b. Johan og Dorothea
✂ Den mand, som Biehl forærede sin selvbiografi, var hofmarchal Johan Bülow (1751-1828). Han var en meget nær ven af Biehl. Sammen havde de et venskab, der gav plads for samtaler om de mindste, ligegyldige hverdagsoplevelser såvel som for højpolitisk fortrolighed. De kunne samarbejde, nærede gensidig respekt og havde fælles humor. Af betydning har begges trang til at have nogen at give gratis opmærksomhed og kærlighed til været. Begge gør i deres selvbiografiske beskrivelser meget ud af at fortælle om personer, de godt kunne lide, udover selvfølgelig de forventede antydninger af, hvem der holdt af dem selv. Bülow havde som 30 adelig uformuende - og forældreløs fra barndommen - været afhængig af andres nådegaver. Biehl var det som kvinde og free lance i et mandsjob. De vidste af egen erfaring, hvad en betingelsesløs hjælp var værd, og kunne både modtage og give den. Da de oven i købet også var enige om at anse formaninger for nødvendige - et begreb, der måske kan sammenlignes med vor tids beundring for forløsende skænderier - havde de utvivlsomt et grundlag for »et sandt Venskab«.
✂ Bülow var ikke særlig kendt, da han og Biehl mødtes i 1771. Han var netop kommet til København som sekondløjtnant, hvor han bl.a. må have truffet Biehls lillebroder, der var premierløjtnant ved det sjællandske infanteri. Svend Cedergreen Bech har i sin artikel om Bülow i Dansk Biografisk Leksikon (3. udg.) beskrevet hans liv og samlet litteratur og kildemateriale om ham. H. P. Rohdes bog »Johan Bülow på Sanderumgaard«, Odense 1961, er en velfortalt skildring ikke kun, som titlen tyder på, af hans otium på Fyn efter 1793, men af hele hans liv belyst gennem mange interessante dokumenter i hans efterladte papirer.
✂ Allerede som toårig blev Bülow forældreløs og arvede ingenting. Hans moster, Edel Margrethe Lehn til Hvidkilde, tog ham til sig og gav ham både opdragelse og uddannelse. Da hun døde, kom han i 1768 til Sorø Akademi med økonomisk hjælp fra skiftende mæcener samt »en kongelig Bevilling«, som man uden hans vidende havde søgt til ham. I Sorø fulgte han undervisning både på Akademiet og privat i »alle offentlige Kollegier de juridiske undtagen« og fulgte bl.a. et privat kursus i »Mekaniquen ... og et ... over Experimental Physikken« (jfr. hans selvbiografi, omtalt nedenfor, s. 426).
✂ Han blev i Sorø indtil 1771, hvor han kom til København. Fra 1760 havde han haft tilknytning til militæret, først som kornet, senere (1766) som »reforme« sekondløjtnant og i 1769 som 31 virkelig sekondløjtnant. I København blev han i 1772 premierløjtnant, og fra nu af blev hans karriere vendt til hoflivet, hvortil han egentlig ganske uventet blev indkaldt som 2. kammerjunker hos kronprins Frederik, den senere Frederik VI, som dengang var fem år. Det var muligvis hans gode boglige uddannelse, der var en temmelig ualmindelig kombination med militær løbebane, der var årsagen til, at man indkaldte ham til hoffet. Han gik nu i gang med et jurastudium, som han dog måtte afbryde igen, da han blev 1. kammerjunker i 1775. Bülows opgave var opdragerens, men efterhånden som kronprinsen voksede op, blev Bülow involveret i politiske intriger og var både medvidende om og medlem af den sammensværgelse, der i 1784 kuppede Ove Høegh-Guldberg og enkedronning Juliane Marie og hendes søn, arveprins Frederik, der siden 1772 (Struensees fald) havde været Danmarks egentlige ledere.
