Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Røverstuen (DK)

Under deslige ængstelige afbrudte Samtaler vare de komne omtrent en lille halv Miil fra Aaen ind i Vesterheden. Forfølgerne vare nu tæt ved den østlige Aaebred; de kunde allerede tydeligt skjælnes og tælles. De Flygtendes Angst var nærved at gaae over til Fortvivlelse - intet Glimt af Redning. Cornetten pustede omkaps med Hesten; Frøkenen græd. Da rejste sig pludselig tæt foran dem en stor, bruunklædt Mand op af den høje Lyng, med en Bøsse i den ene Haand og 61 en lavpullet Hat i den anden. De Flygtende standsede. »Hvem der? hvor er Du fra?« raabte Cornetten paa sin militairsk »Derfra« svarede Manden, »hvor Husene staae ude, og Gæssene gaae barfod; og hvor ere I fra, og hvort* vil I? Men hold lidt har vi To ikke seet hverandre fornys? Er I ikke den Person, der bad godt for mig, da Niels Skytte vilde have smækket mig overende?« »Sorte Mads!« raabte Cornetten. »Saaledes kalde de mig« svarede Krybeskytten; »men hvordan kommer det sig, at jeg træffer Jer her, saa tidlig Morgen, med saadan en lille Jomfrue? I har vel ogsaa været ude paa Krybeskytterie? Kan jeg hjælpe Jer i Noget, maa I tale mig til!« »I Nøden« sagde Cornetten »er den nærmeste Ven den bedste. Jeg er Majorens Søn paa Vestervig, og har hentet mig en Kjereste paa Ansbjerg. Hendes Fader med en heel Trop Ryttere er efter os. Kan Du redde os, eller skjule os, vil jeg takke Dig saalænge jeg lever, og belønne Dig saa godt jeg kan; men det maa være snart« lagde han hurtig til, idet han vendte sig om, »for der komme de paa hiin Side Aaen.« Mads holdt sin Hat over Øjnene for Solen: »Saamænd!« sagde han, »der har vi ham selv og alle hans Karle. Frænde er Frænde værst, sagde Ræven, de røde Hunde vare efter ham. Vil I love, at I aldrig røbe, hvor jeg fører Eder hen, saa vil jeg see, at hitte paa Raad!« Frøkenen lovede, og Cornetten svoer. »Hør ikkuns nu Børnlille,« vedblev han, »der ride de just op ad den sidste Banke paa den anden Side af Aaen; inden de vinde op igjen paa denne Side, gaaer et godt Stød** hen, og de kan ikke see, hvad vi tage os for. Imidlertid vil vi rejse dem et Gjærde, som de ikke saa let skulle hoppe over.« Saaledes talende lagde han Bøssen ned, tog sit Fyrtøj frem og slog Ild. Derpaa rev han nogle Haandfulde tørt Mos sammen, satte Fyrtønden derind, pustede indtil han fik Lue, og kastede saa Mossen ned i Lyngen, hvor Ilden øjeblikkelig knistrende og buldrende greb videre om sig. Under denne Beskjæftigelse, hvis Hensigt de Flygtende ikke strax begrebe, vedblev sorte Mads at give sine Tanker Luft i følgende afbrudte Sententser: »Vinden holder med os - og Lyngen er tør - nu kan Niels Skytte snart faae sin Pibe tændt - det er anden Gang han har Gavn af min Fyrtønde - Manden vil sagtens bande og dominere for hans Uhrhøns - fordi jeg steger dem uden Dyppelse - men Nød bryder Lov - og brav Karl hytter sig selv - see saa: nu * * 62 lumrer hun!« Derpaa rejste han sig op, og sagde til Cornetten: »gjør nu som I seer, jeg gjør! riv en Lyngtop op, tænd den, løb saa ti Trin hist hen imod Nord, og stik an! riv saa atter op, løb og stik an, alt Nord paa, indtil I naaer hin Lyngknold, I seer hist et Par Bøsseskud borte! Jeg bærer mig ligesaadan ad imod Sønden; og saa løbe vi ligesaa hurtig her tilbage. Frøkenen faaer imidlertid blive her ved Hesten - Det skal snart være bestilt. Nu begynde vi! Lyst æfor aa mørk æbaag!«* Med denne Formular begyndte Krybeskytten at operere. Cornetten fulgte hans Anviisning, og inden faa Minuter stod en Hedestrækning af en halv Miil i Breden i fuld Brand, og begge Antænderne samledes igjen hos den skjælvende Dame. »Nu er Davren fortjent!« raabte Mads, »vær saa god, følg med, og tag til Takke med fattig Lejlighed! - men, Kronedød! hvad gjør vi ved den?« Han gav Isabelle et Kladsk med den flade Haand: »Kan Du finde ene hjem?« »O!« svarede Frøkenen, »den følger mig, hvor jeg gaaer -« »- Nej det maa den, vor Herrelil! ikke; for saa forraader den os. Døren til mit Huus er den alt for trang, og udenfor tør vi ikke lade den staae. - Du var vel god endnu til at lægge øde« sagde han til Dyret, idet han spændte Sadel og Pakke af; »men Een er sig selv nærest.«. Cornetten, som mærkede hans Hensigt, tog sin Kjereste ved Haanden, og drog hende nogle Skridt tilside, som om han vilde vaere hende for Ilden, der - skjøndt langsomt - dog ogsaa slikkede sig op imod Vinden. Krybeskytten tog sin Bøsse, spændte, gik til Siden af Hesten, holdt den bag Øret, og trykkede til. Frøkenen vendte sig med et Angstskriig, og saae netop den stakkels Isabelle segne ned i Lyngen, uden at give den mindste Lyd. Et Par medlidende Taarer randt ned over Pigens blege Kinder. »Øget er saa dødt som en Sild!« raabte Mads trøstende, »hun hørte ikke engang Knaldet.« Og dermed tog han Bidselet af, lagde Sadel og Pakke paa den ene Skulder, Bøssen paa den anden, og satte sig i Gang. Han opmuntrede de Flygtende til at følge efter, saa saare de kunde, med den glædelige Forsikkring: at der ikke var langt til hans Slot. »Og see Jer kun ikke tilbage« lagde han til, idet han fordoblede og forlængede sine Skridt; »men tænk paa Loths Hustrue!« Ikke ret længe kunde den unge Pige, skjøndt i Ridedragt, udholde at gaae saa fast i den høje Lyng. Hun snublede tit, og hildede sig i Qvistene; hvorfor * 63 Cornetten, uden først at indhente Tilladelse, tog hende paa sine Arme; og uagtet hendes Vægring bar hende afsted. - Skjøndt en smuk Piges specifiqve Tyngde maa være æqval en Hæsligs, saa har jeg dog ladet mig sige: at den Første skal være meget lettere at bære, især for en ung og forelsket Cavalier. Man bør følgelig ikke bære mindste Tvivl om min Sandruehed, naar jeg beretter, at Cornetten uden at hvile bar sin Kjereste henved en halv Fjerdingvej. Vel tilbød sorte Mads et Par Gange, at ville bytte Byrde med ham; men da han med Hovedrysten afslog det, kunne vi nok indsee, at saadant et Skifte ikke havde villet svare Regning. At Frøkenen idelig, med den ene Arm om hans Hals, med en anden Haand løftede hans Hat, og viftede ham, aftørrede ham Sveden og kyste den glødende Pande, maatte jo ogsaa gjøre hende lettere, og ham stærkere.