Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Præsten i Vejlbye (DK)

Ak, Du Fredsens Gud! jeg turde jo nu ikke længere tvivle; Sagen var alt for aabenbar; men jeg var nærved at synke i Jorden af Skræk og Afskye. Jeg vilde just sige Præsten, at han maatte berede sig paa at gaae i Fængsel, da han selv tiltalte mig - han var bleg og skjælvede som et Espeløv. »Skinnet er imod mig;« sagde han: »thi dette er et Værk af Djævelen og hans Engle. Dog lever endnu Een, som vel skal bringe min Uskyldighed for Dagen - kom, Hr. Herredsfoged! i Baand og Lænker vil jeg vente paa hvad han haver besluttet over mig arme Synder. Trøst min Datter! og tænk paa, at det er eders Fæstemøe!« - Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig - det var min Kjereste; hun laae der daanet paa Jorden - Gud give, vi havde ligget Begge saaledes, og aldrig opvaagnet meer! Jeg løftede hende ivejret, og tog hende paa mine Arme - jeg tænkte, hun var død; men Faderen rev hende fra mig, og bar hende ind; og lige med det samme blev jeg atter kaldt hen til den Dræbte, for at besigtige et Saar i hans Hoved; som vel ikke var dybt; men dog havde knækket Hjerneskallen, og kjendeligen viste sig at være bibragt ved en Spade, eller et saadant sløvt Redskab.