Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Eneste Barn (DK)

Kammerherren blev forundret og muggen ved at see os; han mumlede Noget, som jeg ikke kunde forstaae. »Du kan gaae lidt ind i dit Værelse - og tag den Lille med!« sagde han til Datteren: vi gik. Indkomne der, hvidskede hun hurtigt, og, jeg kunde sige fortroeligt: »tag det Glas der, og hent mig det halvfuld af det hvide Sand, du veed nok!« Jeg tog Glasset og løb. Da jeg snurrede mig om udenfor, og vilde lukke Døren, saae jeg at i det Øieblik hun klippede Bindselet over, der sammenholdt Blomsterne, faldt et lidet Stykke sammenfoldet Papiir fra dem; men hun greb det i Flugten med den ene Haand, medens den Anden smed Levkøjerne hulter til Bulter i Vindveskarmen. - Jeg gik ind igjen efterat have hentet det forlangte Sand Som jeg nu aabnede Døren, seer jeg at hun trykker noget Papiir, vistnok det samme - til sine Læber, og, da hun fornemmer mig, ned paa Brystet. »Saae Du noget? din lille Kjeltring!« sagde hun, vimsende hen til mig, og bøjende sit Ansigt tæt ned til mit. »Jeg saae, at De kyssede en 229 Strimmel Papiir; andet har jeg ikke seet,« svarede jeg. »Vist ikke« sagde hun, »jeg lugtede blot til det, for det duftede saa deiligt af Levkøjerne - forresten snakker Du ikke til noget Menneske, hvem det end er, om hvad Du saadan seer herinde, for, - see her har Du to Makroner, og flere skal Du faae, naar den lille Mund ikke vil sladdre. (Det lovede jeg - og holdt lige til Nu, det er: noget over et halvt Aarhundrede; hvorfor mine Tilhørere ikke maae krympe sig ved, at jeg snakker saa vidt og bredt om en Begivenhed af det Slags der er mange tusinde Aar gammel, og vil være nye saalænge Verden staaer, nu er der løst for Posen, og Indholdet vil herud.)