↩ Ifjor oplevede han en Røverhistorie, idet nemlig i en fra fjern Fortid ligetil vore Dage berygtet Skov, fra Tykningen fremskred ud paa Landevejen en Person iført rødstribet Jakke og ditto Buxer; en rundpullet, meget bredskygget sortgraae Hat bedækkede et Hoved, hvis Ansigt var intet mindre end anbefalende. Han var paa den ene Side af Landeveien, B. gik paa den modsatte en Snees Skridt skjøns forud. Han skraanede nogle Trin hen efter B., lod den ene Haand dingle over den anden Arm, og sagde i en forstilt klynkende Tone: "Aah! vel han eth komm aa sie po en sølle Arm, A haaer." - Uden at 31 32 standse, men heller ikke forstærkende sin Gang (er man endogsaa bange, maae man ikke røbe det) svarede B.: "Jeg er ikke Doctor, min Ven! forstaaer mig slet ikke paa det." - Imidlertid skuldrede B. det eneste Gevær han havde, med Kolben opad, dreiede Ansigtet fra ham, skottede hemmeligt efter ham, og fortsatte sin Gang, han ligeledes sin, gjentagende sin Begjæring. Han kom stedse nærmere. Med en Halvvending af sit Ansigt om mod ham, svarede B.: "det kan slet ikke nytte Jer - jeg vilde gjerne give Jer noget til Doctorhjelp; men jeg har ikke en Skilling hos mig." Dette standsede ham pludseligt - dog gjorde han atter nogle hurtigere Skridt - standsede - stak den daarlige Haand ind i Barmen, formodentlig efter sin Kniv - snoede sig mod Skoven, i hvilken han forsvandt. B. havde skudt sit Vaaben, en forsvarlig Egestok med krumbøjet Haandtag, end høiere i Veiret. B. havde nemlig besluttet at give ham paa Hovedet, i bogstavelig Bemærkning, før hans Kniv kunde komme i Berørelse med B.'s intestina. Grunden for denne Operationsplan var netop Bandittens italiensk-jydske Røverhat, hvis runde tætsluttende Puld tillod Stokkeslaget at virke uhindret. Han var vel og - hvis han ikke eiede en Skal "som en ungersk Oxe," bleven saa fortumlet i Hovedet, at B. som Sejerherre kunde fortsat sin Marsch. - Da B. var kommen ud af denne uhyggelige Skov, og ind i nærmeste Kroe, spurgte ham snart Værtinden, om han var gaaet allene gjennem Skoven? om han der ikke havde mødt Nogen? - "Ikke andre" svarede B., "end Saadan og Saadan een." - Manden, som stod hos, hvidskede til hende - dog ikke sagtere, end at B.'s lange Ører opfangede det. - "De er, Fahnen taae mæ, ham." - "Hvad for en Ham?" spurgte B. - Han stammede, famlede efter Svar, som da kom saaledes: at han havde seet Een gaae forbi engang, omtrent saadan klædt, men at han ikke kjendte ham og ikke vidste, hvor han hørte hjemme. - NB. Almeenmand er langt niere ræd for Kjeltringer end for Politiembedsmænd; og det er ikke saa sært. -