Blicher, Steen Steensen Uddrag fra E Bindstouw (DK) (paralleltekst med Rigsmålsgengivelse)

Jeg spekulerede paa det her et Par Dage og noget af Nætterne med, og saa den tredie Dag daskede jeg hen til Mortens. Ane Kirstine stod alene udenfor Porten og vendte Ryggen til, for hun var ved at glodre en Væg, saa jeg kom bag paa hende, inden hun vidste af det. »Jøsses! er det dig?« raabte hun, »hvor har du været i alle de mange Dage?« -»Jeg har været hjemme og ad Marken og i Heden, ligesom det kunde byde sig. Og nu kommer jeg og vil se til dig.« - »Jeg er ikke værd at se

        

292 hin ploddered Hinner nier i æ Doll, for a skyl æ Læhvi a dem. »A æ lih glaae« saa A, »entin Do æ guul elle groe, faa Do æ mæ den bæjst Ven i denne Wahren; men A ska wal aalle blyw værdig te aa ta Dæ ifawn i Tugt og Æhr.« - »De war ett got anned« saa hun, »men kahænsæ te vi for aa bih let.« - »A ka ett bih sue lænng« saa A, »faa mi Muer vil ha Ophold, aa enten skal A te æ Goer, eller aa en Søster; søhn æ de, aa de ka et blyww annelun.« - Saa begynt hun aa snøwws, aa tart hinne Øwn, aa sokked; men saah ett Nød. A had unt aa ed faa hin; men hwa Roe sku Jen het epo? - No! dæ kam indda Jen dæ ku kin wos Roe, aa de wa sgi de hæ samm Staahkelsmand. Han komme mæ den jenn aa hans Konner, aa had hans Glarkihst o æ Nakh, aa vil ind i æ Goer. Saa vænnt han sæ om imued wos, aa saah: »Si, si! hwa stor I hæhr aa besteller? Føl mæ mæ ind, bette Pihg! saa vil A si, om A ka laww et faa Jer; men blyw Do heruddenfaar saalænng, bette Kaal! saa vel A prøw hudden de ka goe.« - Di gik, aa A sat mæ po en Stien, dæ loe dær, aa lo mi Hænner sammen - A war et sue glaae. - A vedd ett hwo lænng A sad dær, faar A wa fallen isøwn; men saa wowned A ve de, te dæ wa Jen dæ kyst mæ, aa de war ingen Anner end An-Kjestien. »Sedde Do hæhr aa sower« saa hun, »følle ind mæj, no ær ed som de ska væhr. Æ Rakker haa taal got faa wos ve wo Muer, aa da ett Annet ku omvenn hinne, saa saae han: »»Dæ sedder en suot Kok o æ Raahn - I ku gjahn fo en røe jen te aa gaahl øwer Jer, hwes I ett gjø som A no sæjer.«« Dærøwr bløw hun en bette kon baanng, aa saah: »»De for aa væhr; men A seje Dæ, An-Kjestien! A vel beholl den suothjælmed Kow te mi Mjælken, aa A ve ha aal de Ophold A ka tekomm.«« »De ær ett mier en rimmele« saah A, »aa saa haah vi wal ett mier aa trækkes om. No ka Do læ lywws, nær Do tøkkes.« - »Hø! ved Do Hwa, An-Kjestien! sær A: »den hæ Stoeder han komme te aa ha en Kjennels, aa den vel A gi ham mæ en gue Villi; aa ka vi fo fat o ham, næ vi ska ha Gill, saa ska han aasse ha en Gryd Supp, aa en Høhn te sæ sjæl aa di hæ Kwinner aa di hæ Bøen.« - »De æ ret nok« saa hun; »aa A skal indda aasse gi dem en Træwl elle let mier a mi halgammel Klæjemon.«