✂ Bülow blev udnævnt til hofmarskal og havde nu alle chancer. Men i takt med at kronprinsen fik smag for magten, blev Bülows moraliserende tilgang til hans handlinger belastende, og i 1792 blev Bülow opfordret til at søge sin afsked - hvilket han nægtede. I 1793 blev han fyret. På forhånd havde han sikret sin retræte ved købet af herregården Sanderumgaard på Fyn. Her boede han resten af livet og virkede som mæcen for videnskab og kunst. Ca. 41.000 rigsdalere menes han at have givet ud i tiden 1800 til 1822 til sådanne formål. Til sidst havde han brugt sin formue op og måtte søge hoffet om pension. Kronprinsen var imellemtiden kommet over sin vrede og bevilgede en årlig pension.
✂ Biehls og Bülows forhold har undret mange. Det er dog karakteristisk, at jo mere indgående deres læsere har beskæftiget sig med at forstå det, desto mindre mærkværdigt har de fundet det. Den bedste indlevelse i alliancen finder man hos Svend Cedergreen Bech (Brev fra Dorothea s. 38-58), men også Louis Bobés skildring 32 i indledningen til de historiske breve og H. P. Rohde i hans bog om Johan Bülow s. 28-32 viser megen forståelse for forholdet. Det er ikke desto mindre almindeligt at gætte på, at det var Biehl, der dyrkede det og havde interesse i det, og det må være på sin plads at gætte på, hvad dette skyldes.
✂ Tilsyneladende hænger det sammen med iagttagernes egne fordomme overfor muligheden af en faglig og menneskelig sympati på tværs af alder og køn (havde Bülow været den ældste, ville man nok have undret sig mindre). Men det skyldes nu flere andre ting. For det første er det hævet over enhver tvivl, at Biehl har opnået økonomisk støtte fra Bülow. Som hans senere handlinger skulle vise, var Biehl imidlertid blot den første af en lang række personer, der nød fordel af Bülows gavmildhed. Intellektuelle og kunstneriske præstationer honoreredes dengang for en stor del af private mæcener. Biehl leverede et solidt stykke arbejde, nogle gange på Bülows bestilling, andre gange blot efter hans smag. Hun havde som kvinde ikke adgang til en fast gage for den type præstation. Han betalte hende for det.
✂ En anden årsag til, at man har set en skævhed i deres forhold, er, den ydmyge og taknemmelige tone, der grænser til det underdanige, hun anslår i sine private breve til ham. Da hans breve til hende ikke er bevarede, kan man ikke kontrollere, om der var gensidighed på dette punkt. Af flere af Biehls breve fremgår, at hun har modtaget brev fra ham (se f.eks. Biehls nedenfor aftrykte brev fra d. 21. og muligvis også det fra d. 27. maj, hvor hun omtaler et kys, Johan har sendt hende gennem hendes broder - det må da næsten have været på papir, eller kunne han sige til Carl Biehl: »Hils Deres søster og giv hende et kys fra mig«?), men der er ingen grund til at tro, at der har været lige mange breve hver vej. Det giver hverken hun eller han indtryk af, at der var. Hans breve har været færre, men ikke nødvendigvis mindre hengivne.
33✂ Periodens brevstil var meget smigrende og høflig ikke kun, når man skrev til en af modsat køn. I virkeligheden er den undren mange føler ved den intime tone i Biehls breve, den samme som i andre tilfælde har fremkaldt overvejelser om, hvorvidt der har bestået erotiske, homofile forhold mellem periodens brevskrivere af samme køn.
✂ Endnu et tredie punkt skal nævnes: Nogle år inde i Johans og Dorotheas bekendtskab, da stemningen var hedest i hendes breve og kun tre år før hun døde, giftede han sig med en anden. Biehl tog sig det meget nær, hvilket af nogle tolkes som jalousi. Det forekommer ganske usandsynligt, at der kunne være tale om den slags følelser i den sammenhæng. Heller ikke triumf over selv at forblive den kvinde, Bülow kunne tale med efter ægteskabets indgåelse, kan man med rimelighed tillægge hende. Læser man hendes breve fra dagene omkring brylluppet i deres helhed, er det snarere en helt anden følelse, der dominerer: sorgen over selv at skulle undvære samværet med Bülow.
