Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Else Sandberg

Modfalden og næsten bedøvet af saamange Udplyndringer og Anfægtelser, traadte Jomfru Else den brandenborgske Officeer imøde med disse Ord: "Kjære Herre! I kommer her til et tomt Huus; Æde og Drikke, Penge og Penges Værd er alt blevet et Bytte for Eders Forgængere. Kun en Nødskilling og nogle Klenodier af mine salige Forældres, haver jeg gjemt, men jeg vil strax vise Eder, hvor 94 det staaer, at I kan gjøre dermed efter Eders Villie." Disse Ord, saavelsom Dens Skjønhed, der fremførte dem, gjorde et saa heftigt Indtryk paa den barske Kriger, at han længe ikke formaaede at svare. "Frygt ikke, ædle Jomfru! sagde han omsider med svag og næsten skjælvende Røst: Jeg kommer jo som Ven," lagde han til med et særdeles ømt, langt Øiekast, der virkede saa forunderligt paa hende, at hun, blegnende og forvirret, pludselig forlod ham. Først efter tre Dages Forløb fik han Tilladelse igjen at see hende, hvilken Tilladelse derefter hver Dag blev fornyet, og udstrakt til hele Dagen. For at springe til Enden af Historien, kan vi berette: at Treugersdagen vare de Mand og Kone, og Sexugersdagen, da Freden nu var sluttet, fulgtes de ad til Tydskland, hvorfra man aldrig siden har hørt et Ord om dem. Nogen Tid efter deres Bortreise fandtes paa en Vinduesrude i Officerens Værelse ridsede disse Ord: "Søren Madsen Lihme, forhen Præst i Thorning, nu Ritmester i churbrandenborgsk Tjeneste."