Blicher, Steen Steensen Uddrag fra E Bindstouw (DK) (paralleltekst med Rigsmålsgengivelse)

Jeg lod som ingenting; og jeg sagde Goddag baade til de gamle og til de unge; men jeg gjorde ingen Forskel. Da vi havde faaet vor Nadver (det var ikke andet end Boghvedegrød, og de var fattige, og der var ikke andet end noget sølle blaasur Mælk at dyppe dem i), saa gik jeg ud for at fodre af - et Stykke Brød havde jeg listet ud af Skuffen derinde under Skiven. - Jens rimmede, da han saa mig og lugtede det her Brød. »Nu skal du have det her foruden din Ration,« sagde jeg til ham, »kan du saa staa ved at bære en til foruden mig?« - »Hohohohohohoho!« sagde han. »Det er Ord nok,« sagde jeg, »Du skal ikke komme til at fortryde det.« - Med det samme kom Helle. Hun var baade glad og sorgfuld; saa smilede hun, og saa græd hun, og sommetider begge Dele paa en Gang. Nu at det skulde til at være Alvor med hendes Rømning, nu blev hun en lille Smule forknyt ved det. »De er alligevel mine Forældre, og det er min Fødegaard, jeg skal aldrig se i mine Dage mere, jeg skal ud mellem fremmede og have ikkun en eneste Ven. Rasmus, Rasmus! vil du være god ved mig?« - »Du kan se,« sagde jeg, »hvordan jeg er mod Jens, alligevel han er kun en Umælende; jeg deler min sidste Mundfuld Brød med ham - hvordan skulde jeg nogen Tid blive slem ved dig?« - »Men hvordan skal jeg slippe herfra?« sagde hun saa. - »Det har jeg betænkt,« sagde jeg. »Det skal ingen Fare have.« Saa flyede jeg hende mine Staldklæder: Lue og Kittel og det hele, et Par Hoser og et Par Sko, og bad hende gaa ind i Herberget og drage af sine egne Klæder og i mine. Dem hun var trukken af, skulde hun saa kyle i Søen, der var der tæt ved Gaarden, for det de kunde tro, at hun havde druknet sig selv. Saa klinede jeg hende ogsaa en dygtig Knebelsbart over hendes Mund. Den havde jeg gjort af de ydre Ender af Jenses Manke. Det grinte hun ad. »Gaa nu,« sagde jeg, »hen ad Vejen Nord paa, til du kommer til den By, der ligger her en Mils Vej herfra. Saa kan du gaa ind i Kroen og blive, til vi kommer, og det skal ikke vare længe. Men du skal bære dig ad, som du var meget overvunden.« - Nuda: hun gjorde, som jeg havde undervist hende. Et Par Stunder efter, saadan i Dagskæret, saa pilrede Eskadronen af Da vi kom til den her Kro og gjorde Holdt, kom hun staglende ud og bad, om ikke en af os vilde tage hende op. »Hvad skader du?« sagde jeg. »Jeg er rent skidt,« sagde hun, »jeg kan ikke gaa længer.« - Jeg saa til Ritmesteren og spurgte om Tilladelse. - »Javel!« sagde han; »men hvor Satan vil du saa have - den, du ved nok?« -»Det har ingen Nød,« sagde jeg, »jeg vover Messingjens.« - »Naa naa!«

        

286 søh A, »A wower Messingjens.« - »Naa naa!« søh han, »det faaer Jens og Du enes om.« »Vi æ jenss aallereh,« suert A; aa saa wa den Snak faabi.