✂ Den kvinde Bülow giftede sig med, Else Marie Hoppe (1767-1834), blev kendt i eftertiden, fordi hun tilførte Bülow en enorm formue ved ægteskabet. Det er bl.a. de penge, han brugte på sin mæcenvirksomhed. Hvad der er mindre kendt, er, at hun tilsyneladende har været åndssvag eller intellektuelt meget svagt funderet. Af de to ting har Biehl hæftet sig ved det sidste. Gifter man sig med en åndssvag, tager man et kors på sig, mener hun. Det er en stor og forpligtende opgave, og en meget tidskrævende opgave. Biehl frygter for, at Bülow ikke vil huske sine tidligere forpligtelser, mod Gud, Kronprinsen og Folket - og mod hende selv, selvfølgelig. Det er det, hun ikke kan bære. Intet tyder på, at hun selv kunne have forestillet sig at blive hans brud. Tværtimod er det hendes stolthed, at de internt omgås i en tone og omkring emner, som tåler offentlighedens lys, ja sågar ville hun turde stå til regnskab for den 34 himmelske domstol med deres forhold, siger hun. Bülow blev gift d. 20. maj 1785. Tre breve fra den første uge efter brylluppet er bevaret og aftrykkes her nedenfor. De giver et indtryk af Biehls følelser ved denne lejlighed, eller rettere: de følelser, hun har ønsket at give udtryk for, og er også i øvrigt karakteristiske for hendes breve, når hun er ked af det og sentimental - hvad hun da heldigvis ikke altid er:
✂ Min elskede, min velsignede B- kan De troe, at der gaaer et Øyeblik af mit Liv, hvori min Siel ikke Beder for Dem. Er De overbeviist om dette, som De bør være, saa kan De ogsaa forestille Dem, at jeg med fordobbelt Jver indflyer til den Høyeste om Velsignelse og Naade for Dem paa denne saa vigtige og høytidelige Dag.
✂
Ja Du, som min Siel elsker inderligere og heftigere end mig selv, med nedstrømmende Taare udbeder jeg dig alt det Hæld al den Glæde Jorden har at give. Jeg er alt for rørt, min Barm i al for stor en Beængstelse til at udtrykke Tanker og Følelser, O min evig og inderlig kiere I- denne Dag Bestemmer dit Livs Lyksalighed, og den Siel skulde ikke Bæve, der elsker Dem høyere end en Dødelig nogensinde er Bleven elsket. Kunde Bønner være nok til at forvisse Deres Vel, saa maatte mine forskaffe Dem en større Lykke, end noget Menneske har nydt, siden De ikke allene er ivrige og oprigtige, men endog fordi Deres Vel
35
er vigtigere for mig end mit eget. Min Kierlighed Lader sig ikke nøye med at Bede Gud forlænge Deres Dage med mine, det var et Lidet og meget ubetydeligt Offer, men kunde jeg Borttage alle indtil De mindste Ubehageligheder fra Dem, saa maatte mine øvrige Dage gierne Betegnes med alle De Elendigheder vi ere underkaste<de> uden at jeg kunde see suurt derved, siden det skulde viise Dem, at min Kierlighed til Dem var det, jeg giver den ud for. Hvor inderlig havde jeg ønsket at give min Ven ved denne vigtige Leylighed <...> muntlig ved at trykke ham til mit troefaste Bryst, Jeg haabede, at han selv havde attraaet det, og sagt mig mundtlig hvad han skrev mig, men da det nu ikke kan være, og jeg, som sikkert tager meest Deel i hans Vel, er den eneste af hans Venner, som den Lykke er nægtet, saa maae jeg sige skriftlig: Naadens og Barmhiertighedens Fader Velsigne min Ven; giv ham Viisdom til at Være den Leeder paa Livets tornefulde Bane, som han for Dit Aasyn giver Løfte paa; giv ham Kraft til at Bære de med Ægtestanden foreenede Besværligheder, Lad en Kones Venlighed ikke forleede hans ædle Hierte og Bringe ham til at glemme hvad han skylder dig, Prindsen og Folket. Lær du ham selv, at saa store saa vigtige hans Pligter som Egtefælle end er, saa opløser De dog ingen af hans forhen ind
36
Gangne; og giør ham i hver og een af hans Dage glad, venlig og tilfreds med sig selv!
