↩ Det var bleven Aften. Vi vare ifærd med en Symphonie, da jeg under en Pause seer et Fruentimmer, som jeg ikke før havde bemærket. Hun stod ved Siden af Jomfrue Hansen lige nede ved Døren, og hørte til med nedslagne Øjne. I Haanden holdt hun en Rulle Papir - det maatte være hende - Alice! men uagtet min højt spændte Nysgjerrighed, kunde jeg kun skjænke hende et flygtigt Blik; thi Musikken rev mig med sig. - Symphonien var ude. Hun traadte frem, langsom, beskeden men ikke bly. »Pyt!« sagde jeg i mine egne Tanker, da jeg nu nærmere betragtede hende - »smuk Figur; men intet udmærket Ansigt - saa koldt, saa livløst!« Hendes Øjne saae jeg endnu ikke, og først længe derefter; thi de bedækkedes næsten halvt af Øjenhaarene; og hun fæstede dem ikke paa Nogen, de foer kun ganske flygtigt over dem hun talte med. Hun traadte hen til os, udfoldede Rullen, og 178 sagde med en tvungen Udtale, der tilkjendegav hendes franske Herkomst: »jeg kjender den Soprano, og ar den synget før; med Assistance af di min Ærrer! -« Hvo der nu gjorde store Øjne, det var alle vi Ærrer; men ingen større end vor Capelmester; hans Ansigt blev en halv Gang saa langt som ellers; han gloede paa hende, som om han ikke rigtigt havde fattet hvad hun sagde. »Hvem før' an?« spurgte hun med et flygtigt Øjekast omkring i Kredsen - »jeg - jeg« svarte han hurtigt, anviste hende bukkende Plads foran sin egen Nodestol, fremtog og fordelte de ledsagende Stemmer med ualmindelig Væverhed.