↩ "En Morgen, da jeg som sædvanlig, kom ind i det almindelige Forsamlingsværelse, for at tage Afsked med de Dødsdømte, og lede efter Venner eller Bekjendte blandt de Nysankomne - faldt mine Øjne strax paa een af de sidste: det var Annette! Jeg trængte mig hen til hende - hun sank med et Skrig til mit Bryst. "Døden, min Elskede!" raabte jeg, "gjør os nu Alle lige! Nu er Du min for evig -" "- for Evigheden!" hvidskede hun. Ulykken hærder ofte; men den kan ogsaa blødgjøre og forædle: Man omringede os med Deeltagelse, med Lykønskninger og Beklagelser.