Blicher, Steen Steensen Uddrag fra E Bindstouw (DK) (paralleltekst med Rigsmålsgengivelse)

Dengang at de ved København med Admiral Nelson droges -
det var en høj Skærtorsdag, de bestilte ikke andet end sloges -
det Pust begyndte ved Kirketid, da de havde ringet sammen;
men Klokken den blev tre saa vel, før Nelson han sagde Amen. -
Og det var mig og Jens og Per - fra een By alle tre -
og paa et Skib, hed Prøvesten, der var vi ogsaa med.
Den Tid at Klokken den var otte, og vi havde faaet vor Davre,
da raabte Kaptajnen: »Karle! lad mig se, I ikke sover.«
Og alle de Skibe, der drev forbi, de smed deres Kugler til os.
Tilsidst saa kom der tre med et, og de blev liggende ved os.
De skød, og vi skød. Vor Kaptajn - Peder Lassen var det, de kaldte
ham -
han raabte for hver en Kugle, der kom: »Den maa vi have betalt
ham.«
De Kugler fløj saa tykt som Smul og peb som nogle Hjejler;
de kom og slog os over Ende, som naar de spiller Kegler.
Og midt paa Dagen omtrent, da trimled Jens og Per.
Jeg sukked ved mig selv og sagde: »Nu ses vi aldrig mer.«
Saa blev vi ved at punses saadan, og det var rigtignok haardt,
for Klokken gik til fire, og vi havde ingen Middagsmad faaet.
Tilsidst blev Engelskmanden ked af den her Haandtering;
vor Løjtnant tørrede sin Pande og sagde: »Hold inde med
Chargering!«
Saa skred jeg i en Baad i Land og fik mig noget at bide paa;
jeg gik og aad, for der var ikke en Plet jeg kunde sidde paa.
Der kom da en, jeg kendte, og sagde: »Har du været i Klemmen?«
»Ja lidt,« sagde jeg. - »Da er,« - sagde han, - »de andre paa Lazarettet.«
»Hvad? Hvem?« sagde jeg. - »Ih! Per,« sagde han, »og Jens, dine
Kammerater.« -
»Saa er det ikke værd,« sagde jeg, »at vi staa her og prater.
Jeg tænkte, at de var slaaet ihjel; jeg saa jo for mine Øjne,
260 Di tremled øwweræhn - ino! - da war et wal djæ løwen.
Ito! A vel indda dæhænh!« - »Ito!« saah han, »al mæddæ!«
Men Gud bewaahrs! hwa dæ wa fult! aa ek en Boes wa ledde.
I Salsen loe di begi Tow, faa di ku ett kom længer;
Aa Minnisken di stod omkring, aa glowd aa ga dem Pænger.
Aa dæhr stod stuere faarnem Folk, aa Frøkener aa Fraawer,
Aa ga dem. »Hillimænh!« saae A, »da skal A loww I skaawer!
Hudn goer et mæ Jer?« - »Skit!« saae Jens: »A'r aah mæ begi
Fædder.« -
»A mæ mi Ahrm, walkommen Mahs!« saa Pier - »ærd Dæ dær æ
dær?«
Men Jens han loe, aa tow mod Pænng; han talt dem, aa han djelt'em;
Aa de wa Sølpænng aalle Slaww; han had nok mæ aa skjelt'em.
Di hall put han i Pies Fek; di hall dem tow han te sæ;
Men saa ga han et Hjahtesok, aa prøwed aa læth ve sæ:
»De blywer rinng mæ mæ« - saah han - »A trower ett A løwer.
A bie Dæ saa almindele, Pier! komme Do dærøwer,
Da skal Do hælls mi Faaer aa Muer, aa Kjesten ekke minner!
Aa ka Do løww, da bier A dæ, Do gywte Dæ mæ hinner!«
»De skie ves ett« - saah Pier - »faar A mo vesnok følles mæ Dæ?« -
»Hwa ska wo Pænng blyw te?« - saah Jens - »Mahs! ve Do ta dem te
Dæ?
Aa fløj dem hjæmm?« - »Hwofor ek de« - saah A - »A ska wal ta
dem.« -
»Vel Do gi Kjesten aalle mien?« - saah Jens - »faa hun ska ha dem.
Men hwissom, Pie! Do døer far A, maa A saa arre Dihn?
