↩ Men det var paa Grathe-Hede, vi slap, en lille halv Miil Norden for Klode-Mølle. Behag nu at gjøre en Afstikker til Venstre gjennem hine Gaarde, som hedde Graaemose. (I Forbikjørsel være det sagt: at det er en Colonie, som først blev bebygget af Tydske, men nu beboes af Danske, som nyde Godt af de hine meddeelte Friheder for Afgivt til Præsten og Skolen.) Videre mod Nordvest forbi dette Skovfogedhuus, der fører det nysselige Navn: Kumpedal. "Skovfogedhuus?" siger Du, "hvor er da Skoven?" - Nu ere vi igjennem den. - "Aha! jeg tænkte, det var Enebær." - Ingen Spidser, min Ven! det var heller ikke Skov, jeg vilde vise Dig, men noget ganske Andet. Seer Du her disse Smaaforhøininger af mangehaande Skikkelser og forskjællig Størrelse? Og hisset en Vold som et Brystværn i en retvinklet Triangel? Hvad tænker Du herom? - "Det er jo aabenbar Levninger af en befæstet Leir, maaskee Svends." - Nei, Hr. Antiqvarius! Levninger 52 af en Sandflugt. Her afbrændte for nogle og fyrgetyve Aar siden et Stykke Hede, en halv Miil bred og henved en heel Miil lang. Jordskorpen, en sort Moor, brændte med; og Ilden levnede intet uden Sand og Ahl. Da denne Sandflugt ved de hyppige og heftige Vestenvinde stedse udbredte sig videre mod Østen, lod Regjeringen den beplante med Strandhavre. Denne overvandt og overvoxede den golde Sand, der af Stormene blev sammenblæst og opdynget paa mangfoldige Steder. Saaledes dannedes efterhaanden disse Levninger af den befæstede Leir; men nu er alt igjen bevoxet med Lyng. Eet Gode er dog herved bevirket: Ahlen nemlig, hvorfra Sandet af Vinden blev bortfeiet, udsattes nu for Sol og Luft, og opløstes tilsidst aldeles, saa at her med Tiden endda kan blive Skov.