Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Præsten i Vejlbye (DK)

»Fra min Barndom af, saalænge som jeg kan huske, har jeg altid været trættekjer, iilsindet og stolt; har ingen Modsigelse kunnet taale; men stedse været rede til at slaae til med Sværd Dog har jeg sjælden ladet Solen gaae ned over min Vrede; ej heller baaret Had til noget Menneske. Allerede som halvvoxen Dreng begik jeg i Hidsighed en Gjerning, der ofte inderlig har fortrudt mig, og smerter mig endnu hvergang jeg tænker derpaa: vores Gaardhund, et fromt Dyr, som aldrig gjorde noget Kræ Fortræd, havde taget min Mellemmad, som jeg havde sat fra mig paa en Stoel; i min Arrighed sparkede jeg saaledes med min Træskoe til Hunden, at den døde under ynkelige Skrig og Pinsler. Det var kun et umælende Dyr; men dog et Varsel for at jeg skulde forgribe mig paa Mennesker. - Da jeg som Student rejste udenlands, gav jeg mig i unødig Trætte med en Bursch i Leipzig, fordrede ham ud, og stak ham i Brystet saa farligt, at han med yderste Nød kunde frelses. Allerede herfor havde jeg fortjent, hvad jeg nu saa sildigen maae lide; men Straffen falder nu og med tidobbelt Vægt over mit syndige Hoved - gammel Mand! - Præst, Fredens Sendebud - og Fader! Ak Gud! ak Gud! der er Saaret endnu dybest - -.« Han sprang op, og vreed sine Hænder, saa det knagede i alle Ledemod. Jeg vilde sige Noget til hans Trøst; men vidste Intet.