Hun fek indda en kjøn kon mier, nær di bløw laa te mihn.«
»Aa ja!« - saah Pier; aa de war aa di sisti Uer han taalt,
Faa føst døh han, aa saa døh Jens: aa saaen fek Kjesten Aalt.
Saa drøw A hjæm mæ den Beskien, aa kam te Ørum sille -
A vil ett go te Kjesten strags, men blyww te'm Moenen tille.
Mi Faar aa Muer - de skal A loww - di smillt degaang di soe mæ.
Mi Muer hun saah: »I Guskilow! Do kun indda begoe Dæ.« -
»Ja de wa stint nok« - suered A, aa kyl mi Twærsæk nier.
261 de trimled over Ende - ih nu! - da var det vel, de er levende.
Naa men, jeg vil endda derhen!« - »Ja men,« sagde han, »jeg vil med
dig!«
Men Gud bevares, hvor der var fuldt! og ikke en Baas var ledig.
I Forstuen laa de begge to, for de kunde ikke komme længer;
og Menneskene de stod omkring og gloede og gav dem Penge.
Og der stod store, fornemme Folk og Frøkener og Fruer
og gav dem. »Hillemænd!« sagde jeg, »da skal jeg love, I skover!
Hvordan gaar det med jer?« - »Skidt!« sagde Jens: »Jeg er af med
begge Fødder.«
- »Jeg med min Arm, velkommen Mads!« sagde Per - »er det dig, der
er der?«
Men Jens han laa og tog mod Penge; han talte dem og delte dem;
og det var Sølvpenge af alle Slags; han havde nok med at sortere dem.
De halve puttede han i Pers Fikke; de halve dem tog han til sig;
men saa gav han et Hjertesuk og prøvede at lette ved sig:
»Det bliver ringe med mig« - sagde han - »jeg troer ikke, jeg lever.
Jeg beder dig saa mindelig, Per! kommer du derover,
da skal du hilse min Fader og Moder, og Kirsten ikke mindre!
Og kan du leve, da beder jeg dig, du gifter dig med hende!«
»Det sker vist ikke,« sagde Per - »for jeg maa vistnok følges med dig.«
»Hvad skal vore Penge blive til?« - sagde Jens - »Mads, vil du tage
dem til dig?
og fly dem til dem hjemme?« »Hvorfor ikke det?« - sagde jeg - »jeg
skal vel tage dem.« -
»Vil du give Kirsten alle mine?« - sagde Jens - »for hun skal have
dem.
Men hvis Per! du døer før jeg, maa jeg saa arve dine?
Hun fik endda en køn Slump mere, naar de blev lagt til mine.«
»Aa ja!« - sagde Per; og det var og de sidste Ord, han talte,
for først døde han, og saa døde Jens: og saadan fik Kirsten alt.
Saa drev jeg hjem med den Besked og kom til Ørum silde. -
Jeg vilde ikke gaa til Kirsten straks, men blive til om Morgenen tidlig.
Min Fader og Moder - det skal jeg love - de smilte, dengang de saa
mig.
Min Moder hun sagde: »Ih Gud ske Lov! Du kunde endda begaa
dig.« -
»Ja, det var haardt nok,« - svarede jeg og kylede min Tværsæk ned.
262 »Do æddet nahgen« - saah mi Faaer - »hudn goer et Jens aa Pier?«
»To di bløw skaat« suer A, »dæ war aa ret en slem Spitakkel;
Di loe som slagted Swønh; te A bløw frie, de war't Merakkel.«
»Hm - hm - hm!« saah mi Faaer - »hwem kaast'em hen? hwem full te
Grawen?« -
»Ham sjæl han kaast 'em hen« - saah A - »aa hiele Kjøvvenhawen
Ful dem te Grawen. Dæh bløw ringed, præjked, dæh bløw songen.«
Mi Muer hun slow hin Hinner sammen: »De wa knøwt aaw
Kongen.«
Mi Faaer han saah: »No fo di Saarre te Øwlis - sølle Kjesten!«
Faa nærenstie En haar en Ven, saa vel En nødde mest'en.«
Om Muenen degaang vi had et wo Dower, saah mi Mower:
»Do skal wal hen te Øwlis no? - A følle mej, A trower.«
Da Kjesten soe mæ, stak hun i aa græhd - faa di had saae hin't -
»Hwa ka de nøtt!« - saah hinne Faaer - »Aah!« - saah hun - »de ær aah
stint.