✂ Min I- har forlangt et Vers til denne Dag; maae hos Lagde Linier ansees for et, saa vil det meget glæde mig, men om det gialt mit Liv saa kunde jeg ikke faaet meere samlet, og disse havde jeg
✂ endda ikke kunde faaet sammensat havde jeg ikke havt dem meest færdige for nogle Dage siden, hæftige og stærke Følelser Lader sig ikke tvinge i visse Stavelser. De vil nok sige, at Bryllups Glæden Bør strække sig indtil Venner; men jeg er ikke mindre end glad, Gud lad mig være det i Dag et Aar! Maaskee er min U-roelighed ikke allene for min I- maaskee Lidet for mig selv med. Deres Syn er min eneste Glæde, det koster mig altsaa Taare at vide jeg faaer Dem ikke meere Daglig at see, det fornøyede mig dog endskiønt det var for en Andens Skyld at jeg nød den Lykke.
✂ Men hvor kommer jeg til at tale om mig, Da min Siel kun er opfyldt med Dem? Lev altsaa vel, min meere end Ven, min Glæde, og min Lykke, Himlen velsigne Dem og alt Deres Foretagende, og Lad Dem indtil Deres sidste Øyeblik smage al den Glæde og Lykke, som den elskede I-s Syn opvækker hos hans uforanderlige D-
37✂ Endskiønt min elsked B- neppe faaer Stunder, at Læse dette, saa vilde jeg dog skamme mig ved, om det Hierte, der af alle tager den sandeste og oprigtigste Deel i alt hvad der angaaer ham, skulde være stumt ved en Leylighed, hvor alle trænge sig frem for at Lykønske ham.
✂ Tag altsaa Bedste og ædleste Ven, tag imod Det varme Ønske fra deres D-, som ingen anden Lyksalighed kiender end Deres, at Himlen vil udmærke hver og een af Deres Dage med sin rigeste Velsignelse! Men saa oprigtig, som det er meent min elskede I- saa Lidet er det at haabe; vores Tilstand her er en Bestandig Afvexling imellem Glæde og Kummer, og den Lykkeligste har sine Plager. Vent derfor ikke at undgaae dem men Belav Dem paa at tage imod dem med Standhaftighed.
✂ Jeg veed min Beste, at dette er ikke den brugelige Tone til en Brudgom, men mit Hiertes Følelser og Hengivenhed for Dem Ligner ikke Verdens, de strækker sig Længere end Tiiden naaer, end og i Evigheden skal en Deel af min Løn være at elske Dem. Hvor mange min I- kan sige det, som vi Toe kan roese os af, at i al den Tiid Venskabs rene og hellige Baand har Bundet os til hinanden har vore Hierter Lagt paa vore Læber og aldrig har den eene sagt den anden et 38 Ord, som io tør igientages for den Høyestes Domstoel.
✂ Hvi skulde jeg altsaa imod mit Hiertes Over Beviisning nu smigre for Dem med idel glade Udsigter, da De selv frievillig har paa taget Dem en af Livets største Besværligheder, en sygelig Kone. Taalmodighed heri min Bedste Ven, er ikke nok, Lige saa lidet den Heroismus, at viise Deres ganske Siel ved denne haarde Prøve, denne Forestilling avles af en opbragt Jndbildnings<kraft> og grændser ved Sværmerie; der slappe Siele Ævnerne, naar de synke ned i deres naturlige Tilstand.
