↩ Iøvrigt kan det forsikkres: at B. til ikke saa kort over de tive Aar var meget bly og taus i Fruentimmerselskab, og har ofte, til inderlig Ærgrelse for sig selv, ufrivilligt doubleret Marlows Rolle i "Fejltagelserne." Han mindes endnu levende en saadan Scene. Tvende Damer stod i nogen Frastand og talte sagte med hverandre, hvorved de af og til kastede et Øje hen til Træmanden. Han kunde godt fornemme, at Blodet hver Gang steg ham op i Ansigtet. Alligevel spidsede han Ører - han har altid havt denne Sands saa skarp som de færreste have den - og hørte den Ene sige: "Det er dog et ret smukt Menneske." "Aa ja!" svarte den Anden; "men han borde stilles op paa en Piedestal herude i Haugen." - Kjere Læser! det gik til Hjertet. Havde han kunnet gjøre sig usynlig i eet Øjeblik, han skulde ikke have brugt to dertil. - B. var i sine unge Aar i det Hele undselig, ja endog frygtagtig, lige til et uundgaaeligt afgjørende Øjeblik satte Mod i Harehjertet. Da han første Gang, efter Faderens inderlige Ønske, skulde prædike i Randlev Kirke, han forsikkrer: at, havde der været en Udgangsdør bag ved Alteret, han var neppe nogensinde kommen op paa nogen Prækestol. Men see! da han denne første Gang vandt derop "mit Müh' und Noth", forsvandt Frygtens Dæmon med eet - 37 ligesom undertiden Tandpinens - og han holdt sin Tale med en Frimodighed, som erhvervede ham saavel Faderens som Menighedens Bifald. -