Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Stakkels Louis!

"Mod Enden af Gildet, som Stemningen var muntrest, og Skaalerne gik flittigst omkring, indtraadte vor daglige Gjæst - den Herre, som afhentede de Indstævnte til Revolutionstribunalet, hvorfra der gik kun een Vej, den til Retterstedet. Ved Synet af denne Dødsherold forstummede Selskabet, Samtalen standsede og de fulde Glas bleve satte ned igjen. "Hvem gjælder det nu?" denne Tanke gjennembævede alle Hjerter. Annette greb min Haand: "O Gud, Louis!" sukkede hun ængsteligt. Charon - som vi kaldte ham - fremtog sit Papiir, og begyndte at oplæse Slagtoffernes Navne. Det første var Louis! - Annette udstødte et Skrig, og omspændte min Hals med sine Arme; hun trykkede sit Ansigt ind mod min Barm, som om hun der kunde undgaae at høre den frygtelige Lyd af mit Navn. "Louis - Louis - Bet - " Han stammede, og kunde ikke læse Navnet. Hvilken rædsom Forventning, hvilken pinefuld Spænding! En opmærksom Tilskuer maatte snart kunne have talt, hvormange der iblandt os heed Louis. Et ungt Menneske - en fordums Kjøbmand - sprang utaalmodig op. "Det er Skade" raabte han, "naar Embedsmænd ikke kunne læse; jeg hedder Louis, og gad dog vide om det er min Dag idag?" Han gik hen, saae over Charons Skulder og læste: "Louis Bethouillere! Rigtigt! saaledes hedder jeg." Han gik rask tilbage til sin Plads, fyldte Glasset, rakte det ivejret og raabte med høj og munter Stemme: "Mine Herrer og Damer! de maae tilgive! en vigtig Forretning byder 151 mig at gjøre Brud paa et godt Laug - velbekomme os alle sammen! à revoir!"* Han stak sit Glas ud, og sagde: "Nu vel, min gode Færgemand! hvem flere i Baaden?" "Pierre Guignaud!" lød det. En Flinkfyr, før Revolutionen een af Byens Cavalerer, rejste sig op og sagde: "Her er jeg! Man siger Motion skal være sund ovenpaa Maden - faaer jeg en Dame til Borddandsen?" "Dertil kan blie Raad!" svarte Charon, "her har vi en - Henriette Prunel!" En ung, smuk, meget bleg Pige rejste sig, og skjød sin Stol tilbage: en pludselig Rødme overfoer hendes Ansigt, der virkelig syntes oplivet af en uventet Glæde. "Eh bien, Mademoiselle!" raabte Friskfyren, "vi To komme ikke mere til at sidde over." "François Derutte!" vedblev vor Charon. En gammelagtig Mand - fordums Søeofficier - saae sig langsomt om efter Oplæseren. "Jeg er strax klar til at lette" sagde han med huul Røst; spiste derpaa reent af sin Tallerken og tømte sin Flaske. "Marie Moudon!" lød det igjen: en ung femtenaarig Pige segnede besvimet om i sin Moders Arme. "O, I Tyranner!" skreg denne, "hvorfor hende? hvorfor ikke mig Ulyksalige?" "Madam!" bemærkede Springfyren "de yngste og skjønneste gaae først fra Haanden." "Baptiste Ramoneur!" lød det sidste Gang, og Oplæseren sammenlagde og gjemte den frygtelige Rolle. En Olding - en ubeediget Præst - foldede sine Hænder, og sagde med en Helgens fromme, milde Aasyn: "Jeg takker Dig, min Gud og Skaber! for dette Maaltid, hvormed Du for sidste Gang har vederqvæget mit gamle Legeme! Jeg nedlægger det nu snart i det Støv, hvoraf det er taget - giv mig og os Alle en salig Opstandelse ved dit evige Naadesbord - Amen!" Han rejste sig, bukkede for hele Selskabet, og fremrakte først den indtrædende Slutter sine Hænder at binde. De Andre fulgte hans Exempel, efter en kort Afsked med deres kjereste Venner eller Bekjendte. Spraderen kunde endnu ikke bare sig; men sagde i Forbigangen et tvetydigt Bonmot til Bruden."