Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Hosekræmmeren (DK)

»Det spurgtes da snart heromkring i Nabolavet, og et Fjerdingaarstid efter kom Mads Egelund, for at bejle til hende anden Gang. Men hun ville ikke vide af ham at sige, hverken for Lidt eller for Meget. Da han nu fornam, at hun slet ikke kunde lide ham, blev han studsig, og fik Ondt isinde. Jeg, og Folkene, og Alle de, der kom her, passede bestandig nøje paa, at vi ikke lod falde det mindste Ord om, hvordan hun selv i hendes Afsindighed havde undlivet den stakkels Esben; og hun tænkte vel ogsaa, at han enten var død eller gift derude i Sønden. - En Dag, som nu Mads er her, og trænger stærkt paa hende, om at give ham Ja, og hun saa svarer, at hun hellere vilde døe, end giftes med ham: siger han reent ud, at han slet ikke var saa hægen for Een, der havde skaaret Halsen over paa sin første Kjereste; og dermed fortæller han hende det Hele, som det var tilgaaet. Jeg staaer ude i Kjøkkenet og hørte det saa halvt om halvt. Jeg slænger hvad jeg har i Haanden, springer ind, og raaber til ham: Mads! Mads! Gud forlade Jer! hvad er det, I gjør? Men det var for silde: hun sad paa Bænken saa bleg som en kalket Væg, og Øjnene stode stivt i hendes Hoved. »»Hvad gjør jeg?«« sagde han, »»jeg siger jo ikke Andet, end hvad sandt er; det er bedre, hun faaer det at vide, end at holde hende for Nar, og lade hende gaae og vente efter en død Mand hendes hele Livstid - Farvel! og Tak for mig!«« - Han gik; men hun var igjen falden tilbage, og faaer vel aldrig hendes Forstand mere i dette Liv. I seer selv, hvorledes hun er: al den Tid, hun ikke sover, synger hun den Vise, hun selv har digtet, dengang Esben drog til Holsteen, og bilder sig ind, at 123 hun spinder paa Brudelagnerne. Ellers er hun dog rolig - Gud skee Lov! og gjør ikke det mindste Kræ Fortred: men vi tør alligevel ikke slippe hende af Sigte. Gud see i Naade til hende, og løse snart op for os Begge to!«