↩ Hendes bevidste hemmeligholdelse af forfatternavnet, da hun fik sit første stykke antaget på teatret (udg. s. 30f), og hendes forklaring på, hvorfor hun gjorde det, viser lidt om de forhåndsforventninger man i samtiden nærede til en kvindelig forfatter. Biehl ønskede ikke, at publikums dom over stykket skulle påvirkes af at de vidste, at forfatteren var kvinde. På samme måde forhindrede hendes stolthed hende i at tage imod Selskabet til de skiønne Videnskabers spontane tilbud om at give hende en guldmedalje for stykket. Hun ønskede ikke, at man skulle kunne tvivle om hendes berettigelse til den, »thi naar jngen kan giøre mig den stridig, saa er den ikke vunden men given« (udg. s. 34). Til gengæld var hun ikke bange for ved en senere lejlighed at indsende en anden komedie i jævnbyrdig konkurrence med mandlige kolleger.