under frugtesløs Venten, og Solen allerede gaaet ned, kom - istædet for Lieutenanten hans Søster. Hun bragte hans Afskedshilsen til Vert og Vertinde, med Undskyldning for hans pludselige men nødvendige Bortgang, da han nemlig reiste efter høiere Befaling i Tjenestesager. - "Det gjør mig ondt" sagde Kammerraaden, "saameget mere, som jeg ikke veed, paa hvad Maade han enten kom eller reiste." - "Hans Tjener" svarede hun "holdt med deres Heste her udenfor ved Landeveien, da han paa Forbifarten blot vilde tale et Par Ord med mig." - Hermed havde da al Venten en snar og ærgerlig Ende. -

7. Slutningen af Oles Levnetsløb

✂ Da jeg næste Morgen vaagnede, savnede jeg Alice ved min Side. Værelset var det samme, i hvilket jeg første Gang hørte hendes Englestemme. Endnu stod Billedet af den indmurede Frøken paa Betrækket i Krogen. End ikke ved Sengen var gjort mindste Forandring: dens Figur og de mørke Gardiner med de lange Fryndser krævede ingen levende Indbildningskraft, for at finde Ligheden mellem denne Himmelseng og en Ligvogn. - Samme Scene eller Scenerie - vækker gjerne de samme Følelser og Tanker; og det ofte i samme Orden: saaledes gjentoges mig nu hiin Vinternats aandelige Liv - lad mig hellere sige: Aandeliv! Billedet paa Væggen med den dertil knyttede Brøde, forbuden Elskovs skumle Lyst, og dens rædlige Bod, Tonerne derinde, og hende der fremtryllede dem som fra en anden Verden - hende, nu min Lyksalighed i Denne - Tys! da lød igjen hiin samme Aandemusik - det var Alice der sang: "Hvorfor tøver du saalænge?" men med et heelt andet Udtryk: det opfyldte Haabs, den rolige Glædes ligesaa klare som milde Toner. - Hurtig klædte jeg mig paa; og som jeg aabnede Døren til Salen, traadte Captainen ind fra den modstaaende. Vistnok besjælede af lignende Følelser ilede vi hen til Bordet, hvor vore Koner sade og trykkede Kjerlighedens og 186 Agtelsens hellige Kysse paa deres trofaste Hænder. - Captainen saae paa Hans med et ubeskriveligt saligt Blik - den Elskedes anden søde Aabenbaring svævede paa hendes ømtsmilende Læber. Alice trykkede min Haand - jeg forstod hende. -

✂ Der pikkedes paa den ydre Salsdør - det var den høitbetroede Ole, der kom for at yde sin Herre og Ven den daglige Morgenhilsen. "Hør Ole!" sagde denne, "Man skulde vel have Resten af din Historie." "Ja vel Captain!" svarede han. "Nu!" gjentog Captainen, "saa lad os gaae ned i den samme Kahyt, hvor du gav os den første Deel af din Journal!"

✂ Og saa forlode vi da Konerne, tog min Svigerfader med, og nedlode os paa det antydede Sted, hvor Ole, forsynet med en frisk Skraae, tog til Orde som følger.

✂ "Hm - ja vel! det var ved Østerriisøeren vi slap, Naa da: han gjorde en snar og velbeholden Reise. Og jeg kom hjem til gamle Aleth - som han altid kaldte hende Ole Olsen; men hun var alligevel ikke saa gammel; for "Søe-Aleth" som han ogsaa kaldte Skuden, hun løb af Stabelen det samme Aar som "Land-Aleth" stod Confirmation, og -." "- Lad nu Aleth være, min Mand!" afbrød Captainen, "og fortæl os noget om Siri!" - "Vel!" tog den gamle Sømand atter ved - "Seer De: Siri var et net Stykke Tøs; der var godt Tømmer i hende, og Sindelaget var endda nok saadan. Nu kom det sig saaledes: vi gik og saae paa hverandre een Dag og en anden Dag, og jeg kunde godt lide hende, og hun kunde ogsaa lide mig, kan jeg troe; men vi taug stille. Nu gik jeg den Vinter til Klokkeren der i Sandefjord, og læste til Styrmandsexamen - som jeg ellers ikke fik - Og en Dag, som jeg kommer hjem fra Klokkeren, saa sidder gamle Aleth ved sin Teen - hun spandt ikke, men hun græd. Saa si’er jeg til hende: "Moer! hvorfor græder Du?" si’er jeg. Saa si’er hun: "Aleth er forgaaet" si’er hun, "og Ole Olsen seer jeg ikke meer i denne Verden." Og saa stak hun i at tude igjen; og Vandet løb ogsaa ud af mine Spygatter. Men saa si’er jeg: "Moer! hvoraf veed du det?" "Jo Ole!" siger hun, "jeg har hørt Varsel for ham inat." - Naa! saa gik der en lille Tid hen, og de græd begge to af og til, baade Moder og Datter. Men saa en Dag si’er hun til mig - Siri var ikke hos - "Ole!" - sier hun - "Jeg er Enke, Gud bedre! og jeg har kun Siri at trøste mig ved. Nøgen er jeg ikke; men han er borte, der skulde holde Pjalterne om os. Ole! jeg har tænkt paa" - si’er hun - "Naar Siri og du kan lide hverandre, og du 187 bliver Styrmand, saa kan I komme sammen, og faae Hytten og det Hele; og saa kan jeg blive her, og I kan pleie mig paa mine gamle Dage, om jeg ellers skal see nogen af dem. Men du skal ikke snakke til hende om den Ting, førend du kommer hjem fra Kjøbenhavn." - Det gjorde jeg ikke heller. For jeg sagde ikke andet til hende, end da jeg reiste, sa’e jeg: Farvel Siri! og tak for alt Godt! kanskee Du tænker lidt paa mig imellem, naar du fodrer den lille Siri - Siri, seer De, det var en Kanariefugl jeg havde hjem med til hende, og saa havde jeg kaldt den op efter hende. - Saa græd hun da, og tog et Hovedvandsæg op af Lommen, og gav mig det, og sagde: "Der Ole! jeg har intet andet at gie dig - kanskee du ogsaa tænker lidt imellem paa mig, naar du seer det." Og det gjorde jeg ogsaa - det veed Gud jeg gjorde." - Her taug Fortælleren, strakte Benene vidt ud, lod Hovedet synke lidt ned mod Brystet, og hentede et langt Suk - "Du skal tilveirs igjen min gamle Gut!" opmuntrede Capitainen. - Ole rettede sig strax, løste et Par Knapper i sin Vest, stak Haanden ind paa Barmen, og førte den ud igjen med et Sølvhovedvandsæg, bunden ved en Haarlidse om hans Hals - "Og det gjør jeg endnu, kan jeg troe" sagde han, dreiende og vendende Æget tæt foran de plirende, graadglændsende Øine. "Hvad er det for en Snor, den hænger i?" spurgte jeg. Uden at see paa mig svarede han: "Det er noget af hendes egen Takkelasie," og gjemte det dyrebare Klenodie ved det gamle ærlige Hjerte. - Han samlede atter Benene op under sig, og vedblev: "Jeg gik da tidlig paa Aaret med en Jagt, som vilde til Kjøbenhavn. Men endnu den samme Nat, som vi vare afseilede om Morgenen, bleve vi i Mørket paaseilede af en Engelsmand. Jeg var paa Dækket, og gik just i Styrbordsiden, da han rendte os ind i Boven, og derpaa gned sig hen ad vor Laaring. De raabte nu til mig: at jeg skulde jumpe over, og firede mig en Ende Toug - ja, jeg var ikke videre bunden til Jagten, jeg greb Touget og entrede op paa Engelsmanden. Men først raabte jeg til de andre, at de skulde gjøre ligesaa. Nei! der var ingen, der brød sig om det; og saa sa’e Engelsmændene, "naar de ikke vil med, lad dem saa gaae til Helvede!" Og det skete da paa en Maade, for kort efter hørte vi noget agter ude et Vræl, og da maa Jagten vel være sunken. -

✂ Men Engelsmanden stod hjem efter, og jeg maatte følge med, enten jeg vilde eller ei; og det blev en lang Reise for mig. For da vi kom til Falmouth, hvor Skibet hørte hjemme, laae der ikke et eneste 188 Skib, som enten skulde til Norge eller til Østersøen; og da jeg havde ligget der i nogen Tid og mine Penge begyndte at gaae med, var jeg nødt til at tage Hyre paa en Franskmand, der gik til Middelhavet. Da vi vare komne der, og havde Høiden af Minorka, bleve vi tagne af en Barbaresk-Corsar, bragte til Tunis, og solgte som Slaver. Der blev jeg da i atten Aar - "Atten Aar?" raabte min Svigerfader. "Aaja!" sagde Ole, "og endda fire Maaneder til." - "Gud bevare os!" sukkede Svigerfader, "hvordan gik det Dig der? din Stakkel!" - "Aah! det er aldrig værdt at tale om" svarede Sømanden, "den ene Dag var som den anden: lidt af Brødet, og meget af Pidsken - lidt Hvile og meget Arbeide. Men Herre Gud! den Tid gik da ogsaa, som al anden. Og saa hændte det sig en Dag, som jeg sjouede ved Stranden, at en Rusmand, som laae der udenfor, kom iland. Og ved at see min Medchristen, har jeg vel sukket og sagt noget paa mit Modersmaal; for saa taler han mig til paa dansk; og spørger om jeg vil løskjøbes. Det var ikke sært, om jeg sagde ja dertil. Saa kjøbte han mig da fri, og tog mig med sig, og foer jeg saa med ham siden, og havde det saa godt som jeg vilde ønske mig." - "Hvad hed’ den brave Mand?" spurgte jeg, "hvem var det?" - "Der sidder han" sagde Matrosen, og pegede paa Captainen; "og vor Herre betale ham for det! for jeg kan ikke." Her saae han op mod Himlen, og atter med sænket Hoved ned paa sine Hænder, dem han havde foldet i Skjødet. "Men Siri? kjere Ven!" spurgte jeg videre. "Siri" svarede han sagte og langsomt, og lod Hovedet endnu synke dybere - "Siri er nok gaaet til sine Forældre; for det er nu flere Aar siden jeg skrev til Sandefjord; men der var ikke en Sjæl, som vidste noget af hende at sige."

✂ Med dyb Deeltagelse havde vi alle modtaget den stakkels Sømands sørgelige Fortælling; men ingen af os havde Ord at trøste ham med, indtil Captainen omsider reiste sig, tog hans Haand, rystede den, og sagde: "Der kommer en Dag, da det hedder: "Allemand paa Dækket!" Disse sidste Commandoord udtalte han med en saadan Stemme, at vi alle reiste os, som paa Commando, og skiltes ad, hver med sine egne alvorlige Tanker.

8. En Skibspræken paa Landet

✂ Hvad der ellers kan have tildraget sig den følgende Dag, som var den sidste i Byen, veed jeg intet af; thi Degnen - som formedelst en meget regnfuld Nat ikke havde noget med Tiendetagen at gjøre - fik mig med sig ud i Bekkasinkjærene. Vor Bestilling sammesteds vil jeg springe over, da en Beretning herom neppe vilde more ret mange af mine Læsere. Jeg beder derimod om deres Ledsagelse til Kirken den efterfølgende Helligdag!

✂ Den lille Landsbykirke var fuld af Tilhørere; thi Rygtet om dens nye Prydelse havde samlet en meer end almindelig Folkemængde. Herregaardens - et stort Pulpitur ligeoverfor Prækestolen, havde ikke et ledigt Sæde; og Ole var endog anviist en Plads i samme; thi han var jo den som, saa at sige, havde givet Præsten Text til hans Tale. Sømandens Øiekast delte sig ogsaa hele Tiden mellem Skibet og Taleren.

✂ Da denne havde læst Bønnen og Evangeliet, tog han tilorde, som følger:

✂ Mine kjære Venner!

✂ Et ikke saa kort Tidsrum er henrundet, siden jeg første Gang talede Herrens Ord til Eder! Hvor Mange af dem, der da modtoge mig, maa jeg ikke idag savne! Ogsaa jeg skal engang tælles blandt de Savnede. Den Tid vil komme - hvor snart veed Ingen af os - da min Røst ikke mere skal høres. Men jeg har det Haab, at den vil mindes endnu en Stund efterat jeg er lagt til Hvile, og I hverken høre eller see mig mere. Og vil jeg da paa denne Dag tale nogle særdeles Ord til mine elskelige Sognebørn, med det inderlige Ønske: at de maae bevares længe i kjerligt Sind hos Eder alle!

✂ Dette Skib, mine Venner! er en Gave fra een af vore Medreisende paa Livets urolige Hav. Han haver her ophængt det, ikke til en blot Prydelse; men deels for sig selv som et Taknemmeligheds Offer til den Stormens og Havets Herre, der fører ham gjennem Farer tryggelig til hans sidste Ankerplads, og deels for os til en saavel advarende som opmuntrende Lærdom.

✂ Dette Skib viser sig vel ved det første flygtige Øiekast som et blot Billedværk; men ved nøiere Beskuelse og Eftertænkning faaer det en 190 mangfoldig og dyb Betydning. Det forholder sig hermed som med en fremmed Skrivt, paa hvis sælsomme Træk den Ukyndige stirrer med kort Nysgjerrighed eller kold Ligegyldighed; men hvo der forstaaer at læse denne Skrivt, at udtyde disse Tegn, han faaer Mening derudaf.

✂ Fæster nu for det første Eders Opmærksomhed paa Skroget! I see da her et Stykke Træarbeide, bestaaende af mange Dele, kunstigen sammenfattede, fast forenede, saaledes at det udgjør et eneste Heelt. Herved tænke vi os det menneskelige Legeme, der er sammenføiet af mange og ulige artede Dele til et saadant Heelt, at vi med fuld Føie kalde det Skabningens Mesterstykke. Thi hvad ere vel alle vore beundrede Kunstværker andet end Fuskerværker mod dette? Hvad er vel al den Pynt og Prydelse, med hvilke vi søge at skjule Manglerne ved vore egne Arbeider mod den samstemmende Skjønhed, der viser det menneskelige Legeme som Skaberens Mesterværk?

✂ Men under et andet Hensyn er Ligheden mellem Skibet og Menneskelegemet ligesaa træffende - om end mindre opmuntrende for den menneskelige Forfængelighed. Skibet er med al sin Fasthed og Styrke, alligevel skrøbeligt, forgængeligt, og vorder ofte - selv under den største Forsigtighed - et Bytte for Elementernes seirende Magt. Ja, om det endog nok saa heldig trodser disse, om det endog nok saa omhyggelig flikkes og udbedres: det vil dog omsider skjørnes, opløses, forgaae af Ælde. Saaledes ere og vore Legemer udsatte for utallige forstyrrende Paavirkninger af Vold og Sygdomme. Og om de nu heldigen undvige og overvinde alle disse Farer, skal dog Alderen ufeilbarlig svække deres Kræfter, udslette deres Skjønhed, og tilsidst overgive dem til Død og Forkrænkelighed. Visselig! naar vi tænke herpaa, da maae vi vel sukke med Job: "Du gjorde mig som Leer, og Du vil gjøre mig til Støv igjen."

✂ Henvender hernæst eders Øine til Skibets Tougværk! hvis Mangfoldighed opvækker eders Forundring, hvis indbyrdes Sammenhæng, hvis forskjellige og sælsomme Virkninger synes at spotte eders Nysgjerrighed, og give eders Spørgsmaale ubesvarede tilbage. Herved forestille vi os Bevæggrundene - Drivefjederne til de menneskelige Handlinger. Hvor mangfoldige ere ikke disse? men derhos ofte hvor uforklarlige? stundom samvirkende, stundom krydsende hverandre, stundom modvirkende - hævende hverandre, hvis de ikke forbindes med Kløgt, ledes med Forstandighed, og styres med 191 Sindighed. Disse Touges Bestemmelse er: at heise Seilene, give den bedste Stilling for Vindene, og atter at stryge eller nedlade dem. Saaledes fremmer Menneskets Villie Tanker til Handlinger, forbinder og adskiller, forandrer og retter, fremskynder og undertrykker dem. Men hvor hyppigen skeer det ikke, at disse Handlinger forstyrres, ligesom Seilene sønderrives af Stormene! Og til Slutning standse, ophøre de alle, ligerviis som Seilene synke, naar Skibet er kommet i Havn.

✂ Men ogsaa i denne Lighed, mine Elskelige! er der Noget, som, hvorvel belærende, dog tillige nedbøier vor idelig opstræbende Stolthed: dette tilsyneladende Vildrede af Touge, Reeb og Linier regjeres af enhver udlært Søemand med Lethed og Sikkerhed. Men hvo er det Menneske, om han endog troer sig udlært i Livets Skole, som saaledes formaaer at lede alle sine Handlinger til et viist og værdigt Maal, ved forstandigen at styre, og samvirkende at forbinde Bevæggrundene til disse? Ak! jeg frygter, han har ikke det fulde Herredømme over dem; ja, jeg frygter, at han ej engang rigtig kjender dem; jeg frygter - nej! meer endnu: jeg veed det, jeg veed, hvor ofte vi, med al vor Klogskab, med Tilgivt af al vor Erfaring - hvor ofte vi dog bringe vore egne Planer, vore Handlinger, vort hele Selv i Vildrede. Denne kunstige Maskine kan jeg lære, paa det nøjeste at kjende, paa det sikkreste at styre; men mit eget Selv - om jeg end lærte herpaa i hundrede Aar, jeg maatte dog - uden en højere og visere Lærers Hjælp - udgaae som halvbefaren, som gammelt Barn af Livets Skole.

✂ Der er nu noget meget Vigtigt, ja egentlig det Allervigtigste i hele Skibet, hvilket vi ikke see, undtagen naar det indføres og udbringes deraf; det er Ladningen, de Vare, som det bærer fra eet Land til et andet. "Hvad mon det Skib har at føre?" spørge vi, naar vi see en Seiler nærme sig. Ja! der ere mange Slags Vare til, ligesaamange som Naturen og Kunsten er istand til at frembringe. Der kunne være gode Varer, og slette, falske og ægte, nyttige og skadelige; der kunne være farlige Vare, som endog ere istand til at fordærve og ødelægge det Skib, der fører dem.

✂ Naar et Menneske, til hvem vi kjende slet Intet, eller ikkun ganske Lidet, nærmer sig med et vigtigt Ærinde, da spørge vi og: "hvad mon denne fører i sit Skjold?" Ja vel er det en høistnødvendig Forsigtighed, saavidt vi maae og kunne, at anstille en nøje Undersøgelse; men en Saadan er ligesaa vanskelig, som den er vigtig. Et Skibs Ladning 192 kan den, som hertil er bemyndiget, lære at kjende; men hvo er vel det Menneske, om han endog havde den udstrakte Fuldmagt hertil, som kan gaae ind i et andet, og gjennemskue dets Tanker, Hensigter og Sindelag? De angive vel Alle, deres Hjerters Ladninger at være Gudsfrygt, Sandhed, Ærlighed; men det bliver dog først ved Udlosningen, ved deres Gjerninger, "paa deres Frugter" vi skulde kjende dem. Ak! det er ofte for silde for vor egen Sikkerhed, vor egen Rolighed, at vi erholde denne Kundskab. Hvad vi skulde havt iforveien, det kommer først bagefter, og bringer os stundom Bedrøvelse, Harme og Anger. Men Enhver kan dog, naar den vil, kiende sine egne Planer, Hensigter og Sindelag. Enhver kan vogte sig selv for at føre falske, forbudne, farlige Vare - ak! Gud bedre det! Hvo haver ikke nogle af saadanne? Og hvormange findes der ikke, som tillade - overlæsse deres Hoveder med daarligt, med farligt Hjernespind? som "besværer deres Hjerter med overdreven Omsorg for dette Livs Næring?" deres hele indre Væsen med nedtrykkende - undertrykkende Sorger? med fordærvende Lyster og Lidenskaber? Og hvad have de saa Alle i Fragt? hvilken Løn have de for at slæbe disse tunge Vare med sig gjennem Livets oprørte Farvande? Ved Reisens Ende - Græmmelse og Anger over det Forbigangne, Frygt og Forfærdelse for det Tilkommende; men Haab og Trøst vorde hver den tildeel, som har havt at føre hine eneste sande Rigdomme, dem hverken "Rust eller Møl" eller Døden selv er mægtig at berøve os.

✂ Seilene, mine Venner! dem vi nu ei heller see, betegne Menneskets ligeledes usynlige Kræfter; hvilke vi alene kjende af deres Virkninger, Vinden, som virker paa Sejlene, saaledes at disse igjen virke paa Skibet, see! den betegner vor fri Villie, uden hvis Yttringer og Bestemmelser Legemets Kræfter vilde være blinde eller livløse. Uden Vind hænge Sejlene slappe, til unyttig Byrde for Skibet; men naar Vinden vaagner, da vækker den de slumrende Kræfter. Saaledes er det ogsaa naar Villien, som sætter vort Legeme i Bevægelse, bringer Haanden til at røre sig, Foden til at flytte sig. Tænkeevnerne til at anstrænge sig. Men stundom skeer det, naar Vinden vorder for stærk, og voxer til Storm, at Seilene sønderrives; hvis de ikke betids vorde rebede, eller vel heelt sammenrullede. Ligesaaledes kan en altfor heftig og haardnakken Villie - hvis den ej itide tæmmes og indskrænkes - lamme vore Kræfter, vel endog aldeles forøde dem. Ja, ligesom Stormen kan virke saa voldsomt paa Sejlene, at Skibet omkastes, og 193 vorder Afgrundens Bytte: saaledes see vi og, at en ubøjelig og uklog Villiefasthed fører det hele Menneske til sin Undergang.

✂ Men endnu i een Henseende finder en mærkelig Lighed Sted mellem Vinden og Villien - den vi gjerne kalde "fri." Vel synes det ved første Blik at fremvise en reen Ulighed: at næmlig Villien, men ikke Vinden er i vor Magt. Men mon vi ogsaa kunne trøste os til at paastaae: at vi altid ere Herrer over vor Villie? eller at denne altid fører os didhen, hvor vi agtede at styre? didhen, hvor vi ret egentlig ville? Ak! mine Børn! lader os oprigtigen tilstaae det! den menneskelige Villie kan ej allene, som Vinden, slumre ofte - længe slumre; men den er og, som Vinden, flygtig, ustadig - stundom fordærvelig. Nej, Nej! lad os ikke stole paa, langt mindre hovmode os af, at Villien er saa fast i vor Magt! eller at den altid stemmer med vor bedre Overbeviisning? Maae vi da ikke ofte sukke med den ædle Apostel: "Det Gode, som jeg vil, det gjør jeg ikke; men derimod det Onde som jeg ikke vil!" Ak! jeg elændige Menneske! jeg svage, flygtige, ustadige Væsen! Hvor afmægtig, hvor usikker er min Villie! Herre! styre og regjer mig efter Din Villie!