✂ Fornuften, min elskede I- kan allene understøtte dem, og vil De troe en ærlig Vens Erfarenhed, saa Lad den holde dem fra at klynke og kiele for meget for hende. Det skader meere end det gavner man finder det saa sødt at Blive Beklaget at man idelig søger at op vække Medynk ved sine Lidelser, at Tanken idelig hæftes paa vort Onde. Viis Deres varme Deeltagelse ved at skaffe hende alle muelige Hielpemidler, men søg ved en Mandig Kiekhed og Opmuntring at vende Opmerksomheden til noget andet.
✂ Far vel for denne Gang min elskede og ærede Ven, dersom de oprørte Sandsers Brusen ikke ganske døver Hiertets Stemme, saa Lad det minde om hende der Lever og døer Deres redelige og troefaste Veninde D-
39✂
En gladere og Behageligere god Morgen end den Hiertet ønsker min B- kan der ikke findes. Hvor høyligen vilde det glæde mig, om det i mindste Maade kunde Bidrage noget der til, at jeg siiger den kiere I- at hans D- har sovet bedre i Nat end i de sidste 7 til 8te Nætter. Hosten var bedre, og i Følge deraf er Hoved Pinen ikke meget stærk endnu, Lidet siger intet, man skal Lide noget i denne Onde Verden. Jmidlertiid er Kroppens Onde dog et Blot Jntet imod Sielens, og end og dette er Bleven mindre, den har smagt en Art af Glæde igien ved et nyt Beviis paa min Vens kierlige Erindring. Men hvorfor vælger De stedse noget, som den elskede Haand det kommer fra ikke kan give sin store Værd eller veed De med Overbeviisning, at det mindste med det største fra Dem, er Lige vigtigt og kiert for mit ømme Hierte? Million Tak for Kysset og Hilsenen De sendte mig med min Broder, min Siel trængte til den, der var overmaade nedslagen, og De maae selv slutte, hvor vigtigt det var mig naar iblandt de mange quælende Sorger, der trykke min Barm, den, at troe at finde at min inderlig elskede I- ikke tænkte saa Vel om sin D- som hun fortiente, opslugede saaledes alle de andre, men paa saa trykkende en Maade, der neppe tillod mig at
40
sandse. Gud! for alle de Taare jeg har fældet i en Tiid af Otte Dage! Hvor umagede jeg mig ikke for at holde Dem tilbage og hvor lidet stod det i min Magt, og ved den Leylighed har jeg følet en Besværlighed foraarsaget af Graaden, som hidindtil var mig ubekiendt, ihvor meget jeg end havde grædt i mine Dage. Da de imod min Villie frembrydende Taare, hindrede mig fra at sye, saa vilde jeg standse, eller forkorte Virkningen af Dem, og tørrede derfor saa ideligen og fast mine Øyne, at jeg gned Huden af det høyre Øye Laage, og fik Saar paa det. Det er ingen Griller, men noget De sagde mig den sidste Gang De var hos mig, der har voldet min Siel saa megen Angst og som allene kan fordrives ved at høre af Dem selv, hvor for og af hvad Aarsag Deres Hierte var saa langt fra Deres Læber ved at tale med en Veninde, hvis Hierte og Lønligste Tanke stedse Ligger Blot og Bart for Dem, og som for ikke at give Dem Anledning til at være uoprigtig, aldrig spørger, aldrig fritter, men Lader sig nøye med hvad min Ven vil sige eller fortie, og til denne Beskedne Veninde, siger De af egen Drift uden mindste Tilskyndelse noget, som De ikke kunde meene det mindste med. Kan De nægte, at det maae smerte et Hierte, som mit? Men saa Bitterlig, som det end krænker mig, saa er De dog min Siel Ligekær mit høyeste og eneste Jordiske Gode, til
41
hvis Vel Liv og Blod stedse med Glæde Blev givet af Deres hengivne D-
✂ I margin på brevets første side er tilføjet:
✂ Dette Brev skulde min I- havt halv 7. Men jeg kunde ingen Bud faae før. Farvel elsk mig hundrede Deelen, som jeg Dem<,> og Deres D- er Lykkelig.
