↩
Denne, hvis Medlidenhed havde vendt sig fra den undslupne Frijæger
til den hartad fortvivlede Herregaards-Skytte, søgte at trøste saa
godt som han formaaede: »Han har jo dog i Grunden Intet tabt,« sagde
han tilsidst »uden den usle Glæde, at gjøre en Mand med sin hele
Familie ulykkelig -« »Intet tabt?« raabte Jægeren: »Det
forstaaer han ikke. Intet tabt? Den Hund har, saa vist som jeg er en
Synder, fordærvet mig mit gode Gevær!« »Hvorledes?« sagde den
Rejsende: »fordærvet hans Gevær? Lad det, og sæt en anden Steen
for!« »Pyt!« svarede Niels, med en ærgerlig Latter; »den skyder
hverken Hjort eller Hare meer; den er forgjort, det svarer jeg til;
og dersom ikke eet Raad vil hjælpe - trrr! der ligger een og slikker
Solskin i Hjulsporet; han skal 39
ikke spise Lærkeunger idag.« Med disse Ord
standsede han Hesten, satte hurtig en Steen i Hanen, ladede Geværet
og sprang ned. Den Fremmede, som var ganske uindviet i
Jagtvidenskaben, og altsaa kjendte hverken dens Terminologie eller
Magie, holdt ligeledes stille, for at see hvad Grønkjolen nu vilde
foretage sig. Denne trak Hesten ned, gik nogle Skridt frem og
pirrede med Bøssepiben til Noget, som laa i Vejen. Nu først opdagede
den Fremmede, at det var en Hugorm. »Vil Du herind!« sagde Skytten,
stedse stikkende med Bøssen efter Slangen; endelig fik han dens
Hoved ind i Piben, holdt nu denne i Vejret og rystede den indtil
Ormen var heelt derinde. Derpaa skjød han Bøssen af i Luften, med
sin besynderlige Forladning, hvoraf ikke den mindste Stump mere kom
tilsyne, og sagde: »vil det ikke hjælpe, saa er der Ingen, der kan
curere den, uden Mads eller Mikkel Rævehale.« Den Rejsende smilede
lidt vantro, saavel over Trolddommen, som over den snurrige Maade at
løse den paa; men da han allerede havde gjort Bekjendtskab med den
ene Sortekunstner, ønskede han ogsaa at vide Lidt om den anden, der
bar et saa ualmindeligt og betydningsfuldt Navn. Paa hans
Efterspørgsel, fortalte Skytten, medens han atter ladede sit Gevær,
Følgende: »Mikkel Rævehale - som de kalde ham, fordi han kan lokke
alle de Ræve til sig, der ere i Landet - denne Mikkel er ti Gange
værre, end sorte Mads; han kan gjøre sig haard, den Hundetamp! der
bider hverken Blye eller Sølvknapper paa ham. Engang traf jeg og
Herren ham hist nede i hiin Dal, lige saadan ved en Hjort, han nylig
havde skudt, og som han var ifærd med at tage Skindet af Vi reed
lige hen til ham, og han mærkede os ikke, før vi vare ham paa tyve
Skridt nær. Men tænker han, at Mikkel blev bange? Han saae bare om
til os, og gav sig derpaa igjen ifærd med Hjorten. »»Saa skal Du da
times en lille Ulykke!«« sagde Herren. »»Niels! skyd ham paa Pelsen!
jeg svarer for Alt!«« Jeg holdt ham med et Skud Rendekugler lige
midt paa hans brede Ryg; men Pyt! han agtede det ikke mere, end om
jeg havde skudt paa ham med en Hyldebøsse. Knægten drejede blot
Ansigtet et Øjeblik om til os, og blev endnu ved at flaae. Da skjød
Herren selv - det var lige kraftigt: han skjar just Skindet fra
Hovedet; og først, da han havde svøbt det sammen, tog han sin lille
Riffel, som laa paa Jorden, vendte sig om imod os og sagde: »»Nu
kommer nok Turen snart til mig; og dersom I ikke seer til at I komme
bort, skal jeg dog prøve, om jeg kan faae Hul paa een af Jer.««
Saadan en Karl er Mikkel Rævehale!« Efter denne 40 Fortælling, der er ligesaa utrolig, men
mere sandfærdig end mange andre, som vi forskrive fra Udlandet,
fortsattes Rejsen til Ansbjerg.