Biehl, Charlotta Dorothea Uddrag fra Mit ubetydelige Levnets Løb

Bekiendtskabet var nu giort, og Blev troeligen fortsat, og det 74 med saa liden Forstillelse paa hans Side, at en hver tydeligen kunde see, hvilken Magnet, der drog ham efter sig. Da jeg aldrig har troet, at enhver Compliment er en Kierligheds Erklæring og tillige vidste at jeg var den yngste og smukkeste i Sælskabet, saa ansaae jeg hans Smigren og Opmærksomhed for en Følge der af, og jeg var vidst den sidste, der merkede, at det ikke var almindelig Høflighed. Denne Erobring havde visst smigret en hver ung Piges Forfængelighed, hvis Tænke maade havde været noget meere flygtig end min, og at min ikke var det, kom meere af de sammen stødende Omstændigheder, end af nogen Fortieneste paa min Side. Jeg havde aldrig havt Omgang med andre end de, der vare meget ældere end jeg, mine Forældre vare som oftest de yngste næst efter mig, i alle de Sælskaber vi kom, dette havde dæmpet det flygtige og ubetænksomme af min Alder, Bragt mig til at tænke over alleting, og just ikke at hæfte Øynene paa den glimrende Side eller Lade mig Blænde af Skinnet. Jeg var fra Barns Been af vant til at være Blandt Riddere og fornemme Embeds Mænd, jeg havde været deres Afgud hørt Deres Berømmelser og seet dem kappes om at faae mig hos sig ved Bordet. Fra mit tiende Aar var jeg Bleven Begegnet, som et voxent Fruentimmer, og i Følge deraf var den gode Herres Opvartninger mig ikke noget nyt og kunde altsaa det øyensyn-Lige Fortrin han gav mig, ikke giøre tiende Deelen af det Jndtryk hos mig, som hos den, der ikke var vandt til denne Hyldning men nød den for Første Gang. Jo ældere jeg Blev, io meere Bebreydede jeg mig, at jeg havde overtraaet min Faders Befalning angaaende Læsningen, men uagtet jeg følede det var Uret, havde jeg ikke Kræfter nok til at Lade det være; dette bragte mig til at undersøge hvor af den Mangel paa Lydighed kom; jeg spurgte mig selv om jeg ikke havde giort det i fald min Beste fader havde Befalet mig det? Og mit Hierte svarede mig io: 75 og denne Bekræftelse Lærte mig, at Kierlighed allene kunde Bringe os til at op offre alleting med Fornøyelse. Denne Opdagelse var ikke saa snart giort førend det alvorligste Forsæt Blev fattet aldrig at give min Haand til en Mand, som jeg ikke elskede saa høyt, at jeg med Glæde kunde underkaste min Villie ganske og aldeles hans Velbehag. Endskiønt min Fader og Moder Levede meere vel end ilde med hinanden, saa forefaldt der dog ofte Stridigheder imellem dem, hvori de vel Begge som oftest havde lige Uret, og min Moder dog stedse maatte give efter for min Faders hæftige og Bydende: Jeg vil. Besynderligt var det, at uagtet min Fader ikke kunde Lide mig, saa var jeg dog den, der ved slige Leyligheder alletiider forskaffede min Moder en meere ærefuld Fredsslutning end naar hun Betingede sig den selv.