✂ Det er tåretynget skriveri, men ærlig og psykologisk forståelig snak. Den hengivne Dorothea er rigtig godt ked af det og giver sin begrundelse, mest direkte i brevet af 21. maj: »Deres Syn er min eneste Glæde, det koster mig altsaa Taare at vide jeg faaer Dem ikke meere Daglig at see«. Det er ikke jalousi. Det er ægte sorg, men det er også, hvad man ikke hidtil har bemærket: en nydelig, raffineret og kærlig bryllupsgave til en god ven. »Vi vil savne x meget, hvis han/hun forlader os«, skriver man i dag i anbefalinger ved stillingsansøgninger. Det er en personlig kvalitet at være en, man savner. Sådan var det også set med Biehls øjne.
✂ Mod slutningen af M.U.L. (s. 38,48-39,18 og 45,3 til slut) beskriver Biehl forholdet til Bülow i en helt anden tone. Det er en fin, poetisk og afrundet fortælling, et kærligt portræt, der burde kunne læses af enhver uden altfor store misforståelser.
✂ Men også Bülow beskriver Biehl i sin selvbiografi, som blev udgivet af Aage Friis i Dansk Maanedsskrift, udgivet af Jac. Appel og L. Moltesen, Kbh. 1899, s. 406-428 og 474-493. Størstedelen af Bülows beskrivelse er citeret hos både Bobé, H. P. Rohde og Cedergreen Bech og bringes her i sin fulde ordlyd:
✂ »Paa den Tid gjorde jeg et saare interessant Bekiændtskab, som jeg dengang var ligesaa bange for, som det siden glædede mig, og som jeg søgte at undgaae. - Det var Jomfrue C. D. Biehl - et af de meest dyrkede, godmodigste, aanrigste og i Selskab behageligste Fruentimmere, som levede paa den Tid - havde, uagtet hun 42 personlig ikke kiændte mig, fattet et Slags Yndest for mig, og havde ved hendes Broder, som Lieutenant, adskillige Gange ladet mig indbyde til sig, maaskee af Medlidenhed og for at sætte lidt Skik paa mig, hvilket jeg vel kunde trænge til. Men jeg, som desuden af Naturen var undseelig, var noget bange for hendes Bekiændtskab, som jeg altid har været for de saakaldte lærde Damer, da de ofte ere satiriske for at lade deres Vittighed beundre og paastaaende, som Herrerne altfor meget af Høflighed maae have Overbærenhed med. En deilig Sommermorgen var jeg gaaet til Rosenborg Have, hvor jeg pleyede at opholde mig, førend jeg skulde gaae paa Paraden, og havde udvalgt mig et af de meest afsides Lysthuse, hvori jeg sat og læste. Paa engang fornam jeg, at et vandrende Selskab nærmede sig til mit Opholdssted, jeg vilde da strax forlade det; men Jfr. Biehl, som var en af Damerne, kaldte paa mig og sagde: »nu skal De ikke undgaae mig«. Høflighed bød mig da at bie, og jeg slap da ikke fra hende, førend Parade-Tiden ikke tillod mig et længere Ophold i Haven. Jeg maatte ved min Bortgang love snart at besøge hende, og det skete, skiøndt de første Gange ikke ret gierne; men siden, jo mere jeg lærte hende at kiænde, blev hun en af mine kiæreste Veninder, som hun forblev til hendes for mig altfortidlige Død. Jeg er forsikkret om hendes oprigtige og trofaste Venskab, fra vort første Bekiændtskab, for mig. Efter hendes Ønske tog hun min Silhouette indfattet i en Pretension, med paa Brystet i Graven. Hendes Portrait, en mignature, som hun skænkede mig, har jeg ladet stikke i Kobber mange Aar efter hendes Død, og hendes Navn staaer iblandt mine afdøde Venners, paa det Monument, som jeg har ladet sætte i Sanderumgaards Have. Hendes Venskabs kiære Minde følger mig til min Grav.«