Aah! Jens! Jens! Jens! Do wa mi Ven - aa hwofaa skul A møst Dæ!«
»Aah! gi Dæ stell te't!« - saah hin Faaer - »dæ foes wal Jen, ka trøst Dæ.«
Saa tow A op mi Paang mæ Pæng - dem Jens aa Pier had ginn mæ:
»Dem ska Do ha te Arrepaaet!« - saah A - »Ka de ett linn Dæ?«
Saa kam vi te aa snakk en Kuen baad' om de Jen aa d'Annet.
Mi Faar kam aasse te aa saah: »den Krie æ slem faa Lannet.
Men ejes no te Jens æ døe, hudn tinke Do no Øwli?
Do kan ett saahn sedd Enkimanh; aa de'r't waer aa vrøwl i.
No ska Do inten gywt Dæ sjæl - aa Do æ raa faa gammel -
Aa Do aa hun I sku nohinne væhr epo jens Hammel.
Aa A veed et, hvem de sku væhr« - han suer: »A vedfk hejer.
Ku Kjesten finn en Kaael mæ Let, kahænsæ de wa bejer.« -
263 »Du er da ikke nøgen,« - sagde min Fader - »hvordan gaar det med
Jens og Per?«
»Ja, de blev skudt,« - svarede jeg, - »der var ogsaa ret et slemt
Spektakel;
de laa som slagtede Svin; at jeg blev fri, det var et Mirakel.«
»Hm - hm - hm!« sagde min Fader - »hvem kastede dem hen? hvem
fulgte til Graven?«
»Ham selv, han kastede dem hen,« - sagde jeg - »og hele København
fulgte dem til Graven. Der blev ringet, præket, der blev sunget.«
Min Moder slog sine Hænder sammen: »Det var knøvt af Kongen.«
Min Fader han sagde: »Nu faar de Sorg hos Øvlis - sølle Kirsten!
For naar en har en Ven, saa vil en nødig miste den.«
Om Morgenen, dengang vi havde ædt vor Davre, sagde min Moder:
»Du skal vel hen til Øvlis nu? - jeg følger med, jeg tror.«
Da Kirsten saa mig, stak hun i at græde - for de havde sagt hende
det.
»Hvad kan det nytte!« sagde hendes Fader. »Aa!« sagde hun - »det er
for haardt.
Aa Jens! Jens! Jens! Du var min Ven - og hvorfor skulde jeg miste
dig.«
»Aa! tag det nu roligt!« sagde hendes Fader - »der faas vel en, der kan
trøste dig.«
Saa tog jeg op min Pung med Penge - dem Jens og Per havde givet
mig:
»Dem skal du have til Arvepart!« - sagde jeg. - »Kan det ikke lindre
dig?«
Saa kom vi til at snakke en Smule baade om det ene og det andet.
Min Fader kom ogsaa til og sagde: »Den Krig er slem for Landet.
Men ellers nu, Jens er død, hvordan tænker du nu, Øvli?
Du kan ikke saadan sidde Enkemand; og det er ikke værd at vrøvle i
det.
Nu skal du enten gifte dig selv - og du er snart for gammel -
og du og hun I skulde omtrent være paa ens Hammel,
og jeg ved ikke, hvem det skulde være.«
- Han svarede: »Jeg ved f- ikke heller.
Kunde Kirsten finde en Karl med lidt, kan hænde sig det var bedre.«
264 »Ito!« - saah Muens mi Faaer - »Do'k ett behøw aa lied aah laant« -
»Aah! I behøwer hejes ett« - saah Kjesten - »aa ha aah traant!« -
»Hm, hm!« - saah Øwli - »hm! A veed, di Sæn han haae no
Skjellinger -
Hint wos en Dram aa en Bed Brøe! de ka ett hjelp vi kjællinger.«
Men saa bløw Kjesten rint kataalsk, aa hvæll, aa ba om Daw da.
Men sihn som vi kam sammen saan i jit aa annet Law da:
Somti saa wa hun ett betint, aa annetier hun tøt et.
Tesist saa bløw vi Manh aa Kuen, aa Ingen haa faatrøt et!«