✂ Men Sømanden styrer og regjerer sit Skib med Vinden, med Siden af Vinden, ja selv imod Vinden. Hvormed udretter han dette? Det er kun et lidet Redskab, han hertil bruger; men paa dets Styrke og rette Styrelse beroer hele Skibets Sikkerhed. Hvad nu Roret er for Skibet, der er Forstanden for Mennesket. Forstanden maae lede alle vore Bevægelser, styre alle vore Drivter, beherske vore Lyster, og ofte arbeide dem lige imod. Men ak! ligesom Skibet undertiden ikke vil lystre Roret, og tumles som en Bold for Vinden: saaledes tager en ustyrlig Villie Magten fra Forstanden; ja, hvad der er endnu sørgeligere, gjør den til sin Slave, til et foragteligt Redskab for sine fordærvelige Beslutninger. Og var endda dette saaledes blot med den svage Forstand; men desværre! det skeer ligesaa ofte med den stærke. Hvad er selv en Salomons Viisdom mod hans endnu større Sandselighed? kunde en Davids Forstand betrygge ham mod den onde Villies tyranniske Magt? - O Menneske! ihvo Du end est, udrustet med Lærdom, Klogskab, Viisdom, Erfaring, o Menneske! stol ikke fast paa din Forstand! men søg dig et Lys, som er klarere! en Støtte, som er stærkere! Søg Dig en Viisdom, som overgaaer menneskelig Forstand! Og hvor denne er at finde, skal det Følgende vise Dig.

✂ Nogle af Eder, mine Venner! have vel seet, og de Fleste hørt tale 194 om en højst mærkelig, ja ret underfuld Ting: en Naal, som altid vender Spidsen mod Nord. Ved Hjelp af dette lille Redskab seer Sømanden stedse, hvorledes han er vendt, hvorhen han skal styre sit Løb. Naar Skyerne skjule Solen, viser Compasset ham dog, hvor den befinder sig. I Nattens tykkeste Mørke, naar baade Maane og Stjerner ere borte, da er Compasset den Søfarendes ufejlbarlige Vejleder - en Vejleder, paa hvem hverken Vind eller Vejr, hverken Storm eller Bølger have mindste Indflydelse. Midt paa Havet, midt i Mulmet, under Stormens Vrede, mellem Bølgernes Rasen, beholder Magnetnaalen sin bestemte Stilling, og viser med uforstyrrelig Sikkerhed mod den usynlige Pol. Saaledes, o Christne! eje ogsaa vi i den himmelske Lære, i vor christelige Tro et aandeligt Compas, en ufejlbar Vejviser over Livets farlige Hav. Skjuler sig de jordiske Glæders Sol - og det gjør den ofte - bag Sorgens Skyer: da straaler stedse denne himmelske i ufordunklet Glands. Er der ellers Mørke trindt omkring os, der er dog et Lys i vor Sjæl, som aldrig formørkes, Naar Modgangsstorme bruse, naar Afgrundens Magter true at opsluge os - Religionen er vor Skjerm, vort Skjold, vort uigjennembrydelige Værn. Glipper vor egen Viisdom, fordunkles vor egen Forstands Lys: da skinner det himmelske, forjager Tvivlens Skygger, og opklarer Uvishedens frygtelige Nat.

✂ Men der er endnu en højst mærkelig Beskaffenhed ved hiin menneskelige Opfindelse: Compassets Virkninger ere aabenbare, uimodsigelige; men Aarsagerne til disse ere skjulte for vore Øjne, ufattelige for vor Forstand, usporlige for vore skarpeste Undersøgelser. At Magnetnaalen alletider, allevegne vender sig mod Norden - det see vi; men hvorfor - det vide vi ikke. Denne Egenskab hos Naalen kjende vi; men Aarsagen hertil, den hemmelige Kraft, som her virker - den hyller sig i uigjennemtrængeligt Mørke. Og dog troe vi medrette paa dette blinde, villieløse Redskab for den usynlige Almagt. O! mine Dyrebare! hvi skulde vi da tvivle paa Religionens guddommelige Oprindelse, fordi vi ikke begribe denne? Kjende vi ikke dens Virkninger? Hvi skulle vi da miskjende dens Aarsag? Troe mig, Elskelige! en saadan Miskjendelse, en saadan Tvivl er den giftige Frugt af menneskelig Stolthed, af Daarens Tro paa - egen Viisdom. Forblindede Daare! hvi stoler du saa fast paa din Forstand? hvorhen fører den Dig, hvis Du ikke har Tro? - Du vil vide Alt, og kan ikkun 195 begribe saa Lidet. Du vil oplyse din Sjæls Mørke med din egen Viisdom! - Afsindige Daare! lyt til den evige Viisdoms advarende Stemme: " Dersom Lyset i Dig er mørkt, o hvilket Mørke!" - Seer du da ikke Vantroens nøgne golde Strandbred? Vilt Du undgaae denne, vil Du ikke forlise din Dyd, din Ro, dit Haab: da udkast Troens frelsende Anker! - See! hvor Styrmanden hist har sit tilrede! Men dit, det kunde endda være stærkere end hans: hiint Jern kan bøjes, hiint Toug sønderrives; men Troen er det rette Nødanker, thi det er mægtigt at frelse af Sjelens yderste Nød, ja at besejre selve Døden med alle dens Smerter og Rædsler.

✂ Og saaledes hejse Du da, o Medchristen, med urokkelig Tro, med usvækkelig Villie, med uforstyrrelig Glæde Korsets hellige Banner! See hisset det gamle danske Flag! under hvilket vore Forfædre tilkæmpede sig saa mangen Sejr over Danmarks Fjender. Kæmp under dette Flag mod Sjælens langt grummere Fjender: Overtro, Vantro, Lyster og Laster! og en langt herligere Sejer skal vorde din Løn evindelig!

✂ Disse Ord haver jeg taler til Eder, mine Elskelige! paa det I kunde mindes dem, naar jeg ikke mere er iblandt Eder. Jeg er allerede vidt befaren paa Livets Hav. Mit Legeme ældes, og kommer hvert Øieblik sin Opløsning nærmere. Det lakker ad Tiden, da det vil føres til sin sidste stille Havn. Den Tid kan ikke være langt borte, da I ikke see mig mere; o! men endog da kunne I længe høre mig, hvis I ville. I kunne mindes min Underviisning, mine Advarsler, mine Opmuntringer, min Trøst. Naar eders Øine falde paa dette Skib, som vil blive her længe efter mig: da tænker paa, hvad jeg idag haver talet til Eder! Betænker Livets Korthed! Legemets Skrøbelighed! Lysternes Styrke og Villiens Svaghed! Lader Guds Ord "være Lyset for eders Fødder, Lygten paa eders Stier!" den fuldtroe Vejleder mellem Klipper og Skjær! Fæster eders Tro paa den rette Ankergrund, som er Jesus Christus! Og heiser saa trøstigen Haabets Flag, Korsets hellige Fane! det Tegn, i hvilket I skulle stride og vinde! - Haabets Fader, Troens Giver, Skjæbnens alvise Styrer lede og samle os Alle i den evige Glædes Havn! Amen!

✂ Paa de tvende Sømænd i det mindste forfeilede denne Prædiken ikke at gjøre et kraftigt Indtryk: ved Udgangen af Kirken trykkede 196 Captainen Præstens Haand, og nikkede to Gange langsomt ad ham; men hans Mund holdt sig tillukt over Følelser og Tanker forinden, - Men Ole brummede et hult: "Tak Fa’er!" tog sit Søndagslommeklæde op af Jakkelommen, og tørte sine Øine.

9. Høst Gildet. A.

✂ Da vi om Mandagen havde spiist Frokost, og reiste os fra Bordet, sagde vor muntre Vert Kammerraaden: "Mine Herrer og Damer! Det er strænge Tider, vi leve i; og den som vil spise, bør ogsaa arbeide, Jeg anmoder Dem derfor allesammen, at følge med udi Marken, og gjøre Lige for Føden!" Muntre fulgte vi Opfordringen: Hver tog sin Dame - om han havde nogen - og udnævnte hende til sin "Høstmøe", som alle qvindelige Høstarbeidere hertillands kaldes; men Mamsel Dubois, der gjerne gik ind i mandlige Roller, tog Frøken Schlüssel.

✂ Da vi kom ud i Marken, fandt vi, at der næsten intet meer var at bestille: de rette Arbeidere vare ifærd med at samle det Sidste af Rivningen. Desto lettere blev det os nu at vise vor Flittighed. Enhver fik sin Rive i Haanden; men de bleve ikke nær alle haandterede med lige Færdighed; og mangen keitet Behandling af dette simple Redskab fremkaldte og mangt et Smiil paa de hosstaaende Hovfolks brune Ansigter. Men Francaisen vakte deres Beundring og lydelige Bifald; og det fortjente hun virkelig. Dette følte hun selv; thi da hun længe før de fleste Andre var bleven færdig med sit Skaar, svingede hun Riven triumpherende over Hovedet, beskrivende i Luften et Ottetal - Fægternes saakaldte Scvadronade. "Nu er jeg Ladefogden Nummer To!" raabte hun, "og Sattan skal hexersere jer, hvis I int stræber." Med denne Trudsel var det alvorligt meent; thi de bageste, blandt hvilke begge Hørerne, fik af Rivehovedet kraftige Opmuntringer paa "Bagfjerdingen".

✂ Da nu paa Faldet intet meer var at forrette, og det sidste Læs Rivning hjemaget, kom en Vogn fra Gaarden med Melmader, Brændeviin, Godtøl og Mjød, til en Forfriskning for Hovfolkene, inden de skulde hjem, og omklæde sig til Høstgildet. De lejrede sig paa Stubbene i en Halvkreds om Vognen, og nøde under lystig Snak og Skjemt af de medbragte gode Gaver. Vi andre toge Sæde paa den tæt 197 hen med løbende Digekam, og betragtede det glade Maaltid. - Mod Enden af samme kom Pe’ Syvspring til med sin Lire, og, efterat have indtaget nogle Levnetsmidler, lavede han sig til at give et Musiknummer tilbedste. Men een af Bønderkarlene reiste sig, og sagde: "Nu hænge vi vore Høleer op for iaar, og saa behøve vi ikke din Slibesteen; men lad os hellere see, hvordan du fortjener din "Caractør" "Syvspring"! - "Ja kom!" raabte en anden Karl, tog sin Lee, løb til den tærvedliggende haardbundede Eng, og afstak i samme med Odden en smal Skure. Med et Riveskaft, der og var indrettet til Maalestok, afsatte han en halv Alen, skar nok en Skure, afsatte en heel Alen, og blev saaledes ved at gjøre 7 Afmaalinger, det ene stedse ½ Alen bredere end det foregaaende: det sidste Stykke blev følgelig 3 ½ Alen - Den gammeljydske Legemsøvelse "Syvspring" udfordrer: at man med samlede Fødder uden Tilløb hopper i et Træk og i syv Spring fra det ene Stykke paa det andet fra det smalleste af til det bredeste. Spillemanden blev nu atter opfordret til at gjøre Fyldest for sit Navn. Men han skultrede sig, og forebragte sin Alder til gyldig Undskyldning. - Nu begyndte da de unge Karle at øve denne for mig ganske nye Green af Gymnastiken, til megen Morskab for alle Tilskuerne. Kun tvende af dem lykkedes det at udføre det sidste vældige Spring. - da alle havde absolveret dette Cursus, foreslog Mamsellen os andre Mandfolk at forsøge vor Dygtighed. Nogle undsloge sig, og de, som prøvede herpaa, naaede kun den fjerde og femte Skure; dog besad jeg den Muskelkraft, at jeg ogsaa udførte det sjette Hop. Mamsellen loe, 198 og spottede os. "Har hun ikke selv Lyst, ogsaa at forsøge sig?" spurgte en dristig Bondeknøs. "Jo vel!" svarede hun rask; "men lad mig faae to Spring til!" Karlen kastede et mistroisk Blik til hende, og afstak endnu eet Rum paa 4, og eet paa 4 ½ Alen. "Musik!" raabte hun, og kastede et Blik til Liremanden. Denne gjorde store Øine, satte Instrumentet paa en tom Øltønde, og lod det frembringe sine snurrende, snærrende Toner. Han kom ikke til Enden af første Repetise, inden den galliske Amazone færdigen havde fuldført "Nispringet." - Med en Slags Forbauselse, der slet intet havde i sig af Bifald, betragtede jeg dette uqvindelige Kunststykke. Men da mit Blik faldt paa Lirendreieren, der sad ligeover for mig paa den tomme Tønde, viste sig i hans Ansigt endog Mishag og Modbydelighed. Han lettede saa paa den ene Skulder, saa paa den anden, idet han lod sine Øine løbe over den modstaaende Halvkreds af Tilskuerne. Hans Miner og Fagter udtrykte temmelig tydeligt den Formodning: at det ikke hang ganske rigtigt sammen med denne qvindelige Voltigeur, og at hun - efter Almuetalemaaden - "kunde noget mere end hendes Fadervor" som Bønderne sige om de Præster der forstaae at mane og vise igjen. Ret som for at tilkjendegive sin Mistanke og fremsynge sine mørke Tanker, gav han os uanmodet efterstaaende Spøgelsedigtning:

✂ Ve Pinnsdætih haa’ Skowen Blaah,
Aa æ’ Saa løste mæ Skyhgi.
Fowlen hwipper, aa æ’ saa glaah;
Dje Reer saa monne di byhgi.
Haah - aah - haa jaja! Kom te mæ Klokken tøl!

✂ Aa mellem Blomsteren i den Skow,
Møsseker aa Kavellieger,*
Kjerrestfolk go’ tow aa tow,
Aa faa hweranne’ slieger.**
Haah - aah -

✂ Ell aa Visti war aasse mej,
Retten tow hjahtens Venner;
Hwem som vil go’ wal sjel astej,
Aa dær ær ingen som gjenner.*
Haa -

✂ Di taallt saa manne di venle Uer
Aalt udi Gliede aa Gammen:
Te Høst di skull’ ha djer ejen Buer,
Aa løw saa kjerlig tesammen.
Haa -

✂ Da de no lakked a Minnætsti,
De bløw saa øble i Skowen:
Næjet** de wa no laant faabi,
Aa Skøjern mørki forowen.
Haa - aah -

✂ Visti bløw saarren i hans Sind:
"Ell! no mo a faalaahd dæ."
Han kyst hin baade po Mund aa Kind:
"Læw’ sie, dæ sk’ ingen forraadh*** dæ!"
Haa -

✂ Ell hun skynnt sæ a Vejen hen;
Hun gik saa jenle te Hjemmen:
"Visti! do haar en fuldtrow Ven;
"Tæ’ ski,† engaang do ka glem’ en."
Haa -

✂ Aa da hun kam te Bjer’mansbakh,
Hun bobr* en Kibst, dæ bløw lukked;**
Aa Bjerret begynnt aa bevver aa wakh;***
Derinn de kagled aa klukked.
Haa -

✂ Aa Bjerremannen stak Howdet fram;
Mæ gylden Kruene han vrikked:
Ell hun bløw baade kold og klam,
Aalt som han vinked aa nikked.
Haa - aah -

✂ Ell hun dulred† a Vejen fram;
De gik som Taarren aa Lynen.
Aa liseraae†† hun te Hjemmen kam,
Da put’ hun sæ unne’ Dynen.
Haa -

✂ Da no Sa’ Hansdæ wa faahaaen,
Kam Visti fræ Reggemintet:
"Hud’n løwer Ell mon? de sølle Baaen!
Hun haa’ ves ætte mæ lintet,"†††
Haa -

✂ Aa da han kam bwor hun bowed Ell,
Dæ wa saa løste forinnen;
Aa dæ wa jen, dæ hwejrd aa hwæll††††
Aalt saa mæ Hujen aa Grinnen.
Haa -

✂ Hun rovt, da han kam faa Daren fram:
"Hwa vil din taavvele Buene?
"Go do kun Visti! den Vej, do kam;
"No ær a Bjerremans Kuene."
Haa - aah -

✂ Visti vænnt sæ aa gik igjen;
Han sørred Dawwe aa Nætter.
Ve Helmestier* di bar ham hen;
Aa Ell hun tonted** bagætter.
Haa -

✂ Aa Ell hun løwer fræ Oer te Oer,
Aa grædder Nætten mæ Dawwen.
Nær Uhlen tuder po Kjerkegoer,
Da synger hun epo Grawwen:
Haa - aah - haah jaja! kom te mæ Klokken tøl!

✂ Jeg troer ikke, det var saameget Balladens Indhold, der virkede paa Tilhørerne, som Sangeren selv og hans Foredrag. Den jydske Mundart vare desuden kun Faa af os hjemme i, og flere af Visens Kraftudtryk maatte jeg siden lade mig forklare (saaledes som jeg her har gjort.) Men den "koøiede" rødøiede Barde i hans taagefarvede Vams, hans umelodiske skjælvende Stemme, Lirens Rokkesnorren, der fik en endnu stærkere og huultbrummende Lyd formedelst Sangbunden - den tomme Tønde - Alt dette tilsammen var det vist nok, der frembragte et dybt vamlende Indtryk. Derhos var der i hans grove Vildmandsfiæs noget skummelt og rædligt, især naar han sang Omqvædet "Haa - aah - haah jaja!" da opspilede han endnu videst den tandløse Mund, som til at opsluge; og der var tillige baade i Ansigt og Tone en hartad djævelsk Haan og Kaadhed. Nok er det: baade min

✂ Alice og jeg, saavelsom det hele kort før saa muntre Selskab gik nu tilbage til Slottet i langsommere Takt; og Samtalen var kold og afbrudt og usammenhængende; og den vedrørte slet ikke det beskrevne Optrin - ligerviis som den Frygtagtige i Mørket skyer Kirkegaarde og Rettersteder.

Høstgildet. B.

✂ Det lod som om man under Hjemgangen havde tabt eller fordrevet al sin Skræksomhed; thi da vi vare blevne samlede i Dagligstuen, optoges det hidtil undvegne Æmne; og Lirendreieren og hans Vise bleve nu almindeligt, men ligesaa forskjelligt bedømte, som enhver anden Kunstner- og Digter-Nyhed. - Det var med os som med de lærde Kunstdommere; vi opsøgte helst det, vi troede vi kunde fordømme. Her var det dog ikke saameget Digtningen selv, som dens Fremsanger, der maatte holde for; man fandt ham ussel, jammerligret som om man vilde hævne sig for det Indtryk, den Fordømte alligevel havde gjort. Men Een, der hidtil slet ingen Deel havde taget i denne kritiske Conversation, Francaisen nemlig, optraadte heel uventet som Lirespillerens Forsvarer. "Jeg finder" sagde hun, "at han har en bestemt Maneer, og er den ikke smuk, saa er den dog god, forsaavidt den svarer til Texten. Spøgelsevisen synes at være digtet for ham, og han dannet for den. Forestil Dem engang denne Vise sungen paa et Theater, af en Virtuos, med Ledsagelse af et heelt Orchester! det vilde være ligesaa skjærende, som at lade denne Lirendreier foredrage "Du Plet af Jord." - Uden at vente paa enten Bifald eller Modsigelse forlod hun Stuen med hendes Dame Frøkenen.

✂ Oldgrandskeren, som hidtil havde siddet taus skjødesløst tilbagelænet, med det nederste Hvide ud af Øinene, ligesom tabende sig selv i den graae Oldtid, rettede sig med et, støttede begge Hænder paa Knæerne, smilede klogt, og sagde: "Den Lyd, der stundom lader sig fornemme nede i Højene, er ganske naturlig, og frembringes derved; at en Steen i Loftet af Gravkammeret løsner sig, og falder ned. Støder den nu paa et Sværd eller andet Metal, da maae det jo klinge, som naar en Pengekiste blev lukket haardt til." - "No, saa han trowr ett, dær æ’ Bjerrefolk te? raabte Degnen, da skal a no faatæl en Historri, aa de & hwerken Løwn eller Sladder, faar mi Faar haa faataalt te hans Faar had 203 faataalt, te han ku howse, te hans Oldfaar had saae, te hans Bejstemowr had boer ed a hinne Guemowr, dæ bløw døwt Orsdawen ætter a’ de wa passiered. Hun faataall da: te dæ war en Kaal aa en Pihg, dæ haalt a hwerranner, aa di sku’ da aa gywtes kan a trow. Dæ wa lywst trej Gaang ætte dem fræ Præikstuellen aa Brøllupsdawen wa berammet, aa di had bagt aa brøgget, aa bestilt baade Kokkekuen aa Spellmand. Saa skidd’ et da en Næt, te Pihgen baad wot henn aa besøhg hinne Kjerrest, aa vil go hjem saa skul hun om ve et Bakk, bwo di saah, dæ wa Bjerrefolk - aa dæ war aasse Bjerrefolk - Saa kam dær et Qwinfolk te hin - da wa Bjerremannens Kuen, men de vest hun et - aa spubrt: om hun skul spoe hinner. Hun saa’ ja; aa saa spod hun hinner, te hun skul blyw møj gammel, hwissom hun et lo’ Kaalfolk kom te sæ; men hwissom hun nownti gywted sæ, da skul hun døe i den føhst Basselsæng. De wagot nok, de war ik’ aalt got, faa saa stinned hun sæ, aa vil et ha hinne Kjerrest hwerken faa de let elle’ faa de møj. No, saa bløw de aasse dæhve, aa dæh bløw ingen Gill, aa hun bløw ve aa tihen, aa hun sad faa sæ sjel, te di bløw laant hen a’ Oeren beggi tow. - Saa war ed en helli’ Jywlawten, aa de war en Sønda, aa di bad wor i Kjerk behgi tow, aa saa wa di aasse behgi tow fallen i Søwn unner Præjkenen. No da, Folken gik aaw Kjerk, aa Præjsten aa Dejnen aasse aa soe dem ett; aa saa lukked di Kjerkedaren. - Da de no ku væhr saaen nobanne ve Minnæt, saa wowned Kaaelen, aa da loe de bæ’ gammel Kwinfolk po binne Knæ forve Alteret. Aa saa kam dæ flywen’ nier fræ Hwallingen tøl smo Bøn lissom Engle. Aa di ga’ hinne bwæer en Mundask, aa saah: de ska do ha’, faa de do ku ha? wot Muer te wos, aa vill et. Aaa saa kam der et hiel halbunner, aa ga’ hinne lissedan hwær en Flavop, aa saah: de ska do ha, faa de do ku’ ha’ wot Bæjstemuer te wos. Aa saa kam dær en grusselig stuere Hjørm, aa basked hinner, aa saah: de ska do ha’, faa de do ku’ ha’ wot Oldmuer te wos. Aa saa bløw di saaen ve, aa komme flier aa flier, te hatte hiele Klerken bløw ful a dem. Men saa fløw di aalsammen hen po jen gaang. Aa da han saa kam hen te hin’ da loe hun aa wa stjendøe. - Si saaen gik ed hinner, aa de æ, Katten ryww mæ! Sandhied; faar ejes vil a ett hafaataal ed. - "* - "Aa! den har en Præst eller Degn gjort for Offerets Skyld," raabte leende vor Herredsfoged, der i dette Øieblik var kommen tilbage fra sin Reise, Hans hjertelige Modtagelse befriede Degnen fra at gjendrive den scandaløse Paastand: men siden efter gjorde han det; dog ej i Spotterens Nærværelse; hvori han handlede meget viselig.

