↩ Han kunde huske Alting. Frits! Han spurgte efter Dig, efter din Fader, efter Jesper Degn med den lille snollede Paryk, efter vor arrige Huusholderske - tykkeh Satann, som han kaldte hende - efter Morbærtræet udenfor Haugestuedøren, og efter Peer Kudsk, som altid titulerede ham Hr. Laadvig! Og hvor den gamle Mand var glad ved mig! Louise loe med Taarer i Øjnene - jeg havde aldrig troet, at det forvildede Dyr kunde græde - og saa sang hun med comisk Rørelse: ou peut on etre mieux etc.* I Sandhed det forekom mig, som om der pludselig var knyttet et Slægtskabs-Baand mellem hende og mig: saa * 142 nær som et hængende Haar havde jeg omfavnet og kaldt hende Søster.