↩ "De er vist ligesaa forundret - om ikke ligesaa henrykt - som jeg over min Annettes underfulde Frelse? Hør! kjere Søn! - Da hun med unævnelig Smerte havde maattet rive sig løs fra sin af Forfærdelse hendaanede Ægtefælle, og blev ført for Bloddommerne, indgjød hendes bestemte Svar og Væsen, hendes heroiske Kulde - ak! de vidste ikke, at det var den haabløse Fortvivlelses - disse en Slags Deeltagelse: - hun blev frikjendt. O Gud! hendes Frihed var hende endnu til ingen Gavn - i samme Øjeblik, som den forkyndtes hende, 159 var hendes Forstand borte. Een af Tilskuerinderne, en velhavende Kone, følte Medlidenhed med hendes Tilstand. Hun lod hende føre til sit Huus, og pleje med megen Omhue, indtil hun efter fire Maaneders Forløb atter blev sig selv mægtig. Hun spurgte om mig: jeg var guillotineret tilligemed min Fader - vi stode jo Begge paa de Henrettedes Liste. Denne sørgelige Underretning skulde maaskee have berøvet hende Livet, dersom hun ikke havde følt, at hun snart skulde give det til en faderløs Skabning - en Arvedeel, et betroet Klenodie fra den dyrebare, hedenfarne Ægtefælle, Denne Forestilling gav hende Styrke. Hun aabenbarede sin Tilstand og sin hele Historie for Madame Petit. - Det var hende, vor Petits Kone; han selv var ved Armeen. Hun unddrog hende ikke sin moderlige Kjerlighed; men beholdt hende hos sig, og underholdt hende, tilligemed min Datter - som Moderen efter mig havde kaldt Louise - i næsten fire Aar."