↩ Hvilket Oprør i hele Gaarden! hvilken Larmen, Skrigen og Jamren! Forbandelser uden Gjenstand, Spørgen uden Svar. "Efter dem!" var Faders og Brudgoms næste Tanke; men hvorhen? - Fruen, den besindigste af Alle, foreslog først en almindelig Hærskue (som det hedder paa Dansk), og Herren foretog den i egen Person: han opraabte ethvert levende Væsen ved Navn, og erklærede omsider, at han Ingen savnede. Hele den opstillede Besætning var i samme Vildfarelse, indtil Frue Kirsten spurgte: "hvor er Skriverdrengen?" "Skriverdrengen! Skriverdrengen!" lød det fra Mund til Mund. - Man saae sig omkring, Man saae paa hverandre, Man saae paa sig selv - nej! Skriverdrengen var der virkelig ikke. Ridefogden og et Par Andre foer nu afsted over til Skriverstuen; og Herren raabte til Staldkarlene: "sadl op og for Døren, som Torden og Lynild!" Fogden kom snart tilbage hæsblæsende og angst med den Beretning, at den Savnede virkelig maatte være borte; thi Sengen viste, at Ingen havde lagt der sidste Nat; hans Sporer og Ridepidsk vare ej heller at finde. I samme Øjeblik kom en af Staldkarlene løbende, og fortalte, at Jesabel var væk. Alle stod forstenede i indbyrdes taus Beskuelse, indtil Frue Kirsten brød Stilheden. "Vor Frøken Datter," sagde hun, "kunde ikke bortføres af en Skriverdreng; men han har indsneget sig her som Spion. Det ahner mig, at Røveren er vester fra - seer efter om I ikke kunne spore dem paa Viumvejen; og saa afsted! Det var endnu 125 muligt, at naae dem; thi Isabelle skal ikke løbe ret langt med To." Hendes Gisning var rigtig: paa den betegnede Vej saaes Sporet af en skarptravende Hest, og til ydermere Bevils fandtes ikke langt fra Gaarden en Sløjfe, og lidt længere borte en Handske, begge tilhørende Frøken Mette.