Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Selvbiografi (Steen Steensen Blicher)

Et Aarstid eller saa derefter, - han havde nylig begyndt at gaae ene, og kan naturligviis ikke selv huske Begivenheden, men den senere af Faderen gjentagne Fortælling - skete det en Sommeraften, at Gaardhunden satte sig til at tude lige opad mod Kirkeporten, Under denne Maestoso komme Tjenestefolkene hjem fra Marken, og een af dem siger i Forbigaaende: "Hvem mon det er, Pasop nu tuder ud?" - Hertil svarer Rygteren - som bestandig var anseet for synsk: "Kan I ikke see, at det er Forpagterens Kone, de bære til Graven?" - B.s Fader havde paa den Tid en Forpagter, boende i Præstegaarden, hvis Kone var frugtsommelig. Nogle Dage efter skeer det, at en Biemand af Byen, som i Sværmetiden daglig havde Tilsyn med Bierne i Haven, glemmer at lukke en Laage, da han gaaer ind at tage vare paa en nysudfaret Sværm. Et Ungnød kommer fra Toften farende ind i Haugen, gjør sine velbekjendte Caprioler, og, inden Biemanden kan forhindre det, smækker en Kube overende. Ved saadan en Begivenhed anfalde de opirrede Beboere alt Levende. - Ungnødet blev det første Offer, og en Hest, der stod tøjret i Toften tæt ved Haven, det næste - begge bleve stukne ihjel. Den lille B. skulde havt samme 21 Skjæbne, hvis han ikke et Øjeblik iforvejen var bleven ført ind i Huset fra sin Leg med Blomsterne i Haugen. - Skjøndt Catastrophen ikke egentlig angaar ham selv, finder han det, med Hensyn til den nære Livsfare, for Fuldstændigheds Skyld, rigtigst at tilføje den. - Biemanden, som i sit Kald stedse havde Flor for Ansigtet og Lufvanter paa Hænderne, havde ikke sikkret sine Underparter saa vel, at jo nogle Bier havde fundet Vej gjennem Smaahuller i hans Buxer. Hvad de frygtelige Insecter bestilte derinde, viste vor gamle Biemand, idet han foer ind i Gaarden, og i Costume dandsede een for ham selv serieux Entrée - men et Divertissement comique for Tilskuerne; blandt hvilke den frugtsommelige Kone loe saa voldsomt, at hun paa Stedet foer ilde, og kort efter - døde.