Høstgildet. C.

✂ Det var mig og flere meget paafaldende: at Herredsfogden temmelig snart forsvandt med Francaisen; og det efter et af ham givet Vink. Han var jo rigtignok Ungkarl, og langt fra ikke en gammel; og hun var ret kjøn, og kunde virkelig været smuk, naar hun ej havde været saa mandig. Men det var dog almindelig Mening: at han aldrig giftede sig, da han nu i flere Aar havde siddet i et godt Embede, og kunnet faae "hvem han vilde pege paa". Og over alt dette undslap ham ikke sjelden i Mandfolkeselskab saadanne Yttringer, som ikke havde deres Udspring fra Giftetanker. Dog, kan jeg troe, saadanne Fruentimmerhadere blive stundom pludselig omvendte og bøje sig som angergivne Syndere under det søde og bløde Aag. - At der vilde overgaae hans Velviished samme Skjæbne, tvivlede jeg næsten ikke meer paa, da han ved Gjenkomsten henvendte sig til Degnen, og sagde - med et mildtalvorligt Aasyn, uden endog det fineste Anstrøg af Skjemt -"Jeg haaber dog, at De ikke blev vred for det jeg sagde før om Offer! De kan maaskee snart faae den Overbeviisning: at jeg ikke mener det saa ilde med Præst og Degn." - Denne bukkede dybt, Herredsfogden besvarede Bukket med et ligesaa dybt; og hele Selskabet vexlede snue og skjelmske Øiekast.

✂ Ved Middagsbordet herskede en ganske ualmindelig Stilhed. Intetsigende Bemærkninger, ligegyldige Spørgsmaal, og Svar af samme Beskaffenhed, bragte kun liden Afvexling i den ensformige "Tallerkenmusik" - som han kaldte det Herredsfogden. Nogle sysselsatte alle deres Tanker med deres egen forestaaende Skjæbne, der nu var nær sin Udvikling - som snart skal vises; - de øvrige grundede forgjæves paa det uforklarlige i Herredsfogdens pludselige Omvendelse. - Gjenstanden for saamange Tanker - der ellers havde spiist med større Madlyst, end nogen Forelsket bør føle - brød først den lange Taushed, ved at bringe en almindelig yndet Materie paa Bane, nemlig Spøgeriet. - "Den mærkelige og troværdige Begivenhed" - sagde han - som Degnen nyelig fortalte os, minder mig om een endnu forunderligere, som jeg selv har oplevet. Der er vel ingen i dette ærede Selskab, som jo kjender noget til Bjergfolk, eller dog har hørt tale om dem. Da jeg i denne Sag kan tale af egen Erfaring, haaber jeg, at man ikke vil drage Rigtigheden af min Beretning i Tvivl. - Jeg veed ikke, om Nogen af de Tilstædeværende kjender et høistmærkværdigt 205 Bjerg, som kaldes Daabjerg, eller Dagbjerg Dos?" - "De gjør a, Katten taa mæ! tog Degnen Ordet; " aa dæsom dær ingen Bjerremand ær saa æ’ før heller ingen i de hær Land." - "Det kan jeg bevidne, som De snart skulle høre, tog Herredsfogden atter fat. Jeg havde engang i mine yngre Dage foretaget mig en meget lang Fodreise; og kom henimod Enden af samme en Eftermiddag til Dagbjerg. Jeg tog ind til Degnen, hvorvel han tilforn var mig ganske ubekjendt, men hvor jeg ikke kjender Præsten, besøger jeg helst Degnen, og det har jeg sjelden fortrudt; thi af de rigtige gamle Degne kan man lære meget, som man ellers aldrig drømmer om. Det erfarede jeg ogsaa der. Da jeg nemlig spurgte mig for om Dagbjerg Dos, der allerede i flere Miles Afstand havde viist sig for mig i Skikkelse af en rund Hattepul, gav han mig følgende Oplysninger, I Dosset boede - og boe da endnu, kan jeg troe - en Bjergmand med Familie. Han gjør ikke anden Fortred end den - som endda kan være stor nok - at han engang imellem bytter Børn med Bønderne. Naar det nemlig træffer sig saa, at hans Kone kommer i Barselseng akkurat i samme Time som en af Bøndernes i Dagbjerg Sogn; saa lister han sig til - om han kan - tager Bondens Barn, og lægger sit eget istedet. Dette bliver da til en Skifting, og faaer aldrig engang saamegen Forstand som et umælende Dyr at det kan skye Ild og Vand." - " Ja de æ vess" faldt Degnen bekræftende ind "faa dær æ ien inno i Dawbjerre, hwissom en ett æ døe faanøssen, den æ woxen, men haar ett ant epo end en laang guul Pigh."* - "Meget rigtigt!" sagde Herredsfogden. "Degnen der fortalte mig nu videre, at deres Bjergmand er saa riig, at han ikke engang selv veed Enden derpaa. Blandt flere gode Sager har han og en Kjedel fuld af Sølv og Guld, som staaer ganske overlig i Jorden - som Hyrderne tidt og ofte have seet, naar de sidde paa Høien, og han dernede rager i sine Penge. Dem skulde I tage fra ham - sa’e jeg til Degnen. Ja luur ham! svarte Degnen; det er let sagt, men ikke saa let gjort. De Daabjergmænd har prøvet paa det nogle Gange, men pyt! Det er ikke saa længe siden; det var i min Formands Formands Tid - sa’e Degnen - at de forsøgte det sidste Gang. Min Formands Formand - han var meget lærdere end jeg, for han havde endogsaa været i Mesterlectie i Viborg - ham fik nogle af Mændene overtalt til at følge med dem en Paaskenat, for at hjelpe dem paa deres Tog efter Bjergmandens Pengekjedel. Nu, han

✂ fulgte ogsaa med dem, men bad dem først ret mindelig om: at de ikke maatte tale et eneste Ord, førend de havde faaet Kjedlen i Behold neden for Bjerget; thi længer havde Eieren ingen Magt over dem. Vel! de begyndte da at grave, og det gik rask og de vare allerede saa nær ved det, at den ene Hank af Kjedlen kom tilsyne; og de havde ogsaa ganske bestemt faaet den; men hvad skeer! Medeet slaaer Luen ud af tre Gaarde dernede i Dagbjerg. Og da de seer det, saa give de sig allesammen til at løbe ned af Bjerget og hjem, for at redde. Men jo nærmere de kom, jo svagere blev Ilden, og da de kom til Byen, var der ikke meer Ild end der nu er i min Paryk. Saa skyndte de sig igjen tilbage op paa Dosset; men Godnat min Kat! Hullet var lukket efter, som om der aldrig havde været gravet, og Degnen laae og sov; men han fik heller aldrig Helbredstime fra den Dag af**." - "No kan a høhr, te han ær en Viddenskavsmand" - udbrød her den kraftigt opbyggede Ulstrup Degn, - "faa de æ Sandhied, hwær Uer han sejer; a haa høer ed manne Gaang." - "Men det der nu kommer, har han vist ikke hørt" vedblev Herredsfogden, "for jeg har hidtil bevaret det som en Hemmelighed, den jeg nu finder Kald til at aabenbare. - Jeg forlod Dagbjerg ved Solens Nedgang, med den Bestemmelse at strække til Grønhøi den samme Aften. Da Dosset ikke er stort afvejen for Fodgængere, faldt det mig ind at gaae derover. Inden jeg endnu havde naaet Toppen, blev jeg medeet saa træt, at jeg maatte sætte mig ned; og da jeg havde siddet noget, tyktes det mig, at jeg ikke var istand til at reise mig igjen. Jeg lagde mig da ned i Lyngen, for at tage mig en lille Luur. Det var allerede bleven mørkt; Himmelen var overtrukket men det var ellers ganske stille og mildt i Luften. Jeg saae paa mit Uhr Klokken var elleve. - Paa engang hører jeg neden under mig i Bjerget en huul Rumlen og Tumlen, ogsaa en Klingren som af Glas og Flasker og Fade og Tallerkener. Og saa hævede sig Kammen af Bjerget paa tolv røde Stolper, der saae ud som gloende Jern. Imellem disse kom der nu et Bord op af hvid Marmor, og Stole trindt om af Elfenbeen. Derpaa fremkom tolv Smaapuslinger eller Dverge, som dækkede Bordet med en fiin Damaskes Dug og ditto Salveter, med Guldtallerkener og Sølvfade, Viinflasker af Jaspis og Bægre af Krystal. Kort sagt: den hele Anretning var kongelig. Strax efter steg Gjæsterne op, Par om Par, og satte sig i Bunterad omkring Bordet." -

✂ Hvorledes saae de ud? hvordan vare de klædte?" spurgte den yngste Tomfrue Hansen. - "Aa!" sagde han, "de saa ud til at være skabte ligesom andre Mennesker men syntes og, som vi, at være komne Naturen til Hjelp: idet de, saavel Herrerne som Damerne med Snørliv saaledes havde indknebet deres Midier, at man ordentlig kunde frygte, at de vilde brækkes midt over. Jeg mindes videre - det er ikke heller saa let at glemme: at Damerne havde dybt nedringede Kjoler, saa dybt, at man kunde see dem ind mellem Bryster og Skulderblade, og ved visse Bevægelser op under Armhullerne." -"Ifyda!" lød det fra de fleste qvindelige Læber. "Jaja!" sagde Fortælleren, "dersom denne Halvnøgenhed bliver Mode her, som jeg haaber, saa skal vi nok see!" - "Hvad fik saa disse indkrympede Maver at leve af?" spurgte Kammerraad Hansen. - "Meget fine og lette Spiser naturligviis" svarede Herredsfogden. Og jeg glæder mig til at kunne fremlægge en temmelig fuldstændig Spiseseddel; thi Vertinden nødte bestandig sine Gjæster, og det gik i et væk: Hr. Geheimebergraad von Jelshøi! et par Rottehaler endnu! - Hr. Bjergjunker von Hohøi maae jeg hjelpe Dem til et lille Stykke Snog! - Fru von Elmandsbjerg! en Skefuld Musefricasee! - Frøken von Himmelbjerg! De spiser jo slet intet! en lille Oldenborre med Myresaus? - Hr. Underbjergraad! er Muldvarperagouten ikke efter deres Smag? - Fru Overbjergraadinde! De skal saamænd have en lille Fiirbeen endnu! - Hr. Kammerherre von Bloksbjerg! De har reist en lang Vej, en lille Flaggermuus! eller et Par Edderkopper maaskee? - Fru von Riesenberg De seer Retterne, en lille Ørentvist! - Berghauptman von Schvarzwald! De gaaer sulten fra Bordet, et eneste Møl endnu! o.s.v. Men viste Vertinden stor Levemaade ved at nøde og pine Gjesterne, da stod Verten ikke tilbage for hende, hvad Vinen angik; og syntes han endnu at være heldigere i sine Bestræbelser. Conversationen blev stedse meer lydelig og mere utydelig; og da jeg ikke kunde opfatte noget Sammenhængende -" "- Men hvilket Sprog talede man da?" spurgte Een. "Ja det gik alt imellem hinanden", svarede Herredsfogden, "man talte baade Alfemaal og Nissemaal; men Hr. von Bloksbjerg og von Schvarzwald talte meest tydsk. Men af Troldesproget hørte jeg ikke et Ord, for, siden Thor udryddede Nationen, er det et dødt Sprog, som kun forstaaes og tales af de Lærde under Jorden. Naa da: endelig begyndte man at synge "Bergmandsleben" af Novalis, "Glück auf!" og flere underjordiske Viser. Tilsidst reiste sig Een 208 af Gjæsterne, og istemte med høit opløftet Bæger: "Og det skal være Vertindens Skaal! Hurra!" - Greben og henreven af sympathetiske Følelser, og ganske sættende mig ud over Tid og Sted, faldt jeg maaskee lidt for tidlig ind med: "Og Skam for den der ikke - Men jeg kom ikke videre; thi saa forsvandt med eet baade Selskabet og Bordet og Pavillonen og det Hele." Her endte Fortælleren, og tog sit Glas, Men Degnen fra Ulstrup, der hele Tiden havde siddet i taus Opmærksomhed, raabte nu: "Død og Verden! og hvad saa?" - "Saa vaagnede jeg" lød Svaret; og herpaa udbrød en almindelig Latter, i hvilken dog den stakkels Degn ikke fandt sig stemt til at deltage.

Høstgildet. D.

✂ Vi vare ikke komne fra Bordet, før den classiske Stadsmusikant Fiedler rullede ind i Gaarden med sine Svende og Lærlinge. "Kjender De Domherren af Milano!" tilraabte ham Herredsfogden i Døren, og det uden anden Velkomst. "Jeg kjender Domprovsten i Viborg" svarte Musikanten but, og steg af Vognen. "Kjender De heller ikke den lille Matros?" spurgte hiin igjen. "Nej!" snærrede Fiedler, "hvad vil De sige med den Matros og den Domherre?" - "To ny Syngestykker" lød Svaret. "Er det maaskee Udtoget?" raabte glad den nærsynede Spillemand, og greb efter Fogdens sammenrullede Salvet, som denne holdt under Armen. "Nej!" var Svaret; "men kom De nu og hold Deres Indtog! Kammeraad Hansen har just nu givet os et kraftigt Stykke, og De kan faa noget af Finalen." Med disse Ord førte han ham til sin egen Stol, og blev selv staaende bag ved som Tjener, Alle andre reiste sig nu; thi Vertinden nødte den Ankomne til at begynde paa første Ret. -

✂ Herredsfogden hvidskede til den unge Hansen, og denne løb ud med et polidsk Smiil. Jeg formodede meget rigtigt et Skjelmsstykke, - "Hør!" raabte Skjelmsmesteren, "vi bør dog opvarte vores Musikkonge med hans Livret over Taffelet; Musik fordobler altid min Appetit." - "Min ikke" sagde Fiedler, idet han mellem hvert andet eller tredie Ord jog en Skeefuld ind i Halsen, "naar jeg spiser - saa spiser jeg - og - musicerer ikke - og naar - der musiceres - spiser jeg ikke." - Den hungrige "Nodesluger" - som Herredsfogden ogsaa kaldte ham - var kommet et godt Stykke ind i anden Act, og 209 arbeidede allerede noget langsommere, da Liren med tilhørig Sang lod sig høre bag ved ham udenfor den aabenstaaende Dør. Han havde faaet en Mundfuld Steg paa Gaffelen og lige til Munden; men længere kom det heller ikke. Først holdt han det nogle Secunder der i Nærheden af sin Bestemmelse; men derpaa kastede han det med Gaffelen hen ad Tallerkenen, og sagde med nedtrykt Stemme og vildt stirrende Øine: "Død og Pestilence! det er den rene Forgift." Vertinden, der befandt sig i den fjerneste Ende af Stuen, og ikke havde lagt Mærke til Taffelmusikken i Gangen, blev halv forskrækket og halv fornærmet; thi hun kunde ikke troe andet end at han meente Stegen. Men inden hun herover havde yttret sig, sprang Fiedler op, og - uden at give sig Tid til at takke for Mad - ind i den tilstødende Haugestue, hvor han slog Døren i efter sig. - "Efter ham! efter ham!" skreg Fru Hansen; "Det gale Menneske kan gjøre en Ulykke paa sig selv." Men Forfatteren til denne Scene oplyste hende snart om Aarsagen til Stadsmusikanterens Marter og Forfærdelse. - Oven paa denne fulgte Vrede; og havde Herredsfogden ikke havt en ny Violinduett af Viotti til Sonoffer, troer jeg virkelig, at Musiktyrannen øjeblikkelig var reist igjen med alle sine Slaver. - Nu ganske ligefrem at byde ham denne Lækkerbidsken, skulde maaskee forfeilet Hensigten. Herredsfogden, som kjendte sin Mand, greb derfor i største Skyndsomhed Instrumenterne, gav mig det ene, og to af de yngre Piger Noderne. De holdt dem for os, og tæt ved den ismækkede Dør begyndte vi nu at foredrage Tonedigterens noget barokke men alligevel sværmerisk skjønne Composition.

✂ Vi havde ikke spillet en Fjerdedeel af samme før Døren foran os gik op paa Klem; men da Stykket var ude, aabnedes den heelt, og som en Billedstøtte, som den personificerede "Penseroso" stod foran os den paralyserede Tonekunstner. Han formaaede neppe at aabne Læberne saavidt, at der kunde undslippe dem den Udgydelse: "Dersom det ikke er en Viotti, saa skal Djævlen knække min Bue!" - Dette var herved bemærket, hans dyreste Eed, som han kun brugte ved meget høitidelige Anledninger. - Degnen, i hvis Bryst ikke fandtes en eneste reen Tone, og for hvem følgelig her en Duetto concertanto af Viotti var slet ikke bedre end en Solo af Pe’ Syvspring, rystede arykken og sagde: "A trowr, Katten flaa mæ! te den Spillekonter æ’ smaattaavvele."

Høstgildet. E.

✂ Efterat have tilbragt Resten af Eftermiddagen med adskilligt Tidsfordriv, alt efter enhvers Smag og Hu, samledes atter det talrige Selskab om Aftensbordet. - Samme Taushed som om Middagen fandt ogsaa her i Begyndelsen Sted. Men da første Ret var spiist, reiste sig Herredsfogden, tog sit Glas, og sagde langsomt og høitideligt: "Hermed har jeg den Ære, at declarere Mariage mellem Hr. Wakeltop, forhen Fuldmægtig paa disse Herreders Comtoir, men nu Proprietær og Ejer af Bompgaard, og Velædle Jomfrue Hansen, som hos ham sidder - de Forlovedes Skaal!" Overraskede, de Fleste endnu tvivlende, reiste man sig, klinkede og drak; og see! de Tildrukne takkede virkelig for Skaalen; men Fæstemøen saae meget undseelig og forvirret ud. Og de andre unge Piger gjorde Miner, der ikke kunde udtolkes som oprigtige Lykønskninger, men snarere som Hentydninger paa det gamle Ordsprog: "Den der spytter i Kaalen maa selv søbe den af." - Men vakte den første Skaal Forundring, da var Forbauselse Virkningen af den Anden: neppe var hiin drukket, før Indlederen endnu stedse staaende atter fyldte sit Glas, tog et Document frem, og rakte det til den ligeoverfor siddende Francaise. Da denne havde kastet et Øie paa det opslagne Papiir, skiftede hun et Par Gange Farve, og holdt det derpaa hen for hendes Dame Frøken Schlussel, der strax blegnede, og syntes en Afmagt nær. Men Herredsfogden hævede Glasset - hans Ansigt fik aldeles det sædvanlige Udseende af godmodigt Skjelmeri. Selskabets Opmærksomhed var spændt til det yderste: Mon han vilde foreslaae sin egen og mandhaftige Kjærestes Skaal? Og hvad mon det angik Frøkenen? eller maaskee var hun Kjæresten? Saaledes spurgte man sig selv; men det kom ganske anderledes. Herredsfogden opløftede sin Røst og sagde: i Medhold af allerhøieste Resolution - af Dato som Documentet udviser - declareres herved Mariage mellem Velbaarne Hr. Lieutnant von Skow af Husarerne, og Høivelbaarne Frøken von Schlussel, som hos ham sidder - de Forlovedes Skaal!" "Attendez"! raabte Francaisen, og gjorde en afværgende Haandbevægelse. Herredsfogden satte sit Glas og sig selv; Mamsellen forsvandt.

✂ Atter blev nu saa tyst, som om dette Selskab havde bestaaet af blot aandelige Væsener. At noget vigtigt med Francaisen var igjære, det sluttede jeg saa meget sikkrere deraf, at Doctoren, der reiste ligesaa 211 hovedkulds om Morgenen, som han kom om Aftenen, havde efter Bordet stukket et Papiir til Herredsfogden, og derved fæstet sine Øine paa hende, hvem Documentet altsaa rimeligviis maatte angaae. Men det varede neppe tre Minutter, inden denne Spænding løsnedes, idet Husarofficeeren indtraadte i Uniform, takkede Selskabet for nys udtalte Lykønskning, og satte sig hos sin Kjereste. Jeg bemærkede med nogen Forundring, at han intet Mundskjæg havde, og Ansigtet vel derfor en langt større Lighed med Søsterens. Men hvorfor Herredsfogden havde kaldt ham " Skow" kunde jeg ikke fatte, skjøndt det jo var en Fordanskelse af hans franske Navn. - Det blev igjen stille, til Fru Hansen spurgte Husaren "Hvor blev Deres Søster af? Hr. Lieutenant!" - "Undskyld, min Frue!" svarede han; "hun kommer ikke mere; naar hun er, kan jeg ikke være - naar jeg er, kan hun ikke være" - "Det er en mørk Tale" mumlede Urold, som for sig selv. Degnen, som hørte denne Yttring, sagde høit og dristigt: "A læer, a ka' løhs en: Løgtnanten ka ves gjø sæ sjæl te et Qvinnfolk, nær han vil, hær æ wal ett anne' Mammesæll end ham."

✂ "Meget rigtigt!" sagde Dobbeltgjængeren; "Jeg beder det ærede Selskab i Almindelighed, og Hr. Kammeraaden og Frue i Særdeleshed om Tilgivelse for min Maskerade! Men denne her" - han kyssede med Ømhed den Elskedes Haand - "min Undskyldning. En Française kan De nok faae igjen; men jeg kan ikke faae en Kjereste igjen." -

✂ Nu udbredte sig den gladeste Stemning over det hele Samfund: Ansigterne fik et klarere Skjær, ret ligesom Lysenes Antal paa Bordet kunde have fordoblet sig. Endog Urold syntes at have afgnedet - for at bruge en af hans egne Talemaader - den ædle antike Rust, slaaet Gravkammer, Urner og Flinteknive af sine Tanker, og endelig engang at leve for det Nærværende. Selv Qvintus viste flere Gange mere af sine Tænder, end maaske Nogen Dalevende forhen havde seet.

