↩
Som jeg nu skulde fortælle, saa drog vi da ind i det Sønden. Og vi
marcherede en Dag og en anden Dag, og saa blev en en bitte Smule
træt af den Riden og lidt øm der, hvor en er højest, naar en sanker
Spaaner. Saa stod Karlene af, gik imellem og havde Bidselet over
Armen. Jeg gik ogsaa, men jeg lod Jens skøtte sig selv. Han fulgte
mig nok saa trolig, og kom nogen ham for nær, saa skrollede han -
for de vilde have til, han var en Halvtig - og vilde baade bide og
slaa. Nuda: saa kom vi en Dag til en By derude ved Aabenraa, og jeg
fik mit Kvarter ved en Gaardmand. Der stod godt til ved ham, men det
var en pinevorn Hund, for vi kunde ikke vel faa det, vi kunde æde.
Men saa var der en af Døtrene - han havde seks af det Slags - og
hende kunde jeg rigtig godt lide, og hun gav mig et godt Nødsfor den
samme Aften, og Dagen efter - for vi laa over der - saa var hun
endda bedre ved mig, og hun vidste aldrig det Gode, hun vilde gøre
mig. Den anden Morgen, før vi kom af Sted, saa kom hun ind til mig i
Stalden, hvor jeg stod og striglede. »Rasmus!« sagde hun, »nu drager
du hen, og saa faar vi vel ikke hverandre at se mere.« - »Det kunde
byde sig!« - siger jeg. - »Nej!« sagde hun. »Du kan miste dit Liv,
eller du kan faa dig en Kæreste derude.« - »Ved du hvad,« siger jeg,
»enten 282
løwer eller A
døer, saa foer A ingen Kjerrest, hwissommensti Do vil ett væhr ed,
Helle!« - »Gud bæjr ed« sejer hun, »A for aalle Low te ed a mi Muer,
aa knap nok a mi Faaer, faa di haa sit Enaahn ud te mæ.« -»Helle!«
sejer A, »æ ed di Alwor, Do ve draw ind te mæ, saa bih et Stød ætte
mæ, aa si om A komme tebaahg. A fo raa mi Awskien, aa mi Faaes Goer,
saa ska vi gywt wos, næ Do vil ræmm hæh fræ, aa følles mæ mæ te mit
Hjemmen.« - Saa tow hun mæ om Halsen aa kyst mæ, aa græed en Koen,
aa smutted ud igjen. - Messingjens so ætte hinner, aa A lo Saal aa
Bjessel o ham, aa rej mi Vej mæ di Anner. - De war en sølle Tie faa
wos: somti fek vi Nøj aa ehd, aa somti ett; men A djell aalywl mi
Brøe - nær A haadd - mæ Jens; aa lissesnaar vi kam te Kotier, saa
sørred A føst faa ham mæ Hakkels aa mæ Hawr, aa mæ hwa A ejsen ku
bjerre te ham, somti Row aa somti Byg aa somti Hwehd, som de ku træf
sæ. - Vi drøw laant astej, A ved aalle hue vi war; men Krie, de
faanam A ett te. Laant om lænng fek vi Aadder aa dryw hjemad. -
Helle had et wo møj aah mi Tanker aal den hiele Mars. Da A no kam
saa nær, A ku sie hinne Bøj, saa rier A hen te wo Rikmæjster, aa
faaklaared ham, hudden de wa gawn mæ dæhr sidst, aa hwa vi had
isinn, aa ba ham saa om Faalow aa ta Pigen mæj. »Messingjens« søh A
»ka gaat bæhr wos behgi Tow, aa A veed han gjør ed mæ en gue Villi.«
- Rikmæjsteren smill, aa søh: »Du er en Helvedes Karl! men hvordan
vil Du komme godt fra det Pigetyverie? Di kommer nok strax bag
efter, og taer hende fra Dig, og Du faaer en Ulykke - jeg kan ikke
redde Dig.« - »De haar ingen Nøe« sejer A, »hun ska ha mihn
Staalklæjr epo, saa ka der Ingen kin hin, aa A seje te mi
Kammeraater, aa hwem dæ spør: te de war en sygh Draguen aaw di
fynsk, dæ wa bløwn leggen dæhr i Bøjen.« - »Lad gaae! Din Gavtyv!«
seje han; »jeg skal selv tale med Chefen, og faae ogsaa hans Minde;
