Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Ak! hvor forandret!

Ved min Vens Hjælp blev jeg snart omklædt; men ak! hvilken Travestering! Af Kammerraadens Garderobe erholdt jeg en fuldstændig Dragt: en grøn Ryes Frakke eller Jakke, der var baade for viid og for kort, hang som et folderig Gevand om min slanke Krop, og stumpede langt ovenfor Haandledene; en guul Plydses Vest og dito Boxer, der, ved hvert Trin jeg tog, krøb op over Knæerne; blaae uldne Strømper og et Par Støvler, der slubbrede om mine Smalbeen. Jeg kjendte mig ikke mere selv - ak! min Maren ikke heller; nec mirum; thi hvilken afskyelig Modsætning til en moderne sort Kjole, broderet Silkevest, gule Nankins Pantalons og dito Gamascher! Nej, jeg tager ikke Fejl, naar jeg tilskriver denne formaledidede Paaklædning min efterfølgende Ulykke - den totale Forandring i den dejlige Jomfrue Lammestrups forhen saa gunstige Stemning.