Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Præsten i Vejlbye (DK)

Saa beholder nu den fattige Mand sit Tørveskifte og sin Eng; men den Rige er visselig bleven mig saare gram. Førend Dommen blev oplæst, stod han og skottede ret saa haanlig hen til den arme Ole Andersen. Ved de Ord »thi kjendes for Ret« saae han sig om til alle Sider, og griinte saa lumskelig, som om han var ganske vis paa Sejren. Og det var han sikkerlig, thi jeg veed, han har ladt sig forlyde med: »det var taabeligt, den Stodder vilde tænke paa at vinde fra ham.« Det skedte dog alligevel. - Da han havde hørt Dommen, kneb han Øjnene og Lipperne sammen, og blev i sit Ansigt som en kalket Væg. Men han tvang sig og sagde, idet han gik ud, til sin Vederpart: »tillykke med Handelen, Ole Andersen! den Tørvepyt skal ikke gjøre mig fattig; de Ingvorstrups Stude faae vel det Høe, de kunne æde.« - Jeg hørte ham udenfor skoggre, og, medens han reed bort, slaae Skrald paa Skrald med sin Pidsk, saa det gav Gjenlyd i Skoven. - Det er tungt nok at være Dommer. For hver Kjendelse, Man afsiger, kan Man regne paa en Fjende mere. Ak ja! naar vi endda kunne beholde Samvittigheden til Ven! »Fordrager Sorg for Samvittighedens Skyld!«