Blicher, Steen Steensen Uddrag fra Eneste Barn (DK)

↩ Den gammeladelige grundmurede Borg var forsvundet, og en Vaaning af Bindingsværk og med Straatag, var nu den borgerlige 233 Ejermands fordringsløse Bopæl. - Inde i Værelserne mindedes man om den uafladelige Foranderlighed i alt hvad menneskeligt er, »Nu« er aldrig saadan som »Før«: »Nyt« slutter sig - eller rettere skiller sig fra »Gammelt«. Her viste sig dette Første - det var Bedsteforældre i Selskab med Børnebørn, her et mægtigt Egeskab i Fortidens Smag ligeoverfor en lille Mahogny Commode; her en Ottoman med forgyldt - nu mestendeels afslidt Træværk og Læderbetræk - der, en Sopha fineret og betrukket med hjemmegjort Tøj: og her nogle store Billeder af ukjendte længst forglemte Herrer og Damer, mellemspækkede og undersmækkede med Kobbere over 2den Aprils Slaget og Napoleons Sejre. - Jeg gik ud i Haugen - der var ingen mere! Alle de gamle Frugttræer vare forsvundne, Blomster og Køkkenurter havde givet Plads for Rug, Byg, Havre, Køer og Faar. - Jeg ilede ned til Søen, hvor jeg i mine Drengeaar paa en Altan udover Vandet havde anglet - der var ingen Altan, der var ingen Baad - der var intet andet end Vand - og saa Skoven paa hiin Side. Jeg tyktes endnu derovre at høre svage Gjenlyd af hine Kanonknald, der forkyndte Festiviteterne, dem jeg i mine Drengeaar saa ofte havde bivaanet - Alt var stille. - Jeg ydede mine Barndomsminder et langt og trangt Suk og tænkte: der kommer og en Tid, da du selv bliver stille.