↩ "Taffelet var ophævet. Min Fader, Præsten og vi to Ægtefolk trak os tilbage fra Selskabet, og tilbragte i vort Værelse det Øvrige af Dagen. De vil maaskee neppe troe det; men jeg forsikkrer Dem: endskjøndt det dræbende Staal hang i et Haar over vore Hoveder, vare vi dog dristige eller forvovne nok til at holde fast paa et Haab, der ikke var rimeligere, end den Febersyges phantastiske Drømme. - Det var paa vor sædvanlige Sengetid: min Fader begyndte at nikke; Præsten rejste sig for at bede Godnat, og ledsage Annette til det Værelse, jeg hos Slutteren havde lejet for hende. Jeg trykte et brændende Kys paa hendes Læber: "Sov sødt, min søde Brud!" hvidskede jeg, og udbredte mine Arme til endnu een Omfavnelse; men den gamle Præst satte sin Haand blidelig for mit Bryst: "Kjere Søn!" sagde han, "hun tilhører allerede Himlen; hun er dens indviede Brud - Abeilard! elsk og frasiig Dig din Heloise!" Han drog hende med sig, og Døren faldt til."