Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Ak! hvor forandret!

Da jeg vel vidste: at ligesaa hæderfuldt det er at kunne drikke 222 Meget, ligesaa foragteligt er det, ej at kunne taale det; saa stræbte jeg ved min Gjenkomst i Dampmaskineriet at antage en rask Holdning; men det lykkedes kun maadelig; thi min Vært, der maae have fundet min pludselige Bortgang noget mistænkelig, fæstede sine store mælkeblaae Øjne stivt paa mig, tog Piben af Munden - hvor nødig den end vilde - og sagde med et bredt Smiil: "Æ tykkes mi gue Uen* sier saa bleg ud; æ er ræd, te Maren haar kommen for mange Humle paa Urten." Dette Indfald vakte en almindelig Latter, først hos Opfinderen, og dernæst hos det hele Theknægteskab; jeg holdt Miner og stemte i med, hvorhos jeg efter Latterchorets Finale forsikkrede: at min Upasselighed var mere en Følge af Rejsen, end af Punschens Styrke. Flere Gjæsters Ankomst forkortede denne for alle de Andre meget moersomme Scene.