↩ Om Sommeren 1763 spiiste min Fader hos Greve Moltke, hvor der Blev talt meget om Abels Død af Gesner. Da min Fader kom hiem Lod han den hente hos Philibert, og da han havde læst den, bad han mig at oversætte den. Jeg søgte at undslaae mig derfor, og sagde, at den Franske var en Oversættelse, saa maatte Værket tabe for meget ved at oversættes af det. Men denne Jndvendning Betog han mig snart; thi nogle Dage efter gik [gik] han paa Børsen og hentede Originalen, saa jeg nu ingen videre Undskyldning havde. Jmidlertid var min Ven og Læremester Bornemann Bleven gift, men den Varme og Fornøyelse hvormed han ved alle Leyligheder talte om mig og Berømte mig, giorde hans Kone, som hun selv fortalte mig da vi Bleve kiendte, overmaade Ialoux, og da hun yttrede det for ham, Lovede han, at han for at overtyde hende om, hvor ugrundet denne 100 Mistanke var ikke vilde gaae til mig. Jeg, som var uvidende herom, fortrød i mit Hierte høyligen paa, at han saa reent kunde glemme mig; da altsaa Soliman og Abels Død vare trykkede, sendte jeg ham et Exemplar af hver, med et Brev. Dette Besvarede han mig i den varme Venskabelige Tone, og da lomfrue Bøttger holdt ved at plage mig om at oversætte Colardeaus Caliste, saa kom vi <i> en ordendtlig Brevvexling igien, siden jeg, Ligesom jeg fik et Hundrede Vers færdig, sendte dem til hans Bedømmelse.