Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Selvbiografi (Steen Steensen Blicher)

I 1807 stod B. selv som Mariner*, og saae paa Kjøbenhavns Bombardement; men da denne, den kostbareste af alle Illuminationer, var forbi, og da hans Smule Linned, øvrige Klæder og Bøger imidlertid brændte (med Lille-Kannikestræde), og hans Timeinformationer ophørte, saae han sig nødsaget til at forlade den mishandlede Hovedstad, * 13 og søge dagligt Brød hos sin Fader i Randlev.* Her forblev han henved et Aar, da han først hen i Efteraaret 1808 drog tilbage til Kjøbenhavn, for at tænke paa Embedsexamen. Da Faderen, formedelst gammel Gjæld, ikke havde Raad til, hverken at forsyne ham tilstrækkeligt, eller ret længe, med Mynt, blev det en nødvendig Opgave: at tage Attestats paa et halvt Aar; og det paa halv Gage og halv Tæring. Til den Ende slog han og en Slægtning sig sammen om Logi og Kost. Det første var knapt, og den anden - han havde nær sagt - mager; men en Ven havde fra Jylland medgivet ham en heel Side røget Flesk. En Skive af samme, til Kartofler, udgjorde i de to første Maaneder deres sædvanlige Middagsmad. Rigtignok gik han og Fætteren for det meste om Søndagen paa Spisekvarteer, og trakterede deres tarvelige Maver med en Tallerken Suppe og en halv Portion Steg; men denne Overdaadighed var dog ikke i Stand til at ødelægge deres Finantsvæsen. Efter de to Maaneders Poenitence begyndte dog Skjæbnen at smile til B.: Han fik Walkendorphs Collegium**, hvilket Logi han delte med Fætteren; og ovenikjøbet satte en samtidig Pengeforstærkning ham i en hidtil ukjendt Velstand, saa at han endog kunde gjøre sin Rettighed som Medlem af det gamle borgerlige Selskab (ved Gammelstrand) gjældende.*** Hans Leveviis var saadan: Om Morgenen Kl. 4 à 5 stod han op, og læste alvorlig til Collegietid; efter denne læste han atter til 7 à 8 om Aftenen, da han gik i Klubben, og restaurerede sine trætte Sjælekræfter ved Kort og let Passiar, Pølsegilde og Dans.