✂ Midt i Lystigheden reiste sig atter vor Herredsfoged, sigende: "Mine Herrer og Damer! Min Function som Ægteskabsmægler er endnu ikke tilende. Jeg har endnu mere at sammenføie, som Mennesker ikke bør adskille." - Han gik hen til Fru Hansen, og hvidskede til hende; og saasnart han var ude af Døren, lod hun tvende af sine Børn, der sadde nederst ved Siden af hverandre staae op, og sætte rene Tallerkener for begges Sæder.

✂ Hvad mon der nu skulde komme? det kunde da ingen begribe; 212 undtagen Capitainen og hans Kone, hvis sikkre Smiil viste, at de vare indviede i den ny Hemmelighed. Dens Aabenbarelse udeblev ikke ret længe. Begge Fløidørene aabnedes paa viid Væg, og ind traadte gamle Ole med et aldrende Fruentimmer, han klædt i sin bedste Sømandsdragt, og hun ligeledes pyntet som Een over Almuestanden en Snees Aar tilbage. Capitainen reiste sig, tog Ole ved Haanden, og førte ham tiisæde; hans Kone gjorde det samme ved den Ubekjendte. Herredsfogden stillede sig bag ved Parret, og talte som følger:

✂ "Jeg har atter den Fornøielse at opstille et Par i den lange Ægteskabsqvadrille. De komme lidt sildig; men de har ogsaa længe ledt efter hverandre; og det taer Tid med sig, naar man skal reise fra Norge hele Verden rundt, for at engagere en Dame i Jylland, Imidlertid, skjøndt man ikke vil see dem storme frem i en Gallopade amoureuse, vil man dog tillade dem at træde en adstadig Menuet saalænge til der spilles op til den store Kehr aus. Chapeauen kjende De alle. Hans Meddanserinde har i 30 Aar været paa et Sted, nemlig hos en Moster af mig, mere som Veninde end som Tjenerinde. Ved hendes Død drog hun sidste Foraar til mig; men nu kan jeg ikke længer hae’ hende i Ro for den gode Ole. Han beraaber sig paa et ældre Engagement; og jeg tænker, han kan bevise det. Gamle Kavalier! lad os see, hvorpaa du begrunder din Paastand!" - Sømanden svarede ikke til denne Opfordring, men fremtog langsomt det føromtale Hovedvandsæg. Han vendte det nogle Gange, som for at overbevise sig selv om, at det var det rigtige. Derpaa heldede han Hovedet mod sin Dame, skottede med dybtnedtrukne Øienbryn og et mørkt, hartad et vredt Ansigt sidelængs til hende. "Siri!" brummede han, "kan du see, jeg har holdt ved det? - (Ved Lyden af dette Navn, foer det som et electrisk Stød igjennem os, der fra Oles egen Fortælling kjendte det saa vel. Og det var virkeligt hende. Efter Moderens Død var hun kommet i Tjeneste hos Herredsfogdens Moster, hvis Mand dengang var Tolder i Sandefjord, men kort efter blev befordret i Danmark) - Sømandens alderstegne Elskerinde tørrede sin Øine med Flippen af sit Halsklæde, førte derefter Haanden op til en Krands af uægte Perler, der hang vidt om den rynkede Hals. Hun drejede Krandsen til hun fik fat paa en Silkesnor, ved hvilken hun opdrog et lille Guldhjerte. Dette aabnede hun, og rakte det saaledes med bortvendt Blik til Kjeresten. Han stirrede paa det - hans Øine glittrede - "Er det en Fjeder" sagde han, "af Siri - Kanariefuglen?" - 213 Gamle Siri nikkede langsomt, og lagde den høire Haand paa Brystet, som vilde hun overbevise sig og ham om, at den gamle Kjerlighed endnu levede i det trofaste Hjerte.

✂ Der var noget vemodigtrørende i denne sildige Gjenforening, noget der mindede om hiin som vi vente, hvor Sandselighedens Bølgegang skal stilles til aandeligt Havblik, Det tyktes mig: som rakte de hverandre Hænderne over Graven til Forsoning med Verden og dens Trængsler, til snarlig Reise fra det "snevre og mørke Huus," didhen hvor "de Rene af Hjertet" stunde i Haabet og Troen; hvor Kjerligheden er det eneste som ikke bliver tilbage hos alle det første Livs baade sande og falske Glæder.

✂ Forstyrrende, skurrende mod mine Følelser - dem jeg vel tør kalde hellige - lød mig den paa Fiedlers Vink indfaldende Dandsemusik. Men det maa saa være: Alt hernede er usikkert, flygtigt; selv hiint Lys i Sjælen er et Glimt, der hastigen skjules af jordiske Dunster. - Snart fik Musikken sin virkelige Klang, og drog mig med min elskede Alice ind i de Dandsendes Række. I livlig Nydelse af min jordiske Tilværelse holdt jeg ud til den klare Dag, og først hen paa Eftermiddagen forlode vi dette Glædens Huus og det muntreste Høstgilde, jeg enten før eller senere har bivaanet.

Første Capitel. Barnets Navn

✂ Der var svære Debatter paa Tidselholt om hvad Barnet skulde hedde (jeg tillader mig at bemærke: at det dengang endnu ikke var født, men det var nær ivente).

✂ Min Fætter og jeg, som just vare i Besøg paa Gaarden, bleve af Justitsraadinden anmodede om at tage Sæde i Raadet (naturligviis ikke for at sige vor egen Mening, men for at tiltræde hendes).

✂ Hun indledte selv Congressens Forsamlinger med en Tale, i hvilken hun søgte at beviise: at Barnet nødvendig blev en Pige, og at hun selv følgeligen burde opkaldes. - Justitsraaden, hvem hun, efterat have endt sit Foredrag, opfordrede til at give sin Stemme, tog først tre lange og fulde Drag af Piben, og udtalte derpaa den Mening: at det var ham ligegyldigt, hvad Barnet kom til at hedde, naar det ikke blev "Mistmad." - Denne Erklæring fremkaldte en Tilretteviisning af Præsidentinden; som dog ikke havde anden Virkning end nogen større Hurtighed i Røgpustene.

✂ Nu tog jeg Ordet og foreslog: at opkalde begge respective Bedsteforældre. Jeg gjorde mig selv indvortes tilgode over dette, efter min egen Mening, ypperlige Mediativ. Men Justitsraadinden omstyrtede det strax med det ubesvarlige Spørgsmaal: "Hvis Navn skal saa være det første?"

✂ Conferencerne vedvarede endnu en god Stund; og Fætter havde ikke opladt sin Mund, førend Forsiddersken tilspurgte ham. - "Maae jeg bede om Skrivetøi;" svarede han, "jeg troer, at en saadan Materie bedst behandles skrivtligt." - Vor Frue skottede heel mistænkeligt til ham; men Justitsraaden hentede strax det Forlangte. Fætter gik hen til et andet Bord, skrev, lagde sammen, forseglede, skrev uden paa, og flyede vor Mand det. Han læste Udskrivten, og lod gaae videre til os Andre. Hvad stod der?

✂

✂ "Heri Barnets Navn,
at aabne, naar det er døbt."

✂ "Men Hr. Pastor!" raabte Fruen (hun raabte virkelig) "hvad lære vi heraf?" - "At Barnets Forældre" svarede han, "selv bedst raade for, hvad det skal hedde." - "Hvorfor har De da skrevet Navnet herindeni?" spurgte hun. - "Det er blot Gjætterie," sagde han "men som jeg ikke tillader mig at gjøre bekjendt før den fastsatte Tid."

✂ "Nu, hvad kom saa Barnet til at hedde?" spørger du, min vakkre Læserinde! - Du maae vente, min Elskelige! Fætters Billet er en forseglet Depeche, der først maae aabnes paa en vis Højde. - "Men hvortil saa denne Præken uden Text? Denne lange Passiar om Noget, der egentlig er Intet?" - "Min Naadige! det er hverken Passiar eller Præken, men en Disputats." - "Da er det Skade, den ikke var paa Latin."*

2. Barselgilde

✂ Justitsraadinden er en overmaade god og blid Kone, naar der ikke gaaer hende noget imod, og hun kan faae sin Villie i alle Ting; men i modsat Fald, kan De være overbeviist om: hun er selv hjemme. Hun havde nu troet saa ganske bestemt - og det kunde hun have Grund til - at hun, og ingen Anden, skulde bære Barnet. Det var vel ikke saameget for Barnets Skyd eller for Daabens; men jeg skal sige os: hun havde anskaffet et splinternyt Christentøj til Barnet, og en ny Silkekjole, og det af det allerdyreste Slags, til sig selv, foruden et Hovedtøi, der spotter enhver Beskrivelse. Saa kommer rigtignok Indbydelsen til hele Justitsraadens; men Juliane anmodedes om at holde Barnet over Daaben. Vred blev Fruen, det kunde jeg see, skjøndt hun ikke sagde Noget; men da hun var kommen ud i Kjøkkenet, saa fik hun Luft, og det saa overflødigt, at Een af Pigerne græd og en Anden sagde sin Tjeneste op. Den gode Justitsraadinde var muggen i tre hele Dage efter; og havde det ikke været for hendes nye Kjole og Hovedtøi, tør jeg sværge paa: hun var bleven hjemme fra Barselet. Christentøiet bad Juliane om at faae; men hun svarte ** NB. Dette er den lærde Fætters Tillæg. 217 hende hverken værre eller bedre end: "Det kan ligge, til Du selv engang skal have Barn i Kirke." Det stakkels Pigebarn blev baade rød og bleg, og gik ind i sit Værelse, hvorfra hun ikke kom tilbage den Dag. Hun har rimeligviis skrevet nogle følelsesfulde Bemærkninger herover i sin Dagbog. Jeg vilde gjerne endnu engang have krøbet bag ved hendes Seng, og sprunget ud ad hendes Vindue, naar jeg bare kunde faaet Fingre i Bogen; men siden hiint Uheld passer hun bedre paa dette vigtige Document. - Nu videre frem i Historien!

✂ Begge vi snurrige Fættere bleve ogsaa indbudne til Barselgildet; og vi lovede ogsaa at komme; der var jo ingen Tvivl om, hvordan Beværtningen vilde blive, for det gaaer nu altid saa haardt til med den Første, og Secretæren var ikke fornagled.*

✂ Da Budet var borte, siger jeg til Fætter Steen: "Hør!" siger jeg, "der maae dog en Sang til." - "Fætter Peer!" siger han: "Du kommer nu altid stikkende med dine Viser ved hver en Leilighed; jeg troer du kunde synge over en Pandekage." - "Hvorfor ikke det?" siger jeg; "naar det var en af disse tynde med Syltetøj paa." - "Nei" siger han, "det Slags har en lærd Justitsraad i Kjøbenhavn fordærvet for mig." -"Hvorledes det?" siger jeg. "Jo" siger han: "det fede og flade Lolland med sine mange røde Herregaarde har han engang lignet ved saadan en Pandekage." - "Aa Snak!" siger jeg; "han har meent en Fleskpandekage; men skal man saa gjøre en Vise?" - "Hm!" siger han, "lad os saa gjøre en i Fælledskab! Du hverandet Vers, og jeg hverandet; men ingen maae see den Andens, før det Hele er færdigt." - Derom bleve vi strax enige; saavelsom derom, at Sangen samlet skulde udgjøre sex Vers til den Melodie: "En tungsindig, en tungsindig melancholisk Mand." Vi toge uden Ophold fat paa Værket; og det gik godt frahaanden: inden en halv Times Forløb bleve vi begge paa eengang færdige. Det var et Arbejde i sit Slags, vi morede os selv over det, for hans Vers vare alvorlige, og mine lystige. Det var poetisk Mosaic; men Fætter lignede det ved den gamle græske Maske, der leer med den ene Side, og græder med den anden. Naar jeg paa min Side lovede den unge Dame, at hun skulde komme til at dandse paa Roser gjennem Livet, saa kom Fætter paa hans Side med "Træden paa Torne." Talte jeg om Myrther, talte han om Cypresser. Havde jeg en Forglemmigei, saa havde han en Malurtstængel. Og saaledes hele ** En Jydeterminus, der betyder: fattig, forknydt. P. Sp. 218 Veien. Justitsraaden lignede vort Tvillingfoster ved Aprilveir. Jeg anseer det for overflødigt, her at lade den aftrykke; thi enhver Læser kan af de opgivne Ingredientser lave den efter sit eget Behag. Jeg iler til Festen.

✂ Først fik vi Damp-Chocolade, og derovenpaa Liqveurer; blandt hvilke jeg bemærkede baade Usqvebaugh og Curacao. Og da vi saa kom af Kirken, saa fik vi først en Skildpaddesuppe, rigtignok kun "forloren," men ingen engelsk Mockturtle kunde være bedre. Saa kom - - - - - - - - - - - -*

✂ Da vi havde drukket Caffe,** bad Justitsraadinden mig om at see at faae hende fat paa Juliane, der, siden vi stod fra Bordet, ikke havde ladet sig see. Jeg gik, og ledte baade her og der forgjæves. Omsider kom jeg forbi en Dør, indenfor hvilken jeg hørte Een synge - det var hende; og det var en Vuggesang, hun foredrog med en saa smeltende Ømhed, at jeg uvilkaarligt ønskede mig i Barnets Sted. Men den lille Stakkel vilde hverken vide af Søvn eller Sang; den secunderede rigtignok, men i en ganske anden Toneart. Juliane brød pludselig af, Døren stod paa Klem. Jeg keeg ind, og saae hende tage Barnet op af Vuggen, kysse og kjertegne det med en saadan Inderlighed, at jeg i mit Hjerte gjentog hiint barnlige Ønske. Nu taug den Lille. Ja det skulde jeg ogsaa have gjort, naar det havde været mig, tænkte jeg.

✂ Idetsamme gik Gaarddøren op, jeg trak mig tilbage, og ind traadte Secretær Skov med en ung Herre, hvem jeg strax vilde svoret paa, var hans Broder. Og som saadan blev han mig ogsaa i Hast forestillet. "Allerførst" sagde Secretæren derpaa til ham, "maae jeg vise Dig mit Hjertes kostbareste Juveler!" Dermed trykkede han den Dør, som jeg var traadt fra, halvt op, og lod saa Broderen træde foran sig derind, Den yndige Pige reiste sig med Barnet ved den fyldige Barm, idet hiin bukkede og sagde: "det glæder mig at gjøre min Broders Kones Bekjendtskab, og dit -" "Nei, nei! det er min Kones Søster", raabte Secretæren, "nu skal jeg hente hende selv." Hermed ilede han ud ** Ovenstaaende Streg betyder et Censurhul; thi min Hr. Fætter behagede at stryge hele den øvrige Skildring af Bordets Glæder. "Paa hvad Grund?" - Paa slet ingen, kjære Læser! "Jeg er Censor" sagde han, "det er Grund nok". P. Sp. *** Ogsaa min Beretning om Damernes Paaldædninger behagede det min Censor at stryge. P. Sp. 219 igjen. Jeg blev staaende paa mit Sted ved Gangvinduet, saaledes at jeg kunde see ind i Barnestuen.

✂ Jeg blev snart oplyst om, at den fremmede Skov var ganske uventet kommen hertil fra en flereaarig Udenlandsreise: at han var Maler, Ungkarl, og veludrustet med det Metal, som bruges til at forgylde baade Skilderierammer og meget andet i Verden. - Men af saadan en Konstner og Verdensmand at være, bar han sig i den deilige Julianes Selskab meget keitet og kluntet ad. I Førstningen lod det, som om han var bleven bange for hende - og det var saamænd uden Grund - for han stod saa stille og hartad livløs, som havde hun været en Crocodil, eller en Basilisk, - (Siden, da jeg hørte hvilken Profession han var af, indbildte jeg mig, at han leed under en pludselig paakommen Malerparalysis, et Studium af denne levende Model - Forbi!)

✂ Hun blev ogsaa forlegen over hans Forlegenhed, men samlede sig dog saameget, at hun kunde spørge: "hvem hun havde den Ære at tale med?" (Det var i Grunden et sært Spørgsmaal, for de havde egentlig ikke talt med hverandre - undtagen med Øjnene, og det er et ugrammatikalsk Sprog.) Han sagde sit Navn, og saa var den Samtale ude. Men lidt efter saa fik han Munden paagang, og spurgte: "hvad den Lille heed?"* Da han havde indhentet Underretning herom, syntes han at grunde meget dybsindigt herover. Og det forstaaer sig selv: der kan være meget at tænke over Navnetymologien, som nu for Exempel, hvoraf "Juliane" deriverer sig, og hvorfor det er kjønnere end "Geedske" og "Øllegaard" for Exempel; men at anstille Sproggranskninger ligeoverfor en smuk Pige, synes mig ligesaa ubetimeligt som vanskeligt. Det viste sig ogsaa, at hans Betragtninger havde været af en høiere Art, idet han meddeelte Juliane sin Opdagelse: "at det saae ud til Regn." Det forekom mig, at han selv saae ud til Regn. Men, som De snart vil erfare: saa var det Storm. - Imidlertid forsinkedes Uveirets Udbrud ved Broderens og hans Kones Mellemkomst. ** Det er sandt: Nu kommer jeg først i Tanker om Fætters forseglede Navnespaadom. Jeg havde den i min Vestelomme, og da Præsten i Chorsdøren havde sagt: "nævner Barnet!" sagde Bærerinden: "Juliane." Jeg greb i Lommen, brød Seglet og læste det samme Navn. Hvordan Fætter har kunnet gjætte saa rigtigt, det gaaer over min Forstand. P. Sp. 220 Og vendte jeg nu tilbage til Selskabet for at underrette Justitsraadinden om, hvor hun kunde finde sin Datter.

✂ Hvad der videre tildrog sig ved dette Gilde, var ikke af særdeles Betydenhed, naar jeg undtager: 1) at efter Aftenspiisningen befandt Hr. Biborius sig lidt upasselig, og kom til at vomere. Da vi fik overmaade god og sund Mad, skrev jeg dette paa Viintapperens Regning; thi det forekom mig selv, at Drikkevarene vare for stærke, Det var muligen ogsaa Aarsag til: at 2) Kammerraaden forvexlede sin Kone med Stuepigen, og kyssede hende ganske eftertrykkeligt, og: at 3) Consistorialraaden ved Lombrebordet begik flere end een utilgivelig Feil. Tilsidst blev han ganske distrait, som De selv vil indsee blot af dette ene Exempel. Han havde et Spørgespil i Tref: Manillle, Basta, Damen, Knægten femte og en Konge (jeg havde spilt Solo paa det, for han havde en Dame garde og Renonce): Nu, saa siger han da; "Tilladt?" De Andre passede. Derpaa lægger han ganske rigtigt de tre Foser til den ene Side (jeg siger endnu: jeg havde beholdt dem og brugt dem som de vare) og Spørgespillet til den anden, og griber fat paa Talonen. "Hvortil?" spørger een af Medspillerne. Consistorialraaden seer paa ham, lægger Talonen bort, seer paa de tre kastede Kort: nej, de gav ingen Oplysning. Saa beseer han de sex andre, siger med en bestemt Tone: "Tref!" og tager atter fat paa Talonen. "Hvormange kjøber De?" spørger nu Baghaanden. Dette simple Spørgsmaal kan han ikke besvare, inden han har talt sine Kastekort. Naa, han vil da endelig kjøbe de tre Kort; men saa spørger Mellemhaanden igjen: "hvori spiller De?" Hm! det kunde han ikke huske. Og Trediemand kunde heller ikke huske det; for begge Medspillerne sad og disputerede den hele Aften om en Hest - jeg veed ikke hvilken - som den Ene paastod, havde Beenspat, og den Anden Blodspat.

✂ Det er en af mine Lombreregler: at man hellere maae spille hurtigt slet, end langsomt godt; og derfor varede dette mig alt for længe. Jeg sad over, stod op, og sagde til Consistorialraaden: "der er Een ude, som vil tale med Dem." Den stakkels Mand var allerede saa medtagen, at jeg maatte hjelpe ham op, og tage ham under Armen. Da vi vare komne udenfor, siger jeg til ham: "Deres Højærværdighed er ikke vel, kunde De ikke have godt af en Smule Rolighed?" - "Tak, min Ven!" svarede han, "De er min bedste Ven paa Jorden." - Disse Ord rørte mig, for de kom fra Hjertet. Jeg ledte ham da ind i et 221 afsides Værelse, og satte ham i Hjørnet af en god blød Sopha, hvor han strax faldt i Søvn, og snorkede saa høit, at jeg alene var bange for, at han skulde vække sig selv.

✂ Da jeg alt længe havde mærket, at mine to andre Medspillere ikke havde rigtig Hove* af Spillet, blandede jeg mig med dem, der gik løse og ledige, og morede mig en Timestid langt bedre end ved Spillebordet. Og saa gik jeg tilbage til den syge Consistorialraad. Ved min Indtrædelse vaagnede han, og befandt sig saa vel, at han kunde gaae ene. Da vi lykkeligt og vel vare komne paa vore respective Pladser, debatterede de to Andre endnu om den spattede Hest; og saa dybt vare de inde i denne Materie, at de slet ikke havde savnet os To; thi den Ene spurgte Consistorialraaden: "hvori spiller De?" - Hvad der videre tildrog sig denne samme Aften, anseer jeg for mindre vigtigt, og vil desaarsag slutte dette Capitel.

✂ Jeg var længe i Tvivlraadighed, om jeg ikke ogsaa skulde stryge denne lange Tirade om Lombrespillet; men da jeg overveiede: at intet, som vedrører dette Æmne, bør ansees for uvigtigt; og at desuden min kjere Fætter, ved for stærk Strygen, kunde blive stædig, saa har jeg, i Haab om Overbærelse, ladet det staae. S. S. B.

3. Beileren

✂ (Hvem Beileren er, det kan man sagtens gjætte sig til; men hvorledes han bar sig ad ved dette slet ikke uvigtige Hverv, det er hvad jeg nu skal give mig den ærbødige Frihed at fremstille:)

✂ Der ere mange Maader at beile paa. Naar en Bonde frier, saa tager han to andre Bønder med sig; og saa gaae de ind, hvor den Udkaarede boer, sige "Goddag!" sætte sig ved Skiven, og lade sig beværte halve og hele Timer, og snakke imidlertid om alt andet, kun ikke om Frieriet. Naar man endelig har vendt den sidste Kaffekop, staaer man op, og tager til sin Hat; men en af Frierens Medhjelpere spørger, ligesom i Forbigaaende eller Udgaaende: "om den røde (sorte, hvide eller brogede) Koe er fal? og til hvilken Priis?" Disse Spørgsmaal besvares ikke ligefrem eller bestemt, men med tilbørlig Forbeholdenhed, og foranlediger tilsidst en Contraqvæstion: "Hvem den Lysthavende ** Atter jydsk. - S. S. Blicher. 222 monne være?" Adjutanterne "pege da paa den tause Beiler," og lægge til: "at han maaskee kunde faae Sind til at føre mere ud af Gaarden." Derpaa tales i samme Tone om en Hest, en Dragkiste, en Seng, o.s.v.; og langt om længe forlange Underhandlerne cathegorisk Svar paa det Spørgsmaal: "Naar nu Mads (Beileren) tager Maren (den ældste Datter) med, hvad vil I saa gie ham til i Penge?" - Denne Fremgangsmaade i Beilevæsenet kunde vi kalde den diplomatiske; thi en Regent frier ogsaa ved Gesandte, ja gifter sig stundom per Procurationem - hvilket rigtignok ikke er i Bondens Maneer - for han handler ogsaa om Medgift i Guld, Landeiendomme, Sjæle - som det hedder paa Slavisk. - Vor Helts Methode var fra ovennævnte meget forskjellig; og troer jeg med Føie, at kunne kalde den Malerisk; som strax vil vise sig.

