Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Præsten i Vejlbye (DK)

↩ Vi droge afsted til Grennaae; Præsten kjørte med Slutteren og Byesvenden, og jeg reed. Da Fængselsdøren blev aabnet stod min Kjereste og redte sin Faders Seng; paa en Stoel ved Hovedgjerdet hang den ulykkelige grønne Sloprok. - Min Kjereste gav et Glædesskrig, da hun saae mig komme; hun troede at Faderen var frikjendt, og at jeg nu selv vilde udføre ham af Fængslet. Hun kastede hvad hun havde i Hænderne, og hang sig om hans Hals. Den gamle Mand græd, saa den ene Taare ikke kunde bie den anden. Han nænnede ikke at sige hende, hvad nu var passeret paa Thinget; men gav hende nogle Ærinder i Byen, at hun skulde indkjøbe Allehaande. Før hun gik sprang hun hen til mig, trykkede min Haand til sit Bryst, og hvidskede: »godt Budskab?« - For at dølge min Smerte og Forvirring, kyssede jeg hende paa Panden, og sagde: »Kjere! siden skal I høre hvad der er passeret - veed endnu ikke, om det gjør stort fra eller til - men henter os nu hvad eders Fader forlanger.« - Hun gik. Ak! Ak! hvilken jammerlig Forandring paa før, da dette uskyldige Barn levede sorgløs og glad i den muntre Præstebolig, og nu her udi dette skumle Fængsel med Sorrig og Smerte, ja med idelig Angst og Bævelse. -