↩ »Lad Steen gaae op til hende!« siger Fruen, og spørge: om hun har Lyst at gjøre en Tuur med til H ... Jeg gik; og see! hun havde strax Lyst, og kom heel paaklædt ned endnu førend de Gamle vare blevne færdige. - Der blev slet ikke talt noget om den formentlige Fenstren; og vi rullede af alle fire. - Midtvejs omtrent mellem A... og H ... ligger en lille Bye, hvis Navn jeg heller ikke er for at tilkjendegive. I Byen boede en Præst, hvis Hauge rakte lige ud til den Vei, vi havde at kjøre. Som vi kom hen derimod, see vi Præstens Gartner - som ellers var en ret beleven Mand - en Kjøbenhavner - Han plukker Blomster, og binder dem sammen i Smaakoste. - Da vi næsten ere komne lige ud for ham, lader det til, som blev han os nu først vaer. Han hilser, nærmer sig hurtigt, og springer over Diget til Vognen, idet han beder Kudsken holde. »Maae jeg ha' den Ære« raaber han »at offerere Herskabet nogle af mine Levkøjer! Jeg troer neppe der findes saa fuldkomne andensteds i Jylland.« Man takkede og modtog de blomstrende Foræringer. »Naar de kommer til Staden,« lagde han til, 228 »hvor de maaskee bliver inat, var det godt, om Bouquetterne bleve løste, og Blomsterne enkeltviis nedsatte i vaadt Sand: saaledes conserverer de sig længere - den naadige Frøken paatager sig maaskee den Uleilighed; den vil sandelig ikke være spildt.« - Dette sidste sagde han med et noget alvorligt Ansigt, og et Blik til den naadige Frøken, som jeg dengang ikke forstod at tyde; men af hvilket Slags jeg, gammel nok, har observeret adskillige. Nu kan jeg for det meste, see paa et par Øjne, om der er en vigtig Hemmelighed indenfor dem.