✂ Maler Skov og jeg bleve snart intime Venner; det vil sige vi drak dus. Dette gav mig flere Rettigheder, blandt andre den: at gaae ind i hans Værelse uden at pikke paa Døren. Gaaer jeg saa en Dag derind - det var en tre Uger efter hans Ankomst - han var der ikke; men paa Staffeliet ser jeg et nylig fuldendt Malerie. Og hvad forestillede saa det? Juliane og ham selv paa Knæ foran hende. Han havde truffet hende saa godt, at det var umuligt at tage Feil. Af hans eget Ansigt var kun det halve synligt, men det var nok. Han saae ud, som vilde han til at græde (jeg synes, han borde smilet; det lader dog altid kjønnere) - naa, som jeg nu ved mig selv gjør mine critiske Bemærkninger over dette Konststykke, kommer min gode Skov ubemærket ind, og lægger sin Haand paa min Skulder. Jeg vender mig om og seer paa ham; og han seer paa mig igjen. - "Er Du min Ven?" siger han, "Ja F..... pidske mig, er jeg ikke," siger jeg. "Du kan vel begribe," siger han, "hvad dette her skal forestille?" - "Ja saamænd!" siger jeg, "Du gjør Hanebeen for Justitsraadens Juliane." Dertil gjorde han et Ansigt saa suurt som Consistorialraaden, naar han drikker Dagens første Dram, stampede i Jorden, og snærrede: "jeg tilbeder hende, Din Æsel!" - "Naa naa!" siger jeg, "har Du sagt hende det?" - Han rystede med Hovedet. - "Saa tael til hende om den Sag!" siger jeg. -"Tale" raaber han, og slaaer sig for Brystet, "det er Hjertet alene, som skal tale." - "Ja det skal hun blive klog af siger jeg; "nej brug Du kun Kjæften, og siig hende reent ud af Posen: "at Du har Lyst til at gifte Dig med hende." Ved dette velmeente Raad snurrede han sig rundt, stod derpaa bomstille, lod Hovedet hænge udover det forlibte Hjerte, 223 og hvidskede: "Peer! kan Du ikke saa ganske hemmeligt practisere dette her Malerie ind paa hendes Natbord!" - "Der er intet iveien" svarede jeg, tog Maleriet, der ikke var større, end at jeg kunde skjule det under min Frakke, gik, og satte det paa behørigt Sted. Jeg vilde ud igjen; men hørte Trin paa Gangen, og smuttede hen paa det bevidste Fjælested - bag Julianes Seng. - Hun kommer rigtig ind, seer strax Maleriet, træder nærmere hen til det, stirrer paa det, skifter Farve, folder Hænderne, hæver dem, og lægger dem under Brystet, fra hvilket de ogsaa udpressede et langt Suk, kaster Øinene op til Loftet, snurrer sig om, og løber ud. - Hohoh! tænkte jeg, hun capitulerer strax, hun iler at søge ham op, og saa sneg jeg mig ud efter hende. - Hun havde saa langt et Forspring, at jeg ikke kunde opdage, hvilken Vei hun havde taget. Der gik nemlig to Veie til Rørkjær, een for Kjørende, som var den længste, og en kortere for Gaaende; jeg valgte den sidste. Jeg tog Benene godt med mig; men der var ingen Juliane hverken at høre eller see; paa Rørkjær ikkeheller.

✂ I Porten mødte mig den forelskede Maler: han saae ud, som om han vilde tigge sit Liv af mig. Jeg sagde ham nu, hvorledes Vedkommende havde baaret sig ad, da hun saae den malede Kjærlighedserklæring, samt at jeg havde troet, at hun var løbet lige til Rørkjær, for at kaste sig i Armene paa ham. Herved bar han sig ad, som om Porten havde været ham for snæver; og jeg befrygtede virkelig, at han havde faaet en Skrue løs. Jeg raadte ham da, at tage sin Opreisning, hvor han havde faaet sin Skade, og følge med mig tilbage. Vi gik - det vil sige: jeg gik, for Han - snart dandsede han, og snart stod han stille, saa var han foran mig, og saa bagefter. Han teede sig ret barnagtigt; hvilket jeg ogsaa uden Forbeholdenhed sagde ham. Hertil svarede han ikke andet end: "Rend til Helvede og lik - etc." Jeg svarte ham igjen med et Skuldertræk. - Som vi nu vare komne midt ind i Lystlunden der ved Tidselholt, hvem seer jeg saa, uden hende selv, for hvis Skyld jeg nu havde gaaet meer end en Miil, og slidt paa mine Støvler. Hun sad paa en Træbænk, og vendte Ryggen til, men jeg kjendte hende baade paa Dragten og paa Figuren. Skov blev hende ikke vaer, for han havde Øjnene enten oppe i Trætoppene eller nede paa hans Støvlenæser. Jeg griber ham i Armen, dreier ham om til den Side, hvor vort corpus delicti befandt sig, peger og siger: "gaae nu, og bær Dig ad her, ligesom Du gjør derinde paa Maleriet! saa er Du forlovet inden jeg kommer til Tidselholt." Han gav et Skudder, som naar Een bliver 224 pludselig forskrækket; men jeg satte Mod i ham med den Forsikkring; at det ikke var noget Spøgelse han saae, men et levende Menneske med Kjød og Blod. Saa gik han, og jeg tøflede af til Gaarden - for jeg var baade sulten og tørstig - tænkende ved mig selv: "Quis cætera nescit?" som Skræderen i Aalborg saa smukt siger i een af hans erotiske Elegier.

4. Hindringer, hvilke dog lykkelig overvindes

✂ Da jeg vaagnede den følgende Morgen (hos Fætterens), paakom mig Lyst til at erfare, hvorledes den forelskede Maler nu bar sig ad; thi jeg tvivlede aldrig paa, at han jo var langt "inde i den tredie Himmel." - Jeg gik først til Tidselholt: der var han ikke, havde heller ikke været der forrige Dag. - Jeg spurgte om Juliane: "hun laae endnu" - hedte det - "for hun var ikke saa ganske vel." - Det kan gjerne være, tænkte jeg og lod stryge ad Rørkjær til; men kom ikke videre end ud i Lystskoven - der sad vor Maler paa Bænken, De veed nok fra igaar. Jeg derhen, klapper ham paa Skulderen, og siger: "Jeg maae da gratulere Dig, min Ven. Fortæl mig nu, hvordan det gik til: hvad Du sagde og hvad hun saa sagde, etcætera, etcætera! Det skal more mig." - "Mig ikke" svarede han tørt og but. - "Da var det og bandsat" siger jeg; "hvordan kan det hænge sammen? hvad svarede hun da paa dit Andragende?" - "Hun sagde Nei," sukkede han. - "Men hvad skulde da det smage af?" siger jeg; "der skal Nogen see, hun vil gjøre sig kostbar." - "Ikke det" siger han, "men hun elsker en Anden." - Hermed rejste han sig og skreed med Hænderne paa Ryggen langsomt hjemad. - Hm!!! - Jeg satte mig paa meerberørte Bænk, for i Magelighed at begrunde denne mærkværdige Sag. Hvem kunde hun nu være forelsket i? Svogeren? det var ikke tænkeligt hos en Pige med hendes reelle Tænkemaade og gode Forstand. - Der var nu rigtignok den unge Præst i Hungerslev: hans Bønder holdt meget af ham; og jeg har hørt mange Damer sige om ham: "at han var sød"; men han var jo en fattig Djævel, der neppe havde Salt til hans Paaskeæg. - Det kunde snarere have være Forpagteren paa Gyldenborg: han var nylig bleven Enkemand, havde Mynter, og var en Mand i sine bedste Aar - jeg antog, at han var ikke saa farlig langt over de Halvtreds - men han havde en urimelig stor og rød Næse, og man vilde ogsaa sige, at han 225 pimpede lidt. - Naa, saa var der endelig mig selv: det er ikke umuligt, at baade Den og Den - jeg nævner ingen - kan have havt Godhed for mig; men havde det været Tilfælde med Juliane, saa maatte jeg dog have mærket noget; jeg kjender ogsaa lidt til Fruentimmer. Hm! lige nær var jeg. - Endelig opstod hos mig en Formodning om Mislighed i Forhørets Holdelse: at han enten havde qvæstioneret forkeert, eller ikke rigtigt opfattet Inqvisitindens Svar, hvisaarsag jeg ansaa mig beføiet til at henvise Sagen til ny og bedre Behandling. Jeg gik videre, og indhentede snart den ulykkelig Elsker; thi han havde kun avanceret et hundrede Skridt, og stod ganske stille foran en gammel Eeg, betragtende opmærksomt dens krogede, lavthængende Grene. Hvortil en saadan Green er brugelig for en desperat Elsker, det vidste jeg kun altfor vel, løb derfor til, greb om begge hans Arme, og raabte: "Menneske! hvad gjør Du!" - "Ingenting," svarede han; men blev endnu ved at see paa det ildevarslende Træ. "Kom!" siger jeg. -"Hvorhen?" spørger han. - "Jeg vil snakke med Dig," siger jeg. -"Kan Du ikke snakke!" siger han, immervæk tvær og knortet. -"Hør!" begyndte jeg; "da Du havde sagt hende Dit Ærinde, hvad svarte hun saa egentlig? gjengiv mig hendes ipsissima verba!" "Det er snart gjort" svarede han; hun sagde: "Tør jeg give Dem et Hjerte, som tilhører en Anden?" - "Attendez!" siger jeg: "er Du vis paa, om hun sagde "Tilhører" eller " har tilhørt?" for der er en Fandens Forskjæl paa Præsens og Præteritum." - "Hm!" siger han, "det - er - muligt - men i al Fald er jeg jo tilovers." - "Ikke heller det," raabte jeg; og nu aabenbarede jeg ham Julianes første Tilbøjelighed, og endte med den Forsikkring: at da hun ikke havde kunnet faae Numer Een, vilde hun blive sjæleglad ved Numer To. - Det smagte han paa. - Nu tilbød jeg ham, at tale hans Sag efter bedste Evne; men han spurgte mig: om jeg var gal? - Jeg forsikkrede ham, at jeg ikke feilede Noget paa Forstanden, og at jeg nok skulde incaminere Sagen paa den fineste Maade. "Gaae saa ad Helvede til!" raabte han, og vendte mig Ryggen. Jeg troede at kunne fatte den rette Mening af disse ublide Ord, og skyndte mig tilbage til meerbemeldte Tidselholt.

✂ Her opsøgte jeg strax det stakkels Pigebarn, og fandt hende paa sit Værelse, hvor hun rigtig sad og flæbede over det bevidste Malerie. Og saa dybt var hun inde i sine mørke Betragtninger, at hun hverken hørte eller saae mig, førend jeg var midt inde i Værelset. Hille minsandten! hvor hun fik travlt: op fløi hun af Stolen, stak Billedet 226 hen paa Bordet - men med Bagsiden opad - vendte sig imod mig, satte et strængt Ansigt op, og spurgte: "Hvad behager?" Jeg blev jo lidt forbløffet, og svarede i min Forlegenhed: at jeg ledte efter Maler Skov. - "Og det her?" gjenmælede Hun. "Jeg skal gie mig den Frihed," tog jeg hurtig tilorde, "at sige Dem; jeg kommer lige herude fra Lystskoven, og der saae jeg Hr. Skov staaende ved den store Eegden samme, De veed, hvori Skomageren hængte sig forgangen Aar, og saa faldt det mig ind, at - " "- Om Forladelse, at jeg falder Dem ind i Talen!" knebrede hun; "skal De ikke see ind i Stuen? mine Forældre ere vistnok tilstæde." Dermed vendte hun mig Bagklædningen til; og jeg pillede af ligesaa klog som jeg var kommen.

✂ Jeg har nu en særdeles Lyst til at stifte Forbindelser, og jeg tør smigre mig med, at jeg ofte har været heldig i mine Bestræbelser. Denne her paatænkte laae mig saa meget meer paasinde, som Juliane var gaaet Glip af Secretæren. Jeg troede derfor, at det var rigtigst, jeg henvendte mig til ham, som den der kunde være hende nogen Erstatning skyldig. Som tænkt, saa gjort. Jeg ilede til Rørkjær, og fortalte ham under fire Øjne Alt hvad jeg vidste fra først til sidst. - Han smilede veltilfreds og sagde: "Jeg har allerede mærket Noget - ypperligt min Ven! - der bliver vistnok med det første Bryllup paa Tidselholt. Hindringen fra hendes Side kjender jeg nok (Jeg ogsaa - tænkte jeg) - den udspringer fra et reent og ædelt Hjerte - aah! vær saa god, Kjere! og hold min Kone med Selskab: Hun er ved at vinde urede Silke; maaskee De kunde være hende behjelpelig." Med disse Ord forlod han mig, og jeg gik ind til Fruen.

✂ At vinde Garn, hvadenten det nu er Silke eller Twist, har en særdeles Interesse for mig - at sige, naar det er i gordisk Forvikling. (Det vidste Secretæren godt). Hvad der falder af sig selv, det kjeder; men at beseire Vanskeligheder, at udvikle det indviklede, det er - hm! hvorledes skal jeg nu gjøre rnig forstaaelig? - hm! jeg veed ikke bedre, end at sammenligne rede og urede Garn med den socratiske Philosophie, og den Kantiske. Nu vel! jeg tilbød Frue Skov min Tjeneste; og den blev antagen. Men vist er det, at "Kritik der reinen Vernunft" ikke har brudt mig nær saa meget som Frue Skovs krakielske Silkegarn - jeg blev ikke færdig med mit Vindsel før langt ud paa Eftermiddagen.

✂ Secretæren var endnu ikke kommen tilbage, da jeg sparkede af ad Tidselholt til; jeg længtes efter at vide: om vi skulde have Bryllup der, eller ikke. - I Lystskoven, man veed nok, var gode Udsigter til det første. Her finder jeg nemlig paa hiin ominøse Bænk min Hr. Maler og paa hans Skjød - Juliane. Han havde sin ene Arm om hendes Liv, hun sin ene om hans Nakke; hendes anden Haand var beskjæftiget med Gulduhrkjæden* paa hans Bryst. Det var en malerisk Situation; jeg smagte allerede Skildpaddesuppen, Posteierne - - - - - - -**

Bryllup

✂ Det var paa et hængende Haar: "at Kagen kunde faldet i Asken," som det hedder, og de tvende unge Menneskers smukke Plan til et lyksaligt Ægteskab være "røget i Lyset;" eller, rettere sagt: have strandet paa Justitsraadindens Æresfølelse og Selvstændighed. - Det forstaaer sig: der kan ingen miskjende Fruen, fordi hun fandt Betænkeligheder ved - om jeg saa maae sige - at henslænge sin Datter til en characteerløs Person. Justitsraaden, hvorvel en Mand af Ære, var ikke saa nøieregnende i dette Punkt; han lagde større Vægt paa vor Malers gyldne Fortjenester. - "Han er Eier" sagde han frimodigt til sin Kone, "af en halv Tønde, det er meer end en heel Justitsraad." Dette indrømmede hun, men lagde ham derhos paa Hjerte: "ifald Du nu skulde blive Etatsraad, - som Du vistnok har gyldig Fordring paa - og saa vor Datter - en slet og ret Madame! Det er Degnens Kone ogsaa." Det kneb for Justitsraaden; men han tabte endnu ikke Modet: "I Frankrig" sagde han, "der kalder man en Dronning Madame, og i Tydskland kaldes en Degnekone Frue; hvilket er saa meest?" - Justitsraadens Frue svarede hertil intet, men gik ud i Kjøkkenet, og gav sig til at rumstere med Pigerne; hvilket Manden af lang Erfaring nok vidste betydede saameget som: at hun lod ham beholde Ret. - Alligevel var Sagens Udfald stedse tvivlsomt; thi vor Frue havde unægtelig Ret til at føre nye Beviser i Sagen. Men inden hun i saa Henseende havde fattet nogen Beslutning, kom vor Maler og fremlagde ** Samme Kjæde var ogsaa baade massiv og et nydeligt Stykke Arbeide, forfærdiget af Prahl paa Østergade. P. Sp. *** Atter et Censurhul. P. Sp. Pingve ingenium! S. S. B. 228 i Retten: 1) til Justitsraaden et Merskums Pibehoved (Consistorialraaden har anslaaet det til en Værdie af fyrgetyve Rigsbankdaler) og 2) til Justitsraadinden et Shawl, som troværdige Koner har forsikkret mig, ikke kunde faaes hos Kierkegaard for halvtredssindstyve. Det bandt Læsset; forrige Hr. Skov slet og ret stod nu for Hendes Naade som en godt characteriseret Herre.

✂ Aldrig saasnart havde vor Elsker erholdt Bevillingen, før han sørgede for Kongebrev, og Brylluppet berammedes til ottende Dagen efter at Juliane havde siddet førstegang paa hans Skjød. - Dette Hastværk havde ellers slet ingen anden Grund, end at Hr. Skov havde i Sinde at kjøbe en Landeiendom; og i saadant Fald er man naturligvis alletider bedre tjent med Kone end med Huusholderske.

✂ Rigtignok fik jeg nu selv hverken Juliane, ikkeheller den Herregaard, Secretæren kunde have foræret mig, hvis han havde villet; men jeg tog min Opreisning ved Gildebordet, om hvilket jeg ikke siger mere, end at Kokkekonen havde uddannet sig i - - - - - - - -*

✂ Med Fætters Bistand lavede jeg ogsaa en Vise, i samme blomstrende Stiil som den til Wilhelmines Bryllup, og frembærer jeg den her som sidste Ret:

Blomsterkrands

✂ paa Brudens Hoved af det østerlandske Blomstersprog med Flid udspunden og siirligen bunden den 14de December 1839 paa Tidselholt af

✂ Peer Syvspring.

✂ 1. Maanedsrose

✂ Qvindeskjønbed ligne Vi
Jo ved Rosen røde,
Og den søde Ild, hvori
Unge Hjerter gløde.
Maanedsrosen siger Dig:
"Legemsskjønhed svinder;
Hjertets uforgængelig
Tiden overvinder."

✂ 2. Orange

✂ Taus udi sin fulde Pragt
Guldorangen gløder,
Som en Brud i Høitidsdragt
Elskerblikket møder.
Tanken, som i Løndom boer,
Skal i Sang nu lyde:
"Troe mig! Tungen mangler Ord
Hjertets Sprog at tyde."

✂ 3. Kongelys

✂ Riigt paa Blomster og paa Frugt
Kongelyset kneiser,
Det sin Pyramide smukt
Over alle reiser.
Hvad ved Blomsten er at see,
Vil nu Skjalden sjunge
"Din Haand gjør mig rigere
End den største Konge."

✂ 4. Fløielsblomst

✂ Amors Aag er altid blødt,
Hymens kan det vorde;
Om endogsaa Suurt med Sødt
Ofte blandes torde.
Trofast Haand er blød og varm,
Livets Torne bryder.
"Haand i Haand og Barm mod Barm
Trods til Skjæbnen byder."

✂ 5. Natviol

✂ I den stille Aftenluft,
Som til Søvn indbyder,
Natviolens søde Duft
Vaagen Elsker fryder;
Kjærligheden har sin Pol,
Som usynligt trækker;
"Midnatsmaanen er den Sol,
Som til Elskov vækker."

✂ 6. Evighedsblomst

✂ Alderdommens Farve har
Sidste Blomst, jeg giver;
Som den er den stedse var,
Og bestandigt bliver.
"Saa ei heller Kjærlighed
Tiden blot tilhører;
Til et fjernt lyksaligt Meed
Kjærligt Venskab fører."

Paaskeaften

✂ Dersom Du, min Læser! nogensinde har været paa "Snabeshøy", hvor Landsthinget holdtes i gamle Dage, da har Du derfra lidt ud mod Syden kunnnet see en liden, adspredt Torp, som hedder Uannet. Her boer, og har vel aldrig boet andet end Bønder.

✂ Saa boede her ogsaa engang for et Par hundrede Aar siden en Mand, de kaldte Ib. Hvad hans Kone hed, har jeg aldrig kunnet opspørge; men saameget veed jeg: at han havde en eneste Datter, som hed Maren; og til daglig Brug kaldte de hende Ma-Ibs. Hun skal have været knøv og snøg,* dette her Kvindfolk; og hvor hun færdedes, der skottede de unge Karle efter hende; men hun skottede ikke efter Anden, end efter Sejer. Han var ogsaa eneste Søn; og hans Fader boede ogsaa i Uannet.

✂ Som jeg nu skulde fortælle: saa var det engang, og det paa selve Paaskelørdag, at en Mand kom ind til Ibs. Han var bondeklædt, forresten velvoxen, strag og boun,** og saae ud til, at han kunde være om ved de Tredive. Der var Ingen til Ibs, der kjendte ham; men han sagde selv: at han var en "Skovlouring";*** at han fornyssen havde faaet Faderens Gaard i Fæste; og at han nu vilde nordpaa, for at tinge Kul ud. Sølvknapper havde han i Kjole og Vest, saa det var let at see, at han var ingen Stodderkumpen. Nu gav de ham baade Mad og Drikke, og imidlergodtid førte han baade det ene og det andet paa Tale. Saa siger han da og til Ib, og smidskede lidt ved det: "Min ** net og peen, meest med Hensyn til Paaklædning. *** "strag" rank og pyntelig (kun om Mandfolk), "boun" lidt mindre end overmodig. **** De, der boe i Skovegnen (ved Silkeborg og ind ad Rye til) i det i gamle Dage saabenævnte "Lousyssel". 232 Moder bliver gammel, og jeg skal vel snart til at "have Een ind"; kan I ikke give mig Spor paa et dygtigt Qvindfolk? Det kunde give ligemeget med Penge, for det komme vi nok ud af; men hun skulde have et Par "godtskaftede"* Hænder - og for gammel maatte hun da heller ikke være." - Ib var "sløv";** han kløede sig bag Øret, og sagde: "Hm! saadan Een voxer ikke op af Lyngtoppene hver Dag" - han skottede hen til Datteren, og loe saa smaaligt. Men Datteren kunde ikke godt lide den Snak, og gjorde sig et Ærinde ud. Da Kløren nu vilde til at gaae, spurgte de ham: hvad han hed? "Saamænd!" svarede han, "min Fader kalde de Ole Brødløs,*** og jeg skal vel hedde ligesaadan." Saa gik han; men da han var kommen et Stykke fra Gaarden, der møder han Må-Ibs, der havde været henne hos Sejers, og saa siger han til hende: "Det kan ikke hjelpe at bruge lang Snak; jeg er gaaet "af Enkom"† for Din Skyld. Til Pintse kommer jeg igjen, og saa kan Du beraade Dig imens. Nu skal Du have Farvel!"

