Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Præsten i Vejlbye (DK)

↩ Han gik atter nogle Gange hastig op og ned ad Gulvet; derpaa stod han stille foran mig, og sagde: »I har nu her mellem Fængslets Mure annammet min Bekjendelse; jeg veed, at eders Mund skal fordømme mig; men hvad siger eders Hjerte?« - »Mit Hjerte,« svarede jeg - det var knap, jeg for Beklemmelse kunde tale - »mit Hjerte lider usigeligt, og vilde gjerne briste i dette Øjeblik, naar det derved kunde frelse Eder fra en skrækkelig og vanærende Død -« (jeg turde jo ikke nævne det sidste Redningsmiddel, Flugten). - »Det kan I ikke,« faldt han hurtigt ind: »mit Liv er forbrudt, min Død er retfærdig, og et advarende Exempel for alle Efterlevende. Men lov mig, at I ikke vil slaae Haanden af min arme Datter - jeg havde engang tænkt at give hende i din Barm -« (her aftørrede han de atter frembrydende Taarer) - »dette skjønne Haab har jeg selv forstyrret; I kan ikke ægte en Misdæders Barn, men lov mig, at I vil sørge for hende, som en anden Fader!« Med stor Bedrøvelse og under mange Taarer gav jeg ham min Haand. - »I har vel Intet hørt fra min Søn fornyelig?« tog han igjen tilorde: »jeg vil ogsaa haabe, at han bliver uvidende om denne Elændighed til Alt er forbi - jeg kan ikke taale at see ham.« Her skjulte han sit Ansigt i sine Hænder; vendte sig om, og støttede sin Pande mod Væggen - han hulkede som et Barn.