Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Ak! hvor forandret!

Her vare de udhuggede Glimer saa lange, at de ikke fra Landet af kunde beskydes. Vor Anfører, som forudsaae alle Ting, havde derfor truffet den kloge - for mig desværre saa uheldige - Foranstaltning: at der midt imellem Landet og det aabne Vand vare nedrammede tvende Pæle, og derovenpaa et bredt Bræt befæstet; herfra var nu Skytten istand til at bestryge det hele Terrain. Vi bleve een efter den anden af Kammerraaden selv udført i Baaden, og afsatte hver paa sit respective Stillads. Da jeg have besteget mit og min Fører forlod mig, sagde han med et skjelmsk Smiil: "Pas nu paa, naar Fiskene komme svømmende forbi Dem, og vogt Dem vel, at De ikke dratter ned!" Den første Glose stak jeg i Lommen; men til den sidste Advarsel svarede jeg med suffisant Mine: "Vær kun ikke bange, Hr. Kammerraad! jeg er ikke hovedsvimmel." Daarlige Selvtillid! hvor snart skulde du straffes - da Hundene begyndte at allarmere, saae jeg ogsaa her nogle af hine Skabninger, som jeg vilde have til Fiskeslægten, men som de Andre regnede til Fuglene. Min Mening var urokkelig, til een af disse Amphibier sejlede mig saa tæt forbi, eller egentlig under mig, at jeg nu maatte give Sandheden Æren, og erkjende, at det virkelig var en And, der med blot det halve Hoved over Vandskorpen og det Øvrige underneden saaledes listede sig afsted for Hundene. Nu vilde jeg da skyde; men inden jeg blev færdig, ja ved den første Bevægelse, jeg gjorde med Geværet, dukkede Anden reent under og forsvandt. Dog det varede ikke længe, før en anden gled ud fra Rørene: jeg spændte da, tog Sigte, trykkede til, og - styrtede baglænds ud i Søen. Der var ikke dybere, end at jeg snart rejste mig op med Hovedet og Skuldrene over Vandet. I samme Øjeblik hørte jeg en velbekjendt Stemme raabe: "Al Landsens Parykker! Hvem var det, der faldt i Vandet?" En Anden svarede: "det var den lange Kjøbenhavner," og en Tredie: "stag derhen med Skibet! og fisk ham op!" Dette skede, og drivende vaad, slukøret og skamfuld sejlede jeg først til Land, og traskede derpaa uden Ophold hjem til Gaarden. 230 Kammerraaden, der landsatte mig, beklagede - men med indeklemt Latter - mit Uheld, og bød mig henvende mig til hans Kone, som nok vilde skaffe mig tørre Klæder. Min Ven, Hans Mikkel ledsagede mig, og de Øvrige fortsatte efter denne korte Afbrydelse Jagten, der nu for mig havde tabt al sin Tillokkelse.