✂ Ma-Ibs blev ikke glad til den Beiler. Da hun kom ind, satte hun sig ved den nederste Bordende, lagde sine Hænder sammen i Skjødet, og sukkede ret af Hjertet. "Hvad skal det betyde?" sagde Faderen. "Jeg huer ikke denne her Skovlouring - eller hvem han er" - svarede hun. - "Kan det aldrig blive til Noget, at jeg og Sejer kan komme sammen?" - "Ja hvad paa?" sagde den Gamle. Og saa var den Snak forbi. Fader og Datter toge begge to fat paa "Vindepindene."

✂ Lidt efter kommer Sejer ind. "Gudsaften" siger han; "Tak" sige de, "Nu gaaer jeg op til Gaarden,"†† siger han, "og snakker med Manden,††† for det kan ikke hjelpe at kjellinges længere om." - "Det bliver Eet og Eet," - siger Ib, - "Manden er vred paa Dig, og Du kommer til at springe Soldat." - "Det kan hænde sig," siger Sejer, "men nu ville vi sætte en Prøve." Saa gik han.

✂ Da han nu kommer til Annsbjerg og gaaer ind ad Porten, saa. møder han Manden selv, - og han hed ellers Jørgen Marsviin, "Kommer Du nu igjen om Dit Fæste?" - siger han - "det kan ikke ** rappe og dygtige. *** forstilt enfoldig, men snu. **** Et Navn, rimelig givet fra først af spotviis, som nu flere Smaasteder bære. *† ene og alene i den eller den Hensigt (saaledes og i Svensken). *†† Herregaarden. *††† Herremanden. 233 234 nytte Dig - det har jeg sagt Dig saa tidt." - "Aajo! Hosbond!" siger Sejer, "jeg beder saa almindelig."* - Da saae Herren vredt til ham trak Øienbrynene ned og Rynker i Panden; og der skulde Ingen tænkt andet, end at han med det samme vilde fløiet paa ham og torsken ham. Men han blev endda omsindet og kom til at see noget mere "skreed"** ud, og siger: "Hør! der er disse Røvere, der nu saalænge har baade plyndret og slaaet Folk ihjel, og som man siger har deres Kule etsteds her i Alheden. Kan Du finde mig dem, og binde mig dem, saa skal Du ikke give en Skilling for Fæstebrevet, og Du skal faae Ma-Ibs, og endda have Lov til at tage en Vogn og to Heste herud af Annsbjerg. Nu veed Du min Mening."

✂ "Saa Gud naade mig!" sagde Sejer, og luskede af nok saa "sloten."*** Han aad ikke noget den Aften, og Ma-Ibs havde det heller "ikke bedre end godt." Og det var en elendig Helligaften for dem begge To.

Pintseaften

✂ Gik saa Tiden hen, som den kunde, fra Paaske til Pintse; og med de to unge Mennesker stod det endnu altsammen ved det Gamle: de bleve ikke ganske modfaldne; for de satte deres Haab til Fremtiden, eller til Ham, der raader for den.

✂ Pintselørdag gik Sejer over til Ibs - som han gjorde saa tidt, kan jeg troe - for at høre, om hun maatte følges med i Annsbjerg Skov den næste Eftermiddag, naar de vare komne af Sørslev Kirke. Det var nemlig en gammel Skik deromkring - og er endnu, kan jeg troe - at de paa Festens første Dag forsamle sig der i det Grønne, og forlyste sig med Dands. Den Lørdag, som vi nu tale om, da Sejer kom over til Kjerestens, saa stod hun og havde allerede smykket sig. "Goddag Maren!" siger han, "hvad Lav har det, at Du skal være saa "dol"† idag?" "Det kommer mig for," siger hun, "at jeg skulde gaae op til den naadige Frue, og see at faae hende til at lægge et godt Ord ind for os til Hosbonden." "Hm!" siger han, "det kunde have det Held. Jeg vil følges med Dig og bie udenfor, mens Du er inde." De gik. Da hun ** inderligt og indstændigt. *** glat €: mild. **** meget nedslaaet og forknyttet. *† smuk og peen. 235 nu gik op paa Gaarden, satte han sig paa en Steen ved Indkjørselen. Og kom der da kjørende en Skovvogn med en stor Egekjævle, der skulde til Sauggraven. Men Hestene de vare smaa og udkjørte, og midt for Porten gik de reent istaae. Manden - det var en Bonde, som havde faaet dette Stykke Hovarbeide - han pidskede paa Helmisserne; men de kunde ikke tage Vognen. Saa kom Skovfogden til, og han skjældte, og Ridefogden, og tilsidst den ærlige og velbyrdige Jørgen Marsviin. Og de gave allesammen ondt af sig paa Bonden, for det han var kommen til Hove med saadanne Ralliker - jeg kan troe, de vare de bedste, han ejede. Sejer sidder og seer paa dette her; og imellem smidskede han ad al den Staahej, de der gjorde. Det saae Hosbonden, og saa siger han: "Hvad sidder Du og griner ad?" - "Jeg tykkes," siger han, "at Læsset er ikke tungere, end at jeg kunde trække det allene." -"Hei! spænd fra!" raaber Herremanden til Kjøresvenden. Og da det var gjort, siger han til Sejer: "Tag Du nu fat! og kan Du trække Vognen, saa giver jeg Dig, hvad der ligger paa den, men kan Du ikke, saa skal Du op og have Dig et Ridt paa Træhesten." Saa begyndte Knøsen at undskylde sig og sagde, at det var kun hans Spøg. Men Hosbonden sagde til ham: at han vilde vænne ham af med at spøge i hans Nærværelse, og een af Delene skulde han. "Jaja!" sagde Sejer, "skal jeg, saa skal jeg". Dermed gik han til Vognen, tog Stjerten af, og fat i Hamlerne, bøjede sig forover og trak - og Vognen fulgte godt efter; men hans Træskoe gik i Smadder, saa haardt traad han i Jorden.

✂ "Du er ingen Frossenpind," sagde Herremanden - og han var det ikke heller selv, for de fortælle endnu om ham: at naar han reed ud af Porten, kunde han tage fat i en Jernring paa Porthammeren, og løfte med Benene sin Hest fra Jorden - "tag nu Kjævlen! og see selv, hvordan Du faaer den hjem! og hvad Fæstet angaaer, saa ville vi see Tiden an."

✂ Den, der nu blev glad, det var Sejer. Og han takkede, og væltede Kjævlen af, og satte sig paa den, og saae ind ad Porten efter hans Maren. Det varede syv lange og syv brede, saa kom hun. Men hun saae ud til den dyre Tid. "Gud naade os elendige Mennesker!" sagde hun - det var knap hun kunde for at græde - "Vi kan aldrig faae hverandre." "Det er nogle slemme Ord, Du der kommer med," siger Sejer; "Manden havde halvveis lovet mig det herude; - hvad gaaer der nu af ham?" - "Fruen havde ligesaa," siger hun; "men nu skal Du høre, hvilket Held jeg havde. Da jeg er kommen op ad Trappen og 236 ind i den smalle Gang, der er, saa kommer en "Stor Een"* mig imøde og han seer vist paa mig - jeg kunde ikke komme om ved ham, for han mødte for mig - og saa siger han: "Du er" - som han kunde bande -"den skjønneste Pige eller Kone, hvad Du nu er, jeg har seet i dette Land. - Hør! vil Du holde af mig?" - "Nej," siger jeg, "det maa jeg ikke." - "Naar Du vil" siger han, "saa maa Du ogsaa. - Jeg er Baron" - nu kan jeg ikke huske, hvad det var, han kaldte sig - "kom her kun iaften, saa skal min Tjener passe paa og vise Dig til mig." - "Nej," siger jeg, "det er Synd - og jeg har ogsaa en Kjereste, og ham maa jeg ikke narre." - Saa tog han en Haandfuld Penge frem, og viste mig; men jeg smuttede om ved ham og ind til Fruen. Hun var naadig nok imod mig, og Herren kom til, og han lod til, at han vilde bønhøre mig. Men saa kommer denne her Baron og staaer og lurer paa det, og saa siger han: "Er det en skikkelig Karl, hun vil have, saa bør han ikke tage hende, for hun er en liderlig Tingest; jeg saae, hvordan hun stod og leflede med en af Tjenerne herude i Gangen." Da det Skarn havde saaledes beløjet mig, saa skjældte Greven og Fruen mig ud og befalede mig: at jeg skulde pakke mig og aldrig meer komme for deres Øjne. "Herre Gud, Maren!" sagde Sejer, "skal Du ikke have andet for din Dydelighed og for din Trofasthed imod mig Stakkel! Men - vor Herre lever endnu! vi ville ikke være harmslagne; det bæres mig for, at vi endda skal have hverandre - om der saa var saamange Herrer og Fruer til, som der er Blade i Annsbjerg Skov." - Ma-Ibs sukkede, ligesom hendes Hjerte skulde briste, men sagde ingenting. Han snakkede ikke meget mere, før de vare komne till Uannet og skulde skilles ad, hver til sit; saa siger hun: "Godnat Sejer! og Tak for idag!" - "Selvtak Maren!" siger han; "Du har ondt nok for min Skyld. Jeg er bange, jeg aldrig kan gjælde Dig det igjen - Vor Herre faaer!" -"Vil Du til Dandsen i Skoven imorgen?" spurgte ham Pigen. "Vil Du?" spurgte han igjen. "Nej," sagde hun, "jeg har ingen Lyst." -"Jeg ikke heller," sagde han. "Saa skal Du have Godnat!" sagde hun og gav ham Haanden. "Det skal Du selv have!" svarede han; og dermed skiltes de ad.

✂ Men der var meer Ondt tilbage for den sølle Maren, inden hun maatte komme til Rolighed. Da hun kom ind, da sad han der, den Skovlouring Ole Brødløs. "Kommer Du der, min bitte Pige!" siger ** En fornem Mand. 237 han; "er Du nu betænkt?" - "Paa hvad?" siger hun. "Har Du nu glemt det?" siger han; "det er endda ikke længere siden end Paaske - det var jo om at drage ind til Mit. Og see her! At Du ikke skal troe, at jeg bejler paa Tyndtøl og Barbrød, saa vil jeg give Dig disse her i Fæstensgave;" - han fremlagde herved en vægtig Sølvhalskjæde med et vedhængende Hjerte af samme Metal. - "Havde Du kjendt hende, der har baaret det, mens hun var levende, saa skulde Du ikke skjælde hende ud for en Stundthosetøs!"* - Ved disse Ord gjorde han en saa sælsom Mine til Faderen, at Datteren blev greben af en lønlig Ængstelse. Den Gamle studsede og vidste ikke, om han skulde troe sine egne Øjne; ingen af dem mælede et Ord. "Naa! vil Du have den?" gjentog Ole. "Nej," fremstammede Pigen, og vilde ud, for at søge Trøst hos Kjeresten; men den frygtelige Bejler greb hende om Armen med den ene Haand, og gjemmende Smykket med den anden sagde han: "Kommer jeg tredie Gang, vil jeg ikke have Nej." Og uden at tage videre Afskeed, tog han Hue og Kjæp, og gik sin Vej.

✂ "Nu kommer Drengen med Køerne," sagde Ib og satte sig paa Trefoden. Må-Ibs gik ud for at malke, men hun sang ikke, som hun pleiede ved den Bestilling. Sejer vandede sin Faders Heste; men han fløitede ikke, som han ellers gjorde. Det var ogsaa en elendig Helligaften for dem begge To.

Juleaften

✂ Det var i "Plasningen,"** da en gammel Stodder kom "skravlende"*** hen til Uannet, for at bede om lidt i Gudsnavn. Saa kom han ogsaa ind til Ibs. De bad ham sætte sig nede ved Kjøkkendøren, "saa skulde han vel faae lidt at bide paa" og lidt i Posen.

✂ Da han havde faaet det, saa klagede han: det var saa silde og saa koldt for ham at vinde længere den Aften, og bad Folkene om Nattely. Det sagde de Ja til, og viste ham ind i Ovnen, der var "ly" ** En fattig Bondepige. Stundthoser ere Strømper uden Saaler, saaledes som de bruges af Bondealmuen i Vesterjylland. *** Tusmørket. **** slentrende med Mathed, og næsten krybende. 238 endnu fra Bagningen af. "Støderen"* kravlede derind; og der laa han. Det lakkede ud paa Aftenen. De have spiist deres søde Grød og hvad de ellers fik bagefter, og Bæsterne havde faaet "sidste Gift" og "Sallsdøren"** var "stængret," og de havde sunget en Julepsalme, som de plejede, og lavede sig til at komme til Ro. Men saa skal I høre, hvad Støderen tog sig for: han krøb ud af Ovnen og trak Stangen fra "Yderdøren,"** og tog Krogen af, og aldrig saasnart havde han gjort det, før der kom fem "dragne"*** Karle; og de ind og i Stuen, og Stodderen med dem; og nu kunde han træde lige saa frisk i Gulvet, som de. - For jeg skal sige os: det var de Røvere, som Annsbjergmanden vilde have Sejer til at finde og binde; og Stodderen det var Faderen til de andre Fem. - Det saae ilde ud for de sølle Folk der til Ibs. Manden og hans gamle Mo'er og hans Datter, de blev saa "forbævrede,"† for de tænkte, deres Liv havde Ende, at det var knap, de kunde sandse at bede om det.

✂ Den største og ældste af de unge Røvere - og det var justement ham, Skovlouringen - han førte Ordet og sagde: "Sæt nu først frem, hvad I har! saa kan vi snakke om det Andet siden." - Må-Ibs tog fat i Dørklinken; men Røveren sagde: "Bliv Du kun her! og lad Kjællingen der om noget til os! for ellers kunde Du let faae isinde at rende Dig løs; og vi skulde dog "have lidt lige af dig" og "skaate"†† en Korn, naar vi har ædt og drukken." Pigen segnede ned paa en Stol og var ikke langt fra at daane af Forfærdelse. Ib sad paa Sengestokken og lagde sine Hænder sammen, og bad til Vorherre, som har Magt til af frelse, hvem han vil. - Den gamle Kone satte paa Bordet alt, hvad de havde af "Ædelse" og "Drikkelse;" og det var endda sært, hvordan hun kunde.

✂ Men nu skal I høre mere. Ib havde en Hyrdedreng, saadan en "Bæls," en "Staarrisknægt."††† Han laae i en Slagseng bag Kakkelovnen, ** Et Ringeagtsudtryk om gammelagtige eller dog ikke længere unge, fattige, lidet duelige Mandfolk. *** Indgangsdøren paa Stuehuset. **** store, stærke og raske. *† reent betagne af Angest. *†† spøge og gantes. *††† en lidt meer end halvvoxen Dreng. 239 og hører alt dette her. Saa lister han saa stille et Par Hoser og et Par Buxer paa sig, og ud med den gamle Kone, engang hun gik fram, for at tænde Lyset, som en af Røverne af Vanvare havde slukket. Og han over i den anden Gaard og ind til Sejer og fortæller ham, hvordan det stod til hos dem selv. Sejer var ikke længe om at lægge Raad op: "Tag den muusørede Hest af vores!" siger han, "og lad saa "kløe"* ad Aunsbjerg til! og siig dem, hvordan her staaer til, og at de skal skynde dem herned; saa kan de kanskee endnu fange alle Røverne, inden de drage bort igjen."

✂ Drengen ud, og han paa Hesten og afsted. - Sejer tog en "Slagvol" i Haanden, og skyndte sig over til Ibs. Der sad alle de sex "Skintinger"** paa den ene Bænk med Ryggen til Vinduerne. "Hvad er Du for en Karl?" raabte de til ham, "Du vil nok have dit Maveskind sprættet op!" Dermed reiste de sig og vilde om at gribe ham. Men han var dem for snar og greb fat i Skiven, og væltede Egebordet over paa dem og klemte dem ind mod Væggen med Kanten. "Nu vil jeg see, om jeg kan klemme Eders Maveskind" sagde han; og mens han holdt dem fast med den ene Haand, svingede han Slagvollen og lovede dem, at han vilde knække enhver Arm, der rørte sig. Den Ældste prøvede alligevel at skyde Bordet over igjen; men han fik strax saadaneen over Armen, at den dinglede ved ham. Nu sadde de alle stille som Muus, og bade alleneste Sejer, at han ikke vilde klemme slet saa haardt.

✂ Ib havde da ogsaa taget Mod til sig og grebet en Boløxe, med hvilken han stillede sig ved Sejers ene Side; og hans Kjereste stod ved den anden med Ildragen. Saaledes stod nu Sagerne; og de vare ikke for rare paa nogen af Siderne: Røverne piintes af Frygt for Enden paa denne "Klemhærke";*** og at de ikke kunde udgrunde, hvad Sejerherren havde isinde, eller hvorsnart det skulde afgjøres, - det gjorde Piinagtigheden endnu værre. Ib og hans Datter svævede i samme Uvished; thi Sejer kunde jo ikke "buse ud" med, hvad eller hvem han ventede paa. Og I kan troe: det var ham og lang Venten; for dersom de fra Herregaarden tøvede for længe, eller slet ikke kom - Bælsen ** at skynde sig af al Magt. *** Slyngler, som ikke bestille stort, og det slet eller ondt. **** den allerhaardeste Klemme. 240 kunde jo være styrtet paa Vejen - hvad saa? - Endelig kom Annsbjergmanden med en syv, otte Karle, og han var ikke bagerst, da Døren fløj op. Men der stode de: stille var der i Stuen, og, skjøndt det var Maaneskin udenfor, kunde de ikke see noget tydeligt derinde; thi Lyset var jo bleven væltet tilligemed Bordet. Da raabte Sejer: "hvor mon vi har "Lysklynerne?"* tænd et par Stykker af dem ved Skorsteensilden! - "Der ligger nogle paa Skorsteensskjødet," raabte den gamle Kone. - Man tændte dem; og saa blev der lyst. "Kan I see Hosbond!" sagde Sejer, "nu har jeg fundet dem og bundet dem - paa en Maade. Vil I have dem bedre tøjrede, saa hænger der Hovedlavreeb i hiin Krog, seer jeg." - Dette tog de da fat paa, og huggede det over i ligesaamange Stumper, som der vare Røvere. Og saa trak de dem ud fra Bordbladet een for een, og bandt dem Hænderne paa Ryggen, og snørede dem ogsaa Benene sammen, og smed dem i en Række paa Gulvet. - Saa begyndte Herremanden at spørge dem til; hvor de vare fra? hvor de havde deres Kule? om de vare fleer? og saadant meer. Men han kunde ikke faae saameget som et halvt Ord af dem. Saa truede han dem med gruelige Pinsler. Da sagde den gamle Røver, ikke til ham, men til sine Sønner: "Lad ham kun gjøre, hvad han vil! for nu har han Magten. Men ligesom han er imod os, saaledes skal det gaae ham og hans; de Tre derhjemme i Bakken ville ikke glemme hverken ham eller de gode Folk i Uannet. Og nu holde I Mundene lukkede, til Halsbaandet lukker dem op!" - Af denne Trusel havde de ingen Gavn; thi da Helligdagene vare forbi, lod Jørgen Marsviin dem lægge paa Pinebænken, først den Gamle og saa de Unge. De holdt alle Persen ud, undtagen den Yngste. Han bekjendte alle deres Misgjerninger, saavelsom hvor Hulen var. Den samme Dag blev nu denne opsøgt, og grebe de der Røverkonen og de To hendes Sønner, hvilke og bleve hængte tilligemed de andre Sex. I Hulen fandtes en grov Hoben Sølv og Guld; og deriblandt en Ring, som kjendtes for at være een, der havde tilhørt den Herre, hvis løgnagtige Paasagn voldte Må-Ibs saa stor en Fortræd. Nu fik hun bedre for det: Herren gjorde selv hendes og Sejers Bryllup, og gjorde imod dem Alt, som han forhen havde lovet, og gav dem endda ikke saa lidt af de gode Sager, der bleve fundne i Røverboen. - Stærke-Sejer

✂

✂ (som han siden fik til Øgenavn) levede med sin Kone i mange mange Aar. Og alle deres Børn, og deres igjen, beholdt Øgenavnet. Men nu er det sagtens uddød, saavelsom den stærke Herremands adelige Navn og hele Slægt. Men den Helligaften, jeg her har fortalt om, endtes dog glædeligt saavel paa Annsbjerg, som meest i Uannet.

Nr. 1.

✂ Min smukke Justine! Hvad siger du saa om mig som Fisker? Var jeg ved Vædderoningen ikke ligesaa dygtig som Nogen? Var min ene Aare ikke brækket lige i det afgjørende Øieblik, saa havde jeg vundet første Præmie. Men den tredie, jeg fik, var mig langt kjærere; thi det var Dig, der overrakte mig den. Jeg har bundet dette blaa Silkebaand om min Hat; jeg skal gjemme det, naar Hatten er henslængt. Her sender jeg Dig et andet isteden, og et Guldspænde, at fæste det med, Bær det for min Skyld, søde Justine! Lad det blinke paa din Pande i Dandsene, skjøndt dine Øjne straale langt klarere underneden. Du har vist undret dig over, hvorledes jeg kunde roe saa færdigt; men jeg skal sige Dig: jeg har siden mit fjortende Aar øvet mig deri paa Andejagten. Jeg kommer snart igjen ned ad Floden, og besøger Dig. Tænk imidlertid engang imellem paa Din Roerkarl

✂ Guillaume.

Nr. 2.

✂ Naadige Herre! jeg kan vel tænke paa Dem; men for tidt og for længe kunde ikke passe sig for saadan en ringe Skabning som jeg. De er født til Højhed, Rigdom og Forlystelser; jeg til Fattigdom og Arbejde. De har lært de fornemme Konster; jeg ikke andet end at koge en Fisk, bage et Brød, træde en Rok, og binde et Fiskenæt. Det er det bedste for mig, at De holder Dem borte fra denne lave Hytte, og lader mig arbeide, for min gamle Moder, uden at forvirre mine Tanker med tossede Griller. Kjere Herre! der er allerede Snak nok ude om det, at De dandsede la dolienne* saa længe med mig. Det var altforlænge: baade Karle og Piger skottede, smidskede og hvidskede. Min eneste Rigdom er et uplettet Rygte, derved maa De ikke skille Deres fattige

✂ Justine.

