Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Præsten i Vejlbye (DK)

Det var igaar den ulykkelige Dag! - vedpas en halv Time før Solen stod op, at Morten Bruus kom her i Gaarden, og havde med sig Indsidder Jens Larsen af Vejlbye, samt Hyrdens Enke og hendes Datter ibidem. - Morten Bruus sagde til mig: at han havde Præsten i Vejlbye stærkt mistænkt for at have slaget hans Broder ihjel. Jeg svarte ham, at jeg vel havde hørt den samme Snak, men anseet den for en taabelig og ondskabsfuld Opdigtelse, saasom Præsten selv havde forsikkret mig, at Karlen var løbet sin Vej. »Om saa var« sagde han, »at Niels vilde rømme, havde han nok kommet til mig først, og ladet mig det vide; men at det forholder sig ganske anderledes, det kunne disse gode Folk vidne, og derfor beder jeg, at I paa Embedsvegne vil forhøre dem.« - »Betænk Jer vel!« siger jeg »betænk Jer vel, min kjere Bruus! og ligesaa I andre gode Folk! inden I beskylde en hæderlig og uberygtet Præst og Sjælesørger! kunne I intet bevise, hvorpaa jeg storligen tvivler, kan det komme Jer dyrt at staae.« - »Præst eller ikke Præst« raabte Bruusen, »der staaer skrevet: du skal ikke slaae ihjel! der staaer ogsaa skrevet: Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgjæves. Vi har jo Lov og Ret i Landet; og en Morder kan ikke undgaae sin Straf, om han saa havde Stiftamtmanden til Svigersøn.« Jeg lod som jeg ikke mærkede Finten, og sagde: »Velan! det skee, som I ville! Hvad veed I, Kirsten Madsdatter! om den Sag, hvorfor Morten Bruus beskylder eders Præst? Siig nu den rene Sandhed, saaledes som I ville forsvare for den Alvidendes Domstoel, og som I det siden ved Lovens Eed skulle bekræfte!« Og gav hun da følgende Forklaring: Den Dag, paa hvilken der sagdes, at Niels Bruus var rømt af Præstegaarden, var hun lidt over Middag med sin Datter Else gaaet forbi Præstens Hauge. Som de komme omtrent midt for Steendiget, der gaaer østen om samme, høre de Een kalde paa Else. Det var Niels Bruus, som stod indenfor Hesselhækken, og som nu bøjede Grenene lidt tilside, og spurgte Else, om hun vilde have nogle Nødder. Hun tog da mod en Haandfuld, og spurgte, hvad han bestilte der. Han svarede, at Præsten havde befalet ham at grave, men den Bestilling havde han ikke isinde at tage sig saanær, han vilde hellere plukke Nødder. I det samme hørte de en Dør lukkes op inde ved Huset, og Niels sagde:

        

132 »pas paa! nu faae vi en Skjændepræken!« Strax efter havde de hørt - see kunde de Intet, for Diget var for højt og Hækken for tæt - hvorledes de skjændtes, og blev den Ene ikke den Anden noget Ord skyldig. Tilsidst havde de hørt Præsten raabe: »jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!« hvorpaa det kladskede, to eller tre Gange, som naar Een faaer Munddaske. Saa havde Niels skjældet Præsten for en Bøddelknegt og en Kjeltring. Dertil havde Præsten slet Intet svaret, men derimod hørte de to dumpe Slag, saae tillige Bladet af en Spade og noget af Skaftet to Gange svinges over Hækken; men den der svingede Spaden kunde de ikke see for Hegnets Højde og Tæthed. Dermed var Alt stille inde i Haven; men de (Hyrdeenken og hendes Datter) vare blevne bange og underlig tilmode, og saa gangne i Marken til Creaturene. Selvsamme Forklaring som Moderen, gav ogsaa Datteren. Jeg spurgte dem, om de ikke havde seet Niels Bruus komme ud af Haugen; hvilket de Begge benægtede, skjøndt de ofte havde seet sig tilbage.