men jeg skal nok tie stille med dit Pus, og bilde ham ind, at
Messingjens af Medlidenhed selv havde forlangt at faae den syge
Dragon paa Ryggen.« - De gik no aasse aalsammen som de skull. Vi rej
ind ad Bøjen, aa dæ stued di Stuer aa di Smoe uddenfaa Puet aa Dahr,
faar aa be wos walkommen. A skotted ætte Helle - jow! hun wa dæ
relle nok, aa da hun fik Yww po mæ, aa A lo mi Pallask hels hinner,
da glindsed hun øwr hiele hinner Ansigt, som om hun skul ha wor ud
aa fæjst Pigger, som di seje faar et Mundsprog. 283 jeg nu lever eller jeg dør, saa
faar jeg ingen Kæreste, hvis du vil ikke være det, Helle!« - »Gud
bedre det,« siger hun, »jeg faar aldrig Lov til det af min Moder og
knap nok af min Fader, for de har set en anden ud til mig.« -
»Helle!« siger jeg, »er det dit Alvor, du vil drage ind til mig, saa
bi en Stund efter mig og se, om jeg kommer tilbage. Jeg faar snart
min Afsked og min Faders Gaard, saa skal vi gifte os, naar Du vil
rømme herfra og følges med mig til mit Hjem.« - Saa tog hun mig om
Halsen og kyssede mig og græd en Smule og smuttede ud igen. -
Messingjens saa efter hende, og jeg lagde Sadel og Bidsel paa ham og
red min Vej med de andre. - Det var en sølle Tid for os: sommetider
fik vi noget at æde og sommetider ikke; men jeg delte alligevel mit
Brød - naar jeg havde - med Jens; og ligesaasnart vi kom til
Kvarter, saa sørgede jeg først for ham med Hakkelse og med Havre, og
med hvad jeg ellers kunde bjærge til ham, sommetider Rug og
sommetider Byg og sommetider Hvede, som det kunde træffe sig. - Vi
drev langt afsted, jeg ved aldrig, hvor vi var; men Krig, det fornam
jeg ikke til. Langt om længe fik vi Ordre at drive hjemad - Helle
havde ikke været meget af mine Tanker al den hele March. Da jeg nu
kom saa nær, at jeg kunde se hendes By, saa rider jeg hen til vor
Ritmester og forklarer ham, hvordan det var gaaet mig der sidst, og
hvad vi havde i Sinde, og bad ham saa om Forlov at tage Pigen med
»Messingjens,« sagde jeg, »kan godt bære os begge to, og jeg ved,
han gør det med en god Vilje.« - Ritmesteren smilede og sagde: »Du
er en Helvedes Karl! Men hvordan vil du komme godt fra det
Pigetyveri? De kommer nok straks bagefter og tager hende fra dig, og
du faar en Ulykke - jeg kan ikke redde dig.« - »Det har ingen Nød,«
siger jeg, »hun skal have mine Staldklæder paa, saa kan der ingen
kende hende, og jeg siger til mine Kammerater og hvem der spørger:
at det var en syg Dragon af de fynske, der var bleven liggende der i
Byen.« - »Lad gaa, din Gavtyv!« siger han; »jeg skal selv tale med
Chefen og faa ogsaa hans Minde; men jeg skal nok tie stille med dit
Puds og bilde ham ind, at Messingjens af Medlidenhed selv havde
forlangt at faa den syge Dragon paa Ryggen.« - Det gik nu altsammen,
som det skulde. Vi red ind ad Byen, og der stod de store og de smaa
udenfor Porte og Døre for at bede os velkommen. Jeg skottede efter
Helle - jo! hun var der redelig nok, og da hun fik Øje paa mig og
jeg lod min Pallask hilse hende, da glinsede hun over hele sit
Ansigt, som om hun skulde have været ud at fæste Piger, som de siger
for et Mundsprog.