Nr. 3.

✂ Seer Du? min lille Engel! Jeg kunde ikke blive hjemme igaar; og Du kunde ligesaalidt nægte Dig hjemme. Nej nej nej! vi høre sammen som Fiskeren og hans Baad. Jeg kan ikke sove nogen Time tilende, uden at vaagne ved kjelne Drømme om Dig, sødeste! - Ak! Justine! hvorfor græd Du? gjorde jeg, sagde jeg det allermindste, som kunde bedrøve eller fornærme Dig? Det var tvertimod Dig, som var nærved at fornærme mig med Dit: "Herre!" ,Junker!" "adelig Naade!" og saadant mere. Naar Du er mig naadig, saa er jeg din Fisker; og gid jeg kunde være det alle mine Dage! eller Du var min Frue! een af Delene! Jeg kan ikke leve uden Dig.

✂ Jeg flyer imorgenaften i dine Arme. Vær forsikkret om min Tjeners Troskab og Taushed! Om Du kan, da sov bedre end din

✂ G.

Nr. 4.

✂ Vel græd jeg, selv ved Deres Omfavnelser. Men mange af mine Taarer seer De ikke. Ak! Guillaume! Saaledes kan det ikke blive. Hvad bliver Enden derpaa? min Fordærvelse. De forsikkrer, De vil ** En mig ubekjendt Provindsialdands. 258 tage mig tilægte. Ja! De vil, men kan De? De er jo afhængig af Moder og Broder: de tillade det aldrig, de ville reise Bjerge imellem os. Og er dette saa meget uretfærdigt? De staaer højt paa Bjerget; jeg er bunden til den lave Dal. Vilde De endogsaa sætte Dem ud over alle Hensyn, springe ud af den glimrende Bane, paa hvilken De ved Fødselen er indsat - O! det kunde fortryde Dem bitterligen, og mig endnu mere, Hvorledes skulde jeg begaae mig i fornemme Selskaber? Jeg har jo ingen Dannelse faaet, undtagen den, at jeg kan læse i en Bog, og tilnød skrive et Brev - See til, at dette kan blive det sidste fra den stakkels Fiskerpige!

Nr. 5.

✂ Dit sidste Brev? saa skal det være! For vi skulle aldrig herefter behøve Pen og Papiir; kun Mundene, til at sladdre med, og kysse med. - Du med din "Dannelse!" Hvad er det for noget? Spidsnæsede Skoe, forlorne Hofter, indsnærpet Liv, røde Klatter og sorte Pletter i Ansigtet, og et Storkerede paa Hovedet, tankeløse Talemaader, hvoraf hundrede opvejes af dit "jeg elsker Dig." - Min Moder? hvad hun? Jeg er voxet fra Riset; jeg raader mig selv; jeg behøver ikke at spørge hende om hvem jeg vil gifte mig med. Min Broder? Han er Godsets Herre, ikke min. For egen Fordeels Skyld, vil han vel gjerne see, at jeg river mig løs fra det gamle mossede Stammetræ, og planter et ungt, i hvilket Navnene Guillaume og Justine indskjæres allerførst. Frejdigt Mod! min Kjereste! snart min Kone! - G....... Og hør! fra nu af "Du og Du!"

Nr. 6.

✂ Du! Du Elskede! Ja jeg er evig Din. Men naar skal det Baand, hvormed Du omslynger mig, fastnes? helliges? Jeg veed det: Du vil ikke misbruge min inderlige Kjerlighed til min Fordærvelse. Men naar, naar skal jeg uden Skamfuldhed trykke Dig til mit trofaste Bryst? Før dette skeer maae Du ikke omfavne mig som iaftes. Jeg er saaledes betaget af Ængstelse, af Anger, at jeg ej engang tør see mig selv i Spejlet. Guillaume, Guillaume! jeg er ikke mere den uskyldige den hjerteglade Fiskerpige. Jeg er falden - rejs mig igjen! snart! snart! Eller jeg er evig fortabt. -

✂ Justine.

Nr. 7.

✂ Min Hr. Broder! Jeg skriver til Dig, fordi Du saa vanskelig lader Dig træffe til Samtale. Mærk alvorligt paa mine Ord!

✂ Du har en Amourette dernede i Fiskerlejet. Nuvel! til Tidsfordriv gaaer sligt an. Men der ymtes om, at Du har faaet den desperate Grille, ordentlig at ville gifte Dig med hende. Det var dog altfor galt. En Adelsmand med en gemeen Borgertøs! Er det da ikke faldet Dig ind, at Du beskæmmer ej allene Dig selv, men hele vor ædle Familie? Giv hende en taalelig Pengesum! og hold op med dette pøbelagtige Fiskeri! Din Moder og jeg har indledet en passende Forbindelse. See her! Det bliver en Dobbeltalliance.

✂ Den gamle rige Ducros har ingen Sønner, men accurat to Døttre, begge velopdragne, fine, belæste: de ere for os. Jeg har sagt Faderen, at jeg er dødelig forelsket i den ældste, og Du i den yngste. "Meget vel!" svarte han, "saaledes gjøre de begge paa eengang deres Lykke. Jeg var ogsaa meget imod at skille dem ad."

✂ Heraf vil Du see, at Du har, ej alene din egen Lykke, men ogsaa min i dine Hænder.

✂ Jeg har befalet min Tjener at opsøge Dig, han veed hvor; og efter at have læst denne Skrivelse, venter jeg Dig, paa det vi samlede kunne gjøre vor Opvartning for de unge Damer. Din hengivne Broder

✂ Henry.

Nr. 8.

✂ Min højtelskede Herr Søn!

✂ Med største Harme og Bekymring erfarer jeg, at Du har afslaaet din gode Broders Anviisning til for eder begge at gjøre en glimrende Lykke, nægtet at drage med ham til chateau Ducros! hvilken frygtelig Gjenstridighed! hvilken gruelig Sottise! - Du siger, at den yngste Frøken er grim - fy! det er ingen Frøken. Om endog hun ikke finder Naade for dine Øjne, saa kan Du jo holde Fiskertøsen som Maitresse; det har jeg ikke noget imod, naar det blot tilgaaer uden Opsigt*, paa det din tilkommende Kone ikke skal tage det fortrydeligt op.

✂ Alt forlænge har Du spillet Fisker; viis Dig nu som Cavaleer i den ** Sans éclat. 260 Rolle, Skjæbnen tildeelte Dig! Hvis ikke knuser Du den ømmeste Moders Hjerte.

Nr. 9.

✂ Man har ondt isinde. Din Broders Tjener, som med hans Brev opsøgte Dig her, har begge Dage derefter lusket om i Fiskerlejet, ogsaa været hos os, og foreslaaet mig, at blive hans Kjereste. Du kan nok vide hvad Beskeed han fik. Han er ikke den eneste Spion: to andre fremmede Ansigter have viist sig, og bestilt Fisk til en Festlig. hed paa Chateau Ducros om faa Dage. De har tilføjet, at Du og din Broder da skal højtideligt forloves med begge Mademoisellerne sammesteds. For dit Vedkommende bryder jeg mig slet ikke om den Snak: man vil blot forvirre mig, skille mig fra dig. Det er umuligt; Jeg er din til Døden. Ja! Elskede! kunde de end forføre Dig til at ægte Enanden, jeg kunde tilfredsstilles ved at være din Frues Opvarterske, pynte hende til dit Behag, allene for et velvilligt Ord af din søde Mund, et venligt Blink af dine Stjerneøjne. Alt kan jeg taale; kun ikke Bortstødelse fra din Nærhed.

✂ Justine.

Nr. 10.

✂ De spøger; men paa en Maade, som Ærens Fordringer misbillige. Deres Broder er nu forlovet med Henriette. De blev borte. Jeg er narret, latterliggjort. Vil jeg end taale det, min forhaanede Familie vil ingenlunde. Mine Fættere ere medrette yderst opbragte. De have besluttet, ved ethvert Middel at bringe Dem til Fornuft. Kom selv til den! uden fremmed Hjelp. Ellers compromitterer De Deres og min Familie. - Uagtet det passerede er jeg endnu Deres beredvillige

✂ Heloise Ducros.

Nr. 11.

✂ Du som snart er mine eneste Ven paa Jorden; thi min Moder har neppe langt tilbage, hun holder nu bestandig Sengen, og bliver svagere og svagere. Det er ikke saameget Sygdom eller Alderdom, der trykker hende; men en hemmelig Sorg, som hun nogle Gange har været paaveje til at lette sit Hjerte for. "Justine!" sukker hun, som 261 hendes Hjerte skulde briste, "slaae den unge Herre deroppe af Dine Tanker. I kunne aldrig faae hinanden - hans Fader og Din Fader - Gud forlade mig mine Synder! - han har dog ikke været Dig nærmere end Dyd og Anstændighed tillader? Lad ham heller aldrig komme Dig saa nær! Jesus Marie! det var forfærdeligt!" - Saaledes tager hun paa, naar hun er vaagen, og jeg hos hende. - Alle Hellige! hvad betyder dette? Jeg ængstes, veed ikke hvorfor. Giv mig Trøst! Giv mig Roe! kom til mig, inden jeg forsmægter.

Nr. 12.

✂ Min Herre! Troer De virkelig, at Deres Adfærd mod min Cousine kan gaae uændset hen? De tager feil: hvo der spotter Ærens Love mod en Dame, skal staae Mænd til Ansvar. En Skamplet aftoes ikke med Vand, men med Blod. Har De noget ædelt i Hjertet, saa møder De mig paa Briottebjerget næste Mandag Morgen Klokken 6. Jeg overlader Dem Valget mellem Kaarder og Pistoler; begge Slags Vaaben in duplo medtager jeg. - Deres meget ydmyge Tjener

✂ P. Ducros.

Nr. 13.

✂ Grusomme Skjæbne! jeg er Din Søster. Vi have begaaet en Dødssynd, uden at vide det; men Dødsdommen er alligevel fældet over os. Strænge Gud! Er der ingen Naade at vente? Ulykkelige Broder! bed for os, at Helvedes Pinsler maae formildes lidet, afkortes! at vi ikke skulle lide til evig Tid for vore Forældres Synder! Ikke meer! jeg formaaer ikke. Send Jacques imorgen! Er jeg ikke død, skal jeg forklare denne gruelige Gaade.

✂ Din Søster.

Nr. 14.

✂ Min Broder! Loven mod Dueller er nylig skærpet. Du kan vorde det første Offer for det strænge Mandat. Ducros døde en Time efter at have erholdt dit Stik i Brystet. Du maatte flygte ud af Riget. Det vilde være mig til bestandig Ærgrelse, om Du, som en anden lumpen Misdæder, lod Dit Liv for Bøddelens Haand. Alle de rede Penge, jeg 262 er i Besiddelse af, medgiver jeg Dig. Din Hest er allerede sadlet. Riid alene! Din Tjener kunde ellers røbe Dig; man kan ikke stole paa noget Menneske. Drag for det første til Paris! der vil Du lettest blive skjult, til Uveiret maaskee kan fordele sig, hvis ikke, da søg Tydskland! og vent i Mainz paa nærmere Underretning! Gid den maatte blive efter Ønske!

✂ Din Moder, saavelsom jeg selv, forventer at Du tager pent Afsked med os. Din deeltagende Broder.

✂ Henry Martonniere.

Nr. 15.

✂ Farvel! - Du har da begaaet endnu en Dødssynd, uden Din Villie; den første uden Dit Vidende. - Jeg er Skyld i dem begge. Gid ogsaa jeg alene maatte afsone begge. - Min Moder, ængstet af Samvittighedsnag og Frygt for sin Skjæbne i Evigheden, skriftede for mig: at Din Fader havde forført hende, og da hun bekjendte for ham, at Følgerne af deres Omgang ikke vilde udeblive, kjøbte han en Fisker til at paatage sig Skylden, og ægte hende; hvorfor han bestandig har gaaet for min virkelige Fader.

✂ Jeg føler Døden i mig; den kan ikke være langt borte. Gud være mig naadig! Amen!

✂ Til ovenanførte Breve føjes herefter den ynkværdige Guillaumes til forskjællige Tider nedskrevne Udgydelser af en stedse mørk og glædeløs Sjæl. - Alle ogsaa uden Datum.

✂ Det er fem Aar siden jeg tog Pen i Haand. Hm! kan en Gaasefjer udtømme Sorgens Kilde? Dens Farve i det mindste maler den paa Papiret.

✂ I dette Tidsrum har jeg først søgt Døden i Rosbachslaget. Den skyede mig; den tager hellere de Lykkeligere. Naar mon Raden falder mig til? - Jeg har fulgt den danske Kriger til hans Fødeland - hvorfor? For at komme, jo længere jo bedre, fra mit eget Fødeland, Danmark har nok en Grav for mig - naar skal den opkastes? - Hvorfra har jeg faaet den udholdende Taalmodighed? Derfra, hvorhen jeg dagligen stunder. Jeg vil holde ud til den bestemte Time slaaer. Hvi skulde jeg frygte den? Jeg har jo gaaet irette med mig selv, 263 er kommen nogenledes tilrette med mig selv. Jeg har ikke dræbt Ducros; jeg vilde skaanet ham, i blindt Raserie rendte han mit Forsvarsvaaben ind i sit Bryst.

✂ Det var jo min urokkelige Beslutning, at ægte min evig uforglemmelige - Søster! Ah! det er den Braad, som kun kan raadne ud. Med tre Tommer Staal kunde jeg grave den ud. Men jeg lægger ikke Selvmord til de andre.

✂ "Hvad skriver vi idag?" - Du behøvede ikke at gjøre dette Spørgsmaal, gode Medtjener! for at minde mig om Vædderoningen derhjemme. Hvad eengang var mig den frydfuldeste Festdag, er bleven til en sørgelig Bodsdag. - Herre Gud! er da endnu ikke fleer end ni Aar forløbne, siden hun gav mig dette Baand. - Ikke drømte jeg om, at det var en forvandlet Jernlænke, som aldrig forruster.

✂ Bod! - Frivillig har jeg selv paalagt mig den. Jeg har bødet i ligesaamange Aar, som jeg har syndet i Uger. Jeg har efterhaanden tilvundet mig nogenlunde Sindsroe. Jeg har erhvervet mig Kraft til, uden Utaalmodighed at bære mit Kors, indtil det skal hedde: "Revuen er forbi, gaa hjem!"

✂ De Gamle fabulerede om en Flod, af hvilken man kunde drikke total Forglemmelse af alt det Forbigangne. Dette Opium var sandelig ikkun de Ugudeliges Medicin, og de Feiges. Om en saadan Lethe løb lige under mine Vinduer, jeg skulde ikke væde en Finger for at smage Bedøvelse. Mennesket skal huske sin Fortid, for at berede sin Fremtid. Veed jeg ikke, hvem jeg var: veed jeg ejheller, hvem jeg er, hvem jeg vorder.

✂ Skovfogden i Birkedal drikker af en dansk Lethe. Hvorlænge varer hans Selvforglemmelse! til Brændevinen har afdampet, og Hjernen er afkjølet. Det er et daarligt Palliativ mod Jesabelisme. Hellere ugift end saaledes gift. Den Stakkel! Ak Justine! Har Du ikke glemt mig der hvor Du nu befinder Dig? eller er Himmelboernes Erindring om Jordelivet bortskyllet af Salighedens Lyshav? -

✂ Nu har Hr. de Martonniere faaet en ny Herre. Naa, han er dog, hvad ingen af de forrige, Jagtelsker, har mange smukke Bøsser, med alt tilhørigt, alle Arter af Jagthunde, og som det synes af gode Racer. - Imorgen vil han ud med mig efter Agerhøns. - De ere dog ikke 264 rødbenede som i Bretagne. - Eh! er vi under igjen! Tilbage! Tag Pumpestokken, og gjør den paaviste Bøsse reen! Det er en godhjertig* Mand; "Vilhelm!" har han et Par Gange tiltalt mig, "der ligger Dig noget paasinde; kan jeg hjelpe paa det, da maae Du, sandt for Herren! fritud henvende Dig til mig" - Helas!**

✂ Jeg troede saalænge, at jeg ikke meer kunde elske noget menneskeligt Væsen; og dog fornemmer jeg noget saadant, hvergang den lille Steen kommer ind til mig, og lader sin Sladder løbe. Jeg sladdrer med ham, leger med ham - som gammelt Barn. - Helas! naar bliver jeg ganske gammel? Naar skal jeg have udlevet - Dog, jo nærmere til Alderdommen, jo roligere Sind, jo hengivnere i min Skjæbne. Den hærder mig, ligesom en længe afbarket Eeg. - Gud være lovet! at jeg endnu er modtagelig for bedre Indtryk end dem af Vrede og sandselig Elskov.

✂ Jeg har, foruden Jagten, endnu en nok saa fornøjelig Bestilling i at lære den livlige Dreng Ord og Talemaader af mit Modersmaal. Det kildrer mig behageligt, naar han kommer hoppende med sit bon jour Guillaume! comment s’apelle?" (saa det og saa det.) - Gid han aldrig faae strængere Lærere end Guillaume; og med langt lempeligere Tugtelse end han gjennemgaae Livets Skole! -

✂ Jeg veed vel, hvad I ville mig, stakkels Glutter! Spildte paa mig ere Smiil, Vink, kjælen Tiltale. Hun var min første, min sidste Kjerlighed. Uden at have aflagt Kydskheds Løvte, er jeg i denne Henseende fast strængere end nogen Trappist. Jeg er i jordisk Skjersild renset fra Vellystens Ureenhed. For ej at falde i denne Fristelse, behøver jeg hverken at vaage eller bede. Gud har bønhørt mig: nu takker jeg kun.

✂ Endnu eet Menneskes voldsomme Død! ikke paa Samvittigheden! Han var en lumsk Morder, et Afskum. At jeg truede ham til Bekjendelse, bragte ham paa Retterstedet - det var i sin Orden. - Bæstie! Forfører Tvende, myrder den Ene, for at tage den Anden, - Jeg ynker den Levende mere end den Døde.

✂ Jeg blev dog gift! Eja! - Det er et Ægteskab af sit Slags - ikke af det værste Slags. Jeg er hendes Fader, ikke hendes Mand. - Hendes ** Bienveillant. *** Kan ikke oversættes nærmere end ved et dobbelt "Ak!" 265 Forfører leed for sine Misgjerninger, leed ved min Indgriben - var det ikke saaledes min Pligt, at tillyve mig hans Vellystbrøde? - Den gode Etatsraad billiger min Fremfærd i denne skumle Begivenhed, og understøtter den. - Ah! den lille Steen sad nys paa mit Knæ, og spurgte mig i sin Uskyldighed om: "hvordan det var at være gift?" Kjere Dreng! det kan Du faae tidsnok at vide. - Imorgen Sneppejagt; tirer haut, bedre end tirer bas.

✂ Gives der Anelser! dunkel Forudfølelse af noget, der skal komme? Noget meer end blot ubehageligt! Saa vil snart - o! Guillaume! om det var en brad Død? Den er ikke uvelkommen. - Jeg vil belave mig. Jeg vil strax overgive Steensen denne Papiirpakke, som nu skal forsegles, med Udskrivt: at aabne efter min Død.

✂ Er denne trofaste Ven for Døren, kan han aabne en anden ind til Dig, Justine? -

Første Billede

✂ En sandig Vej, gjennem en skaldet Hede. Ved Vejen sees et Mandfolk og et Kvindfolk ilav med at bytte Kjeppe. " Kaste Kjeppe" hedder det egentlig, hvoraf vi kunne derivere og udtyde Skjældsordet "Kastekjep."

✂ "De gifte sig da, disse to Kjeltringfolk?" Ja, paa en Maade; de trolove sig; hvilket Gjerningsord kommer af "Tro" og "love" - skikkelige Folk bruge ikke længer denne Ceremonie, undtagen forsaavidt at de, under fire Øjne, bytte Hjerter. Men, Bytte er Bedrag - sommetider; og indseer een af Contrahenterne saadant itide, nemlig før de bytte Hænder, og Præsten lægger sin Haand paa, saa lade de Handelen gaae ind igjen. Er denne engang lovformelig sluttet, er der mange Omstændigheder ved at faae den til at gaae tilbage; men hine Naturmennesker have i saa Fald intet Andet at gjøre, end at ombytte Kjeppene - det er snart bestilt.

✂ Her ved den anden Side staae to Smaadrenge, hver med et Stykke Brød i den ene Haand og en Nallik Ost i den anden, og see nedad paa Noget imellem dem - hvad ligger der? - Et Kvindfolk! mon hun sover? eller er hensovet? maaskee bragt i den stedse vedvarende Ro ved Hjelp af hine to dygtige Kjeppe?

✂ Meget muligt! Jeg har seet det Ansigt før etsteds. - Rigtigt! Hun har været denne Rejsendes "Maje"*, og ved ham, eller under hans Auspicier, Moder til de to "Grumslinger", som glemme at "butte"**, for at se paa "Madrum"***.

✂ De stirre saa forundrede paa Liget - de begribe ikke, hvad det skal ** Tøs, eller Kjæreste. *** spise. **** Moder. 306 betyde, at hun er saa rolig, saa taus - det var hun aldrig før. De smaa Stakler vide vel neppe, hvad det er at døe, ligesaalidt som, hvad det er at leve. De, mine Herrer og Damer, forstaae det nok, for De har Levemaade, god Levemaade. Hiint Krams Levemaade er derimod saare tarvelig, og indskrænker sig til "Pultes"*, "Blankes"** og deslige bondeagtige Levemidler.

✂ "Hvilken Levevej", ville De vel spørge, "have da disse arme Mennesker?"

✂ Landevej - Højstærede! tilligemed Sideveje. De sidste følge de almindeligst; og ligesaa maae vi Andre jo gjøre, for at naae Landevejene.

✂ "Der sidde kjønne Ansigter paa disse Smaakrabater."

✂ Aa ja! men Ansigter forandre sig: om nogle Aar blive de ukjendelige. Skulde vi hen i Tiden træffe dem igjen, ville De sande mine Ord.

Andet Billede

✂ "Her er vi da fri for Lyng og Natmændsfolk - vi har Skov og honette Folk - Grønt for Sort - fine Klæder for grovt Vadmel - det er noget Andet."

