Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Kniplerinden

Louise gjorde, med sin Broders Bistand, Smykket i Penge, fik Fragten betalt og Fornødenheder paa Reisen anskaffede, saavelsom passende Klæder til os hver især. - Vi sagde Fødelandet Farvel, og gik ombord. Vinden var gunstig. Seilene droge os med Hurtighed ud paa Oceanet. - Vi to stakkels Fruentimmer bleve søsyge. Planteren viste sig særdeles omhyggelig for os; meest for mig, hvilket jeg, uagtet mine legemlige Lidelser, lagde Mærke til. - Vi kom lidt efter lidt til Kryltern, og bleve snart søvante. - Nu stræbte han, ikke uden Held, at opmuntre og more os, især med at fortælle og forelæse - begge Dele fortrinligt. Jeg fattede jævnthen større og større Godhed for ham; som han ogsaa for mig, kan jeg troe; og inden vi havde faaet 292Vestindien isigte, vare vi forlovede, og da vi vare landsatte, biede vi ikke længe med at lade en Religionens Tjener hellige vore Hjerters Pagt. - Tvende lykkelige eller, hvilket er omtrent det samme, sorgfrie Aar henlevede jeg med Ægtefælle, der anstrængede sig af al Magt, for, saavidt gjørligt, at oprette mine store sørgelige Tab - glemme dem kunde jeg ikke - kan eiheller endnu, saalidet som det sidste, da han, der havde tillukket mine smertelige Saar, tillukkede sine Øine i en altfor tidlig Død. Da han af denne havde Forudfølelse, ordnede han betids sine Affairer saa vel, at han efterlod mig som velhavende Enke, hvorfor jeg fik flere Tilbud, dem jeg alle afslog. Ved min elskede Mands Dødsseng havde jeg frivillig lovet ham: at denne min første, alt for korte Kjærlighed skulde vorde den sidste. - Jeg har holdt det. For Kvinden er det ikke vanskeligt. - I Vestindien vilde jeg ikke blive; Menneskene, deres Raahed i Tale og Sæder - rettere: Usæder - Alt var mig modbydeligt. Jeg ilede tilbage did, hvorfra en grusom Udaad havde bortslængt mig. - Jeg tænkte at finde Ro for mine øvrige Dage. Ak! mine Herrer! Uro fandt jeg; ikke noget Sted har jeg kunnet stilles: min Fødeegns Rædselsminder bortskræmmede mig; andre Egne vare og bleve mig heelt eller halvt fremmede. - At reise, var Drivt hos mig. Hvad Betydning har denne Drivt? At see sig om, at see noget Nyt. Og naar det er seet, er Man tilmode, som naar Man kjører fra Theatret, hvor Man har seet et nyt Stykke: Dette, som hiint, er allerede gammelt. - Dog," lagde hun til med hæftig Bevægelse, idet hun pressede Marions Haand til sit Bryst, "her har jeg fundet noget Gammelt, som er bleven nyt, den eneste levende Erindring fra svundne Tider!" - Hun omklamrede Marion, og trykkede et langt Kys paa den Hulkendes Pande.