✂ På mange punkter minder Bülows fortælling her om den historie Biehl giver om deres venskab. Men de to beskrivelser kan alligevel 43 ikke umiddelbart sammenlignes. Deres tilblivelsestidspunkter ligger så langt fra hinanden, at de ikke længere kan siges at beskrive det samme. Biehl skrev, mens venskabet var på sit højdepunkt, og hun selv nærmede sig døden. Hendes beskrivelse er en forfatters næsten lyriske omskabelse af en virkelig og nylig oplevelse til tidløs litteratur. Hendes evne til at gribe øjeblikket og fastholde det i ord er novellekunstnerens. Helt anderledes forholder det sig med Bülows beskrivelse, som i øvrigt sikkert ikke er uafhængig af hendes. Da han mange år efter kom til dette afsnit i sin selvbiografi, har han velsagtens taget sit gamle brev fra Dorothea frem og genlæst, hvad hun skrev »om emnet«. Derefter har han udformet sin i kærlig erindring om sin afdøde veninde, som en bekræftelse af og en kommentar til hendes.
✂ Bülow var ikke forfatter, men førte en stemningsfuld pen. Han var en personlighed i politik og kultur, som skrev sine erindringer med sikker fornemmelse for, at det kunne have eftertidens interesse at kende »manden bag masken«. Da han testamenterede sine papirer til Sorø Akademi nedlagde han sine selvbiografiske optegnelser i en særlig forseglet pakke, som først måtte åbnes 30 år efter hans død. Pakken kom i 1838 til Frederik VI personligt, fra ham gik den videre til Christian VIII og i 1840 til Gehejmerådet, det nuværende Rigsarkivet, hvor den stadig er. I denne særligt hemmelige pakke til offentligheden nedlagde han yderligere sin Dagbog fra 1783-1792 samt en pakke med forskellige optegnelser og en pakke mærket »E« med Cemens' stik af Biehl (Jfr. Rohde, s. 71-78).
✂ Der er altså på den ene side ingen tvivl om, at Bülow ønskede mindet om sig selv såvel som om Biehl bevaret. På den anden side er det, han fortæller om Biehl, en aldrende herres kraftigt sorterede tilbageblik på et højdepunkt i hans ungdom. Friis mener at kunne datere nedskrivningen af selvbiografien til ca. 1810 med senere 44 revisioner. Kapitlet om Biehl er i så fald skrevet ca. 25 år efter hendes død eller senere. Det er indlysende, at tonen må blive en anden end hos Biehl. Og det er forbløffende, at Bülow så mange år efter stadig oplever mødet med hende som noget af det mest betydningsfulde, der forekom i hans ungdom. Dertil kommer, at det er interessant at møde en mand, der åbent og ærligt giver udtryk for sin ængstelse ved samvær med lærde kvinder. At han, som - om nogen - overvandt den, skriver sådan, giver stof til eftertanke. Hvad har Biehl mon ikke været mødt med af forhåndsbortvisninger og modarbejdelser fra andre? Men tydeligt nok har Bülows forbavselse over, at hun ikke var så slem, som han troede, i forening med Biehls manglende forventninger til mænd i almindelighed, åbnet vejen for et meget nært forhold mellem dem. Den, der forventer mindst, har ofte behov for mest.