✂ Maae jeg ha’ den Fornøjelse at indføre Dem i Selskabet: Justitsraad Blad! Fru Blad! Frøken Blad! Polytechnisk Candidat Hr. Blad! Hr, Kvist! Hr. Pind! Hr. Green! Jomfrue Knop! Den sidste maa jeg især gjøre Dem opmærksom paa - det er en Rosenknop, lige i Udspring, Hvem, tænker De vel, skal plukke denne nydelige Blomst? Ja gjæt engang! Han er virkelig her tilstæde. Candidaten har nylig faaet Løvte paa et taaleligt Kald, og da Jomfrue Knop er en temmelig rig Pige, saa var det for ham et meget anstændigt Partie; han behøver Penge til Bosættelse og til at sætte Marken i Drivt; og naar han desforuden fik en smuk Kone - samme Mening tiltræder ogsaa de tre andre Herrer, Notabene: for eget Vedkommende hver især.

✂ Hr. Kvist er formuende Particulier - det kan De see paa ham - men at han vil ydermere begrunde sin Forfatning, det kan Ingen tage op i nogen ond Mening.

✂

✂ Hr. Pind er en lægevidenskabelig Mand, søger fast Ansættelse, og paavirket af den Formening: at Penge regjerer Verden, stræber han at forhverve sig denne jordiske Almagt.

✂ Hr. Green er Landmand, har kjøbt for dyrt; vilde nødig sælge, eller lade sælge, iler derfor efter at komme til at sidde baade fast og behageligt, deri kan Ingen fortænke ham.

✂ Jeg har viist Tilskuerne Herskabet. Jeg veed ikke, om de ville kaste et flygtigt Blik paa Kudsken og Tjeneren.

✂ Den første staaer baghenne og giver Hestene Brød: det er en net Karl, den samme. Tjeneren her nærmere er fuldkommen saa kjøn - Jomfrue Knop seer virkelig paa En af dem; hvilken er uvist, da de staae i en lige Linie ud fra hende. Maaskee giver hun Tjeneren en Befaling, og i saa Fald maa hun jo see paa den, hun tiltaler. Thi, at hun, den smukke, pene, vistnok velopdragne Pige skulde - Nej, det vilde være altfor galt: en Natmand! Thi jeg maa sige Dem: disse to Tjenestetyende ere de selvsamme Kjeltringunger, vi saae før derude paa Heden. Da den følesløse Fader med hans nye Maje havde sneget sig fra dem, medens de vare faldne isøvn ved den døde Moder, kommer en fornem Mand kjørende ad Vejen, studser og standser, og indbyder Drengene til at følge med sig, hvorpaa de ikke betænkte sig længe. Da Herren havde gjort Melding om Liget, fortsatte han sin Rejse til Hovedstaden. Bemeldte Herre var - for et Par Aar siden er han ved Døden 308 afgaaet - Broder til herværende Justitsraad Blad. Han holdt Drengene i Skole; men med Lærdommen gik det trykkent, for disse Naturmennesker havde - ligesom hele Slægten - en naturlig Modbydelighed for Skolestøvet. Med Taalmodighed bragtes de dog saavidt, at de langt om længe kunde confirmeres. Men uheldigvis kunde de ingen Daabsattester fremvise. Deres Velgjører forstod dog at mage det saaledes, at Præsten alligevel tillod dem at bekræfte den Daabspagt, som aldrig var indgaaet. Kort efter døde Velgjøreren, og den efterlevende Broder tog Confirmanterne i sin Tjeneste.

Tredie Billede

✂ "Hvad skal vel det forestille? Tvende Herrer - eller hvad de nu er - paa en Steenbænk, med Armene overkors og Benene overkors - og saa?"

✂ Min skjønne Dame! Tag mig ikke unaadigt op, at jeg gjør Dem opmærksom paa dette Deres "og saa?" Det er en Fordring paa Fremtiden, som denne aldrig accepterer. Jeg fortænker Dem ikke i, at De gjør den; det gjør alle Mennesker; men alle saadanne Fordringer høre til de usikkre; de staae meget dybt under Ryttervexler; de kunne aldrig naae al pari - jeg beer om Forladelse, at jeg taler saa contoirsk!

✂ De ønsker at underrettes om Betydningen af dette Malerie? Deri kan jeg tjene Dem; men for Besvarelsen af "hvad saa?" maa De have mig undskyldt indtil videre.

✂ Disse to Herrer, som De er saa artig at kalde dem, ere den Kusk og den Tjener, De saae i Slottenlund. Men nu ere de i en anden Stilling.

✂ Seer De: Hr. Justitsraad Blad havde det Uheld at vælte paa Hjemvejen. Kudsken fik Skylden derfor, uagtet han gav Hestene Skylden, og blev strax afskediget. Det Ubehageligste ved dette Tilfælde var, at Hr. Justitsraaden fik et Stød saa slemt, at det blev hans Død. Enken, seer De, indskrænkede sig, som Ingen kan fortænke hende i, og solgte Hestene, Vognene, med hvad dertil hørte. Tjeneren vilde hun beholde; men han vilde ikke blive; for da Broderen skulde væk, saa vilde han med, for ikke at skilles fra ham.

✂ Det var broderligt handlet - mener De. Ak ja! deri gi’er jeg Dem fuldkommen Ret; men De maa godhedsfuld undskylde, at jeg er af en modsat Mening: havde han blevet i sin Tjeneste, kunde han have understøttet Broderen, indtil denne fik sig een igjen. Nu see vi 309 Følgerne. Før vare de velforsynede baade med Klæder og med Linned; siden har de maattet feje ud et Stykke efter det andet, og har ikke stort mere tilbage, end hvad De her see dem i. Først drev de et Par Maaneder omkring tjenesteløse, fordi de absolut vilde være paa eet Sted, og saadan en Dobbeltplads er ikke hver Dag paa rede Haand.

✂ Nu, saa blev dog een aabnet for dem, og det hos den rige Kammerraad Knop - netop Jomfru Knops Fader, hende De veed nok.

✂ "Hille den Skamfærd! det har dog været Een af disse Prævliqvantere*), om ikke dem begge, hun keeg efter paa Skovturen."

✂ Det maa jeg fortælle dem; for det er løjerligt nok paa en Maade. Jomfrue Knop saae altfor tidt paa den Tjener; hun tænkte langt tiere og langt længere paa ham, det er: hun forelskede sig i ham. Dertil mærkede han ikke noget; for saae han ogsaa ved Lejlighed flygtigt paa hende, saae han hende aldrig lige i Øinene; og det er just i "Oklingerne"**, hvor saadan noget kan sees. Men fra dem gaaer det ogsaa til "Murrissen"***, først med Smiil og siden med Ord: saa gik det og her.

✂ Mads (den lykkelige Tjener) gaaer en Dag ud i Stalden til Bro’r Las, og siger: "Jomfruen vil være godevenner med mig, ligesom Pigen er det med dig; hvorlænge kan det holde sammen? Det kan vel aldrig bli’ Andet end bar Ganterie."

✂ "Mads" siger Kudsken, "med Tøsen og mig er det forbi; hun er "grumslinglak†"; men jeg er ikke "Padrum"†† til Ungen; det har hendes forrige Kjereste selv sagt mig, for han vil heller ikke vide meer af hende. Men nu vil Jomfruen ogsaa ilav med mig; saa Du nu kan vide, hvordan hun mener det med os begge. Det kunde være, hvad det var; men vi To om Een, det er den Ene formange. Jeg vil ikke gaae dig ivejen."

✂ "Jeg ikke heller dig. Hør Las! er du ikke keed af det Liv, vi lever herinde?"

✂ "Det er ikke saa farligt langt fra. Jeg gad hellere "skoje omher", derovre i Jylland, som vi gjorde i vore Drengeaar."

✂ "Jeg med. Nu maae vi alligevel blive her til vi have faaet vor Løn; den Dag er snart forhaanden. Saa kan vi see at fortjene noget mere til i Vinter ved Arbejde, efter vort eget Behag, istedetfor at være Bindehunde; og til Foraaret rejse vi."

✂ "Saadan skal det være! Og saa kjøbe eller bygge vi et Huus, hvor vi kan have Ly om Vinteren. Og forresten leve vi som vi selv vil, og ikke under Nogens Commando. Ud paa Heden."

✂ "Ud paa Heden!"

✂ Ja naar? Skibsfarten er aabnet; men I have Intet at betale Overfarten med; ved at sjoue faae I neppe nok det, I kunne æde - og hvad saa?

Fjerde Billede

✂ "Uha! det er en Kirkegaard!"

✂ Ja min Bedste! Det er Lokalet, det store Pjaltenborg, hvor vi alle efterhaanden flytte ind, boe sammesteds i Enighed og Rolighed, som ikke forstyrres af nogen Flyttedags Hurlumhej, indtil Ejeren den sidste Flyttedag siger os op allesammen paa eengang, og lader os flytte til et rummeligere og smukkere Lokale. Dette her er temmelig indskrænket, og man maae undvære Lys og Varme - det gjør man ogsaa paa det lille Pjaltenborg i den Store Stad Kjøbenhavn. Denne er ellers ingen stor By: sikke smukke Skildter over disse Smaahuse! de ere langt smukkere end selve Husene; og mange af dem have kostet langt meer, end disse med hele Meublementet, der virkelig ikke bestaaer af meer end en Kiste.

✂ "See! der staae to Graverkarle i fuldt Arbejde - deres Ansigter komme mig bekjendte for."

✂ Det er saamæn dem, De for ikke længe siden saae paa Steenbænken i moderne sorte Klæder, som dog begyndte at see lidt afslidte ud. Uden at have grebet til Tyverie eller Betlerie, havde de det Held, at faae Arbejde hos en Graver - som De seer. Det Fag, i hvilket de nu ere ansatte, har sin meget alvorlige Side: naar man seer, der kastes Grav til andre, kan man let komme i Tanker om sin egen; og det leder til allehaande Betragtninger, der staae i Modsætning til Livets mangehaande Glæder. Under dette Synspunkt ere Graverne lykkeligere 311 end andre Mennesker; thi ved deres daglige Haandtering blive de snart ligegyldige ved Død og Grav og saa videre. De kunne opkaste fortørrede Hovedskaller, uden det skal falde dem ind, at deres egne ville have samme Skjæbne.

✂ "Hvem mon nu skal i den Grav? Mon det er Nogen, som jeg kjender?"

✂ Jo De gjør; det er ingen Anden end Jomfrue Knap.

✂ "Herre Gud! den smukke Pige! Ih! er hun død?"

✂ Ja saamænd er hun saa; derfor er det, hun skal begraves.

✂ "Hvad mon hun er død af?"

✂ Jeg har hørt, at det var af Tæring.

✂ "Det kan være troeligt - To paa eengang - hm, hm, hm: - Jomfrue Knop - og at just disse To skulde komme til at kaste hendes Grav!"

✂ Det maae De nok sige.

Femte Billede

✂ "Et Skib i Havsnød!"

✂ Det er paa Østkysten af Sønderjylland, samme Galliase strander. Den har hugget en tyve tredive Favne ude. Søfolkene ere ved at hive Baaden ud i Læsiden. Det blæser alvorligt. En Bræksøe krummer sig højt over Rælingen; den kan gjøre reent Bord, den! Bare de stakkels Mennesker kan svømme! Dog, det er ikke umuligt, at Baaden kan bjerge dem.

✂ "Jeg skal ikke nægte, de befinde sig i en meget kritisk Stilling."

✂ Forfatning, borde De sige; thi her kan ikke være Tale om Noget, der betyder stille; tvertimod seer man grandgivelig Bevægelse, voldsom Bevægelse i alle disse Kroppe, og i Sindene er der vist heller ikke synderligt stille. Captainen - for det maa være ham - er i stærk Affect. Vel see vi ikke hans Ansigt, eftersom han vender os Ryggen til; men hans ene Arm er udstrakt mod Baaden, alle fem Fingre vidt udspilede, den anden mod to Mænd i graabrune Klæder, af hvilke den Ene holder fat om et Toug, den Anden i ham igjen, - det er, min sandten, Graverkarlene.

✂ "Hvad siger han til dem?"

✂ Han raaber: "Baaden kan ikke bære fleer end den Ene af jer. Hvem af jer vil med? Kom! det skal være strax!"

✂ "Hvad svare de To dertil?"

✂ Den Ene svarer: "Kan Las ikke komme i, saa vil jeg ikke heller. Den Anden siger: "Skal Mads blive her tilbage, saa bliver jeg ogsaa."

✂ "Hvad siger saa Captainen?"

✂ Han siger: "Rend saa til Helvede begge To!"

✂ "Det er ikke kjønt sagt af Captajnen."

✂ Ikke ret kjønt; men det er ikke ilde meent - Sømandssprog; desuden er det meget tilgiveligt, om En ikke vejer sine Ord under saadanne Omstændigheder.

✂ "Skal de da nu drukne?"

✂ Det vil Tiden vise.

✂ "Der er rigtig noget Rørende i disse to Stubejseres indbyrdes Sammenhængenhed; hvorvel det dog neppe er andet end blindt Instinct; thi moralske Grundsætninger er ikke at vente hos slige Folk."

✂ Hvor skulde de ogsaa have dem fra? Fra Balles Lærebog? Den gjælder ikke længere, end til man er confirmeret. Moral behøver man desuden ikke meget af i det virkelige Liv: de Tilfælde, hvor man skal spørge den tilraads, forekomme yderst sjelden, som vel er.

Sjette Billede

✂ "Saa! igjen den fæle Lyng - det er vel Alheden, kan jeg tænke."

✂ Nej, min Naadige! det er Lyneborgheden.

✂ "Hvad! er der Ild i den?"

✂ Javel! men det er ikke løs Ild; denne er indskrænket til en Suppegryde og til at varme dem, der skulle tømme den.

✂ "Dem, der sidde omkring den?"

✂ Følger af sig selv.

✂ "Hvad er det for Mennesker? Røvere?"

✂ Ikke saa egentlig; de bruge ikke Vold, men List alene. Hvad de f. Ex. her have paa Ilden, er Kroppene af to knebne, fede Huusharer - paa vi andre vort Sprog: Katte - har De Lyst at lange til med?

✂ "Fy! det er jo ækelt!"

✂ Efter Deres forfinede Smag - maaskee De hellere vil dandse med dem, naar Gryden er tømt? Hine unge Piger ere udmærkede Dandserinder, uovertræffelige i erotisk Mimik. Dog slige har De vel før seet paa en eller anden Skueplads, hvor den plastiske Natur endnu tydeligere viser sine Frembringelser - uden flere Omsvøb! De finder 313 her en Natlejr af Zigeunere, hiint store Natmandsfolk, som herinde kaldtes Tatere.

✂ "Naa; men hvad komme de vore Udøbte ved?"

✂ Vore Udøbte komme dem ved - der sidde de jo med begge Bayaderer imellem sig. Det har gaaet dem underligt - hvad jeg vilde sige: de have gaaet underligt, siden vi forlode dem paa Skibet, som forgik.

✂ Paa Sønderjyllands Hederyg træffe de paa en lille Karavane af deres eget Folk, som agtede at gjøre en Pillegrimsrejse til "Blaamatini*", og længere, om det kunde byde sig. At de sloge sig til dette **) Preussen. 314 Selskab, dertil bidrog først og fremmest to unge og smukke "Diller" som hørte til samme. De vare meer efter vore Prævliqvanteres Smag end den fine Jomfrue Knop, og bleve de snart enige med dem om at indgaae, hvad vi moralske Mennesker kalde vilde Ægteskaber. Disse skjøre Baand holdt endda sammen en Maanedstid. Da blev Rejseselskabet uheldigviis overrumplet af en Commando Soldater, hvis Anfører just var Hverveofficeer. Han lod alle de Andre løbe, men holdt fast paa de to velvoxne Karle, der baade ved Penge og ved Trudsler lode sig formaae til at ombytte den graa Kjole med en blaa. Det Liv, de nu maatte føre, var intet mindre end frit. Ikke sært, at de kedede sig og toge Permission af sig selv. Hændelsen bragte dem i det Selskab, hvor vi nu finde dem, og hvor de slet ikke kede sig. Men hvorlænge vil det vare? Opdages og gribes de, saa ville de, uden kedsommelig Proces, strax blive hængte; thi Blaamatini har Krig, og er ikke tjent med at holde Krigsfolk, der løbe væk, istedet for at staae og lade sig skyde.

✂ "Saa græmme deres brune Kjerester sig til Døde."

✂ Nej de gjør ikke.

Syvende Billede

✂ Dette seer heelt martialsk ud! En tredobbelt Kreds af Soldater, med skuldrede Geværer og Bayonnetter ovenpaa dem; midt i Kredsen en Tromme, og ovenpaa den to Tærninger, som vise Esser alle.

✂ "Man spiller?"

✂ Ja! Las og Mads spille Hazardspil, og det under den militære Øvrigheds Øjne og Auspicier. Det er højt Spil, man seer det paa de blege Ansigter og disses fortrukne Muskler. To Officierer staae her og passe paa, at det gaaer ærligt til.

✂ "Hvad spille de om? om Penge vel?"

✂ Aa nej! de spille om Slentringer, om Liv og Død. Ovenover baghen sees -

✂ "Et Gymnastikapparat!"

✂ Om De saa behager! det er ellers en Galge, hvori den skal dingle, som slaaer laveste Øjne.

✂ "Det er et Satans Spil!"

✂ Om De saa vil. De maa ellers paa ingen Maade troe, at vore to Helte ere forfaldne til Spil! tvertimod, det er meget imod deres 315 Villie, at de her sætte Livet paa et Tærningkast; de vare deserterede og bleve attraperede. For saadant Frihedssind har de jo begge fortjent Døden; men den commanderende General, Prinds - hans Navn vil nu ikke falde mig ind - han har ved denne Casus følt - Prindser har ogsaa Følelser, min Rare! - følt en Slags Medlidenhed, og har derfor besluttet at bevare for Armeen den ene af disse to smukke Soldater. Spilledjævlen vil derimod have begge Sjælene - ulykkeligviis: de slaae begge Esser alle. Hvad er derved at gjøre?

✂ "Slaae om igjen!" befaler Hans Durchlauchtighed.

✂ "Hr, General!" siger Mads, "jeg slaaer ikke mere; men, om De behager, kan De jo lade os hænge begge To; for skal Las hænges, saa gider jeg ikke være ene tilbage."

✂ Prindsen snurrer sig engang omkring og raaber: "Gaae saa Fanden i Vold begge To! Her har I Spillepenge til!"

✂ Dermed slænger han to Frederiksdorer paa Trommen. De klinge langt anderledes end Tærningerne.

✂ Pil nu af! I Kjeltringer! og spil aldrig mere!

Ottende Billede

✂ Længst borte har vi Bakker - ikke lyngklædte, men tækkede med Græs og Korn; heelt til Venstre det romantiske Asmildkloster op over sin unge frodige Skovhave; til Høire den Mølle, som har Navn og Gavn af Aal; her indenfor den blanke Sø; nærmest ved en Tørvemose - saadan en maa ikke mangle i et jydsk Tableau. Der er en grumme Hob Mennesker i denne Mose: de skjære Tørv, trille ud, lægge hen, rejse, stakke.

✂ "Det maa være en farlig rig Husbond, der paa eengang kan koste og lønne saa mange Folk."

✂ Løn faae de ikke, men alene Kost og Klæder - ja, ja! det tager med sig; men Hosbonden er og saa velhavende, at han er crediteret for over hundrede Millioner - det en nemlig ingen Anden end Hr. Staten, og disse Tjenestefolk ere Tugthuusfanger. Først for ere Las og Mads ved at sætte en Skrue.

✂ "Er de nu i Tugthuset?"

✂ Aa ja! men som ærlige Kjeltringer, blot for Løsgængerie. De bleve forleden fangede paa en Klapjagt, der var anstillet efter løse Mennesker. Mads kunde have smuttet bagud; men det vilde han ikke, som 316 jeg nu skal tage mig den Frihed at fortælle Dem. Han, saavelsom det hele øvrige Vildt, vidste meget godt iforvejen, naar Jagten skulde holdes, og havde derfor absenteret sig fra deres Kjeltringherberge og spredt sig omkring i den frie Luft. Een af dem, der førte Klapperne - ingen Skovfoged, men en Sognefoged - opdager Las inde under en Enebærbusk og tager ham. Mads laae under en anden, som Driverne allerede vare drevne forbi. Da han nu fra sit Udkig seer, at Broderen er fangen, springer han op og derhen, og siger ganske phlegmatisk: "Vi har aldrig hverken røvet eller stjaalet; men skal han endelig i Viborghuset, saa vil jeg gaae med, for jeg er ikke bedre end han og heller ikke bange for at æde Hestekjød."

✂ Velbekomme!

Sidste Billede

✂ Mine Herrer og Damer! Vi ende, hvor vi begyndte; det er reenmenneskeligt. Paa det samme Sted, hvor de Udøbtes Moder udaandede sit sidste Suk, ere hendes Sønner ogsaa ved at sige Farvel til Heden og alle dens Glæder.

✂ Tiden gaaer: jeg tykkes, det er kun en kort Time siden vi saae dem som rødmossede Knøse, og nu ere de hvidhaarede Oldinge: deres Lemmer struttede af Saft- og Kraftfylde; nu ere de slattede, slunkne.

✂ "Er Mads ikke allerede død?"

✂ "Nej! men der er ikkun lidt Liv i ham."

✂ "Hvad er det, Las gjør ved ham?"

✂ Han har med den ene Arm om hans Ryg understøttet den krummede Overkrop, og med den anden prøver han af en lille Tomling at væde hans tørre Læber; han kan ikke aabne dem, det kan kun Døden - den er jo heller ikke langt borte - aah! Du medlidende Knokkelmand! tag Las med! saa gjør Du en stor Velgjerning imod ham. Vil Du ikke, kommer han af sig selv.

✂ Ak ja! Ved deres Indtrædelse i Verden nøjedes disse to gamle Syndere med een Vugge; de skulle saamænd ogsaa forlade den i een Kiste, puttes i een Grav (derved er og en Besparelse for paagjældende Commune).

✂ Dersom dette hersens var en Konge paa Dødssengen, det blev noget ganske Andet. Det kronede Hoved - her dog uden Krone - paa en Fløjelspude, Livlægen med sine Ridderordener, allerunderdanigst 317 knælende for Allerhøjstsamme, rækkende Majestæten - ikke Finkel i en Bliktingest - men Naphta i en Guldskee, en smukt grupperet, pligtskyldigst grædende Halvkreds af Prindser, Prindsesser og Hoffolk, ventende paa det skjæbnesvangre Øjeblik, da der fra Altanen kan udraabes til det sorgbetyngede og glædedrukne Folk: Kong Laurentius er død, Kong Maximilian leve! - Det vilde klinge ganske anderledes end: Natmanden Las er creperet, Natmanden Mads følger efter.

✂ Godnat! og sov vel tilhobe!