↩ Den stakkels Isabelle, udmattet af sin dobbelte Byrde, og den første Miils hæftige Løb, gik langsomt og vaklende opad Lyngbakken. Cornetten - thi det var virkelig ham - saae sig ofte tilbage med en bekymret Mine; og hentede sig hvergang et Kys hos sin søde Mette, der i Ridedragt sad bag ved ham, og holdt ham tæt omfavnet. "Seer I endnu Intet?" spurgte hun ængstelig; thi selv turde hun ikke see sig om. "Endnu ikke" svarede han; "men jeg frygter - Solen er allerede et Stykke over Jorden; de maae være paa Vejen efter os - naar kun Hoppen kunde holde det ud." "Men eders Broders Vogn?" spurgte hun efter et Ophold. "Den skulde have mødt ved Aaen i Dagningen" svarede han; "jeg kan ikke begribe, hvad der opholder den. Vi have endnu to Miil, inden vi komme ud af Heden, og dersom de imidlertid have fundet det rette Spor. -" I det han saaledes talede, havde de naaet det Øverste af Banken, og den store vestlige Hede udbredte sig nu, som et Hav, foran dem; men ingen Vogn, intet levende Væsen var at opdage. Cornetten holdt stille, for at lade Hesten puste, og gjorde en halv Vending, for des mageligere at kunne oversee den nu tilbagelagte østlige Alhede. Ogsaa den var bar og øde: Intet at see, uden enkelte Tørvestakke; Intet at høre, uden Uhrhanernes Skoggren, Aaens Susen, Isabellens Pusten og deres egne Sukke. En Stund bleve de saaledes holdende, indtil Frøkenen brød Tausheden med det Spørgsmaal: "er der ikke Noget, som rører sig langt borte?" Hun sagde dette med dæmpet Røst, som om hun frygtede for, at det skulde høres paa den anden Side af Ørken. "Det er ikke Tid at tøve længere" svarede han, "jeg frygter at det er eders Fader, som kommer hisset ude." Med disse Ord drejede han atter mod Vesten, og sporede Hesten. "Ak min Fader!" sukkede hun, og omsnoede end fastere sin Bortfører. "I Ungern" sagde han, "- det er nu i denne Tid fem Aar siden - laae vi i Natteqvarteer i en Landsbye.