↩ Jeg lever forresten saa là là. I Førstningen var alt Nyt; men nu, jeg har seet, hvad her er at see, kjeder jeg mig tit nederdrægtigt. De Andre skyde Kaniner; men Jagt er ikke min Sag. Jeg kommer i et Par Huse, hvor der er ret vakkre Piger; dem passiarer jeg en Timestid med; men det bliver Man ogsaa kjed af i Længden - at sige naar Man 140 ikke er forelsket, og den Maladie kjender jeg, Gud skee lov! ikke. Det er ellers Fanden til Tøser de franske - nævne Alting med sit rette Navn - reent ud; der er ikke et Ord i det hele Lexicon Tabuh for dem. Naar vore Damer vilde synke i Jorden af Skamfuldhed, saa staae de ret op og ned, og veed af ingen Verdsens Ting. Jeg gaaer og spadserer med en syttenaars nysselig Pige i Haven - hun bryder af midt i en Periode: "hvor vil De hen, Mademoiselle?" spørger jeg; "à la chaise percée" svarer hun ganske ugeneert; hopper ind, hopper ud igjen, tjatter til Borden af sin Kjole, og - fortsætter Samtalen. - Og med alt dette, du Præst! ere de saa kydske som Maanen - jeg troer næsten det er fordi de snakke saa frit, og intet Forborgent har at rødme over.