Blicher, Steen Steensen Uddrag fra E Bindstouw (DK) (paralleltekst med Rigsmålsgengivelse)

»Det var ved Helmissetider Marie hun skulde af Sted;
hun havde sit Tøj i Haanden, vilde til at gaa sin Vej.
Hun havde nu tjent en Sommer i Palle Kristensens Gaard;
hun kom derdid med Svalen, hun var kun seksten Aar.
Den Tid hun var et bitte Barn, hendes Fader og Moder var død,
og da hun saa blev større, saa maatte hun tjene for sit Brød.
Da hun gik frem ved Stalden, hvor Palle Kristensen stod,
da var Marie saa sorrigfuld, at hun knap kunde flytte en Fod.
Det var ikke frit der stod en Taare i Palles Øje.
Kan hænde sig, han havde heller set, at hun kunde ved dem blive.
Hun maatte ikke for hans Moder, for hun var et fattigt Barn,
ellers vilde de haft hverandre, men det skulde nu ikke være saadan.
»Farvel nu, Palle!« sagde hun, da hun gik ham forbi.
Han tørred sine Øjne og vendte sig og sagde: »Farvel, Marie.«
Marie hun var saa sorrigfuld, hun tyktes, hvor hun gik frem,
at al den Del, hun mødte, det sagde til hende ligesom han.
Og hvert et Dyr og hver en Fugl, hvert Træ, hun kom forbi,
de sagde til hende lige saadan: »Farvel, farvel, Marie!«
Det lakked ud ad Aften, og Kokken paa sin Rane,
hun tykte, at naar han galede, han sagde: »Farvel, dit sølle Barn!«
Hun tykte, at baade Bæsterne og Koen med sin Kalv
de saa saa naadelig til hende og sagde: »Marie, farvel!«
Og Hunden i den Gaard han fulgte hende et Stykke paa Vej;
og da han vendte, han lod endda, han vilde været længere med.
Marie hun græd saa modelig: »Gid jeg kunde sige nu snart
Farvel til hele Verden, saa var jeg vel forvaret.
I Verden er jeg ene jeg har slet ingen Ven.
Gid jeg med mine Forældre nu kunde samles snart igen!«
Og før et Fjerdingaar var omme, da var hun stind og kold;
før Svalen kom igen, da laa Marie i sorten Muld.«