↩ Som velgjørende Indgreb i min Broders Kummer, overdrog jeg ham een og anden Bestilling, jeg ligesaagodt selv kunde have udført. Saaledes, to Dage før vor Afseiling, havde han været ude at opkjøbe Proviant til os, og bringe den ombord. Da kommer han styrtende ind til mig, som en Vanvittig, med det Udraab: "Hun er her!" - "Hvem?" spørger jeg, forskrækket til Ængstelighed, .Henriette - jeg har seet hende - jeg veed hvor hun er - kom med! kom strax! jeg skal vise Dig Huset, gjennem hvis Port hun kjørte ind, tilligemed en anden Dame." - "Bie! Bie!" raabte jeg "I Slobrok og Tøfler kan jeg jo ikke gaae ud." - Medens jeg paaklædte mig, under et aandeligt Hurlumhei af Tanker og Følelser, fløi een Tanke pludselig hen til den franske Fiskerpige, min Henriette saa næsten fuldkommen liig, og som jo af en ubekjendt Dame var ført bort fra hiin Gjæstgivergaard og ud i den vide Verden. Ja det maatte være hende. - Vi gik, og naaede snart den Gaard, han betegnede mig. Jeg bad ham gaae hen paa en Restauration der nær ved, medens jeg foretog mine Undersøgelser. - Portneren berettede mig, at i anden Etage boede to franske Damer, hvis Navne han ikke kunde udtale. Han sagde mig Nummeret. (Gaarden var nemlig et Hotel for Reisende). - Jeg løb derop, pikkede paa Døren, hørte et fjernt "Entrez!" og traadte ind. - Tvende Damer, en 288 midaldrende og en ung - Himmel! var det Henriette eller Marion? Hun var elegant klædt - min Tvivl løste hun øieblikkelig, ved den fremmede Mine, hvormed hun hilste. Den Anden hilste ligesaa koldt, og spurgte paa Fransk: Hvem hun havde den Ære at see, og om Hensigten af mit Besøg.