Biehl, Charlotta Dorothea Mit ubetydelige Levnets Løb

Biehls humor

Biehl skal tages med et gran salt. Behandler man hende derimod, som om hun var historiker i ordets moderne forstand, vil man, som det er sket for Johannes Mulvad i hans iøvrigt oplysende artikel »Om Dorotheas troværdighed« (Personalhistorisk Tidsskrift 16. rk. 4, 1976, s. 179-186), lade sig provokere til raseri af hendes form, der foregøgler den mindre vakse læser, at han her møder sandhed, ægthed eller blufærdighed. For Biehl er hverken sand, ægte eller blufærdig. Hun er en dygtig fortæller. Hendes ulykke hidtil har været, at de få, der har forholdt sig til hendes forfatterskab, har taget hende altfor alvorligt. Hun er nemlig morsom.

20

Biehl tillader sig at kombinere det intellektuelle og kunstneriske med det humoristiske. Det er højt spil, som forudsætter en vis portion tillid fra læseren. Den kan man ikke sige, at hun har fået. Bülow har naturligvis kunnet goutere hendes fortællinger. De mange københavnere, der i sin tid måtte leve med hende og hinanden, ligeså. Men for os i dag er det langt sværere at konfronteres med den bramfri selvsikkerhed, hendes slagkraft beror på. Man skal kende klovnen for at kunne se vitsen. Og klovnen er ikke spor sjov uden for sit kendte publikum.

Her spiller det en rolle, at Biehl var kvindelig forfatter i stedet for mandlig. Der er kun få kvindelige klovner i det borgerlige selskab. For det første, fordi de oftest er påhæng til en gruppe mænd, der allerede har kronet klovnen blandt sig. For det andet, fordi de ville have lavet nogle andre klovnenumre. Kvinder i faste grupper derimod, har altid deres klovner, hvad enten de mødes på arbejdspladsen, strikkeklub, privat eller politisk. En mand, der tilfældigt bryder ind et sådant sted, vil muligvis dæmpe latterbrølet til en fnisen, men han vil sjældent kunne grine med. Han kender hverken klovnen eller klovnens numre.

Biehl er næsten udelukkende blevet læst og vurderet af mandlige kritikere. Hvor positive de end har været, har ingen kaldt hende vittig. Det skyldes nok ikke engang, at de har vidst, at hun var kvinde. Havde hun udgivet under mandligt pseudonym, var hun næppe heller blevet kåret som sin tids Gustav Wied. Grov satire er ikke hendes våben, men hun har en giftig tunge, som hun bruger diskret og ligeså dræbende. Selvfølgelig må nogle af hendes mandlige bedømmere have opdaget det, men de synes åbenbart bare ikke om den. En besynderlig undtagelse er måske netop Johannes Mulvad, som udover at reagere vredt på nogle af hendes påstande, må formodes at lægge et element af anerkendelse i sit angreb, når 21 han et sted kalder hendes moralske fortælling »Den falske Ven« »djævelsk« (s. 184).

En indre logik, der næsten kunne kaldes kønsbestemt, forklarer i lige grad Mulvads forargede: »det må konstateres, at alt, hvad hun fortæller om det, som vi kan kontrollere, er lodret løgn« (s. 186), og Pil Dahlerups harmonisk smilende konklusion om samme kvinde: »Hun er altid bedst i det negative: i karikatur, i ironi og i kritik. Det positive forsvinder i dyd og præk« (s. 19).

Kaster man et blik tilbage til det 19. århundredes vurdering af hendes i samtiden så populære komedier, går det ikke bedre. Teatereksperten Thomas Overskou ofrede få ord på Biehls komedier og fældede dommen: »I hendes Beslutning at arbeide for Skuepladsen var intet Kald, i Udførelsen ingen Eiendommelighed. Sin hele Opgave fandt hun i at efterligne eller, ved en som oftest klodset Omskrivning, at giengive hvad hun i andres Værker havde fundet fortræffeligt, og dette var ikke den sunde, kraftfulde Comik, der fremstrømmer af Holberg, men den mellem det Pæne og det Platte ideligt svævende Moersomladen« (»Den danske Skueplads«, Bd. II, s. 326). Nej, Biehl var ikke Holberg. Det havde Overskou ret i.

Biehls humor er ikke rettet konsekvent i nogen retning. Den rammer såvel kvinder som mænd. Men det er næppe tilfældigt, at hendes samtid reagerede skarpest, når hun latterliggjorde mænd. Således blev hun snarere berygtet end berømt for to værker, der skånselsløst udstillede mænds forfængelighed og hykleri: den moralske fortælling »Den falske Ven« og komedien »Den listige Optrækkerske«. Kun tre gange blev denne komedie opført i 1765, men da man i 1984 satte stykket op på Svalegangen i Århus, blev det en succes. Pressen skrev. Teksten blev udgivet i bogform, og stykket spillede for fulde huse.

22

Biehls vid skal hverken beskrives eller genfortælles her, men det skal blot konstateres, at hun blandt mange virkemidler bygger sin stilistiske elegance op med humor. Har man først accepteret det, vil man læse hendes tekster anderledes, end det er blevet gjort. De salte tårer vil tørre hurtigere, så man kan nyde jomfru Biehls sataniske historier.