Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Røverstuen (DK)

Saasnart Herskabet havde forsamlet sig til Frokosten, og Junkeren havde givet Rapport om det mislykkede Tog, gjorde Fruen ham det naturlige Spørgsmaal: hvorledes han havde sovet ovenpaa saamegen 55 Strabads? »Ret godt!« var Svaret. Frøkenen smilede: »Har I ikke lagt paa Taarnkammeret? jeg synes, min Pige talte derom.« Junkeren bejaede det; men da han for Kjeresten vilde skjule sin Frygt, fandt han det nødvendigt, ganske at fornægte sit natlige Bekjendtskab. Frøkenen syntes ligesaa opsat paa at afnøde ham en Bekjendelse; hun forsikkrede: »Man kunde see paa hans Øjne, at han ikke havde sovet, og at han saae overmaade bleg ud.« For at ende dette piinlige Forhør, erklærede han det beskyldte Værelse for aldeles purificeret, og lagde til: at hun gjerne selv kunde sove der, naar hun blot havde Mod »Da troer jeg og« sagde hun leende, »at jeg engang skal forsøge det!« Hermed syntes denne Materie udtømt, og Man gik over til andre.