↩ "Siden jeg forlod Rougemont, har jeg - paa eet Punct nær - levet ret behageligt i den brave Lefevres Huus. Længe beskyttede hans borgerlige Stand ham for Mistanke og Forfølgelse; men han var riig, det fordømte ham. For to Dage siden underrettedes han hemmeligt om, at han var denunceret, som den, der honorerede de Vexler, Emigranterne i Udlandet lod trække. Han samlede strax alle sine rede Penge og Kostbarheder, og flygtede til en Ven paa Landet. Sit Contoir overgav han til en tro Betjent - sit Huus og sine Børn til mig. Jeg tilbragte fire og tyve Timer i ængstelig Forventning. Imorges fløj Døren op, og, efterfulgt af fire Nationalgardere, indtraadte en Mand med en støvet Hat, en aabentstaaende luvslidt Frak, lange Matros-buxer og korte slubbrende Støvler. En stor krum Sabel slæbte efter ham henad Gulvet. "Hvor er Lefevre?" raabte han. "Jeg veed det ikke, Borger!" svarede jeg. "Er Du hans Kone?" - "Nej." - "- Hans Datter?" - "Nej." - "Hans Maitresse?" - "Jeg er fransk Borgerinde!" 149 sagde jeg. "Godt!" raabte han, "vil Du elske mig? jeg er Lebon, Medlem af Nationalconventet, den souveraine Nations Repræsentant, og Frihedens Forsvarer. Arras-Borgere!" sagde han til Gardisterne - "gjennemsøger Huset, og seer efter, i hvilken Krog Aristocraten har forstukket sig!" De gave sig nu til at lede i alle Værelser. Han vendte sig atter til mig: "Borgerinde! jeg kan godt lide Dig; vil Du følge med og lette mig mine uhyre Arbejder? Vil Du dele en ægte Republikaners Seng?" Jeg rejste mig i Harme og raabte: "Nej!" Han smiilte og strøg sig om sin Knebelsbart: "Hvem vil Du da helst omfavne - mig eller Guillotinen?" "Den Sidste!" svarede jeg. "Ogsaa godt!" raabte han, "Du er en fri Borgerinde, Du skal have din Villie!" En Gardist kom just ind; Lebon sagde til ham: "see her har vi een af de Damer, der blande Kortet for Emigranterne -!" "- Meget rimeligt!" afbrød denne, "for hun har længe været hos Charost paa Rougemont." "Bravo!" raabte Lebon, "han sidder her i Fængslet og venter sin velfortjente Straf - lad denne barmhjertige Søster komme hen og trøste ham! Lystig, min Smukke! Du skal snart dandse Carmagnolen!" Gardisten gjorde en Entrechat, og bød mig sin Arm: "Maa jeg engagere deres Naade?" raabte han, med et spottende Smiil. Jeg bortstødte hans Arm, og ilede foran ham til Fængslet.""